Vi har kuglen endnu

I vinteren 1939/40 flyttede vi fra Alstrup ved Mariager til Lindegaard i Sem.

Min ældste erindring fra Sem er den 9. april 1940. Der var lyst i vejret. Min mor stod med Peter på armen, og jeg stod nede for enden af haven og så op på de store “fugle”, der fløj ind over landskabet. Min mor sagde ikke noget, men stemningen fortalte mig, at det ikke var fugle, men noget andet – flyvemaskiner. På grund af min lave alder er det hele kun set i kyllingeperspektiv. Men visse hændelser bæres med hele livet.

En dag kom tyskerne for at beslaglægge heste. De tog Blåskimmel og noget læderseletøj med. Fra nabogården tog de en fjedervogn, og rundt på byens gårde tog de, hvad de havde brug for. Jeg kan endnu se for mig de tyske soldater i høj fart forbi vores gård og videre ud ad Enslevvejen med sandstøvet hvirvlende bagud – vejene var den gang stadig grusveje. Vi kunne kun stå i porten og se til.

Vi havde for det meste to karle, en store- og lillekarl. I ca. ½ års tid tjente lærer Bachs 16-årige søn, Sven, hos os. Lærer Bach var naturligvis bekymret for ham. Tyskerne tog, hvad de havde brug for – også arbejdskraft – f. eks til at trække med hestene. Da Blåskimmel blev hentet, blev Sven af min far sendt op på halmloftet for at gemme sig. Da krigen var slut, fik vi Blåskimmel tilbage, men uden seletøj.

Tyskerne havde taget Skrødstrup forsamlingshus i besiddelse. Der blev talt om det med lidt ængstelse. En nat fik Hans Rasmussen i Semmøgelbo stjålet en ko. Vi syntes, det var uretfærdigt. Min far fik sig i den forbindelse en slem forskrækkelse. I en telefonsamtale med P. Raj udtrykte han, at det måtte være C.C., der med sit lokale kendskab stod bag tyveriet. Kort efter modtog Far pr. brev en geværkugle – sikkert fra ovennævnte. Vi har kuglen endnu.

En nat vågnede vi ved, at huset rystede lidt. Senere fik vi meddelelse om, at en bombe var tabt over Dyrby Hede.

Vintrene var hårde, og der faldt meget sne. Alle veje skulle ryddes. Byens mænd var sneryddere, og mændene var snefoged på skift. Fogeden gik foran og bestemte, hvor og i hvilken rækkefølge vejene skulle ryddes. Sneen lå ofte så højt, at den blev skovlet op i flere lag. Vi børn løb oppe i den opskovlede sne og lavede snehuler bag dem. Det var sjovt. Jeg husker min far havde spadserestok med, når han var snefoged.

Som 6-årig lærte jeg at cykle. Det blev hele byen delagtiggjort i. På min mors cykel dristede jeg mig på forbudent område. Jeg kørte fra forsamlingshuset ned ad bakken. Det resulterede i, at jeg styrede lige ind mellem en telefonpæl og møddingmuren ved Vestergaard. Det gav blå mærker og skrabede knæ. Folk i området kom styrtende ud ad dørene. De troede vist, det var en bombe, der faldt. Det var nærliggende at tro i de tider, men det var jo bare lille jeg, der var cyklet på egne veje.

Vi var nabo til købmandens. Datteren, Grethe, og jeg legede meget sammen. Vi kunne sidde ude ved havebordet i flere timer med vore kladdehæfter og tegne og farvelægge. Det var gode stunder, som jeg har båret med mig hele livet.

Graverens husker jeg meget godt, men jeg har glemt deres navne*). Hos dem tilbragte jeg rigtig mange gode timer. Jeg fulgte troligt med, når får og geder skulle i engen, og jeg var med, når de skulle malkes og klippes. Inde hos graverkonen hjalp jeg til med at ti’se og karte ulden, mens hun sad ved rokken og spandt. I tankerne er de for mig som et par rare gamle bedsteforældre med en enorm ro om sig.

