Herregården, husmandskoloni og skole

…fra gods til oprettelse af Danmarks største husmandskoloni i hundredåret for dens udstykning… og om husmandsskolens oprettelse i hovedbygningerne… til dens endeligt som højskole… Set med et barnebarns øjne: – en efterkommer af en af de første nybyggere.

Herregården St. Restrup har oplevet opgangstider såvel som nedgangstider i skøn forening. Den har været ophøjet til stamhus såvel som i gårdslagteres besiddelse – Hovedbygningen har været såvel høj – som husmandsskole … og nu slotshotel.

Et sagn fortæller at gården blev grundlagt i arilds tid af vikingen Ref. Han sejlede fra Limfjorden op ad Hasseris å og anlagde sin gård, hvor han ikke kunne sejle længere. Sagnet fortæller videre at Ref blev gravsat et sted nord for gården.
Det ældste dokument man kender er et i godsarkivet fra 1314, hvori Niels Eriksen Gyldenstjerne satte sit segl som vidne ved Hjørring Ting, hvor gården omtales som ”Refstrup”.

I tiden fra 1314 til 1990 – i løbet af 676 år, har godset haft 39 ejere. (I det følgende nævnes derfor kun et udsnit). Den første ejer, hvor der kan sættes årstal på var som nævnt Niels Eriksen Gyldenstierne – fra 1314 til 1350. Hans slægt bevarede ejerskabet i årene (1314 – 1560). (årstal i parenteser er ejerskabets længde) I 1664 overgik den til slægten Lindenov. Herregårdens største glansperiode var dog i årene 1685 til 1811, hvor den var i adelsslægten von Levetzau besiddelse: Her var den ophøjet til stamhus (grevskab) i årene (1757- 1811). At være ”ophøjet til stamhus” betød bl.a. at et gods overdraget en adelslægt som stamhus af kongen fik fritagelse for skat, og det ikke kunne overdrages i fri salg, men kun ved arv.

Foruden stamhuset St. Restrup, bestod det desuden af de” von – Levetzau” ejede godser, Albæk og Nørlund samt Levetzaus Palæ – også kaldet Christian den VIII Palæ – et af de fire palæerne på Amalienborg. Arealmæssigt rådede stamhuset St. Restrup over 2200 tdr. hartkorn, hvilket vil sige over 40.000 tdr. land og var dermed et af de største af datidens stamhuse i kongeriget Danmark.

Til herregården St. Restrup knytter der sig naturligvis en del sagn.
Et af dem fortæller at bønderne nedbrændte og plyndrede gården under bondeoprøret, ledet af skipper Clement. Bønderne blev derefter afkrævet af St. Restrup`s ejer: Gabriel Gyldenstierne (1530 – 1551) at de skulle bevise de var uskyldige – at de i stedet havde støttet kongen, i modsat fald vilde de mistet deres fæste.

Samme Gabriel Gyldenstierne søgte efter reformationen at lægge jord til godset, men der kom kraftige protester fra bønderne i Hasseris. Der måtte herefter findes en løsning på deres trætte om skel. Kong Cristian d. III bestemte efterfølgende, sammen med sine ministre, at Gabriel skulle have al den jord han kunne ride omkring fra solopgang til solnedgang – så han måtte på ridetur. Da bønderne så hvilke fandens ridt Gabriel udøvede, anså de ham for at være i ledtog med den onde selv, og de påstod at den plag Gabriel red på var fanden selv i forvandling.
Ved aftenstide, kort før solen kaste sine sidste stråler, kunne bønderne høre fanden råbte: ”Gabriel, Gabriel, du fauner for vidt”. Han måtte derfor til sin ærgrelse forandre retning, og af den grund blev der et knæk i gårdens skel mod Hasseris – et skel, der kan ses den dag i dag.

Et sagn fortæller ligeledes om Jørgen Marsvin, (1647-1656) der var en berygtet bondeplager, at han bestred overnaturlige kræfter. Han kunne således løfte sig selv op i armene – med hest, ved at gribe fat i en jernring, der hang i gårdportens loft.

Også sagn knytter sig til Christian Levetzau. Han var leder af rytteriet i Norge – og som sådan holdt han af hurtige forbindelser og anlagde derfor en lige vej fra Store Restrup på 20 km. mod syd til sit gods, Nørlund i Rold skov og blev derfor kaldt ”General Ligeud” (1696 – 1756) Da han døde, lå han, som almindeligt var, i åben kiste i riddersalen på St. Restrup. Da skete, at nogle djævle satte sig på liget og begyndte at flå i hans indvolde, så man i hast måtte lægge låg på kisten. Cristian Levetzau ligger begravet i sognets kirke – i Sønderholm kirkes krybt. Men hvert år på hellig trekongers aften lyder der larm fra krypten, så ingen tør vove sig der ind.

Om Iver Rosenkrantz – Levetzau (1775 – 1789) fortælles, at han i året 1787 indlod sig i et komplot mod kong Christian d. 7. – (Det var hos ham Struense var livlæge). Iver deltog i sammensværgelsen ved at forsøge at forgive kongen med gift i hans drikkebæger. Han var tillige den, der var udpeget til at hælde giften i bægeret. Konspirationen blev opdaget, og kongen tvang ham selv til at drikke bægerets indhold. Iver lod staks efter sin vogn gøre køreklar og så gik det over stok og sten til St. Restrup, men han udåndede kort tid efter ankomsten.
Hans kiste skulle køres til Sønderholm kirke på en ligvogn trukket af 6 sorte heste, men fanden havde taget plads på kistelåget. Da hestene skulle køre op ad en store lange bakke mod Sønderholm, føltes vognen så tung af den ekstra last at de stejlede – de ville ikke ud af stedet. Man måtte derfor i hast tilkalde præsten til at mane ”den onde” bort. Det gjorde præsten nu ikke, i stedet bød han folk i følget fjerne det ene hjul og fanden blev i stedet manet til at agere hjul resten af vejen til kirken. Siden da høres hver nytårsnat kl.24.00 bedrøvelig klagesang fra hans marmorkiste i kirken – Det er Ivers sjæl, der ikke kan få fred. Derpå lyder der et susen og rusen i hele kirkerummet så kraftigt som om kirken skulle falde sammen. Først kl. 1.00 slutter alt denne ufred i kirken med en hvæsende hvirvelvind kommer strygende.

