Købmandskaffe og makrelsalat

Mariane var kendt af alle i sognet. Hun var datter af Villum Andersen i Maagaard i Sem. Da hun var fire år, fik hun strubehoste. En kanyle i luftrøret reddede hendes liv, men desværre blev hendes stemmebåndene delvist ødelagt ved den lejlighed, så hun resten af sit liv talte med en meget ru og skurrende stemme.

Mariane forblev ugift hele sit liv. Da hendes far overlod Maagaard til sin ældste søn, Pi’ Raj, fulgte Mariane med ham op i nabohuset til Sem Forsamlingshus. Efter faderens død overtog hun huset, hvor hun boede der til sin død 1972.

Mariane var altid travl – på vej til arbejde i sine spidsnæsede træsko og et par strikkede trøjer. Hun hjalp folk med storvasken, passede deres børn, samlede kartofler eller hjalp med andet forefaldende arbejde – alt, for en meget beskeden dagløn på få kroner. Var der ikke andet, strikkede hun eller reparerede hurser, strømper, for folk. Gamle, slidte strømper klippede hun bunden af og strikkede ny fod i. De afklippede huesfædder solgte hun i Mariager. Under krigen måtte man ikke selv bruge den uld, fårene gav. Den skulle, som så meget andet, afleveres, så selv gamle huesfædder kunne la-ves i penge.

Mariane kom i mit barndomshjem mindst en gang om måneden, Det var, når der var storvask. Jeg kan endnu for mit indre blik se hende komme hvirvlende i hurtig gang ud af Semskoven, ned forbi Skolely og videre ad vejen mod skolen. Mor havde kaffen klar – købmandskaffe forstås – for Mariane huede ikke kaffen fra Brugsen. Mens løst og fast fra sognet diskuteredes, stod jeg undrende, og så Mariane dyppe kaffebrødet i kaffen, som hun lydeligt drak af underkoppen. Men ellers blev det meste af dagen tilbragt i vaskehuset, der lå i den nordlige ende af udhuset.

Vandet skulle hentes i spande ved pumpen, der stod midt i skolegården. Der var en evig traven med de to zinkspande, for der blev brugt meget vand til en storvask. Når tøjet var kogt i gruekedelen, blev det endnu skoldhedt løftet over i en balje med en tyk trækæp. Mariane og mor stod ved hver sin balje og skrubbede tøjet på et vaskebræt, til det var rent. Så blev det skyllet et par gange i de to store trævaskebaljer – sidste gang med blånelse, så det kunne blive snehvidt. Derefter blev det vredet og hængt ud på tøjsnoren i skolegården. Der blev selvfølgelig ind imellem holdt pauser – formiddagskaffe, middagsmad, eftermiddagskaffe og aftensmad. Det var en del af lønnen – og i høj grad fortjent.

Også ved andre lejligheder kom Mariane til skolen. Hun var flere gange med på skoleudflugt. Ved den lejlighed var hun i sit stiveste pus, sort frakke og mørk stråhat med blomster eller sløjfe. Mange mindes endnu dengang børnene fra skolerne i Hem og Skrødstrup var med. Lærer Frederiksen fik lokket Mariane med op i karrusellen. Mariane hvinede, og alle morede sig – måske undtagen Marianes brorsøn, Ejgil.

Skoleudflugterne var noget særligt – alene madpakken. I en gammel skotøjsæske eller avis, der var foret med rabarberblade for afkølingens skyld, lå de, madderne – med rulle- og spegepølse, ost, æg og i dagens anledning makrelsalat, som Ejgil satte overordentlig pris på. Det gjorde Mariane også – og hun var hurtigst.

En dag Mariane var på vej hjem fra Grove til Sem, kom hun forbi Hans Lindskovs ejendom, hvor Per og Ove legede. Der var dengang en vis lighed mellem Ove Lindskov og Marianes nevø, Gunnar Bjerregaard.

Mariane råbte til drengene:

Væl I it ha’ en knald? – et bolche.

Da drengene kom løbende, udbrød Mariane:

“Hwa? Æ’d it Gunnar?”

Hvorefter hun snurrede om på hælen, kom kræmmerhuset med bolcher i tasken og fortsatte sin hjemtur gennem skoven mod Sem, efterladende to måbende drenge.

Den 25. marts 1959 fyldte Mariane 70 år. Familien ville gerne have fejret hende ved en stor fødselsdagsfest. Det blev der imidlertid ikke noget af, for samme dag holdt Pastor Nørgaard 25 års jubilæum i Skrødstrup Forsamlingshus, og det ville Mariane “den-unden-fise-me” (hendes yndlingsudtryk) ikke gå glip af, så hun var at finde blandt gæsterne. Da pastor Nørgård under festen holdt tale, benyttede han lejligheden til at gratulerede Mariane med fødselsdagen. Det lykkedes ham – ganske vist i en lidt modereret form – at få indflettet Marianes yndlingsudtryk.

Mariane var en særling – i betydningen noget særligt. En ener fra en anden tid, hvor folk sagde og gjorde ting, der i vor barndom var ved at gå af mode. Folk kunne more sig lidt, men der hørtes aldrig ondskabsfulde eller sårende bemærkninger. En, der kunne klare sig selv for få midler og aldrig lå nogen til byrde, havde man respekt for i vort sogn. Vi er mange, der bliver bløde om hjertet, når tanken falder på “wos Mariane”, og det hænder ikke så sjældent, når vi gamle sidder og mindes vort barndomssogn.