*) Maren og Chren Møller Andersen i daglig tale kaldet Maren og Chren Juul.

Mor købte graverkonens hjemmespundne garn, og så blev der strikket. Jeg husker især et par brunmelerede lange strømper, strikket af Mariane Rai. De var flotte at se på. Jeg brugte dem den første vinter af min skoletid i 1944. Jeg kan endnu føle og se det rødblå stykke lår, der opstod på grund af kulde og kradsen – piger gik jo ikke i lange bukser. Der var fire kilometer til Grove Skole, og vinteren var hård.

Overfor os boede den fregnede Henning Domino, ham legede vi en del med. Også Elly, der boede hos sin mormor, var med i legen. Hun var vist lidt ældre, end jeg.

Længere henne ad vejen boede Navndrups. Et ældre rart ægtepar, som jeg af og til besøgte. De var glade for børn.

Mariane Andersen var kendt af alle i byen. Hun var altid barnepige for os, når Mor og Far skulle i byen, som det hed.

I april 1942 blev min bror Christen født, og den tredje september 1944 fik vi endnu en lillebror. Han blev hjemmedøbt Ole. Han døde kun to dage gammel.

Min mor var som alle andre mødre i disse tider meget opfindsom. Vi kærnede selv smør. Mor havde fabrikeret en smørkærne. Det var en krukke med høje sider og en ca. 40 cm lang træstok med en træskive med store huller for enden. Krukken blev fyldt halvt op med fløde. Når stangen bevægedes op og ned, deltes fløden i smør og kærnemælk. Massen kom i et klæde for at dryppe af. Smørret var klar til brug, når det var blevet rørt med salt.

Værste for mig var det, når mor lavede smør af den fede gedemælk, hun en gang imellem fik, når graverens sortbrogede geder havde givet ekstra mælk, hvis det blev smurt på skolemaden. SÅ spiste jeg ingen madpakke den dag.

Man kunne ikke købe metervarer, så gammelt tøj blev sprættet op, renset, presset og vendt, hvorefter Mor syede nyt tøj af det. Hun var ferm til den slags. Især vi børn fik nyt tøj på den måde. På billedet ses min lillebror i nyt jakkesæt syet af min fars gamle smoking Vi havde et stykke engjord nede ved åen i Edderup. Der gik ungdyr om sommeren, og der blev gravet tørv. Jeg var med, når tørvene skulle vendes for at tørre, og jeg fik lov til at være med, når tørvene blev sat op i stakke – skruer.

Jeg var glad for at gå i skole. Jeg kunne lide lærer Bach, der var en rar mand og en god pædagog. Vi blev flyttet op eller ned på skolebordene efter præstationen i de enkelte fag. Der var glæde, hvis man kom op på det første bord.

Vi var flere fra Sem, der fulgtes ad til skole. Skolevejen gik gennem skoven. På hjemvejen blev vi ofte optaget af alt det spændende, vi kunne opleve. Det var ikke altid, vi var hjemme som ventet. Det kunne udløse familiære diskussioner.

Engang blev der konstateret lus i skolen. Så fik vi lægebesøg og blev aflusede. Det var vi ikke stolte af. En efter en blev vi kaldt ind i lærerboligen. De fleste kom ud med vådt hår. Jeg var blandt de heldige, der ikke fik den behandling.

Vi blev også vaccineres for diftiritis og andre epedimisygdomme. Det foregik i skolen. Vi stillede op på en lang række i skolestuen. Det var ikke sjovt at vente, for der var megen angst og gråd.

En varm forårsdag i 1945 ville lærer Bach læse en historie for os ude i græsset på legepladsen. Jeg erindrer fra netop den dag en ukendt følelse. Jeg var barneforelsket i lærerens Bent – dog uden at han eller nogen anden blev bekendt med det – før nu.