Samme Iver kan også træffes i godset kælder som den grå mand med trekantet hat og frakkekjole – altid med en skovl, for han graver og graver for at finde en guldskat, der ligge begravet der. Sagnet fortæller videre at den dag herregården brænder, vil man finde guldskatten og det rækker rigeligt til at genopføre bygningerne.

I det røde værelse på St. Restrup – i den sydøstlige fløj, kan man om natten møde en høj smuk hvidklædt kvindeskikkelse med langt løsthængende hår. Der er den meget vellidte komtesse Juliane Sophie Wedel – gift med Iver Rosenkrantz – Levetzau. Hun døde her i barselsseng efter at have nedkommet med et dødfødt barn. En meget hård og lang fødsel, hvor hendes ve – råb kunne høres i flere dage overalt på herregården. Nu går hun hver nat der og sørger og leder efter sit barn. Grevinden var særdeles vellidt og god ved bønderne og skænkede dem bl.a. tømmer fra godsets skove til at genopføre Hasseris, der blev lagt øde ved en brand. Et byområde er således opkaldt efter hende til hendes minde.

I årene efter disse farverige personer på St. Restrup begyndte det at gå tilbage for herregården. Den blev solgt og købt og solgt igen flere gange, hvor af adskillelige af ejerne ingen interesse havde i at drive den – således blev 800 tdrl. engjord ud mod Limfjorden solgt fra. i 1899 – det nu nuværende Restrup Enge. Dette areal blev udstykket til husmandsbrug på 7 til 10 tdr. land – ikke store nok til at føde en familie. Herremandens måde at fastholde en del af dem på som daglejere på godset.

I 1901 brændte alle gårdens avlsbygninger, efter en påsat brand, men den daværende godsejer Malling (1899-1906) lod dem genopbygge.

En af de sidste ejere af St. Restrup: Carl Philip, (1906 – 11) hvor gården endnu kunne betegnes som gods var meget fremsynet – og desuden velhavende, men brugte også hele sin formue på gården. Han installerede således elektrisk lys og centralvarme – strøm fik han fra sin vandmølle, hvor han udskiftede overfaldshjulet med en turbine . Han lukkede desuden gennemkørslen i midterfløjen på hovedbygningen, og skabte derved en smuk vestibule – Desuden byggede han en kæmpe ajlebeholder ved avlsgården. Den kunne indeholde 1 million liter, og som i datiden blev betragtet som verdens største. Men han førte sig også frem, som den herremand han vitterlig var og kørte gerne i glaskaret med 4 fuldblodsheste. Han kørte som altid hårdt og væltede for øvrigt i Skalborg med kareten. Til slut slap pengene op og han forlod gården i 1911 som en ruineret mand.

Godsets nye, men også sidste godsejer var Karl Philip Weidemann.(1911 – 1912) Han var forhenværende farende svend – og tømremester, der havde tjent sig en stor formue som bygningsmester i København. Der fortælles at han som farende svend, var blevet nægtet et måltid mad på gården. Dengang svor han, han en dag ville vende tilbage og købe herregården for derefter at nedsætte sig som stedets godsejer – Og det gjorde han så… Men Weidemann så sig nødsaget til igen at afhænde den. Han havde forkøbt sig.

Herom fortælles:
En dag rullede en fjedervogn, forspændt to gule nordbakker med to mænd på agestolen samt lærer Visse, Frejlev skole som kusk, op foran hovedbygningen. Af vognen steg de tre mænd. De bankede på døren og bad om en samtale med godsejeren. Der blev meldt tilbage at godsejeren netop sad ved sit middagsbord, så de måtte vente, men de var velkommen til at bese den ny moderne staldbygning, der var blevet opført efter branden i 1901. Da de kom tilbage, kom Weidemann ud og spurgte hvad de tre herre ønskede. Jens Jensen, Als Brohuse, der var ordstyrer svarede, at de havde hørt godset var til salg. Godsejeren anså ikke de bondeklædte mænd som seriøse købere og svarede derfor benægtende, hvortil Jens Jensen svarede, at ejendomsmæglere så måtte ha` løjet. ”Jo – ja, men der skal jo en større udbetaling til” svarede Weidemann. Da var det at Jens Jensen, Als Brohuse svarede de for mange velkendte ord: ”Bevares, godsejeren må ikke tro vi handler med træpenge” og tilføjede, ”i det øjeblik handlen er afsluttet, vil alle pengene ligge på bordet i gode danske kroner”.
Han kunne svare så overlegen og sikkert, fordi de tre handlede på vegne af udstykningsforeningen og havde allerede da truffet aftale med Aalborg Diskontobank om lån af pengene. ”Nuvel – ja, men godt, det er jo noget helt andet” svarede godsejeren og inviterede på kaffe i riddersalen. Forinden tog han dem på besigtelse af besætningen og lod desuden spænde for sin vogn til en tur på de enorme store agre.

