Selv vandgryden frøs

Det lykkeligste ved min barndom er nok, at jeg voksede op i en stor kernefamilie (for at bruge nutidens udtryk) – Farfar Villum, faster Mariane, Far, Mor, Gudrun, Geert – Eigil kom senere – to karle, en ung pige og om sommeren en fast daglejer.

Tæller vi sammen, bliver det ca. 10 -11 daglige personer, hvor hver især havde sin plads på rangstigen efter alder og evner. Det siger sig selv, at man aldrig følte sig alene – og man kunne heller ikke undværes.

De første år af ens liv, husker man ikke meget af. Det første, jeg husker, var en aften, hvor Far og Mor skulle ud til spisning, og faster Mariane skulle putte mig i seng. Jeg var da tre et halvt år.

Alt gik godt, indtil jeg løftede hovedpuden og så, at sutten var væk. Efter lang tids søgen opgav faster Mariane og lavede en sutteklud, et lommetørklæde med sukker i. Så faldt jeg til ro. Jeg fik aldrig nogen ny sut, men måtte derefter nøjes med sutteklude – intet under, at jeg tabte alle mine tænder, inden jeg blev fem år.

De første år af min barndom var nok ret sorgløse, dog led jeg ubevidst under, at jeg var “den lille”. Moster Gudrun var den store og stærke og banede vejen for mig, men veg heller ikke til side for at give mig skylden, hvis vi/hun havde lavet noget galt.

Jeg startede min skolegang 1. april 1936. Jeg var da seks år og meget lille. Det var en 2-klasset landsbyskole, der bestod af stur klasse og bitte klasse. Min første skoledag var et helvede, ja, måske hele det første år. Jeg var bange for alt det nye – for klassekammeraterne – især drengene. Det gik fint i timerne, men frikvartererne og skolevejen var et helvede. Jeg manglede Mosters beskyttelse.

Efter et års forløb var jeg heldig at blive rykket op i stur klasse. Andre måtte blive i betteklasse i fire år – alt efter boglige evner. Derefter gik det bedre. Det varede ikke så længe, inden jeg erklærede, at jeg ville være lærer, når jeg blev stor. Min far yndede at fortælle, at jeg havde sagt det allerede på min første skoledag, men det passer ikke. Han vidste ikke, at jeg tissede i bukserne to gange, da jeg var for lille til at nå krogen med lokummerne. Jeg blev drillet og tudede hele vejen hjem.

Vi nåede efterhånden hen til slutningen af 1938 og 39. De strenge vintre var begyndt, og krigen rasede mellem russerne og finnerne. Alle blev opfordret til gennem Røde Kors at strikke huer, halstørklæder, vanter og strømper til de finske soldater, så der kom gang i strikkepindene. Men der skulle også garn til – og helst helt hvidt – som camouflage. Hvad var bedre end hjemmegjort uldgarn uden farvning. Bette-Maren, Kusk-Annemarie, Tyk-Stine og Murer-Sine – ja, alle de gamle koner blev sat til at karte og spinde, og alle blev beskæftiget.

I foråret 1939 ebbede krigen mod nord ud, men til gengæld begyndte det at blive ret uroligt syd for os. Som 9-årig hæftede jeg mig ikke ret meget ved det; nu kom foråret og sommeren.

Desværre begyndte farfar Villum at skrante den sommer. Som bekendt boede han og faster Mariane i et lille hus et stykke fra gården. De mødte trofast op hver morgen og deltog hver for sig i gårdens arbejde.

Sidst på sommeren kunne Bedstefar imidlertid ikke komme derned ved egen hjælp, en af os måtte op og hjælpe Faster med at få ham slæbt ned til middagsmad – for ned ville han. Vi slæbte ham hjem igen efter aftensmaden. Hen omkring november kunne han ikke flytte sine ben, så han blev installeret fast på gården i børneværelset, som jeg i nogen tid havde haft for mig selv. Moster var rykket på loftet, og Geert, der på det tidspunkt var fire år, opholdt sig stadig i soveværelset.

Vinteren satte tidligt ind. Allerede i november var alt bundfrosset. Alt hvad der kunne krybe og gå måtte i stalden for at passe dyrene selv mor, der ellers aldrig kom der, men havde nok at gøre med at sætte mad på bordet, måtte ud et par timer hver aften. Da jeg jo stadig var den lille, der ikke kunne gøre særlig gavn, blev det min lod at blive ved Bedstefar.

