Varmede øl til posten

H. Bonde Jensen, Kolonial og Isenkram stod der på et lille skilt, som først sad på muren og siden på døren ved siden af det såkaldte udstillingsvindue.

Kolonial og isenkram var en underdrivelse, for der var i bogstavelig forstand tale om en blandet landhandel, som ikke kun solgte dagligvarer og kaffekopper, men også f.eks. hønsefoder, selvbinderstrik, kuglelejefedt, visse papirvarer, petroleum og manufakturvarer.

Alt dette foregik i et lille butikslokale, som vel ikke var større end rundt regnet 12 kvadratmeter. Hertil kom så en lille bagbutik, som imidlertid ikke egnede sig som lager for kolonialvarer, for det var der, petroleumspumpen var anbragt. Her blev dunkene fyldt op, mens petroleumsduften bredte sig ind i butikken, hvor den dog fik modspil af en herlig duft af nymalet Salomons Kaffe fra den karakteristiske kaffemølle, som stod bag udstilingsvinduet.

I bagbutikken var der æsker med søm, klammer til reparation af drivremme, flasker med terpentin, cykel- og symaskineolie og en del andre ting, som ikke kunne tage skade af lugten i bageriet.

For at få plads til flere varer end den lille butik kunne rumme, indrettede min far engang i 1950’erne et fjernlager i den tidligere lade. Oprindelig havde der nemlig været både landbrug og købmandsforretning på ejendommen, men fra 1949, da mine forældre overtog stedet, begrænsede landbruget sig til en flok høns og dyrkning af 1-2 tdr. land jord. Betegnelsen fjernlager dækker over, at der var en mindre vandretur mellem butikken og dette lagerrum. Man skulle gennem dagligstuen, køkkenet og bryggerset for at komme fra butik til lager, og denne tur var det nødvendigt at tage mange gange på en dag, så ligefrem praktisk var indretningen ikke, men det gav til gengæld en del motion.

Købmandsbutikken omkring 1960, hvor skiltet med købmandens navn ikke længere sidder på muren, men nederst på døren.

Med lageradgang gennem privaten var der ikke nogen skarp grænse mellem arbejde og privatliv for købmanden og hans familie. Også grænsen mellem arbejde og fritid var flydende, f.eks. blev butikken på hverdage normalt lukket mellem halv syv og syv om aftenen, når dagens sidste rutebil fra Randers var kommet.

Tidligt i 50’erne ophørte varerationeringen efter krigen, så ordene sukkermærker og kaffemærker gik af brug, men der gik alligevel mange år, før kunderne igen vænnede sig til smagen af kaffe uden tilsætningspulver, så de to tilsætningsprodukter Rich’s og Danmark’s var i mange år nærmest nødvendigt tilbehør til et kvart eller et halvt pund kaffe.

Som bekendt lød de to reklamer.

Det er Rich’s der drik’s!
men
Det er Danmark’s der dur!

Først i slutningen af 50’erne kom der centralvarme i huset, så indtil da var butikkens opvarmningskilde en lille petroleumsovn, hvis varmestråler på rigtige vinterdage havde svært ved at nå ud i hele lokalet – selvom det var så lille.

Kunne man ikke få varmen udenpå, måtte man prøve på at få den indefra, så på den lille ovn blev der på de barske vinterdage varmet øl til posten, som jo skulle gøre turen på cykel. Også folkene, der kørte sneploven, kom ind og fik lidt ydre og indre varme.

Den indre varme kom ikke kun fra den varme øl, men også fra stemningen i butikken. Der blev snakket meget, udvekslet nyheder, diskuteret og fortalt spøjse historier.