Oprettelse af udstykningsforeninger var resultat af nye landbrugslove vedtaget og gennemført i årene 1899 til 1909. De omhandlede bl.a. udstykning af større gårde til selvstændige husmandsbrug – herunder den såkaldte statshusmandslov.
Aalborg Amts Udstykningsforening blev stiftet 1909. I løbet af tre år havde man opkøbt seks gårde til udstykning. Som garantibeløb tegnede hvert medlem sig for 35 kr. Med det samlede garantibeløb som sikkerhed, var man i stand til at optage lån til at købe gårde til udstykning.

Buddet fra dem lød på 350.000 kr., men Weidemann forlangte 400.000 kr. Efter nogle meget livlige og meget hårde forhandlinger, der i hovedsagen drejede sig om forskelligt løsøre, man krævede skulle følge med ved køb. De forlangte således at møblerne skulle indgå. Dem nægtede godsejer purre at lade gå med i salget, og med det gik handlen i helt stå. Deres kontante bud var da steget til de 400.000 kr. Stridens sidste æble var således kun et sæt møbler. Det gik kun få dage og Weidemann her måtte krybe til korset for at afslutte handlen – og møblerne indgik da i handlen. Papirerne blev underskrevet den 27. september 1912 og Aalborg Amts Udstykningsforening fik skøde på godset.
Ved overtagelsen stod træhesten endnu på godset – den hest man både havde hadet og frygtet. Den blev senere funder i et kælderrum – under hovedbygningens nordfløj, men blev desværre af vrede husmænd brændt. Hadet til dette umenneskelige torturinstrument var for stort – det sad stadig i dem, selvom det var 100 år siden den sidst havde været i brug . – I samme kælder havde også været fangerum og her havde herregårdens mejeri også haft til huse.

Billedet viser bestyrelsen for Aalborg Amts Udstykningsforening efter underskrivelsen af skødet. De sidder ved det møblement, der kunne have forpurret handlen . Fra venstre ses: Sekretæren C. Visse, Frejlev, kasseren Mads Madsen, Malle, Ole P. Nielsen, Gandrup, Marinus Langeland, Skindbjerg, formanden Jens Jensen, Als Brohuse, Carl Baumann, St. Brøndum og Hans Peter Sørensen, Skelund.

Tiden efter købet stod i planlægningens tegn. Ideerne var mange. Man stod med et stort gods på hen i mod 1525 tdr. land hvoraf de 225 tdrl. var skov – Man stod med store avlsbygninger og en stor hovedbygning, man stod med en vandmølle og så gar en kro.
I starten var der tanker om at lade avlsbygninger og hovedbygningerne samt 500 tdrl. Indgå som een større gård og udstykke resten af jorden til husmandsbrug. Da Johan Skjoldborg, den kendte forfatter og forkæmper for den fattigste og nederste del af landbefolkningen hørte det, skal han have udtalt: ”Nu er I endeligt blevet fri for een herremand – vil I så virkeligt skabe en ny herremand, som igen ville lukke den smukke park, I nu endelig kan færdes frit i”?
Dette kom nu ikke på tale.
Man havde i lang tid tumlet med planer om at bruge hovedbygningerne til en højskole for husmændenes børn. Derfor beslutter man at sælge hovedbygningen med 225 tdrl. skov samt 33 tdrl. mark, eng og mose til et aktieselskab, med det lange navn: ”De Nordjyske Husmænds Folkehøjskole på St: Restrup”, men den har sin helt egen historie, selvom udstykningen og højskolen på det nærmeste hænger uløseligt sammen. Derom senere.

Herefter tog man fat på selve udstykningen. Resultat blev man udstykkede jordlodder til 50 husmandsbrug incl. en eng og en tørvemose til hver. Brugene fik en størrelse fra 16 til omkring 30 tdrl. – alt efter jordens beskaffenhed. Det passede til man kunne have fra 5 til 10 køer plus opdræt og opfedning af 50 til 70 svin årligt – på dette tidspunkt – store nok til een familie med rimelighed kunne få sit udkomme deraf, uden at skulle tage arbejde udenfor hjemmet, hvilket var hensigten. Man lavede en fælles vandboring til et vandværk i møllen, så alle husmandsbrug fik vand indlagt – desuden blev det eksisterende elektricitetsværk i møllen udvidet, som kun herregårdens hovedbygning havde haft glæde af. Derved fik alle mulighed for indlagt elektrisk lys – begge ting, et særsyn på landet på dette tidspunkt.

Efter annonceringen i 1913 efter købere til de udstykkede 50 lodder kom der hen ved 270 ansøgninger. I første omgang oprettede man 35 brug – de øvrige 15 måtte vente til året efter – til udnyttelsen af hovedbygningen og fordelingen lodder af den øvrige del af jorden var helt var på plads. Dermed var Danmarks største udstykning en realitet – En ny landsby på godt 200 indbyggere så dagens lys på godt to år.

For at kunne etablere sig som husmand på St. Restrup var 1000 kr. kontant godt efter datiden penge – havde man 2000 kr. blev man anset for ret så velhavende. Så godt som alle købte deres lod og byggede uden statslån, men med almindelig kreditforeningslån. St. Restrup blev de næste 2-3 år et sandt eldorado af nybyggeri. Man kunne bygge som man ville, og som man havde råd til uden arkitektonisk ensrettethed. Derfor fik husmandskolonien også sit helt eget særpræg.

