Korporalen Marinus

I vort sogn var der mange, der havde kæle- eller øgenavne. Det gjaldt også Marinus Nielsen. Han blev kaldt Korporalen. Nogle fortalte, at det var på grund af hans fortid i hæren, andre, at det skyldtes hans lidt barske og koleriske temperament.

I alt hvad Marinus foretog sig, var han en meget sirlig og punktlig mand. Det gjaldt også hans arbejde i haven. Den var særdeles velholdt. Især var han berømt for sin efterårsgravning – alle spadestikkene var lige dybe, lige brede, og alle lå de ens. Det var imponerende at se.

Vi kendte Marinus og vidste, hvor øg han var over sin have, så kom vi til at kaste en bold over hækken, turde vi ikke gå ind for at hente den.

Under krigen blev Marinus udpeget af kommunen til at gå rundt på gårdene for at tælle dyr og afgrøder op. Blev man udpeget, kunne man ikke undslå sig, for det var borgerligt ombud.

Der var mangel på alt, så det, der ikke var nødvendigt til gårdens drift skulle afleveres – sælges. Samvittighedsfuld som han var, tog Marinus arbejdet meget alvorligt – mere alvorligt end dem, han talte op hos. En gang han mødte på Sembygård for at kontrollere Chr. Pedersens kartofler, fik han beskeden:

Do ka sjel tæl dem! Å ta’ så lig de råden fra!