Den flyvende tallerken

Få år efter 2. verdenskrig talte man meget om “flyvende tallerkner”. De kom, mente man – fra fjerne planeter. Nogen mente de var bemandede med grønne “månemænd”, der ville se hvordan vi levede her på vores jordklode – eller måske endda erobre den. Der var ganske få – eller rettere, nogle der mente at have set dem – og så alligevel ikke. Men “noget” var der, der fløj rundt deroppe i himlen og var ret så mystisk. Selv aviserne brugte spalteplads til artikler med mere eller mindre utydelige fotos.

Jeg lavede i stedet min helt egen flyvende tallerken, og den var der nu ingen mystik ved. I sin såre enkelthed var det et gammelt grydelåg af aluminium, der var hamret næsten helt fladt – dog buede det lidt, så den mest lignede en flad tallerken.
Efter nogen øvelse med at kaste den – det var bedst op mod vinden, og når man samtidig fik den til at roterer, kunne den komme endda meget højt og langt, og man kunne endda med lidt held få dem til at vende tilbage som en boomerang.
En dag jeg gik og legede med min “tallerken” var der en særdeles stærk vind. Jeg var kommet næsten ned i den anden ende af marken, vel godt 200 m fra bebyggelse – da et af mine kast op mod vinden var endog helt fantastisk heldig. Tallerkenen fløj højere og længere end den nogensinde havde gjort, og kom flot tilbage – men højt – højt over mig i et fantastisk svæv. Det så flot ud, og jeg kunne følge dens lange flyvetur meget længe. Men oh rædsel. Den tog uheldigvis direkte retning mod naboens hus og med en enorm hastighed – der lød et brag. Den havde ramt plet – et af deres store vinduer – og det helt utilsigtet.
Jeg kan endnu høre det for mig. Selv om jeg var i den anden af marken, kunne lyden høres af glas – måske havde den endda fløjet videre ind i stuen og ramt naboen eller hans kone. Jeg havde da for længst sat mig ned med lukkede øjne. Tankerne rumsterede inde i mit hoved. En skideballe af de helt store var i vente. Naboen var slet ikke til at spøge med, og da slet ikke når jeg havde knaldret hans rude. Jeg så mig selv ruineret, mærkede den helt store endefuld, selv om jeg aldrig før havde fået en – ja i det mindste ville jeg få stuearrest i op til flere uger. Jeg turde end ikke lukke øjnene op. Jeg havde sat mig på jorden – og med lukkede øjne opregnede alt det der ville ske mig – det hele. Kunne forestille mig, hvordan naboen måske allerede var på vej over til far og mor med det nu misformede grydelåg for at spørge om det var et de kendte noget til – dette grydelåg eller hvad det nu var, ville han sige , – for det var helt sikkert kommet ovre fra os og det kunne i hvert fald ikke sådan bare helt af sig selv komme flyvende uden en eller anden havde haft en finger med i spillet – og det kunne selvfølgelig ikke være andre end mig, der var synderen.
Jeg kunne se og høre det hele for mig – se hvordan han stod der lige uden for døren med min “tallerken” i hånden og råbe op om, at det kom far under alle omstændigheder til at betale, og nu skulle han selv have alt det arbejde med at få sat en eller plade over hullet indtil der kunne sættes nyt glas i – og for øvrigt skulle far og mor se bedre efter, hvad deres knægt gik og lavede, og han desforuden selv ville tale et stort alvors ord med mig, når jeg dukkede op.
Mange af disse tanker fløj gennem hovedet. – Men nej – jeg kunne ikke sidde der nede i marken på den måde i al evighed og ingen ting foretage mig. Det måtte briste elle bære. Jeg måtte begive mig den tunge vej hjem, hjem og modtage den straf, der uundgåeligt ventede.
Jeg fik taget mig sammen og traskede meget langsomt hjemad, ad en lang omvej for ikke at blive set af nogen. Hjemme var der helt stille. Far var sikkert ovre at se på skaden. Jeg listede ind i vor have for gennem hækken at se over til naboen, se hvilken ulykke jeg havde forvoldt. Men på den anden side af vejen – hos ham var ingen at se udenfor. Der var helt roligt derovre. Jeg kunne også se alle hans vinduer. Stor var min overraskelse og usandsynlige lettelse – der var ingen knust. Der er altså en VOR HERRE, tænkte jeg, og Han havde haft en meget stor finger med i spillet, måske var det Ham der ligefrem havde grebet mit grydelåg og selv sagt “bang” for at forskrække mig.
Der var næsten mørkt, før jeg turde liste mig over efter min vildfarende “flyvende tallerken”, og der gik flere dage før jeg turde spørge, om de havde hørt et eller andet stort brag, og hvad det dog kunne være. Naboen havde hørt det, men fandt mærkværdigvis ikke ud af hvorfra det kom, eller hvad det skyldtes – noget jeg “selvfølgelig” også var helt uvidende om.
Eksperimentet med “den flyvende tallerken” stoppede brat her.