Forskellige var de – fra den ydmyge til den mere statelige. En del var selvbyggere, der tog en tørn, når dagens arbejde i marken var tilendebragt – nogle startede med et lille træskur, for at have tag over hovedet, så længe byggeriet stod på. Det kunne efterfølgende bruges som hønsehus – eller man tog ophold på kroen. Nogle par gik sammen – og delte husrum i det først færdig byggede indtil det andet var klar til indflytning. Der summede således af liv på de mange forskellige byggepladser – med lokale såvel som udenbys håndværkere og de familier, der selv svang både murske og hammer. En del af byggematerialerne kunne afhentes gratis fra nedbrydningen efter branden på avlsbygningerne , hvor oprydningen endnu ikke var færdig.
De nyetablerede husmænd var en broget skare, der bestod af mennesker med en forskellig baggrund og tidligere erhverv, deriblandt også enkelte faglærte håndværkere, men langt det største flertal havde dog et eller andet tilhørsforhold til landbruget.

To ting havde de tilfælles, de var ildsjæle – og det der var særlig kendetegnende for nybyggerne på St. Restrup – det var fælleskabsfølelsen og evne og viljen til at hjælpe hinanden, både i byggefasen og senere i tæt samarbejdet i forbindelse med udviklingen af deres nye landsby. Et kendetegn, der har fulgt landsbyen op gennem tiderne.
Der var da også en stor og ukuelig optimisme blandt husmændene – men der lød til gengæld mange kritiske ord og ligefrem forargede røster lød fra andre sider. Nogle var endog meget beskæmmet over man på den måde opsplittede – ja, på det nærmeste ødelagde det gods mange endnu følte stor ærefrygt overfor.
Mange – og især nabogårdejere havde for det meste kun hån over for disse nybyggere. ”Nå du er vel en af de nye godsejere på St. Restrup” spurgte en af gårdejerne hånligt, da han traf en af dem – og fik omgående og med smil på læben svar på tiltale: ”Ja – og du er vel en søn af en af mine forhenværende hovbønder”.
Egnen og sognerådet var ligefrem bange for der det hele ville resultere i helt slæng af dybt forarmede familier den bekymrede sogneråd herefter skulle forsørge – så mange kunne kommunens lille fattiggård slet ikke kunne rumme. For hvorledes var det muligt at disse familier at kunne klare sig på så små ejendomme, når godsejeren havde svært ved at klare sig på den jord, der nu skulle ernære 50 familier – 200-300 sjæle, når den i herremandens tid kun kunne føde 30-40 lød spørgsmål?

Til at varetage nybyggernes interesser oprettede de andelsselskaber og foreninger – efter inspiration og tilskyndelse fra højskolen – eller rettere: St. Restrup Husmandsskole, der samtidig var oprettet i herregårdens hovedbygninger. Deres egen organisation: Husmandsforeningen, som så godt som alle var medlemmer af, stillede også deres viden til rådighed. Det kunne være eksempelvis i landøkonomiske så vel hjælp i juridiske spørgsmål.

Husmandsskolen var St. Restrup – husmændenes samlingspunkt – deres livsnerve og kulturelle højborg Her kom man til arrangementer skolen afholdt i tæt samarbejde med husmandsforeningen af såvel faglig som kulturel art – der var eks. vis foredrag af en af tidens koryfæer som Johan Skjoldborg, men også mange af andre med helt andet program og holdninger kom til orde.
Husmandsskolen – i tæt samarbejde med husmandsforeningen var og blev på mange områder igangsætter for den nye landsby. Det var stedet hvor man kunne hente hjælp hos konsulenter til så godt som alle de spørgsmål en husmand havde. Det kunne være såvel økonomi som dyrkningsmetoder som valg af afgrøder og hvilke husdyr man med fordel kunne satse på. Konsulenterne gav dem ligeledes inspiration og vejledning i f.eks. at plante – både læhegn omkring markerne og frugttræer.

Hele landskabet omkring den gamle herregård tog en mærkbar forandring. På det godt 1000 tdrl. store areal blev de 50 husmandsbrug, deres lodder og parceller omkranset af læhegn, og i løbet af få år blev man nu, når man nærmede sig St Restrup, mødt af ikke blot grønne marker med kartofler, roer og korn, men også en oase af frodige og velholdte pryd – og køkkenhaver med blomster, og grønsager, bærbuske og frugttræer, der omgav så godt som hvert eneste husmandsbrug. Hele det store kæmpemæssige område, der førhen havde ligget som en nærved åben mark, tog så stor forandring, at den der kun havde besøgt den forinden udstykningen, ikke kunne genkende det. Hele området blev på det nærmeste forvandlet til et stort kæmpe gartneri, hvor husmændene på deres marker havde oprettede niceproduktioner af landbrugsvare, i hovedsagen tidlige kartofler, men også andre ting som grønsager til salg gennem Gartnernes Salgsforening.

Husmændene var blevet deres egen herre – herre i eget hus – Det gav dem selvværd, frihed – økonomisk frihed, mod og muligheder. Man så sig ikke nødvendigvis være afhængig af nabobyerne, når der ikke kunne findes vej til samarbejde. De kunne selv. Vandmøllen blev overtaget og fik status af andelsmølle. Man byggede og oprettede friskole, man byggede sit eget mejeri, man byggede eget frysehus, man oprettede fællesmekanisering og meget mere – Alt sammen som selvstændige andelsselskaber. Det var andelstanken der gik gennem det hele. Det skete ikke på en gang – men i det tempo man kunne håndtere og der var økonomisk mulighed for – uden at lægge andre til last. Hele egnen nød godt af den udvikling – den fik et stort økonomisk løft og gjorde alle skeptikernes kritiske spådomme til skamme.

Nabogårdmændene måtte stikke piberne i egen lomme. Mange af disse husmænd havde eller fik en større indtægt end dem. Sognerådet behøvede ikke tage stilling til en udvidelse af fattighuset, som de havde frygtet. Man var endog i stand til at få flertal i sognerådet og indsætte en af egne som sognerådsformand på grund af det stærke sammenhold. St. Restrup blev desuden en slags dynamo – en inspirationskilde for husmandskollegaer, både nær og fjern – i hele landet på mange områder i mere end et halv århundrede. Man strømmede til – ville med egne øjne og øre – se og høre om den forhenværende herregårds forvandling – fra en grim ælling til en svane.

