Smedens husholder

Solbjerg havde indtil omkring år 2000, og velsagtens så langt tilbage som byen har eksisteret haft en landsbysmed. Smeden var i ældre tid en meget vigtig person, der som regel blev regnet for at kunne mere end sit Fadervor. Hele hans fremtoning – som regel sort fra top til tå, på grund af sit arbejde – og så hans enorme kræfter, gjorde ham til noget særligt, ja bevirkede at han havde en særlig status i landsbyen. Det var også for mange forbundet med en vis mystik omkring hans særlige evner til at kunne tvinge jernet i de former han ønskede, og ikke at forglemme hans hvidglødende esse, der i særlig grad kunne sætte fantasien i sving – at især den måske kunne have noget med det steghede helvede at gøre – jo kunne lede tankerne hen på, at smeden måske endda kunne være i ledtog med selveste ”Den Onde Selv”, og derfor en person man så sig bedst ved at holde sig på god fod med.

Denne mystik er for længst forsvundet og det at kunne smede jern er med tiden blevet et almindeligt håndværk uden spor af hemmeligheder. Men det man forstår ved en rigtig landsbysmed og smedje er i dag en saga blot. Den er på vej til, som mange andre håndværk, at have overlevet sig selv.

En af de gamle i Solbjerg smede havde i øvrigt haft til opgave at sko den hvide hest. Netop den hest Kong Christian den Tiende red over grænsen på i 1920, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Solbjerg blev dog ikke kendt over det ganske land af den grund ud, af den simple årsag han på det tidspunkt boede og var smedesvend på Visborggård, hvorfra også hesten kom, og han der fik den ærefulde opgave.

Nu er det blot ikke denne mand fortællingen drejer sig om, da den foregår længere tilbage i tiden, længe før der var tænkt på ham og når det kommer til stykket heller ikke om selve smeden i Solbjerg, selv om han immervæk, og vel ikke helt uforskyldt er en af hovedpersonerne. Men sandfærdig er den.

Sagen var, og i al sørgelighed, at den kære smeds kone døde og det alt for ung en alder. Men han selv skulle jo have pasning med mad på bordet og tøj på kroppen, – han kom rettere sagt til at mangle en til at forestå den daglige husførelse. Han kunne derfor ikke se en anden udvej end at anskaffe sig en husholder, og derved blev det.

Det var en ret så ung pige, der kom i smedehuset, og hun kom til at holde hus for ham i mange år – til hans dødsdag. Giftemål mellem de to blev det aldrig til. Hvorfor, var det vel kun hun og han der kendte grunden til, og vel fordi der var stor aldersforskel mellem de to, overlevede hun ham også. Da dagen oprandt, hvor han skulle begraves kom husholderen – om formiddagen før handlingen skulle foregå, farende til præstegården. Uden at være præget af datidens sædvanlige store ærbødighed over for den gejstlige person og med sine åbenbare talegaver forlangte hun en personlig samtale med præsten selv – straks. Hun blev derfor vist ind i hans studerekammer og uden at vente på nogen spørgsmål fra hans side udbrød hun:

”Det vil a bare sej te herr pas`toren, – for èe do ska vær` i nuen tvivl – A wil èe ha do på nuèn som hel`stens må`d wil prøw po å nævn nøj som helst om nuen ting om mæ å den salig smej i din begravelsestål i ettemid´e… – Å slet èt om hvordan a å han håd`d sammen…, å det både po den jen å nå`en` må`d`…, – å om hva vi helsens hår bedrøwen si`n a kom i hans huws… – A ka èe si det kommer anner ve` end mæ å smejen, ja å så Worherre… – å da slet èe dæ, sjel om do er jen o hans forkå`l…, – ja, å forejsten kommer` heller ée anner folk we`…, – Ja a mjenner ål dem, der no mødder op te hans sidst re`s…, – smejen var jo kendt o Gu å hwermand…, – Men no er` jo så`t at manne o`em` skyller ham pæ`ng… – Ja a ka nok vii hvordan jen ska fo dem kratte fra `em… Å så war`e a tent, – da no de flæst o d`m a`liwel wil mæ hjemmen om te kaffe å en bi´ brø` ætter begrawelsen… Ja o dem, der hå` tinkt sæ å mød` op i kjærken, – å – ja a hår dække op te o`t å tres…, a ka et huu`s flir`…, – ja så var` a tent te om e` det var bejer at do lå nøj ind i din` preek`n…, ja ind om de her pæ`ng, a po jen eller nå`n må`d ska ha skrawen fræ dem, – altså når do aliw`l wel sagtens hå` tint dæ å sej et par ur om has lyv å han ar`be i din tål… For som do måskii eet we` ska a arr` ham. Det wil sej undtagen hans gammel kok – den brunspætted`, som han nejstsøskenbå`n hå` såt sæ po… Men de` kommer jo heller e` anner ve. De wa` barsten li` de a wil sej… Så wil a da wær` så rim`le glå`… Å så ska do ha så manne tak”.

Og så forlod hun præstegården lige så hurtig hun var kommet.