Min opgave blev at læse avisen højt for ham, da han ikke selv havde kræfter til at holde den. På den måde blev jeg tvunget til at læse om alle Hitlers vanvittige forsøg på at tromle det hele ned og om det fascistiske Italien med Mussolini i spidsen. Egentlig forstod jeg ikke så meget af det hele, men på min bedstefars udbrud forstod jeg, at der var noget helt galt på vej.

Også indenrigsstoffet bekymrede ham. Det var Stauning-regeringen, der sad ved magten, og var der noget, der kunne ophidse bedstefar, var det selve ordet STAUNING. Han slog i dynen og bandede – mange gange. Når han endelig var faldet til ro, sagde han: Læs lige det stykke igen. Måske var hans reaktioner ret begrundede. Man havde jo lige gennemlevet 30’ernes landbrugskrise, der virkelig havde gjort ondt.

Vi nåede til januar 1940. Sneen havde væltet ned i ugevis. Frostgraderne lå på 30 – 32 grader. Alt gik i stå. Vandet frøs, og rørene sprang. Brændsel havde vi ikke. Vi samlede nedfaldne pinde og tørrede dem fra dag til dag til komfuret – selv vandgryden, der gik ned i komfuret, frøs. Vi hentede vand langt pokker i vold i en brønd og kørte det hjem på slæde i mælkejunger, men hvad foreslog det til alle dyrene og 10 mennesker. Snedriverne var fire – fem meter høje – heldigvis bundfrosne.

Alligevel skulle vi passe på, når vi gik til og fra skole. For ikke at miste orienteringen, måtte vi holde os langs trætoppene i skoven, men kom vi for tæt på, hændte det, at vi forsvandt totalt, da sneen lå løs helt inde ved træerne. Det var livsfarligt, og der var da heller ingen, der tænkte på mobning. Det gjaldt om at redde sig igennem og undgå for store forfrysninger. Ingen tror på det i dag!

Den 10. februar døde Bedstefar. Han blev anbragt i den øverste stue på en fin opredt seng. Der gik en uge, inden det lykkedes at få en kiste frem fra Randers. Kirkegården var væk i sne. Begravelsen blev bestemt til den 22. februar. Mor var urolig og betænkelig. Normalt måtte man ikke have et lig i huset i mere end seks dage. Det her blev det dobbelte, men hvad skulle man gøre. Graven skulle også graves i den bundfrosne jord.

Natten mellem den 19. og 20. februar satte det ind med tøbrud. Da blev der for alvor kaos. De stier og veje, man møjsommeligt havde skovlet i ugevis, kom nu til at virke som floder og elve. Vandet fossede ned i gården og trængte ind i staldene, så alt var ved at drukne. Det varede to døgn, så kom frosten igen. Vandet på gader og stræder frøs til is. På elledninger og telefontråde, der var dukket frem af sneen, hængte meterlange istapper. Det bevirkede, at alle tråde brast og pælene knækkede.

Den 22. om morgenen havde vi hverken vand, el., varme – ej heller telefon. Mor og alle fasterne rasede rundt i køkkenet. Der skulle bages og koges suppe til alle begravelsesdeltagerne. Moster og jeg blev sendt rundt i byen for at låne lamper og petroleum, stearinlys, og hvad man ellers havde af mel, gær og andre fødevarer. Der var nu kun tilbage af besværligheder at få kisten transporteret til kirken. Karlene havde ordnet en vogn og slået brodder, ekstra søm, i hestenes hove, så de kunne stå fast. Igen kom alle naboer til hjælp. Man strøede de ophobede askespande ud på vejen fra gården til kirken, så også det lykkedes.

Man fik suppe og kaffe bagefter (ca.100 personer). Da de sidste var gået, stod Mor tilbage med det mest snavsede hus, hun nogensinde havde haft, men selvfølgelig fik hun også styr på det.

I synes måske, det er meget, jeg har gjort ud af den begravelse, men for det første betød min bedstefar meget for mig, og det var det første store chok, jeg fik i min tilværelse. For det andet håber jeg, at jeg har givet et lille indtryk af, hvilke besværligheder disse fem kolde vintre i træk gav os.

