Drengefødselsdag og spøgelser

Drengefødselsdage i min skoletid ( jeg er født i 1939) var altid noget særligt, og den obligatoriske een krone gæsterne havde med som gave, blev der holdt nøje regnskab med. Pengene blev alle optalt krone for krone, hver gang en gæst ankom. Det indkomne beløb var et kærkomment tilskud til lommepengene. Ve den der “snød” eller glemte den. Den dreng blev der set skævt til.
Jeg mindes en skolekammerat , der gav mig to femogtyve ører, fint indpakket , ganske vist – men alligevel. Jeg var meget meget skuffet – og da han selv inviterede til fødselsdag, ville jeg gøre gengæld ved at give ham det samme beløb. Det sagde mor på det bestemteste nej til og gav mig den obligatoriske en krone med til ham med strenge ordre til at aflevere, men jeg købte slik hos købmanden for det halve og gav ham de resterende to femogtyve ører. Ret skulle være ret. (Og så er det nu og her man tænker: gad vide om han da selv havde købt snold hos købmanden – for måske var også hans lommepenge lige så små som mine var).

Selve drengefødseldagsfesten – tøser var bandlyst den dag, startede med vi ankom i vor stiveste puds – næsten da kl. 13.00 og sluttede som regel ved 17.30 – 18.00 tiden med vi var mildes talt møgbeskidte, Stinne, vores lærer, var altid inviteret med og deltog pligtskyldigt. Så længe vi gik i de „bette klasse“ var hun nærmest selvskreven igangsætter af forskellige lege – som regel små sanglege eller forskellige boldspil.
Kl.15.00 blev vi så budt ind til kage og sodavand. – Ja, altid den obligatoriske skoldhede kakao og boller med smør. Mange gange var kakaoen så varm at tungen blev skoldet og sved ganske forfærdeligt. – og “skindet”, det ulækre skind, der altid flød i kanden plumpede i koppen, og var man så særlig uheldig, sprøjtede det ud på værtindens hvide dug. Det er det man husker, men slet så galt var det næppe hver gang.

Når så vi kom i „stur klasse“ var programmet næsten det samme, men her var Stinne dog ikke indblandet i legen. Derfor gik det også mere vildt til.
Legen var som regel altid : “tyskere og englændere”, – det var jo relativ kort efter krigen. Værten var altid førstevælger, både af valg af side og ved valg af sine „soldater“ . I virkeligheden var det den gamle leg, “røvere og soldater“ bare i ny indpakning. Vi delte os i to hold efter vor normale udvælgelsesmetode og bekrigede derefter hinanden efter de forudgående aftalte regler. Men altid var der nogle, der trådte ved siden af, så der opstod skænderier, ofte med gråd , en revet skjorte og en veritabel blodtud til følge. Ja, mødrene frygtede altid disse drengefødselsdage og formanede altid med strenge ord inden vi ( jeg) drog af sted.

Jeg har aldrig oplevet en drengefødselsdag, der foregik i fred og fordragelighed hele dagen igennem. Når der blev budt ind til bordet med brød og kakao var der våbenhvile – og ellers forsatte vi hvor vi slap.

Men vi elskede disse fødselsdage og den eventuelle ufred, der opstod blev forsøgt mæglet på stedet eller med en regulær brydekamp iblandet knytnæveslag mellem de to kamphaner – Den der først lå på jorden havde tabt – Rene og klare regler – i det mindste var striden glemt dagen efter. Det var drengelege i fri dressur, hvor vi afprøvede kræfter. men også satte rangordenen. Når dagen sluttede, var vi som regel møgbeskidte fra top til tå, og hjemme ventede så et møgfald fra mor.