Men samfundet havde også ændret sig op gennem årene. Det var næsten kun gået fremad op gennem to generationer, men i løbet af tresserne og halvfjerdserne blev også husmandsbrugene i St. Restrup for små. Tidens udvikling var på vej til at overhale dem. Tiden var så småt igen til stordrift. Jorden var efterhånden steget så meget, at man havde svært ved at foretage generationsskifte på samme glidende måde som tidligere – fra far til søn eller datter. En del af husmændene måtte tage arbejde udenfor hjemmet og udlejede eller forpagtede jorden ud – eller de såede korn på hele arealet – der hvor der førhen havde været storproduktion af tidlige kartofler og grønsager. Køerne forsvandt. Mejeriet blev nedlagt. Friskolen kom til at mangle elever og måtte lukke som skole. Mølleriet og frysehuset blev nedlagt samt alle de tilsluttede andelsforeninger – dog uden økonomisk tab og efterslæb. Man mistede også byens lokale dagligvarebutik – Ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge. Husmændenes sønner og døtre valgte i stor stil landbruget fra. Økonomien i husmandsfamilierne var blevet så god, at der var råd til at give børnene øget skolegang, sende dem i realskole og gymnasium, dem gårdmandsfamiliernes børn havde frekventeret i mange årtier. De unge tog nu håndværksmæssige uddannelser og rejste til storbyerne. Nogle tog læreruddannelse – eller gik på universitet – blev ingeniører, læger – eller læste atomfysik. Men hele denne udvikling skabte dog ikke den store misstemning, for økonomisk havde man det udmærket. En god tid kommer ikke dårligt tilbage.

Det var og blev dog en særlig sorgens dag, da også den gamle husmandsskole måtte dreje nøglen om og erklærede sig konkurs d. 9-3-1990. Man havde inderst inde følt, det ville bære den vej. – også her var der opbrud, men det kom alligevel som et chok. Husmændene og deres familier og skolen havde fulgtes ad i tykt og tyndt, havde været hinandens fødselshjælpere – den havde været som en dynamo for dem og derfor var en det følelsesmæssig en ulykkelig skilsmisse, som dog blev taget med oprejst pande.

Et samfund skal have en ting at samles om og samles i, og de ildsjæle landsbyen altid havde fostret kæmpede videre. Når de gamle faldt, trådte nye til. Problemer er til for at blive løst. St. Restrup Landsbyforening så derfor dagens lys til afløsning af den også henvisnede Husmandsforening og ved hjælp af gaver, fonde og nytegning af medlemmer hos beboerne blev Friskolen, hvor undervisningen for længst var stoppet, købt i stedet til byens samlingssted. Den fik en tiltrængt modernisering til den nye funktion, så den nu indeholder alt det der er brug for af lyse venlige lokaler, et køkken og med plads og rum til forskellige interessegrupper: et helt igennem tip top moderne forsamlingshus med gode faciliteter, og den beholdt navnet ”Friskolen”. Man glemte ikke rødderne – man vidste, hvor man kom fra. – glemte ikke fortiden.

Størstedelen af husmandsbrugene er efterhånden gledet over på fortrinsvis folk med byerhverv og med hang og lyst til livet på landet. Flere unge er kommet som tilflyttere, eller er vendt tilbage efter endt uddannelse – som en ny tids husmænd. – Husdyr har de fleste, men nu er det ikke køer og svin – men rideheste og måske en lille hønsegård i baghaven, der som med et supplement har fået tilføjet en hestefold. Kun enkelte husmandsbrug har overlevet som fuldtidshusmandsbrug. Lykkeligvis er udviklingen sket på en måde, så de fleste af husmandsbrugene er intakte. Kun fra få er solgt jord fra – en udvikling bl.a. landsbyforeningen arbejder på at undgå. Afgrøderne på dem er ændret, så de kræver en mindre arbejdsindsats og kan klares som fritidslandbrug.
Også de boliger husmændene opførte for hundrede år siden har taget forandring – har fået deres ansigtsløftning med påsatte kviste efter tidens trend.

Husmandskolonien: landsbyen St. Restrup lever stadig sit meget aktive liv nu i 2012 – i et hundredår efter udstykningen – kun på en anden måde. Den har på ingen måde lidt døden som et stykke såkaldt udkantsdanmark. Det sørger dens altid aktive ildsjæle for.

…og ”Husmandsskolen”… en ikke fuldstændig fortælling om dens oprettelse – og dens endeligt.

Allerede da med tankerne om at købe og udstykke herregåden ”St. Restrup” opstod i Aalborg Amts Udstykningsforening, havde man med i overvejelserne om eventuelt at indrette hovedbygningerne til højskole og da købet var en realitet i 1911 gik man videre med tanken. Selve ideen var så langt fremme, at Indkøbsforeningen to år efter, i 1914 oprettede og solgte selve hovedgården med tilhørende park og 33 tdr. land mark, eng og mose samt ca. 225 tdr. land skov til et nyoprettet selskab: ”A/S De nordjyske husmænds folkehøjskole. på St. Restrup” for i alt 124.000 kr. Pengene hertil kom ved salg af folkeaktier til 10 kr. pr stk. samt ved indsamlinger. Det resterende beløb kom med hjælp fra flere nordjyske husmandsforeninger samt tilskud fra Nordjyllands Udstykningsforening.
I samarbejde med aktieselskabet samt husmandsforeningen, som den stærke medspiller, blev der arbejdet hen imod at skolens skulle afspejle at den var oprettet af husmænd – Den skulle være en skole med kulturel dannelse. Dette var hvad den bedrestillede del af landbefolkningens børn havde kunnet få i årtier i landets hovedsageligt grundviske højskoler. Nu var det husmandsbørnene, der skulle have samme mulighed. Hertil kom, man endda ville søge at finde elever langt dybere ned i samfundslaget – især blandt landarbejdernes og husmændenes børn. Med andre ord – man ville oprette en ”husmandsskole”.

