Fattigmandskosten smagte

Far og Mor var ikke gift, da jeg blev født i Sem den 28. februar 1934. Mor kunne ikke tage mig med på en arbejdsplads, så det kom på tale, at jeg en tid skulle være på et børnehjem.

Tøsen blywer her, sagde Bedstefar.

Sådan gik det til, at jeg kom til at tilbringe de første ni år af mit liv som plejebarn hos mine bedsteforældre i Sem Bedstefar, Marinus Nielsen, havde som ung været en tur i USA for at søge lykken. Han har åbenbart ikke fundet forholdene attraktive, for han kom hjem igen.

Han og Bedstemor var allerede, på det tidspunkt jeg flyttede ind hos dem, ældre mennesker, så det var noget af en opgave de påtog sig. For Bedstemor var der ikke noget nyt i at passe børn. Da hun kom til Sem som husbestyrerinde for Marinus Nielsen, var hun enke. Min biologiske farfar var død, og Bedstemor var alene med to børn: Min far, Niels Christian Cristensen, der var to måneder og min faster, Rasmine, der var ca. 2½ år.

Marinus, som jeg kaldte Bedstefar, var enkemand. Hans kone og to børn var døde, men han havde stadig tre døtre: Magda, Helga og Ane. Da Bedstefar og Bedstemor blev gift, fik de sammen børnene: Rasmus, Signe og Christen.

En gang kom min farbror, Christen, fra Sjælland med en radio til Bedstefar. Strømmen kom fra et batteri eller en akkumulator. Når strømmen var opbrugt, sendte folk deres akkumulatorer med rutebilen til Hvidsten til den navnkundige krovært, Marius Fiil. Når han havde genopladet dem, sendte han dem tilbage med rutebilen.

Det var nu ikke noget problem, at vi en gang imellem måtte undvære radioen, for det var meget almindeligt, at naboer lige kiggede ind hos hinanden om aftenen. De var altid sikre på at blive budt på en kop erstatningskaffe og noget af vor mors hjemmebag.

Mariane Andersen var blandt dem, der ofte kom på besøg. Hun boede alene og gik derfor tit en lille aftentur. Hun var meget dygtig til at strikke, så det lå lige for, at det blev hende, der lærte mig kunsten at strikke.

Efter kaffen kom der kort på bordet, og så blev der – sagt med Marianes yndlingsudtryk: “Den-unden-fise-mæ” – spillet Stindrakker. Det var hyggelige aftener, man mindes.

Den 20. februar var det Bedstefars fødselsdag. Så mødte vores familie fra Gjerlev Mølle og Øster Tørslev talrigt op. Som regel kom de med ål, som Bedstemor stegte på panden ude i køkkenet. Så blev der høj stemning omkring bordet i stuen.

Til daglig var traktementet yderst beskedent. Flæsk i alle varianter med Bedstefars selvdyrkede kartofler til. Var det småt med kartofler, lavede Bedstemor undertiden stuvet kålrabi, som vi havde fået hos en landmand. Det blev betragtet som fattigmandskost. Jeg har selv som voksen lavet stuvet kålrabi. Det er en sund og nærende ret, der smager godt til frikadeller, som vor mor lavede dem.

Jeg var seks år, da tyskerne besatte landet. Det blev straks påbudt, at alle voksne skulle have et legitimationskort med billede. Det havde nu ikke min store interesse, for jeg havde lige lært at cykle på den gamle damecykel, vi havde. Bedstefar havde godt nok sagt, at jeg ikke måtte cykle alene, før jeg var helt sikker – men hvad! Når de nu alligevel alle sammen var nede for at blive fotograferet hos købmanden, kunne jeg jo lige så godt øve mig. Resultatet var ikke blændende. Jeg kørte ind i stendiget ved vores trappe og brækkede venstre arm. Det blev ikke bedre af, at den samtidig gik af led. Stor opstandelse og barnegråd. Doktor Vester fra Gjerlev blev tilkaldt. Han satte armen på plads, men bruddet skulle ordnes på Hobro Sygehus. At komme fra Sem til Hobro var en omstændelig affære Vi måtte vente til næste dag. Bedstefar bestilte en taxa, som kørte os til Hobro. På sygehuset ville de beholde mig, måske fordi der var gået så lang tid siden bruddet, men Bedstefar holdt på, at jeg skulle med hjem, så jeg fik armen lagt i gips med det samme og kom med hjem i taxaen.

Kort tid efter var vi en tur nede hos vores nabo, A-Mari, der boede i det lille hus, der lå lige over for Ajs Finns. Hun bød på te og franskbrød med birkes fra bageren. Det betragtede vi som en delikatesse. Jeg blev sendt hjem for at hente noget. På vej op ad bakken faldt jeg på grusvejen, så en flintesten satte sig fast ved knæet – der var den gang kun få asfalterede landeveje. Bedstemor mente, at det måtte hun selv ordne. Vi kunne jo ikke blive ved med at ulejlige doktor Vester. Med en tang pillede hun stenen ud og kom jod på. Jeg har stadig et stort ar på venstre knæ til minde om begivenheden.

I Sem havde vi altid vand i hanerne fra det lokale vandværk, men i de hårde vintre 1942 – 1943 kneb det. Vandrørene frøs, og pludselig stod hele byen – mennesker og dyr – uden vand.

