Isvinter

Når “der altid var sne om vinteren, da jeg var barn”, er det nok, fordi man husker det ekstreme, og det var virkelig ekstremt, det vi oplevede i vintrene 1940-41 og 42 og igen i 1947. Da var det isvinter. På en måde var det hyggeligt, når de voksne snakkede om trafikstandsninger og manglende samfærdsel. Jeg kunne jo være ligeglad. Jeg skulle jo ikke sørge for noget, bare sanse det nye og spændende og så selvfølgelig i skole, 1½ km til Magleby, hvis det var muligt. Men det kunne også være, det ikke var muligt, og så blev man hånet dagen efter i skolen af dem, der havde trodset vejr og vej.

Mest berørte var de, der var i byen og ikke kunne komme hjem. Vores nabo, Anton Kock, var en dag taget med toget til Rudkøbing, men så blev det snestorm, og togdriften var standset, da han skulle hjem. Han gik da den lange vej fra Rudkøbing til Søndenbro, men havde følgeskab af en mand fra Humble. De var gået ad banelinjen. Det var jeg meget imponeret over, den gamle mand(over 60 år), den lange vej, det vejr. Også Far(Otto Markus Hansen) måtte vi undvære et par dage engang, hvor han var i Svendborg til et møde, og færgen var indstillet på grund af isen, da han skulle hjem. Jeg husker, han ringede hjem, om at han måtte overnatte på et hotel i byen, og jeg sagde til min mor Katrine, at nu skulle vi lige have haft sådan et apparat som et lille spejl, så vi kunne se ham, når vi snakkede med ham i telefonen. Det lo hun af, men syntes, det var en god idé.

Der gik rygter om, at nu kunne man gå på isen til de forskellige øer, og det gav anledning til en lille vandrevise på melodien “Tordenskjold”. “Jeg vil sjunge om en helt/der gik over Storebælt/fra Korsør til Nyborg fjord/ med sin kone i en snor”. Den grinede vi meget af.

Efter en snestorm, hvor alle veje var lukkede, også Fogedgade, skulle snefogeden om morgenen varsle de fleste bosteder i sit distrikt om at stille med én eller to mand med skovl fra hvert sted til at kaste sne. Jeg kan se for mig, når snekasterne var nået Fogedgade og kom gående på række med deres skovle og skar store firkanter ud af sneen og kastede dem op over det, der var grøftekant, somme tider i flere etager, og vejen blev som en korridor med snehvide vægge. For karlene har det været et slid, men så kom de da sammen og har vel også haft det gemytligt af og til. Når de nåede indkørslen til Fogedgården, ja, så havde min mor kaffen parat til dem, og de kunne komme ind i køkkenet og få en smule varme og en lille pause. Værst var det, hvis det igen satte i med snestorm, og vejene “futtede” til. Så gentog den samme snekastning sig. Far havde flere vintre den tvivlsomme ære at være udskrevet til snefoged. Han yndede det ikke og fik i disse tider benyttet hele sit rige ordforråd i kommentarerne til vejret.

Inde fra gårdspladsen blev sneen læsset på en vogn og kørt ud, men også inde i huset var alting anderledes end normalt. Lyset var lysere, på én gang gråt og lyst og tæt, for alle vinduesruder var dækket af isblomster, og kun i køkkenet kunne der i løbet af formiddagen blive et lille kighul foroven i ruden, når varmen fra komfuret begyndte at spredes. Men forneden på ruden var isen så tyk, at den sjældent smeltede helt. Dagen igennem måtte vi tørre smeltevand op i vindueskarmene, og vi lod håndklæder og klude blive liggende her.

Kom vi ind i stuerne, var der det samme grå lys, og her havde min mor taget alle potteplanterne af vinduerne og samlet dem på aviser på bordene og håbet på, de overlevede. Men der var da frost inde i huset, for om morgenen var vores overdyne helt rimet til foroven af nattens ånde. Det var en kold seng at komme i, selv om vi hver dag ind under aften lagde en varmedunk i sengen.

I bryggerset måtte vi hver dag tø vandpumpen op med en kedel kogende vand, og fra spisekammeret husker jeg de tynde isflager på mælken i mælkefadet. Værst var det næsten, når alle vore mostflasker frøs. Vi lavede selv æblemost, op imod 500 flasker om året, og dette hvide frosne skum i flaskehalsene var næsten en katastrofe.

De uopvarmede huse og dårligt fodtøj bar en del af skylden for den almindelige plage, som vi kaldte frost i tæer og fingre. Det var røde, hævede, kløende og ømme partier. Der var mange husråd, som dog sjældent hjalp, som at smøre med petroleum eller dyppe tæerne i en kokasse.

Men min mor læste om et råd med et afkog af kvædekærner. Vi havde et kvædetræ og lavede kvædebrød, så nu blev kernerne kogt for sig, og jeg fik denne geleagtige masse smurt på de ømme steder. Det hjalp. Vores tøj var mærket af krigens mangelsamfund, men opfindsomheden var stor, også vinterdage. Vi gik med “galochehoser”, som var en strikket ankelsok syet på skaftet af et par strømper, hvor foden var opslidt og smidt i kludeposen. Vi fik omsyet gamle frakker og jakker fra de forrige generationer, og strikkede trøjer af optrevlet garn havde vi altid udenpå kjolen. Og alligevel frøs vi.