I 1915- året efter købet, var man så langt i bestræbelserne man kunne ansætte en forstander, men samtidig skulle der lægges de endelige retningslinjer for hvilke skole man ville drive.
Til at lede skolen som forstander faldt valget på N.C. Brande, En mand der imidlertid gik ind for en såkaldt ren højskole. Ikke lige det man i husmandskredse have arbejdet for. Han havde desuden tidligere udtalt, at hvis han skulle lede en højskole, ville han kun være leder, dersom det var på en egentlig folkehøjskole – og han fik sin vilje. Husmandsforeningen kunne dog ikke helt slå sig til tåls med de ideer han havde om skoleprofilen. De ønskede sig i stedet en skole der i særlig grad henvendte sig til husmandsbørn – et sidestykke til de eksisterende grundviske højskoler, der især tiltrak unge fra middelstandens landboungdom og højere oppe ad denne rangstige, men havde foreløbig opgivet tanken og derfor godkendt ansættelsen af Brande som forstander.
Kort efter Brande blev ansat frasolgte man 225 tdl. skov. Der behøvedes midler som startkapital ikke alene til at drive skolen for, men også foretages bygningsmæssige forandringer. I nordfløjen var der således indrettet værelser. Senere blev den gamle hestestald, der lå umiddelbar nord for hovedbygningerne bygget om til gymnastiksal – den fik senere også tilbygget en scene, så den var fuldt brugbar også som festsal.

Skolen blev indviet d. 4. maj 1915. Brande havde holdt fast i en klar og ren folkehøjskoleprofil og hans elever elskede ham. Trods husmandsforeningen ikke havde haft ham som topkandidat, var synet på ham helt anderledes blandt de lokale husmænd. Restruphusmændene tog imod ham med åbne arme og bakkede endog meget stærkt op omkring ham. De anså ham som værende deres mand og bannerfører. Tydeligst kom dette til udtryk i at året efter indvielsen af højskolen, Til det nært kommende sognerådsvalg opstillede de ham på deres helt egen liste – en ren restrupliste. Til alles overraskelse fik den absolut flertal og forstander Brande blev sognerådsformand i Sønderholm – Frejlev kommune – endda efter at amtsrådet havde beordret omvalg efter massive klager fra kommunens borgerlige liste – Amtsrådet havde heller ikke kunnet forstå og derfor ikke godtaget valgets resultat. Der var hermed blevet andre tider i kommunen, hvor de borgerlige hidtil havde siddet klart med flertallet.
Der var bare det uheldige, at det var så som så med indmeldelser til skolens kurser. Brande formåede ikke at skaffe skolen tilstrækkeligt med elever til skade for økonomien. Det kom som en chokbølge, da Brande pludselig døde i slutningen af 1917 efter kun to år som forstander.

Husmandsforeningerne pressede nu på med at ændre skolens profil ved ansættelsen af ny forstander. Valget faldt på Kresten Balle, der var lærer på Kærhave Husmandsskole – dengang Danmarks endnu eneste husmandsskole. Han var en kendt mand i nordjyske kredse – blandt husmændene i de nordjyske husmandsforeninger. Mange havde haft ham på Kærhave som lærer på kurser og gav ham de kraftigste anbefalinger.
Skolen blev nu en blanding mellem højskole og landbrugsfaglig undervisning, der passede for de mindre landbrug samt byggede på åndslivet og højskolens grundværdier og, navnet blev: ”St. Restrup Husmandsskole”. Husmandsforeningen fik således denne gang sin vilje. Samtidig blev det besluttet at frasælge 15 tdl. mark for at forbedre et akut pengebehov.
Balle gjorde et kæmpe arbejde sammen med bestyrelsen og sin lærerstab med at få skolen op af dødvandet, – med det svigtende elevtal og den dårlig økonomi, den var havnet i, – og det lykkedes til fulde. Balle kunne ligeledes som Brande – og endda i endnu højere grad se nødvendigheden i at have et tæt samspil med husmændene på St. Restrup og ikke mindst alle landsdelens husmænd – det var blandt deres sønner og døtre eleverne skulle komme.
Målgruppen var og blev husmændenes sønner og døtre, og derfor skulle skoleformen også sammenstilles på en sådan måde den tilgodeså deres behov. Undervisningen skulle tilrettelægges som en blanding af højskole og en landbrugs/husholdningsfaglig del. Denne målgruppe havde ikke tradition for eller midler til to højskoleophold – et almindelig traditionelt folkehøjskoleophold samt på en ren landbrugs- eller husholdningsskole.
Der havde kun været en indmelding samt fire forespørgsler til sommerholdets start den 1. april, men forinden satte forstander Balle sig selv på cyklen og opsøgte personligt forældre til piger, han havde fået anvist som mulige elever. Han havde snakket godt for sig, for han fik samlet 16 piger. Nu gik det kun en vej – og elevtallet steg. Det steg så meget, at der blev så akut mangel på elevværelser, især på de korte kurser af en uge til fjorten dages varighed, at man måtte bede skolens naboer om husly til nogle af eleverne. Dette var heller ikke et problem – de stillede gerne en soveplads til rådighed. Elevtallet blev lidt efter lidt stabiliseret til 30-40 karle om vinteren og godt 30 piger om sommeren, foruden dem på kortere kurser. Ved Husmandsskolens 25 års jubilæum i 1940 havde i alt 1281 kvinder og 2058 mænd havde deltaget i skolens korte og lange kurser i årenes løb. Vinteren 1941-42 var man oppe på hele 100 unge mænd. men så kunne skolen helle ikke rumme flere.

