Skolegang i Søllinge

I den røde bygning til venstre startede Klaus Berntsen sin skolegang omkring 1850. Herom fortæller han:

Der var den Gang kun én Skole, som laa tæt ved Kirken i Søllinge By. Ude paa Legepladsen fandtes en Brønd hvis vand vi i Frikvarteret var henvist til at drikke af. Om Sommeren havde Vandet en hæslig lugt og smag – hvad der ikke var underligt, da Skolepladsen laa umiddelbart op til Kirkegaarden.

Fra Eskildstrup havde vi henved en fjerdingvej til den, og vi maatte om vinteren hjemme fra før dag og tit i daarligt føre med træskostøvler paa, og inden vi naaede hjem, var det bælgmørkt. Naar jeg da kunde skimte lyset i mors stue, glædede jeg mig til atter at se hende.

Skolen var af den ældste slags med indtil 100 Børn, fordelt i 2 Klasser, men kun en lærer. Han indskrænkede sig til at høre os i vore lektier, og hver dag uddelte han prygl og skænd. Undervisningsfagene var kun regning, skrivning og læsning samt religion. Der blev hverken fortalt bibelhistorie eller fædrelandshistorie.
Religionsundervisningen foregik paa den maade, at vi skulde lære udenad stykker af “Balles Lærebog”, hvis Indhold vi ikke forstod ret meget af paa grund af det knudrede sprog, og resultatet blev derfor kun døde remser for os.
Læreren var en gammel mand. Naar han spurgte os, hvad vi forstod ved religion, svarede vi med ordlyden i “Balles Lærebog”:

Man kalder det Religion at have Kundskab om Gud og hans Vilje, samt om den Maade, hvorpaa han vil æres og lydes af os.

Men Livet i Kristendommen fik vi aldrig noget Indtryk af.

De Børn, som havde en god Hukommelse, slap forholdsvis let, men de, der havde svært ved at huske, fik Prygl og maatte bestandig sidde en Time »over« , Mange fattige Drenge, som om Sommeren var i Tjeneste hos Gaardmændene, havde daarIig Tid til Lektielæsning, og naar de tidlig om Morgenen, før de gik i Skole, havde røgtet deres Arbejde, tog de sig gerne en Lur i Skolestuens ofte daarlige Luft. Naar de ved Overhøringen ikke kunde deres Lektie fo’r Læreren hen imod dem med Tampen i Haanden og raabte: “Jeg skal min Herre Død lære dig, min gode Mosjo Klørattenben«. Ofte, naar vi gik hjem fra Skolen, lovede de, der havde faaet flest Klø, at de vilde hævne sig engang, naar de blev store ved at give Læreren en ordentlig Dragt Prygl, men denne Trusel gjorde de heldigvis aldrig Alvor af. Det bedste, vi hørte i Skolen, var, naar Læreren hen paa Eftermiddagen sagde til os. at vi maatte gaa. Disse ord virkede som et elektrisk Stød: de store Drenge løb hastigt hen mod Døren for at kappes om at komme først ud i den friske Luft, men det havde til følge, at Døren røg af sine Hængsler, hvorfor Læreren ofte stillede sig ved den med sin Tamp i Haanden for at holde Orden.

I en af Lærebøgerne stod der, at man skal lægge Vind paa Dyden, og naar Læreren saa spurgte: »Naa Børn, hvad skal vi saa lægge paa Dyden?« svarede vi i Kor: »Vind«. Ja, det var i Sandhed et træffende Svar, thi det hele blev kun Vind og tomt Mundsvejr. I ældste Klasse fik vi kun saa megen Undervisning i Historie, at vi lærte Kongerækken og enkelte Aarstal for storre Begivenheder, saa naar Præsten eller Læreren ved en Eksamen spurgte os, hvornaar Reformationen eller Enevoldsmagten blev indført, eller om Aaret for Stavnsbaandets Løsning, svarede vi i Kor henholdsvis »1536«, »1660« og »1788«, men havde nogen spurgt os, hvad Reformation, Enevoldsmagt og Stavnsbaand betød, var vi blevet Svar skyldig, thi om disse Begivenheder havde vi intet hørt. Og Grundloven af 1849 blev end ikke nævnt.