Den 4. maj 1945 husker jeg tydeligt. Jeg var sammen med min mor, der gik og arbejdede ude i haven. Pludselig kom min far løbende inde fra stuen. Han råbte:

Olivia, skynd dig ind! Krigen er slut!

Meddelelsen havde Far fra radioavisen kl. 19.00. Hvad der i øvrigt skete den aften, husker jeg mærkeligt nok ikke noget af.

De fem år i Sem var basisår for mig. Trods krigen levede vi en god barndom, og hele byen var vores legeplads. Alle kendte alle. Når jeg tænker tilbage, er det altid livet i Sem, der fylder mest i min barndomserindring.

I vinteren 1946/47 flyttede vi fra Sem til Hvidsten til det landsted, Landlyst, der lå over for Tulle Fiils hus. Jeg legede lidt med Gunne, som hun blev kaldt – den nuværende ejer af Hvidsten Kro. Efter to år rejste vi fra Hvidsten til Kjellerup, der blev vi boende til jeg var konfirmeret.

Jeg gik til præst i Hem og blev konfirmeret i Sem Kirke – tilfældigvis – den 13. marts 1951. Den dag glemmer jeg aldrig. Sneen faldt og føg om ørerne på os. Vor bil sad fast på den store bakke før Hem, så min far måtte tilbage for at låne en kane og et spand heste. Det lykkedes. Vi kom for sent til kirken, hvor alle sad og ventede, for også præsten var på grund af vejret forsinket, men jeg blev dog konfirmeret.

Samme forår flyttede vi atter. Denne gang til Dyrby, hvor mine forældre blev boende indtil 1961.

Dette 10-år fra 1951 til 1961 var mine ungdoms-, støbe-, eller om man vil skæbneår.

Jeg har aldrig været ked af at gå i skole. Oplysning var blot noget af en mangelvare dengang. Jeg har læst et sted, at netop Randers Amt var noget af et uland på skoleområdet. Måske var det lige så meget traditionerne, der havde slagside.

Randers Realskole kom lidt på tale en tid, men de veninder, jeg havde mulighed for at mødes med i Dyrby og som skulle gå på Randers Realskole, ville kun tage præliminæreksamen for at få en kontorplads, hvilket langt fra appellerede til mine drømme – uden jeg dog kendte dem. Jeg droppede tanken.

I stedet plagede jeg mine forældre om at få lov til at søge en plads, jeg havde set i avisen. En gård ikke langt hjemmefra søgte en ung pige, der kunne hjælpe til med at passe hus og to børn, da fruen var syg og ind imellem blev indlagt på hospitalet. Den afgørelse måtte jeg kæmpe længe for, men til sidst fik jeg dog lov. Jeg skulle have 75 kroner i løn om måneden. For min første månedsløn købte jeg en ny kommode, og for den næste købte jeg hos en marskandiser i Randers en rejsegrammofon med håndsving. Sagen var den, at gården lå så afsides, at der hverken var indlagt elektricitet eller vand. Jeg sørgede såmænd bare selv for musik til arbejdet. Jeg var i den plads et halvt år.

Derefter fik jeg plads som ung pige hos min fars familie i Nebstrup. Min kloge mor havde besluttet at påvirke mig til et muligt ophold på en efterskole, hvilket jeg gladelig gik med til.

Den 1. maj 1953 startede jeg på Vivild Ungdomsskole. Den gang var der pigehold om sommeren og drengehold om vinteren. Den sommer blev afgørende for resten af mit liv. Jeg var utrolig glad for livet på den ungdomsskole. Alle lærerne var gode forbilleder for vi unge. Inden opholdet endte, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive medhjælper i skolens køkken. Det sagde jeg straks ja til det, for jeg havde mod på livet.