Men foråret kom sidst i marts.

Den første april var der pragtfuldt vejr, Det nye skoleår startede, hvilket betød at store klasse nu kun skulle i skole to gange om ugen – tirsdag og fredag. Til gengæld skulle vi møde kl. 7 og havde fri kl. 12, hvis vi da ikke fik en eftersidning. Det skete een gang for mig, da jeg ikke kunne 13-tabellen.

Den 9. april var en tirsdag. Vi cyklede i skole, som vi plejede, ganske vist med flyvemaskiner over hovedet på os i en uafbrudt strøm. Vi var målløse og var lige ved at komme for sent. Vi havde jo aldrig på det tidspunkt af vort liv set en flyver.

Da vi nåede skolen, skyndte vi os ind på pladserne, da vi vidste, vi var sent på den (der var ingen, der ejede et ur). Vi ventede hvert øjeblik, at læreren skulle dukke op, men der skete intet. Først kl. 8.30 kom han ud af sin dør og kaldte os ind. Han var helt hvid i hovedet, og vi troede, han var syg. Han meddelte os så, at landet det var blevet besat af tyskerne og fortalte os med stor alvor, hvad dette kunne komme til at betyde. Derefter sang vi Altid Frejdig, og så blev vi sendt hjem.

Det var begyndelsen på de næste fem års ubehageligheder. Når vi har læst en del om, hvor svært det var for mange i landet, kan jeg kun sige, at vi herhjemme kom næsten smertefrit igennem. Naturligvis led vi under rationering og mangel på næsten alt, men opfindsomheden skærpedes, og det blev næsten en sport at få alt anvendt på en helt anden måde. For selve gårdens drift var det nærmest opgangstider.

Far gik i gang med tørveproduktion i større stil. Arbejdskraften var billig, da det hovedsageligt var faster Mariane og jeg, der blev sendt ud i engen for at vende og skrue, stakke tørv. D.v.s. at fortjenesten på tørvene gik næsten 100% i fars lomme. Det gav mulighed for at købe på det sorte marked, hvilket jo kom os alle til gode.

Flyverne rasede stadig over hovedet på os, men efterhånden vænnede vi os til det. I løbet af kort tid, blev vi dog klar over, at der var mere end en slags maskiner. På bestemte tider af døgnet kom der nogle, der havde en helt anden lyd. Det var de engelske flyvere, der kastede våben ned. For os børn blev det en sport at gætte på, hvor langt de havde været henne. Vi vidste, at skoven mellem Skrødstrup og Trinderup var et yndet sted, og da vi i 1942 hørte om folkene på Hvidsten Kro, faldt brikkerne på plads.

Vi havde tit i skolegården set en gammel fjedervogn trukket af en gammel, hvid hest. Vognen var læsset med krukker og lerfade. Vi vidste ikke, at der undertiden lå kasser med våben. Det var den gamle Fiil fra Hvidsten Kro, der havde været tidligt ude. Han må jo åbenbart have haft noget samarbejde med vores lærer, Bach. Tyskerne havde længe haft mistanke om disse nedkastninger, for allerede i 1941 opslog de et hovedkvarter i Skrødstrupskoven og beslaglagde forskellige bygninger i Mariager – blandt andet skolen.

Det var ellers bestemt, at jeg skulle starte der til august 1941 for at gå på realskole, men det blev der ikke noget af. Lærer Bach foreslog da, at jeg kunne vente et år (jeg var jo ikke for gammel) og så starte i Randers i 1942, men inden vi var nået så vidt, var den skole også besat af tyskerne. Jeg fik altså ingen chance for at få den realeksamen, selv om det havde været en stor hjælp, da jeg jo ville på seminarium. Heldigvis kunne “manden fra ploven” også komme i betragtning ved at udvide uddannelsen med et år.