Det var den gamle Skolelærer magtpaaliggende bl.a. at lære os, hvormange Dage hver af Aarets 12 Maaneder indeholder, og da det ikke er saa let at huske, hjalp han os over Vanskelighederne ved at indprente os følgende Ramse:

»April. Jun., Septem., Novem.,
alle lige Dage har, nemlig seks Gange fem.
De andre svv een flere har;
kun 28: Februar.«

Mor holdt mig strengt til Bogen, og jeg fik aldrig Lov at lege, før hun havde hørt mig i min Lektie. Naar jeg en enkelt Gang spurgte hende, hvormange Gange jeg skulde gennemgaa min Lektie, før hun hørte mig, svarede hun: »20-30 Gange min Dreng«, men da der tidlig var Stof i mig til den Forhandlingsmand, som jeg senere blev, pruttede jeg hende ned til 10 Gange.
En Sommer, da Mor var optaget af andre Ting, benyttede jeg Lejligheden til at sløje lidt af. Jeg husker, at hun en Nat kom hjem fra et Barselgilde hos en af Naboerne. hvor Skolelærer Nielsen havde betroet hende, at jeg i den senere Tid ikke havde kunnet mine Lektier. Mor blev derover dybt krænket; hun følte det som en Skam, at hendes Søn mødte uforberedt i Skolen og var straks opsat paa at straffe mig. Uagtet det var over Midnat, maatte jeg ud af Sengen, og efter at Mor havde sat mig ind i Situationen og udtalt sin Harme og Sorg over min Forsømmelighed, fik jeg en alvorlig Dragt Klø, der gjorde sin Virkning for Resten af min Barndom. Ved den paafølgende Eksamen rykkede jeg 13 Pladser op, men min Sidemand, med hvem jeg altid havde konkurreret, fulgte med og sprang desuden mig forbi, hvilket i høj Grad pinte mig; men Aaret efter tog jeg Revanche og blev Nr. I i Klassen. Det var forøvrigt den eneste Gang, saa vidt jeg mindes, at Mor korporlig revsede mig.

Da jeg var 12 Aar gammel, blev der ansat en Hjælpelærer ved Skolen. Han hed Winther og blev senere Førstelærer og Kirkesanger i Ryslinge. Han underviste paa en helt anden Maade end den gamle Lærer, og vi Børn kom til at holde meget af ham. Da han blev forflyttet, fik vi det sidste Aar, jeg gik i Skole, en anden Hjælpelærer ved Navn Rasmussen. Han var en noget aparte Fyr med Hovedkarakter »ej uduelig«, men en brav og elskværdig Mand, som nærede stor Interesse for sin Gerning. Af ham hørte jeg første Gang Eventyr; han spillede udmærket Violin og kom ofte i mit Hjem, da Mor og mine Brødre satte Pris paa ham.”

Klaus Espen Berntsen blev senere dansk politiker og højskolemand. Han var konseilspræsident fra 1910 til 1913. I 1873 kom han i Folketinget for Bogensekredsen, senere Assenskredsen, som han repræsenterede i de følgende 40 år indtil 1926. Han er således den danske politiker, der har siddet længst i Folketinget, i alt 51 år. I 1910 blev han konseilspræsident samt forsvarsminister og sad på disse poster indtil 1913, hvor han måtte afgive magten til den radikale Zahle.

I 1921 udgav Klaus Berntsen første del af sine erindringer på Forlaget V. Pios Boghandel Povl Branner. Titlen var: Erindringer fra Barndom og Ungdom. I 1923 kom: Erindringer fra Manddommens Aar og i 1925: Erindringer fra Rigsdags- og Ministerår.

Det er især i første bind, at man kan finde mange historier om landsbylivet i Søllinge og fra egnen omkring Højby, syd for Odense, hvor han meget tidligt blev lærer og stiftede Højby Friskole.

Klaus Berntsens gravsten på Højby kirkegård.
Indskriften er:
Klaus Berntsen 1844-1927
Hjærte Da Du Ordet Trode Livets Træ Randt op af Rode