Et sølvbryllup

Mine forældres sølvbryllup var den 11. juni 1934. Det var også min fars fødselsdag. Jeg var seks år og forstod jo ikke rigtigt, hvad et sølvbryllup var. Det var mere fødselsdagen, jeg tænkte på.

Det begyndte en 3-4 dage før. Der kom en kogekone, som hed An’ Mari’. Jeg vil tro, hun vejede ca. 120 kg, og så havde hun sorte hjemmestrikkede strømper på, som sad i ål ned ad benene.

An’ Mari’ gik straks i gang med at lave kød og melboller til suppen. Der var i forvejen blevet slagtet både en gris og en kalv, så der var nok at tage fat på. Jeg havde fået strenge ordrer om ikke at gå i vejen. An’ Mari’ var en skrap dame. Jeg kan huske, at Far og Mor snakkede om, at det var utroligt, hvad hun kunne overkomme.

Dagen før fødselsdagen – for mig var det jo bare en fødselsdag – blev der opstillet et telt, der fyldte hele gården. Der var plads til 150 mennesker. Det var spændende dage for en purk på seks år.

Selve dagen startede kl. 6.00 om morgenen med klaver og hornmusik. Hele byen vågnede med et brag. Jeg ved ikke hvor mange, der var mødt op, men der var mange. Mor havde morgenkaffen klar.

Hele dagen væltede det ind med gaver. Om aftenen mødte familien op. Der var en stor familie på begge sider, så de kunne fylde teltet. Der var suppe, steg og is til alle. Et tre mands orkester spillede. Ind imellem var der taler, men det forstod jeg ikke et kuk af. De stod alle sammen og vrøvlede om 25 år, og jeg vidste, at min far fyldte 54 år.

Endelig var spisningen forbi. Bordene blev ryddet til side, og dansen kunne begynde. ALDRIG! Hverken før eller siden har jeg været så stolt af mine forældre, som da de dansede den første dans, mens hele forsamlingen stod i rundkreds og klappede af bare festglæde. Dagen efter gentog det sig, med byens befolkning og mine forældres omgangskreds som deltagere også med musik og dans. Som afslutning på festlighederne blev alle de, der havde hjulpet i køkkenet, opvartere, skaffere samt alle nabo- gårdenes karle og piger inviteret den tredje dag til fest. Det var sandelig en fødselsdag, der ville noget.

Et par måneder efter var der sølvbryllup på Sembygaard hos Eline og Chr. Pedersen. Da gentog hele historien sig en gang til. Jeg kan huske, at der blev snakket meget om de to fester i lang tid efter.

I januar måned et halvt år senere blev jeg syv år. Der var en forrygende snestorm. Jeg var rasende og mente, at det var uretfærdigt.

Noget af det første, der satte sig i min erindring var en hedebrand, der udviklede sig temmelig voldsomt. Det værste var, at det var Far, der havde startet det hele. Meningen var jo, at lyngen på heden skulle brændes, før pløjningen kunne begynde, men ild kan være svær at kontrollere.

Branden udviklede sig så voldsomt, at det var meget tæt på, den kunne have taget hele Den stur Hie og Semskoven med. Med den tilkaldte hjælp lykkedes det at få branden stoppet, før den nåede skoven, men godt 30 tdr. land af lyngheden brændte. Jeg fik selvfølgelig ikke lov til at komme der ud, mens det stod på, men vi kunne se røgen hjemmefra. Jeg kan huske, at Mor indprentede mig, at det var sådan noget, der kunne ske, hvis man legede med tændstikker. Det har siddet i mig siden.

Men det var opdyrkningen af heden, jeg ville fortælle om. Det var et utroligt slidsomt arbejde både for mennesker og dyr. Når lyngen var brændt, var der en masse egetræer og buske, der skulle ryddes af vejen. De tager ikke ret meget skade af ilden. Eg er virkelig hårdt træ med et enormt rodnet flere meter ned i jorden. Det var et kolossalt gravearbejde. Jeg kan huske, at vi som noget nyt begyndte at bruge sprængstof.

