Kongen kommer

En dag sidst på sommeren i slutningen af fyrrerne blev der givet besked fra telefoncentralen i Bælum at skytten i Trend ønskede en samtale med godsejer Svanholm, Fredenslund i Solbjerg. hvor han kort meddelte at Kong Fredrik d. 9. ønskede at gøre visit på godset. Kongen havde erfaret at der i solbjergskovene var en stor bestand af vildsvin og nu da han var i Himmerland, nærmere bestemt på Jagtgården i Trend, kunne han derfor ønske at nedlægge et par stykker af dem, og om det var muligt at komme dagen efter kl. 10.

Alle sejl blev rigget til for det var naturligvis en stor ære, der her ikke blot var tilgået godset men også godsets ejer. Det store problem lå i at skaffe varer til frokosten, da de fleste vare var underlagt rationering og man bl.a. ikke havde nok rationeringsmærker, så godsejeren tog selv til de 3 stedlige butikker – der i dette tilfælde så mellem fingrene og forbarmede sig. Ja, ud i de diverse spirituøse drikkevarer måtte han ty til deres private beholdning.
Der blev desuden hyret en professionel kok – som undtagelsesvis fik lov at kommandere med godsets egen kokkepige og køkkenpersonale, hvilket jo ellers var fru godsejer Clara Svanholms domæne. Der blev virkeligt steget og braset – ja, dækket op efter alle kunstens regler med passende service og nypudset sølvtøj – det bedste huset formåede.

Rygtet om kongens ankomst gik som en løbeild i Solbjerg. Der blev vasket vinduer og revet i haverne og hvor man havde flagstang blev der for en sikkerheds skyld skiftet flagsnor – så alt var klar. Selv Bælum – Solbjerg sogneråd blev hasteindkaldt og beordrede flagallé op, ikke kun i Solbjerg, men også i Bælum, da man ikke vidste hvilken vej de kongelige ville ankomme. Skolekommissionen beordrede desuden at skolebørnene i Solbjerg skulle holde fri fra skole på dagen – de skulle tage opstilling ved vejen og under ledelse af førstelæreren vifte med de uddelte dannebrog ved det tidspunkt man formodede de kongelige ankom.

Det lod kun længe vente på sig – meget længe . Man ventede en time , man ventede to . Efterhånden blev ikke blot værten urolig også den hyrede kok var betænkelig, for maden kunne jo ikke stå og simre i timevis – alle var urolig. Var der sket noget uventet, der havde forsinket kongens indtog i Solbjerg?.

Man kom til at vente forgæves. Det var dog ikke kongens skyld for han var helt og aldeles uvidende om denne vildsvinejagt. Det hele var en spøg tilrettelagt af en af godsejerens jagtvenner, der til sin overraskelse måtte erfarer hvilke postyr denne spøg havde forårsaget og sat så meget aktivitet i sving.

Så kongens besøg må således lade vente på sig til der kommer en virkelig invitation, eller kongen selv får øje på den kønne plet Solbjerg er – Fortalt af en, der stod og viftede med flaget.