Jeg har ikke fået noget at drikke!

Der skulle såmænd ikke så meget til at glæde os, der havde oplevet 2. Verdenskrig med dens rationering og erstatningsvarer. Jeg blev i hvert fald meget glad for den cykel, jeg fik i konfirmationsgave i 1950. Det var en gammel cykel, som min farbror, der var smed i Blenstrup, havde repareret og nylakeret.

Jeg fik straks efter konfirmationen arbejde som karl på Holmgården. En aften jeg gik og malkede, skred jeg i grebningen og faldt op mellem to køer. Den ene ko, der blev forskrækket, gav et hop og landede på mit armbåndsur. Uret holdt, men det gjorde armen ikke. Min farbror, der var taxavogn-mand i Skrødstrup, kørte mig på Centralsygehuset i Randers, hvor jeg fik armen i gips. De næste to måneder gik jeg hjemme. Det skulle vise sig at være en økonomisk fordel. Jeg skulle have haft 900 kr. for hele sommeren, men det beløb, jeg fik udbetalt af forsikringen som sygemeldt, var større.

Wi fra Siem kendte ikke meget til livet uden for sognet. Det blev årsag til en lille munter episode, da jeg to måneder senere skulle møde på Centralsygehuset til kontrol. En tur til Randers var den gang en hel dagsrejse. Rutebilen kørte mod Randers tidligt om morgenen og returnerede først til Sem hen på eftermiddagen. For første gang var jeg alene på restaurant for at spise. Det gik fint, indtil tjeneren kom med regningen.

Der stod: Drikkepenge 5.00 kr. Jeg protesterede: A hår it fåt nåed å drik!

Det har siden været en god historie i vores familie, og tjeneren har sikkert også moret sig kostelig over den lille 14-årige herre fra landet.

Lige før jul rejste jeg op til Pi’ Raj i Sem. Der fik vi lært at bestille noget. Mens jeg gik og harvede, kom Pir’ ud for at se, hvordan det gik – for langsomt, syntes han og gav hestene et dask, så de satte i trav. Jeg havde svært ved at styre dem. Da jeg om aftenen klagede min nød til Far, sagde han: Do ska’ bare stik ham tømmen! Det gjorde jeg, næste gang det skete. Pir’ blev noget overrasket, men derefter fik jeg lov til at arbejde i mit eget tempo.

I 1952 kom jeg hen til Chr. Nielsen i Kastbjerg. Der tjente jeg i tre år – det ene år sammen med Svend Jensen fra Edderup. Den sidste plads, jeg var i, inden jeg skulle ind for at aftjene min værnepligt, var på en gård i Andi på Djursland. Jeg blev indkaldt til infanteriet. Vi mødte i Viborg, men blev straks overført til Nymindegab og efter rekruttiden sendt til Itzehoo, hvor vi indgik i Den danske Brigade. Det var noget for et krigsbarn – overflod af billige cigaretter og chokolade Da jeg kom hjem var det vanskeligt at finde pladser ved landbruget. En af mine fætre og Thomas Jensen fra Sem arbejdede ved postvæsenet. Fast ansættelse, månedsløn og pension. Det lød tillokkende. Da jeg skulle møde til en prøve i København, forsøgte jeg at finde den billigste transportmulighed. Det viste sig at være et skib, der fragtede gods og passagerer mellem Randers og København. Lige efter jul – om aftenen den 6. januar 1958 – entrede jeg forventningsfuld skibet i Randers Havn. Men heller ikke den gang havde meteorologerne tjek på vejret, der blev storm. Da vi den næste eftermiddag med ni timers forsinkelse lagde til kaj i København, var der af de 12 passagerer kun en ung pige og mig, der ikke var søsyge. Jeg kom ikke til testning den dag, men det fik heldigvis ingen betydning for min ansættelse.

Inden jeg begyndte at arbejde som brevbærer på Vesterbro, kørte jeg i en periode rundt som kassetømmer. Jeg måtte sande, at wi fra Siem måtte agte os, når vi drog udensogns. En dag kunne et postbud på H. C. Ørstedsvej ikke have hele posten med, da han drog ud om morgenen. Jeg blev lidt nervøs, da jeg fik ordre til at køre ud og aflevere den resterende del af posten til ham ude på ruten. Postmesteren beroligede mig og tegnede et kort, jeg kunne køre efter. Gad vide hvad der skete? Jeg endte i alle tilfælde ved Axeltorv og havde svært ved at finde derfra.

Da jeg i 1958 skulle til nytårsfest, manglede jeg en borddame. Jeg spurgte en af mine kollegers søster, Gerda. Det viste sig at være en god beslutning. Da vi blev gift i 1959, steg min løn fra 200 kr. til knap 900 kr. om måneden. Først da Gerda i 1959 blev gravid, fik vi mulighed for at få en ordentlig lejlighed. Den lå på Vesterbro. Jeg blev ansat som vicevært i ejendommen, og havde derfor fri bolig. Det var heldigt, for huslejen svarede næsten til det beløb, jeg hver måned fik udbetalt som postbud. Vi boede i lejligheden – hvor vore to børn, Marianne og Torben, blev født – til vi i 1967 fik mulighed for at flytte ind i et helt nyt boligkompleks i Ballerup. Huslejen var 675 kr. om måneden. Det var dyrt, men næsten samtidig blev loven om boligsikring gennemført. Det betød, at vi pludselig havde 200 kr. mere til os selv om måneden. Men det var alligevel nødvendigt at tage ekstraarbejde. Jeg begyndte i min fritid at køre vasketøj ud for et vaskeri i Danasgade. Bilen jeg benyttede, fik jeg lov til at køre hjem i om aftenen. Det hjalp på kørselsudgifterne. Jeg blev fastansat i postvæsenet i 1960 – da arbejdede jeg på Vesterbro.

I slutningen af 1990’erne skulle postvæsenet rationalisere og skære ned i medarbejderstaben. For at få ældre medarbejdere til selv at søge pension, fik man tilbudt et ekstra løntillæg på 16.000 kr. om året. Det var en god ordning, så – efter 39½ års ansættelse – gik jeg i juni 1997 på pension.

I 1989 var vi så heldige at få en kolonihave ikke langt fra vores lejlighed. Vi har haft stor fornøjelse af både blomster- og urtehaven. I årenes løb er huset blevet udbygget, så det i dag er dobbelt så stort, som det var, da vi overtog det. Det er vores hjem i sommerhalvåret. Vi bor stadig i den samme lejlighed i et dejligt kvarter med mange aktiviteter. Jeg har især været glad for whist- og skakklubben, som jeg i en årrække har været formand for. Mange af vore ferier har vi tilbragt i Tyskland. Det har ikke været muligt i år p.g.a. en lige overstået kemokur, der har tæret på kræfterne – men så har vi haven. Der befinder vi os godt – der er fred og ro og meget smukt at se på.