Der stod en brandhane i vejsiden over for købmanden lige ved det sted, hvor rutebilchaufføren efterlod asken, når han rensede bilens generator og kom nyt brænde på. Det var vist nok den eneste vandhane i byen, der modstod frosten og kun, fordi den blev isoleret med et tykt lag halm. På bestemte tider af dagen fjernede man isolationen, og så flokkedes byens borgere om hanen for at hente vand. Fra vores hus var det Bedstefar, der drog af sted med et åg og to spande. Det måtte vi så klare os med til rengøring, vask og madlavning indtil næste dag, hvor min bedstefar igen asede af sted op ad bakken med de to spande.

Et bryllup var en stor begivenhed, man nødig gik glip af, så den vinterdag Jens Laustens Karen Margrethe blev gift med Svend Pedersen, stod Ester Raj og jeg ved vinduet i stuen. Vi måtte ånde på ruden for at holde et lille kighul fri for is, så vi kunne se brudeparret, når de kom kørende.

Bagefter fortalte man, at Svend Pedersen havde haft brudebuketten med i rutebilen fra Randers. Turen havde været så kold, at blomsterne tabte hovederne, da parret stod ved alteret i kirken.

Og så var der lusene. De spredtes med lynets hast. Jeg var lidt heldigere end Ester. Det var, som om lusene jagtede hende. Vi legede altid sammen og med de samme børn. Havde Ester fået lus, sagde Bedstemor gerne: Så ka do godt hent kammen – den lille tætte kam, der kunne fjerne både lus og æg.

For mig var kammen ikke det værste. Det var at få håret vasket om morgenen – med lusemiddel. Almindelige mennesker vaskede ikke hår om morgenen, så havde man vådt hår, når man var på vej til skole, vidste folk besked. Man trykkede sig lidt på turen gennem byen.

En morgen i 1943 var jeg sammen med Geert og Grethe på vej til skole. Som altid gik vi gennem Sem Skoven, men den morgen blev vi, da vi kom ind midt i skoven mødt af en tysker til hest. Vi måtte ikke gå gennem skoven, så vi måtte tage den lidt længere vej op forbi Sem Møgelhøj.

Da vi drejede ned langs skoven ved Høwen, mødte vi ham igen. Vi var noget urolige, for han blev ved med at ride bag os hele vejen ned til skolen. Der fik vi at vide, at tyskerne holdt skydeøvelse. Hele dagen, mens vi var i skole, skulle vi holde os inden døre. Vi måtte først gå hjem, da øvelsen var forbi kl. 16. På hjemvejen så vi en person komme mod os. Det var Bedstefar, der var blevet så urolig, at han ville gå os i møde for at følges med os hjem.

Den samme dag blev en tysk soldat kastet af sin hest. Han fik voldsomme kvæstelser, fordi han ikke kunne få foden ud af stigbøjlen. Hans død chokerede mange, ikke mindst min bedstemor.

Egentlig tror jeg, at Bedstemor havde været syg, længe inden jeg opdagede det i sommeren 1943. Det var en svulst på hjernen. Da jeg var på sommerferie hos min mor, var der tale om, at jeg skulle blive der, fordi Bedstemor var blevet dårligere. Bedstefar var imod det, så jeg kom alligevel hjem til Sem efter ferien.

I oktober måned var doktoren på besøg. Jeg stod bag døren og hørte ham sige til Bedstefar, at nu var den tid kommet, da jeg måtte flytte op til min mor.

Den 22. oktober 1943 sluttede min barndom. Jeg sagde farvel til Bedstemor og Bedstefar og rejste op til Mor i Lindum. Det var sidste gang jeg så Bedstemor. Hun blev få dage efter indlagt på Randers Centralsygehus.

Personalet fortalte, at hun hele tiden lå og spurgte efter en, der hed Kirsten. Hvem var Kirsten, og kunne hun ikke komme på besøg? Mor og Faster i Gjerlev talte om det i telefonen. Bus- og togforbindelserne fra Lindum til Randers var meget dårlige under krigen. Hvordan skulle Mor kunne komme af sted med mig? Hvem skulle passe de små? Og endelig – det var dyrt. Det blev i alle tilfælde ikke til noget.

Den 24. november 1943 døde Bedstemor. Hun blev kort efter begravet på Sem Kirkegård. Jeg var ikke med til begravelsen.

Jeg kom på juleferie hos Bedstefar, men det var ikke det samme. Det har sikkert også været vanskeligt for ham, for den følgende sommer solgte han huset og rejste til Edderup, hvor han boede i et par år hos min faster og onkel, Signe og Christen Borresen Møller.

I 1947 rejste han fra Edderup til Ørsted til min faster, Helga, hvor han boede i seks år.

Den 19. marts 1953 døde han på De gamles Hjem i Ørsted, og fem dage senere blev han begravet på Sem kirkegård ved siden af Bedstemor. Politisk havde Bedstefar altid været dybt forankret i Socialdemokratiet. Som en sidste hilsen kom der på hans grav til at stå en snehvid marmorplade med inskription – skænket af Socialdemokratisk Vælgerforening for Hem – Sem kommuner.