En fremmed egn

Jeg kendte intet til den egn, mine forældre var flyttet til, men en dag ankom jeg med toget til Hald Station. Derfra var der stadig langt til mine forældre i Skrødstrup, men far havde lovet at hente mig ved toget. Jeg steg af toget og så mig omkring. Hverken far eller vogn var at se. Til gengæld var der udsigt til lyng, så langt øjet rakte. Sikke en egn tænkte jeg og kunne ikke hurtigt nok komme tilbage til det frodige Djursland. Men med tilbage skulle jeg gerne have mine forældres tilladelse til at skifte plads. Efter nogen tids venten var far stadig ikke kommet, så jeg indså, at jeg selv måtte finde vej. Jeg anede ikke i hvilken retning, jeg skulle gå. En dame, som jeg havde delt kupé med, må have set min forvirring, for hun spurgte, hvor jeg skulle hen. Da hun hørte, jeg skulle til Skrødstrup, sagde hun: ”Jeg skal til Hem, så kan vi da følges til Kærbybro”. Jeg havde ingen fornemmelse af byernes beliggenhed, så jeg nikkede og slog følge med hende og hendes barnebarn.
Det var en usædvanlig varm dag, så det blev en drøj spadseretur. Vi satte os i grøften og hvilede lidt. ”Tag bare strømperne af”, foreslog min ledsager, hvorefter hun og barnet tog deres af.
Strømperne af! Det var utænkeligt i Mørke. Kvindfolk uden hoser var en skammelig ting, så jeg beholdt mine på.
I Kærbybro skiltes vore veje, men efter min ledsagers anvisning fandt jeg Skrødstrup.
En mand, som viste sig at være sognefogeden, stod ved vejen med tommeltotten i vesten. ”Kan du sige mig, hvor Jens Peter Jensen bor”, spurgte jeg. ”Jo, det er såmænd bare over vejen og så lige ud”, sagde han og tilføjede:
”Vi var for resten sammen til kaffebesøg i aftes. De er lige kommet hjem fra stationen”. Fra stationen? Mine forældre og jeg var altså gået forkert af hinanden.

Da jeg nåede frem, kom mor kom mig glad i møde. Det var tydeligt, at hun havde noget på hjerte. ”Karen, du må ikke være så langt væk fra os. Vi har fundet en god plads til dig på en gård i Hem”.  Min verden sank næsten i grus ved den besked. Jeg berettede om pladsen, der ventede hos Marie i Mørke. Det kunne der ikke være tale om. Mine forældre havde truffet deres beslutning. Og den stod ikke til at ændre.

Fæstemål i Hem
Næste dag spadserede mor og jeg til kaffebesøg i Hem. Jeg skulle til en samtale om den plads, de havde tiltænkt mig. Da vi stod foran gårdsleddet, kom en tjenestepige løbende – med bare ben. Jeg stirrede forarget på hendes bare ben. Mor bøjede sig ind mod mig og hviskede: ”Low mæ, at do aldrig goer sån, Karen”. Det faldt mig ikke svært at give hende det løfte, og dette var afgjort ikke en plads for mig.
Mor var åbenbart af en anden opfattelse, for kort efter sad vi ved et overdådigt kaffebord. Aldrig havde jeg set mage til kaffebord – hverken i Mørke eller Aastrup.
Og den dag fæstede mor mig, meget mod min vilje, til en fremmed familie på en egn, hvor de oven i købet snakkede så sært. Lønnen var 225 kr. for 1 års tjeneste hos Lars Andersen i Hem.