I løbet af det ekstra år modnedes jeg, og jeg gjorde mig mange overvejelser. Mine lærere på sommerskolen og livet på skolen som sådan inspirerede mig. Jeg legede med tanken om at blive håndarbejdslærer på en ungdomsskole – men hvordan blev man det?

Jeg fik kendskab til Den Danske Husflidsskole – håndarbejdsseminariet i Kerteminde på Nordfyn. Det var lige noget for mig. Jeg rekvirerede ansøgningspapirer fra skolen og tog dem med hjem til mine forældre. Min far mumlede lidt, for han skulle jo betale skolepengene, men min mor samtyggede, og så var det bestemt.

Jeg blev indmeldt på skolen, men da man skulle være fyldt mindst 18 år inden skolestart, måtte jeg for sidste gang i mit liv søge job. Det fik jeg hos familien Buhl på Frederiksdal vest for Randers i vinteren 1954-55. I september 1955 startede jeg på skolen i Kerteminde, hvor jeg stortrivedes. I praktikperioden var jeg på Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvor jeg også supplerede min uddannelse til gavn for mit fremtidige virke.

Da jeg havde taget min uddannelse, fik jeg tilbud om at blive på skolen i Kerteminde. Den første sommer var jeg hjælpelærer ved sommerkursusskolen. Senere kom jeg til at undervise på fagskolen.

Mine kompetencer blev fortløbende suppleret med lange fagkurser på henholdvis Lærerhøjskolen i Emdrupborg og Tilskærer Akademiet i København. Det var gode, lærerige år.

Jeg var ansat på skolen indtil oktober 1961, hvor jeg blev gift med Johannes Ulriksen, som var lærer på Høng Husmandsskole – nu efterskole – på Vestsjælland, hvor jeg også blev ansat.

Vi fik vort hjem i en af skolens lærerboliger. Den gang var der både Høj-skole- og efterskoleelever. Senere overgik vi til fællesskole, som det kendes i dag. Vi underviste begge aldersgrupper.

Vores ansættelse strakte sig helt frem til juni 1992 – altså langt over 30 år. I de første 13 år fungerede vi som lærerpar på skolen. Det var i den periode fik vi en søn og to døtre.

I de følgende 18 år var vi lederpar på skolen. Det var et spændende liv, hvor vi mødte mange mennesker, og ikke to dage var ens. Man giver og tager og påvirker hinanden.

Min mand, der var 10 år ældre end jeg, lod sig pensionere som 65-årig af hensyn til mig. Jeg havde lagret et sensommerønske – en drøm om at få min egen forretning med kunsthåndværk og brugsting.

I 1992 flyttede vi fra skolen til et dejligt hus på Hovedgaden i Høng. Det blev vores hjem i de følgende 12 år. Jeg fortsatte som timelærer på skolen indtil 1995.

I foråret 1993 fik jeg et tilbud om at overtage en af byens forretninger – en garn og stofforretning, der skulle lukke. Jeg takkede nej, for vi havde på det tidspunkt allerede indrettet et lokale i vort eget hus. Slutaftalen blev, at jeg kunne få alle restvarerne i kommission og derefter afregne fortløbende. Det var en god aftale for begge parter.

Den 1. august 1993 fik jeg mit ønske opfyldt. Jeg åbnede min egen forretning. Sådan gik det til, at jeg blev butiksejer med forretning i mit eget hus – ikke med brugskunst, men med metervarer, strikkegarn m.v., men det var realistisk nok. Jeg underviste på skolen om formiddagen og passede butikken om eftermiddagen. Fra 1995 opgav jeg undervisningen og blev hjemme hos min mand og butikken.

I maj 1999 døde min mand, kun 72 år gammel.

I skrivende stund har jeg stadig min butik og trives derved.

Jeg er bedstemor til tre piger og to drenge Mit liv var ikke planlagt. Jeg var blot åben over for det. Måske virker det tilfældigt, men tro mig. Jeg er ikke gået med til noget, som jeg ikke først kunne lide.