Allerede i trediverne havde husmandsforeningerne begyndt at arrangere de såkaldte ”husmandsrejser” eller ”rejsehold”, dvs. studieture for unge og husmænd og deres koner, hvor de besøgte husmænd og deres bedrifter i andre egne af landet, for at give dem ny inspiration til deres egen bedrift. Her blev St. Restrup og dens nybyggere på det nærmeste det store trækplaster. Fra først i juni til midt i august kom de, – ofte i en og to turistbiler på én gang – i weekenderne ofte i flere hold. På denne tid stod husmandskolonien i sit flotteste flor. Man sørgede for overalt at hækken var klippet og haverne revet, så alt tog sig ud på den smukkeste måde, når disse gæster kom. Husmændene på St. Restrup fortalte gerne om og viste deres ”sted” frem. Mange af dem havde drevet deres brug frem til virkelige ”mønsterbrug” så der var inspirationer at få med hjem for gæsterne.
At disse husmandsrejser til St. Restrup blev så en stor succes skyldtes ikke mindst den opsigtsvækkende udstykning af herregården i 1912-14. med nye 50 husmandsbrug til følge. Man ville derfor gerne både se og høre om dem selv samt se Husmandsskolen og dens smukke park, Som altid sluttede turen her med kaffebord, hvor de lokale ”rejseledere” og konsulenter på skolen var parate til at svarede på eventuelle yderlige spørgsmål omkring de ”steder” man havde besøgt. Herefter fortalte forstander Balle om gårdens historie og udstykningen – og gav samtidigt et pep-talk om skolen – Det var også med til at skabe opmærksomhed og tiltrække elever. Disse ”Husmandsrejser” fortsatte til hen imod 1960.
Den 1. april 1949 havde Balle valgt som slut dagen som forstander – efter 31 år på posten. Han havde da ført St. Restrup Husmandsskole frem til at være landets absolut kendteste, og samtidig mest søgte husmandsskole. Det var med vemod man tog afsked med Balle som forstander – ikke mindst blandt de tidligere elever og i den var ikke mindre blandt skolens faste stok og byens befolkning, selv om han blev i byen og begyndte her en ny tilværelse – nu som husmand, idet han havde købt et af brugene.

Den nye forstander, der da tiltrådte var Svend Haugaard. Det blev en tid med en del forandringer. Haugaard var idealist, fast forankret i Det Radikale Venstre, her hvor også husmandsbevægelsen havde sine største sympatier. Allerede i trediverne deltog Svend Haugaard i oprettelse af lokale militærnægteforeninger. Han var aktiv i bevægelse ” aldrig mere krig”, i ” Fredsvennernes hjælpearbejde” senere i ”Mellemfolkelig Samarbejde og aktiv deltager i atommarcher. Med andre ord: Husmandsskolen kom også til at bære præg af hans holdninger og de foredragsholdere han bød på.
Han fulgte dog stadig nær den linje og ånd, der havde været Balles, men ikke så konkret og jordnær. Måske ikke helt som husmændene havde forventet af ham, for jordnær var han ikke. Trods dette nød han endog megen dyb respekt blandt befolkningen i St. Restrup, der mødte talrigt op til de forskellige foredrag husmandsskolen bød på, akkurat som i Balles tid.
Haugaard havde mange ideer og visioner, hvilket han også inddrog bysbørnene i – også med at forny og forbedre faciliteterne for eleverne, hvilket også lokalbefolkningen nød gavn af. Allerede et par år efter hans tiltrædelse fik han ideen til at lave noget så helt usædvanligt som et frilufts svømmebad i forbindelse med skolen. Selvom om man lo lidt i krogene, gik byen helt ind for ideen. Problemet var pengene. Derfor blev der sat tre dage af til at skaffe den manglende kapital med en storstilet fest og basar, hvor mange af byen foreninger deltog med hvad de havde at byde på. Næsten alle skolens lokaler var optaget af mange forskellige boder med salg af kaffe, æbleskiver og pandekager – der var lotterier og fiskeboder osv. Der var desuden forskelligt sceneoptræden flere gange dagligt samt om aftenen med lokale kræfter, – også børnene i byens friskole havde indøvet små sketchs de fremførte. Byen stod næsten på den anden ende – Der var ikke mangel på opbakning.- og alligevel var svømmebadets hul for stor og dyb til at pengene kunne række. Det blev dog etableret, men først nogle år senere, efter en tiltrængt nybygning med tidssvarende elevværelser, undervisningslokaler samt foredragssal stod færdig. – på tomterne af den gamle gymnastiksal.

En ny tid kom snigende. Der begyndte en tiltagende tilbagegang i elevtallet. Med det begyndte også en skrantende økonomi. Man fik svært ved at skaffe penge til den almindelige vedligeholdelse af de gamle fredede bygninger. Husmændenes børn søgte ikke længere i så høj grad ind til landbruget som før. De fulgte hellere gårdmandsbørnenes eksempel med en videregående uddannelse – ikke så mange ønskede ikke at få jord op under neglene.
Der blev derfor brug en ny skoleprofil og samtidig kom en navneændring til St. Restrup høj- og Landbrugsskole. Dermed var epoken som husmandsskole slut efter godt 50 år, men tilbagegangen af indmeldelser var dermed ikke stoppet.
Svend Haugaard blev valgt til folketinget i 1964 i Skive kredsen og to år senere sagde han op. Han følte ikke tiden han brugte i folketinget kunne forenes med hvervet som forstander.