Mine drengefødselsdagsfester foregik som regel efter samme recept som hos mine kammerater, med den forskel vi næsten altid legede i og på jættestuerne, ikke langt fra mit hjem. – Så var mor og Stinne fri for at høre vores råben – det gik ikke lydløs for sig med en flok drenge i fri leg. Det var nu ikke derfor vi i samlet flok henlagde vor „krigskueplads“ netop der..
Den ene jættestue var overdækket med næsten flade kampesten, bevokset med lyng og lidt krat og med en meget lav, lang og smal indgang – den anden var dobbelt med to rum, men uden overliggere og helt eller delvis overgroet med buske og træer. – Denne havde tyskerne ødelagt under krigen ved de her havde placeret en af de mange store lyskastere oven i. Der ved var den faldet helt sammen. Men det var en pragtfuld plads for vores „krigsleg“.
Den overdækkede jættestue gav legen et ekstra pift – for herinde var meget lavt til loftet og næsten helt mørkt. Den blev derfor som regel brugt til fangerum med ingen eller få muligheder for at flygte, hvis fangevogteren da ellers passede sit job. Et job. der altid blev tildelt ham, som var længst nede i rækken i vores drengehierarki.
Ellers foregik legen med vi skulle liste os ind på hinanden, og – enten skyde modstanderen ved at råbe bang bang – våbnet var oftest kun en gren vi snittede til, så den kunne ligne om en pistol eller et gevær mest muligt. Kunne man overliste en fjende ved at „skyde“ inden for en afstand af 10 skridt var vedkommende død, Det blev nøje overholdt , og målt efter – med fordel til dem med lange ben, der blev skudt på, – og man blev først levende igen og på ny kunne deltage efter at have talt til 100 højt og tydeligt.
Eller man overlistede een helt og tog vedkommende til fange. Her var turen så til fangehullet i 10 minutter. Det var især her uenighederne opstod, hvor man kunne komme i virkelige håndgribeligheder, f.eks. om hvor længe 10 minutter varede, for det at have ur var ikke hvermands eje, Det var få drenge, der ejede et ur før efter konfirmationen.

Ved min 11 eller 12 års fødselsdagfest skete der, efter en times tid inde i legen, noget fuldstændig uventet, så den standsede ganske brat, og vi følte noget pludselig var dødsens alvor. Sagen var at vi vidste at inde i det mørke gravkammer, havde ligget døde mennesker, – ganske vist for meget længe siden, højen var jo en gravhøj. Vi havde tilmed fantaseret om vi kunnet skimte knogler derinde – de afdødes knogler – Det troede vi helt bestemt denne dag . Vi undlod da heller ikke at hidse hinanden yderligere op med uhyggelige historier. Derfor herskede der stor ærefrygt, men også utryghed ved at befinde os inde i det næsten mørke gravkammer – ikke mindst som ensom fange.
Pludselig under vor leg var der en „fange“, der i sin ensomhed, i al sin angst og kvide råbte af fuld kraft: „Her er et spøgelse , jeg ka` se det -…. hjælp jeg vil uu.,…..dd “. Vi stivnede alle som en , helt lamslået . Og i løbet af et øjeblik flygtede vi i samlet trop og i løb gik det hjemad. En og anden faldt og blev endnu mere tilsølet til end han var i forvejen, men blev hevet op igen . Det var en tidlig forårsdag, jorden havde knap givet slip på frosten, så jorden var sine steder endnu pløret. Da vi forpustede havde løbet et godt stykke og standsede op for at få vejret, kom der – tro det eller ej – tilmed en hvirvelvind fejende og tog visset græs og andet tørt materiale med sig og stod så helt stille over højen, hvorefter den ikke var at se mere.
Det bestyrkede fuldstændigt vor i forvejen sikre overbevisning om at der virkeligt var et spøgelse på spil og det satte endnu mere fart på os – og vi standsede ikke før vi var helt hjemme.

Her gik min far til vor store lettelse i sindig fart bag ploven med sine gule nordbagger. Med rædslen malet i vore ansigter berettede vi, hiksende og besvær med at få luft, hvad vi fuld og fast troede på var et meget vredt spøgelse. Et spøgelse, der havde taget ophold i jættestuen – og nu ikke ville finde sig i den uro vor leg havde forstyrret det med. – Og far gav os helt og holdent, uden nogen som helst forbehold fuldstændig ret, – i sit stille sind nok kun det sidste.

Min agtelse steg gevaldig hos mine klassekammerater efter denne fødselsdagsfest. I dagene efter blev den diskuteret vidt og bredt i skolen og udråbt som den bedste fødselsdag de til dato havde oplevet. Spøgelset blev for hver gang til flere – ja, blev til mange spøgelser og endnu farligere, men alle som en af os fremstod nu som de rene og sande helte i det drama, der havde udspillet sig. Hvad den ene ikke havde set eller bedrevet , havde den anden enten gjort eller udført en mangedobbelt heltedåd ved. Det var en virkelig drengefødselsdag, hvor fantasien fik lov at have kronede dage meget, meget længe.