I 1943 blev jeg konfirmeret. Det var lykkedes mor at få fat i noget konfirmationstøj. Der var ikke meget at vælge imellem, men ved at bestikke med en høne eller nogle æg, fik vi det skrabet sammen. Jeg glædede mig utroligt til den dag, jeg skulle have alt det fine tøj på. Det var den 22. marts, og det var bindende koldt. Fredagen før begyndte jeg at blive dårlig og var i sengen hele dagen. Lørdag morgen, da jeg kikkede mig i spejlet, fik jeg et chok – jeg havde fået fåresyge. Hovedet voksede og voksede. Søndag så jeg helt forfærdelig ud og havde det dårligt, men konfirmeres skulle jeg. Glæden ved at skulle i det fine tøj var totalt væk. Men jeg overlevede de 2½ time i kirken. Hjemme var gæsterne myldret ind 50 – 60 stykker. Suppe, tarteletter, steg og is. Alle smovsede de i den gode mad. Jeg sad spagfærdig og elendig på stolen mellem Far og Mor. Det eneste jeg fik var ½ kop suppe søbet ind med en ske. Det var en forfærdelig lang dag. Ikke engang gaverne kunne hjælpe på det.

Efter konfirmationen ophørte til min store sorg skolegangen. Jeg blev nu fuldtids medhjælp derhjemme. Der var stadig nok at tage fat på. Da Moster blev konfirmeret i 1941, var den unge pige i huset blevet sløjfet.

I sommeren 1941 blev Eigil født, så nu skulle vi også passe spædbarn. I efteråret 1943 kom Moster et halvt år på efterskole, så blev jeg pludselig enepige i huset.

På et tidspunkt, det har nok været i 1941, havde min mor anskaffet et klaver, så nu skulle Moster og jeg lærer at spille. Problemet var at finde en spillelærerinde inden for rækkevidde. Mor kontaktede en i Havndal, hvor vi startede. Men da gården kun rådede over en cykel, kunne vi ikke følges ad, men måtte af sted på to forskellige dage. Moster blev nu hurtig træt af det foretagende. Hun gad ikke øve sig, men pligtopfyldende som jeg var, fortsatte jeg pænt, men det blev heller aldrig til det store sus. I foråret 1943 hørte det helt op.

Der skete det, at jeg på hjemvejen fra spilletimen pludselig blev stoppet af fire bevæbnede tyske soldater. De tog cyklen, gav mig tasken med noderne, klappede mig på kinden og pegede i retning af den vej, jeg skulle hjem. Jeg var rædselsslagen, og mine ben ville ikke flytte sig. Jeg var sikker på, at min sidste time var kommet. Da de begyndte at læsse al deres bagage på cyklen, gik det op for mig, at det nok ikke var mig, de var ude efter, og så pilede jeg af sted hjemad. Jeg har nok aldrig løbet så langt uden at stoppe op. Da jeg var næsten hjemme, blev jeg opfyldt af endnu en skræk: Hvad ville Far sige, når jeg kom hjem uden vores eneste cykel? Der skete ingenting. Man var efterhånden vandt til, at alt kunne ske, og en gammel cykel på faste træringe var trods alt en biting. Den blev for øvrigt fundet i vejgrøften et par måneder senere, men den var ubrugelig; alligevel lykkedes det smeden at få den flikket sammen.

Nogle måneder senere fik jeg en helt ny cykel. Det var meningen, at jeg skulle have haft den i konfirmationsgave, men far kunne ikke skaffe den til tiden. Det var jo også ligegyldigt – alene at få fat i den var et større kunststykke. Men tørvepengene hjalp endnu engang. Cyklen kostede den formidable sum af 325 kr., til sammenligning kan nævnes, at en forkarl på det tidspunkt fik 500 kr. om året.

Da vi nu havde to cykler til rådighed, besluttede mor, at jeg skulle genoptage klaverspillet, men skrækken sad endnu i mig, så jeg nægtede. Alligevel fandt hun en anden spillelærer – kvindelig – der boede i Gerlev. Hun mente ikke, at denne vej var så farlig at køre, så jeg måtte bøje mig. Jeg startede igen i 1944, men heldigvis blev “læreren” syg efter fem måneder, så jeg slap endnu engang. Jeg nåede dog at få lært noderne ret godt, hvilket siden var en stor fordel, da jeg kom på seminariet. Jeg kunne da også spille mange af “vort hjemlands vemodige sange”.

Jeg har før nævnt, at Far i nogle år var i sognerådet. Jeg kan ikke huske, om han sad i en eller to perioder, men han var der i hvert fald i 1943 og resten af krigen.

