Vippede mig op over hegnet

Da jeg var dreng, havde vi to spand heste. Når vi kom hjem fra marken om aftenen skulle krikkerne vandes. De tre gik, når de blev spændt fra, roligt hen til vandtruget og drak og derefter ind i stalden. Den ældste, en frederiksborger, havde lidt frihedstrang i sig. Hver aften tog den sig en rask løbetur ned ad bakken ind ad vejen til Pi Rajs gård, hvor den tog en omgang, inden den igen kom hjem og løb ind i stalden.

Vi havde altid mellem 18 – 20 køer. Mælken, der kunne være i 6 -7 spande, blev hver dag kørt til Kærbybro Mejeri. Konkurrence er jo altid et godt libe-ralt princip. I Sem konkurrerede vi i al fredsommelighed på mælkespande. Det var ikke helt ligegyldig, hvor mange mælkespande, der stod i indkørselen til gården om morgenen. Mange spande gav præstige, så det er ikke utænkeligt, at enkelte af spandene ikke var fyldt helt til randen.

Kælvekvierne havde vi gerne til at gå på markerne langs Enslevvejen. De blev kun malket et par gange om ugen. Det var en overgang mit job. Da køer den gang ikke var afhornede, kunne det være en blandet fornøjelse, hvis de ikke artede sig. Et år var en af vore tre kælvekvier lidt aggressiv. Den havde måske opdaget, at jeg var nervøs, når jeg skulle malke den. En dag satte den efter mig. Jeg løb langs hegnet. Kvien var den hurtigst. Jeg har mindet om episoden endnu – et ar på låret, hvor den fik fat med hornet og vippede mig op over hegnet. Da jeg kom hjem klagede jeg forståeligt nok min nød til Mor, der kort meddelte Far:

For ettertien molker do sjel di kyer! ! !

En gang om måneden kom kreaturhandler Vindstrup fra Randers for at handle dyr med min far. Han stak gerne hovedet ind og spurgte: Æ’d naad i daw! Det var der, hvis Far havde køer, der ikke gav nok mælk eller skulle have en ny ko ind i besætningen. Der blev også handlet, hvis nogle ungkreaturer eller kalve var tjenle – store nok til at blive solgt evt. til slagteriet Man havde ikke så mange grise den gang, men når de var tjenle, blev de leveret til Randers Svineslagteri.

Var der brug for en ny hest, klarede Far det selv. Han cyklede over mosen og tog rutebilen i Enslev, hvis han da ikke cyklede til markedet i Randers.

Man holdt mest høns for æggenes skyld. Så længe det var tilladt, blev de vasket i vand. Senere måtte man kun bruge et stykke fint sandpapir, men havde en høne moget reden til, hændte det dog, at man var nødt til at gribe til den gamle metode med kolde afvaskninger. På mange gårde, var det æggene, der blev solgt til Kærbybro Brugsforening, der betalte brugsbogen.

Når en høne ikke længere lagde æg, endte den gerne i suppegryden. Hanekyllingerne nåede sjældent at blive ret gamle, inden de endte på søn-dagsbordet – var der flere, end man selv kunne spise, blev de solgt til fremmede.

De gæs, vi havde, blev gerne slagtet ved juletid. Det var endnu ikke så moderne med mortensgås.

I 1938 havde vi en stor sorg i min familie. Min storebror, Jens Anker, var udlært tømrer. Han arbejdede på det tidspunkt i Skellerup. Han led voldsomt af mavesår og havde i lang tid gået og skrantet. Når han tog på arbejde, var han undertiden så forpint, at han måtte lægge sig lidt i grøften for at komme så meget til kræfter, at han kunne komme videre.

Til sidst blev det så slemt, at lægen anbefalede, at han skulle indlægges på sygehuset for at blive opereret. Tilfældet var så alvorligt, at man overvejede, at indlægge ham på et af de større sygehuse. Man valgte dog Hobro Sygehus, fordi familien så ville have lettere ved at besøge ham.

Jeg kan endnu tydeligt mindes den trykkede stemning i stuen, da jeg den 22. oktober ved 22 tiden kom hjem fra teknisk skole i Mariager. Min mor var et meget følsomt menneske og nært knyttet til Jens Anker. Da der blev ringet fra Hobro, at vi skulle komme, fordi han var blevet dårligere, brød hun helt sammen.

Vor nabos søn, Viggo Møller, kørte den gang taxa fra Sem. Det blev ham, der kørte os til Hobro Sygehus. Jeg skulle med, hvis Jens Anker behøvede en blodtransfusion. Den gang gik man ikke så meget op i blodtyper. Man gik ud fra, at når vi var brødre, var der ingen fare. Blodtransfusion kom slet ikke på tale, Jens Anker var så dårlig, at han døde den samme nat.

Jens Anker blev bragt hjem fra hospitalet i en kisten. Den kom til at stå en af stuerne indtil begravelsen. Alle, venner og bekendte af mine forældre og Jens Anker sendte blomster, så snart var stuen et stort blomsterflor.

På begravelsesdagen blev der holdt en højtidelighed i vort hjem. Man sagde den gang, at vedkommende blev sunget ud. Begravelsesfølget mødtes i gården og deltog i en kort højtidelighed. Kirkesangeren bad en bøn og ledede salmesangen, mens kisten blev båret ud af huset. Mine brødre, Axel, Bay og jeg bar sammen med tre andre kisten hele vejen op til kirken, fulgt af følget. Efter gudstjenesten blev kisten båret ud til familiegravstedet, hvor præsten foretog jordpåkastelsen.

Efter begravelsen var der, som det var almindeligt ved begravelser, afholdt en mindesammenkomst med spisning i Sem Forsamlingshus. Det var en meget hård dag for hele familien, men mest for min mor. Hun kom aldrig helt over det.

Jeg var i lære hos murer Andreas Larsen i Mariager. Hver dag deltog jeg i det praktiske arbejde, og fra oktober til maj gik jeg fire dage om ugen på teknisk skole i Mariager. Vi startede kl. 7.00 og var færdige kl. 10.00.

Jeg blev ikke udlært hos Andreas Larsen. Det skyldtes, at min ældre bror, Bay, der var udlært mejerist, fik arbejde på Låsby Mejeri. Der flyttede jeg også til. Senere kom jeg på Håndværkerskolen i Hadsten. Det var derfra, jeg fik mit svendebrev. Jeg arbejdede i årene fremover i Låsby, Silkeborg, Randers, inden jeg fik fast arbejde i et byggefirma i Århus, hvor jeg blev, til jeg blev pensioneret.