Jeg bliver aldrig et bymenneske

Efter min konfirmation i Hem Kirke i 1980 holdt vi fest, som man altid har holdt konfirmationsfester i Sem. Jeg sad i mit bedste tøj mellem Far og Mor og hørte på taler om voksenlivet. Noget var dog anderledes. De voksne drak vin, og jeg sad og glædede mig til i muen – i morgen, hvor jeg skulle med mine kammerater til Randers for at holde blå mandag. Det blev en dejlig dag. Jeg var stur kål for egne penge, og den dag fik jeg min første gevesen – så tilpas tidligt, at den var dampet af, inden jeg steg af rutebilen i Sem. Dagen efter var alt som det plejede. Jeg fortsatte i Havndal Skole, til jeg i 1983 havde taget prøven efter 10. klasse.

Kommunen havde opsagt samarbejdet med skolerne i Randers, så jeg blev meldt ind på Hobro Gymnasium for at tage en HF-eksamen. Det var for at sige det mildt lidt bøwlet. Vi hørte jo til Århus Amt, så busforbindelserne fra Sem til Hobro var elendige. Undertiden måtte jeg og morgenen køre ned og stille min knallert ved farbror Geert i Mariager for at tage bussen mod Hobro – ellers havde jeg ikke nogen mulighed for at komme hjem – hvis jeg da ikke ville gå. Andre unge fra sognet, der valgte at tage deres uddannelse i Randers, flyttede der ud og boede i et lejet værelse, til de havde taget deres eksamen. Jeg nød at gå på gymnasiet, selv om min dansklærer, der var venstreorienteret kaldte mig ultra liberal. Det fik vi mange gode diskussioner ud af, for han respekterede andres meninger. Han syntes, at jeg var meget heldig, da jeg til eksamen i dansk kom op i digteren, Thomas Kingo. Det måtte lige vægre noget for mig

Da jeg i 1985 fik min eksamen, havde jeg allerede været på session, så i februar 1986 blev jeg indkaldt som værnepligtig til Flyvestation Ålborg. Som rekrut opdagede jeg, hvor meget god hygiejne betød for officererne i flyvevåbnet. På en tur til Vesterhavet fik vi ordrer til at tage et forfriskende havbad, selv om der var så hård frost, at der var is på vandet i grøfterne. Det var isnende. Da vi efter badet stod nøgne på stranden, var vi på udsatte steder krympet så meget, at vi kunne forveksles med unge piger. Heldigvis antog vi, efterhånden som vi igen fik varmen, normalstørrelsen for danske Jenser. Jeg blev uddannet som hundefører. Afdelingen virkede som flyvevåbnets militærpoliti. Sammen med hundene skulle vi tage os af adgangskontrol og bevogtningsopgaver på flyvestationen. Efter ni måneders værnepligt, underskrev jeg i 1986 en kontrakt, så jeg kunne fortsætte i flyvevåbnet som konstabel. Arbejdet var overkommelig. Over en fire ugers periode havde vi 13 vagter, så vi havde stor frihed. En stor del af fritiden tilbragte jeg hjemme i Sem, hvor jeg hjalp mine forældre med arbejdet på Mågård.

I 1990 startede jeg som fritidstelefonsælger på Gerni i Randers. Det er en dansk fabrik, der laver højtryksrensere, som anvendes til rengøring i virksomheder inden for landbrug, transport og industri. Fra kl. 9.00 til kl. 13.30 – og undertiden om aftenen – sad jeg i fire timer og forsøgte ud fra for eksempel adresselister på vognmænd eller andre at skaffe kunder til de faste sælgere, der kørte rundt og solgte firmaets produkter. Vi havde en halv times pause. Den var for egen regning. Jeg kørte den gang meget mellem Ålborg, Sem og Randers. Det var dyrt, men jeg klarede mig, for på det tidspunkt fandtes der en skatteregel- trekantskørsel, som – ja, tro det eller ej – tilgodeså folk, der som jeg arbejdede på mindst tre adresser. Da jeg ikke havde fået fornyet min kontrakt med flyvevåbenet, inden jeg var fyldt 25 år, måtte jeg se i øjnene, at jeg ville stå uden arbejde i 2001. Problemet løste sig, da jeg allerede i 1995 fik mulighed for at søge en fast stilling på Gerni. Jeg skulle rådgive de kunder, der henvendte sig, samt servicere sælgerne i marken. Jeg opsagde kontrakten med flyvevåbenet og fik min egen lejlighed i Randers. Jeg havde opdaget, at det var rart at have et sted, hvor man kunne være sig selv.

Jeg bliver aldrig bymenneske. Jeg trives bedst i naturen, og det er mit håb, at jeg også fremover må kunne fastholde en nær tilknytning til landbruget. Jeg fik mit jagttegn, da jeg var 16 år. Sammen med nogle kammerater har jeg lejet en jagt på 90 ha ved Hou. Jeg nyder lige så meget bukkejagtens stilhed og ro som samværet med de andre jægere under efterårsjagterne. Det er naturoplevelsen mere end byttet, der tiltaler mig – selv om jeg bestemt ikke går af vejen for en fasan- eller haresteg.