En af hans funktioner var at udlevere rationeringsmærker til kul, koks og petroleum. Dvs. at hele Sem Sogn mødte op for at få den månedlige ration. Der skulle naturligvis føres regnskab over, hvem der fik hvad og hvor mange alt efter husstandens størrelse.

Far havde ikke begreb om noget som helst med tal eller regnskab, så han overlod det hele til mig. Mange gange kom folk før tiden og bad om forskud, og så måtte jeg uddele kvarte eller halve portioner; det var et gedemarked uden lige.

Mange gange tilbød man bestikkelse, men det var jeg nødt til at afvise, især, hvis jeg havde anelse om, at de gik direkte på det sorte marked og solgte mærkerne.

I de sidste krigsår, hvor alting strammede til – også folks usikkerhed – blev der i hvert sogn oprettet et vagtværn, som folk kunne tilkalde, hvis de blev forulempet. Man kendte jo efterhånden ikke forskel på ven eller fjende. Selvom der var mange modstandsfolk omkring os, var der også stikkere. Far kom en dag hjem fra sognerådsmøde med seks gummiknipler. Han skulle selv finde de fem personer, som skulle udgøre dette vagtværn. De kom nu aldrig i funktion, men far havde altid kniplen med, når han skulle til Mariager.

Endelig i 1945 kom befrielsen. Det betød dog ikke at rationeringen ophørte. Da jeg rejste hjemmefra i 1946, kom folk stadig vrimlende efter deres rationer; men jeg tror, det blev ophævet ret hurtigt efter. (1952) Moster kom hjem fra efterskolen foråret 1944, så hele sommeren var vi igen to om arbejdet. Moster havde nu prøvet at være hjemmefra, så hun trivedes ikke rigtigt i den daglige trummerum. Hun ville ud og have plads i huset, men da der stadig var krig, mente min mor ikke, at det var nogen god ide. I stedet besluttede Mor, at hun skulle lære at sy. Hun fik Moster anbragt hos en syerske i Havndal, hvor hun så opholdt sig det meste af den næste vinter – i hvert fald til april 1945. Problemet var bare, at man ikke kunne få noget stof at sy af, så det var mest om Måske kan jeg lige berette lidt om vort bryllup. Det foregik 3. juledag kl. 15. i Sem Kirke. Efter skik og sædvane var alle familiemedlemmer og naboer inviterede. Far havde i samråd med min svigermor lavet en liste over, hvor mange der skulle med fra hans side – ca. 30 tror jeg – deriblandt daværende kirkeminister Carl Hermansen med frue, så I kan tro, det gibbede i de gæve Semborgere, da han trådte ind i kirken i kjole og hvidt, med blåt bånd og ridderkors. Den mest nervøse, var nok præsten, der ikke var vant til overordnede personer, men far havde underrettet ham.

Vejret var ikke særlig strålende, og ved middagstid begyndte det at sne, så mange af gæsterne havde besvær med at komme frem. C. Hermansen, der naturligvis var kørende i ministerbil med chauffør, kom naturligvis for sent. Min far og jeg stod i våbenhuset i 20 minutter og ventede rystende af kulde. Min tilkommende mand sad inde i kirken bleg og nervøs for, hvad der mon var sket.

Efter vielsen var alle gæster på gården (ca. 100 ) til kaffe og kage. Selve festen skulle foregå i forsamlingshuset med spisning og dans, hvilket min svigermor havde meget imod, men skik følge eller land fly! Hun sad surmulende i et hjørne, mens dansen stod på. Hermansens chauffør var stationeret på gården, for at være i nærheden af telefonen, hvis der skulle blive brug for kirkeministeren.

Klokken ca. 22, midt i spisningen, kom der også bud, at Hermansen skyndsomst skulle begive sig til Ålborg lufthavn, da dronning Alexandrine lå for døden. Det gav jo lidt afbrydelse i festen og stemningen. Jeg ved ikke, om han nåede at komme frem. Det blev senere meddelt i radioen, at dronningen var død kl. 23.45.

Festen sluttede ved totiden, men da var mange af gæsterne kørt for længst. Tilbage var kun byens folk og de, der skulle overnatte. Det var mange. Det var svært for Mor at finde plads og sengetøj til alle, men de kom dog alle på langs. Om de har sovet er jo nok et andet spørgsmål. Jeg har tit tænkt på, at det var synd for Mor, for hun havde det ikke så godt allerede da.