Det var Martinus Molberg, der stod for det. Han var også tækkemand. Han lagde stråtag. I forbindelse med tækkearbejdet fik han tilnavnet fi’ Stekker, fire stykker. Når vi spurgte ham, hvor mange rørbundter, han skulle bruge oppe på taget, var svaret altid en fi’ stekker.

Det var et sidespring. Det var sprængningen, jeg kom fra. Den bestod af en krudtladning og en tændsats, der blev pakket ind i ler og anbragt under en rod, en sten, eller hvad det nu var, der skulle sprænges. Så var der en lunte, der blev antændt. Vi skulle være på god afstand af sprængladningen, inden den sprang. Resultatet var imponerende. Store rødder blev revet helt op og delt i nogle stykker, der lettere kunne håndteres. Det der blev tilbage af rodudløbere og de mindre rødder, kunne hestene trække op. Men det værste var endnu tilbage. Det var pløjningen. Der var masser af mindre sten og rødder, der skulle samles op. At gå efter ploven var absolut ikke drenge-arbejde. Når ploven gik mod en stor sten, kunne den godt springe en meter op eller til siden. Ikke mindst for hestene var det et hårdt arbejde.

Når heden endelig var pløjet, skulle jorden have mergel, kalk. Det hentede vi i Dalbyover. Et læs om dagen kunne det blive til. Det skulle spredes fra vognen med skovle. Først når den pløjede jord var blevet harvet et par gange i løbet af sommeren, kunne der sås rug. Det skete i den sidste halvdel af september. Inden rugen spirede, skulle der igen samles sten. Det skulle der i flere år, for hver gang jorden blev pløjet og harvet, kom der stadig sten op. Det var et drøjt stykke arbejde til en meget lille løn.

Det jeg kan huske foregik i trediverne. Før den tid var det meget mere besværligt. Man kunne ikke sprænge sten og rødder. Man havde ikke så stærke heste og plove – kun nogle magre stude og træplove.

Jeg kan huske, at mine farbrødre fortalte om det. De fleste af de redskaber, de brugte, var hjemmelavede.

At blive vasket eller vaske i det hele taget har vel altid været noget mennesker har taget meget forskelligt på. Nogle overdriver, mens andre er revnende lige glade med, hvor beskidte de er, og hvordan de lugter. Helt galt var det, da ingen havde andet end en brønd, der måske lå et stykke væk. Vandet skulle trækkes op af brønden og bæres eller køres hjem. Man kan vel ikke bebrejde nogen, at det kneb med hygiejnen, hvis der var storm og 20 minusgrader eller mere.

Derhjemme havde vi et vaskerum med en gruekedel, der kunne rumme 100 l vand. Vi havde trods alt en vandhane.

Der blev ret ofte fyret op under kedelen til tøjvask, og når der skulle slagtes en gris eller 20 høns. Der var altid lidt vand tilbage, så de beskidte tæer også kunne få en ordentlig tur.

Om sommeren var det helt anderledes. Så gik vi ned i åen. Der kunne vi oven i købet svømme. Dengang var vandløbene forholdsvis rene. Det kniber det mere med nu om dage.

I sommertiden var der livlig aktivitet nede i engene. Folk skar tørv, slog hø og rensede grøfter. Jeg husker en episode med en mand fra Enslev, der havde eng ved siden af os. Han havde en kvie, der var faldet i en grøft. Den sad godt i blød. Vi gik ved siden af og stakkede hø. Naboen råbte, om vi ville hjælpe ham med at få kvien op. Da vi kom der over, havde han foldet sine bukser op og taget strømperne af, så han stod i bare fødder. Det er de mest beskidte fødder, jeg nogen sinde har set. Det var meget svært for mig og karlen ikke at grine. Der blev lagt et reb om kvien, så vi kunne få den op. Bagefter meddelte naboen, at nu ville han i åen for at blive vasket. Det var hårdt tiltrængt.