Som ny forstander kommer Chr. Elbæk i 1966, og med ham sløjfer man også ”Landbrugsskole” i skolens navn. Det lykkedes blot ikke ham, sammen med sin lærerstab, i de fire år han var forstander at profilere skolen med hensyn til en form og indhold, til igen til at løfte St. Restrup højskole op. Elevtallet steg dog lidt, men ikke nok til fuldt at sikre skolens overlevelse. Ikke kun skolens gamle bygninger blev misvedligeholdt, også parken og omkringliggende arealerne . Beboerne i St. Restrup ligefrem græmmedes ved synet af deres gamle skole, hvor forfaldet havde taget yderligere fart – den skole som de også følte at være en del af. Man havde simpelt hen ikke råd til selv den almindelige vedligeholdelse.. Bedre blev det ikke af at Elbæk ikke formåede at skabe den livsvigtig kontakt til de lokale , til husmændene. – De følte ikke mere at være velkommen på skolen- De græd indvendigt og blev efter kort tid helt borte. Fra husmandsforeningernes side var man opgivende. Skolen var langsom på vej til afgrunden – og husmandsbevægelsen sad tillige med kraftige hudafskrabninger på grund af strukturændringerne i landbruget De havde ikke råd eller vilje til at støtte den yderligere. Men skolen holdt dog skindet på næsen og fortsatte.

I 1970 hvor Kurt Hansen blev ansat som forstander var antallet af elever nede på siger på siger og syv stk. I 1971 blev optagelseskriterier ændret igen, så man optog alle der meldte sig. Elevtallet steg derved igen, men ændringen resulterede i man optog elever med i forvejen sociale problemer, ligesom der var euforiserende stoffer blandt dem, så mange af eleverne var skæve i størstedelen af kurset. Der blev desuden blandt dem konstateret såvel lus som lopper, fnat og gonoré. Det var en slags tressernes ”blomsterbørn”, der havde holdt sit indtog på skolen. Skolens økonomi blev ikke bedre af en omfattende brand i nordfløjen, der nedbrændte nærmest totalt d. 22. januar 1972, men man fortsatte alligevel skolen ved hjælp af snore og trisser.
Der skete i disse og de følgende år så meget i og omkring skolen, man skal være meget skarpsindig, hvis man virkelig skal følge og beskrive det lange også til tider pinefulde forløb.

Her den korte version
Forstanderansættelse blev ændret til at være på åremål, hvilket medførte at Kurt Hansen ønskede at fratræde som forstander fra udgangen af 1983. Der kom herefter en periode med kortere og længere skift på posten. Hertil kom at skolen havde fået en kraftig socialistisk drejning. Var kommet i højskolernes såkaldte røde kaffeklub.
Skolen fortsatte, men var nu helt rød – blev en legeplads for marxister, leninister og anarkister der sammen og hver især søgte at sætte deres aftryk på hvad de mente var nu – og fremtidens højskole. Dertil kom en række skift på forstanderposten – og en slags kollektiv ledelse. Der kom en dramatisk ”vedtægtskrig”. Skolens bestyrelse, hvor folk fra husmandsbevægelsen havde hidtil haft flertal blev væltet. Husmændene var dermed blevet sat helt af.

Enden på det hele blev det som husmændene og de lokale forventede, før eller siden ville ske, dem der havde startet og ført skolen frem til eliten af højskoler. Den 9-3-1990 blev der indgivet konkursbegæring. Det kom alligevel som et chok for byen. Skolen blev herefter solgt med tilhørende park og landbrug og i hovedbygningerne blev indrettet til Slotshotel. Det var og blev en meget ulykkelig og følelsesmæssig hård skilsmisse for egnen.

Dermed var trængslerne ikke definitivt slut. Salget af skolen fik store følgevirkninger for byen, herunder for dens ungdom. Husmandsskolen havde i slutningen af trediverne stillet et areal i det nordøstligste, det aller yderste hjørne del af parken til rådighed til fælles bedste – for byens ungdom som sportsplads. De havde hidtil dyrket idræt på en åben mark. Idrætsforeningens medlemmer og lokalbefolkningen havde her hjulpet hinanden med at planere den nye plads – passet og plejet den – De havde bygget og betalt et flot klubhus med fine faciliteter – havde gjort pladsen til egnens meget benyttede og smukkest beliggende idrætsplads. Alt dette fulgte til alles store overraskelse med ved salget, og de måtte derfor opgive og forlade den plads de gennem nærved et halv århundrede havde tilbragt tusinder af timer på – med såvel socialt som sportsligt samvær. Der havde ikke været muligt, trods mange forhandlinger at kunne indgå forlig med den nye ejer. Ingen havde tænkt den tanke i løbet af disse år at oprette et skøde eller servitut herom til fordel byens ungdom. De allersidste bånd var dermed revet over.
Der blev dog fundet plads i nabobyen.

Af kildemateriale er brugt: Fra højskolens mangeårige lærer, Kr. Kolding`s bog: ”Store Restrup”.  samt lærer og husmand i St Restrup, Gunnar Jensen`s bog:” St. Restrup 1912 – 2012.  Fra herregårdsmark til lokalsamfund.”  Desuden Aalborg Stiftstidende. Aalborg Amtstidende.  Artikler fra Lokalhistorisk forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sognes årsskrift: ”Bjergposten” – og en hel række af husmandsskolens årsskrifter – samt egne erindringer som født og opvokset i St. Restrup.