En forretning af denne begrænsede størrelse var ikke ligefrem nogen guldgrube, så i begyndelsen af 1960’erne søgte og fik min far, Holger Bonde Jensen, arbejdet som kommunekasserer i den daværende Hem-Sem Kommune. Det medførte, at min mor, Gudrun, i endnu højere grad end tidligere skulle være til rådighed i butikken. Det medførte også noget uforudset, nemlig en voldsom forøget omsætning den 1. i hver måned, når kommunens pensionister hentede deres brune konvolut med pensionen i købmandens, nu kommunekassererens, stue – som endnu engang var blevet mindre privat i og med, at den var blevet en slags kommunekontor.

Pensionisterne ankom fra morgenstunden, gik ind ad husets fordør, kom kort efter atter ud samme sted med deres kuvert. Så gik de ca. 10-12 skridt hen til butiksdøren, for de skulle da lige indenom og have lidt godt med hjem, lidt sødt til børnebørnene, måske et par sokker eller et par af de brune dameunderbukser med lodden vrang og ikke mindst en pose af den berømte, velsmagende Salomons Kaffe. Så kunne der være mange mennesker i det lille lokale. Snakken gik, og latteren gjorde stemningen varm og ventetiden til et plus.

På den anden side af disken havde Mor travlt, og for det meste havde hun sørget for på denne dag at have en hjælper. Atmosfæren i butikken kunne på sådanne dage minde om den, der var i december måned hvert år. Så var butikken behørigt julepyntet. Der blev mere og mere travlt i løbet af måneden, og der var pludselig nogle varer, som man ellers aldrig så i butikken, f.eks. appelsiner, dadler og figner, ligesom der var hjemskaffet pynteforklæder og gå-i-byen-sokker, som børnene kunne give henholdsvis mor og far i julegave, og legetøj, som mor og far kunne give børnene.

A propos julen: Til juletræsfesten i Sem Forsamlingshus, som fandt sted mellem jul og nytår, leverede købmanden slikposerne. De skulle gerne blandt andet indeholde noget af den populære julekonfekt. Det var vigtigt, at der var nøjagtig lige mange stykker i alle poserne.

Som bekendt var butikken i den ejendom, der ligger hvor vejen fra Skrødstrup deler sig i to veje, som vi kalder Enslevvejen og Havndalvejen. I sin tid var der her en lille trekant med lidt pæn beplantning. Der var ingen genbo. Dette – plus den kendsgerning, at familiens soveværelse lå langt væk fra butikken – var formentlig grunden til, at forretningen i nogle år var offer for en række indbrud, for tyven kunne jo arbejde uden at blive forstyrret. Som følge af de tilbagevendende indbrud forlangte forsikringsselskabet, at forretningslokalet blev ekstra tyverisikret. De to små vinduer i gav len blev forsynet med nogle fængselsagtige jerntremmer, og udstillingsvinduet ud mod vejen skulle hver aften ved lukketid sikres med en træplade, som blev gjort fast på indersiden. At det var den samme tyv hver gang, var politiet ikke i tvivl om, for det var bestemte varer, han gik efter. Alt tydede på, at han stjal til eget forbrug, ikke til videresalg. Det viste sig at holde stik, da gerningsmanden til sidst blev fundet. Det skete en nat, da han på vej til Sem blev taget på fersk gerning i færd med at tømme mælkespande for småpenge. Det viste sig, at han stort set havde klaret en del af sit privatforbrug ved at forsyne sig fra 3 – 4 ensomt beliggende butikker i Randers Politikreds.

Man fik i øvrigt indtryk af, at han på sin egen måde må have været en beskeden og hensynsfuld person, f.eks. rodede han ikke overdrevent meget i butikken under sine besøg. Da han engang havde fjernet den store rude, havde han sørget for at lægge den over på græsplænen, så den ikke gik i stykker. Flink mand!

I 1964 døde min far, Holger Bonde Jensen. Min mor drev forretningen i nogle år derefter, men i 1970 – 71 måtte hun opgive forretningen på grund af et dårligt helbred. Dermed var det forbi med friskmalet kaffe og blandet landhandel i det hele taget i Sem.