A wæl ha howed å fædder mæ hjem!

Min farfar, Villum Andersen er født i Vive i 1862. Han var en lille, ilter og bredskuldret mand, med rødt hår. Det var nok hans udseende, der i Assens gav han øgenavnet: Den oversavede kæmpe.

Han blev allerede som barn vant til at omgås heste, idet hans far havde konsessionen på postvognkørselen fra Vive til Ålborg. Det var måske grunden til, at han, da han omkring 1884 flyttede til Assens, kom til at arbejde som herskabskusk for direktøren på cementfabrikken Dania.

Omkring 1888 blev han gift med Gjertrud Pedersen Raj. Umiddelbart efter brylluppet flyttede de sammen med hendes far, Peder Sørensen Raj, til en gård uden for Assens. Villum dyrkede jorden og drog rundt som hjemmeslagter og handelsmand på egnen.

Familien flyttede ind i Maagaard i Sem, da den blev til salg i 1903.

Knejten ska’ ha’ nåd å law, sagde Villum. Og det fik de.

I 1906 døde Gertrud pludselig, og Villum blev alene med de syv børn. Han arbejdede stadig som slagter og handelsmand.

Børnene passede gården sammen med Villums nye kone, Maren Gregersen. Hun døde i 1912. Forholdet mellem børnene og stedmoderen blev aldrig helt ideelt.

Villum fandt en lille niche. Han købte en tyr, der faldt i både landmændenes og køernes smag. Regnskabsbogen, der dækker årene fra 1903 – 11 viser, at tyren gennemsnitlig havde 18 hyrdetimer om måneden. Selv for en tyr ikke nogen dårlig præstation. Prisen for et besøg var overkommelig – ca. 1 kr.

Først da man omkring 1950 begyndte at inseminere, for at forbedre besætningerne, holdt man op med at holde tyre på gårdene.

Villum og hans svoger havde set mange eksempler på spiritussens forbandelse blandt arbejderne på Dania, så de var aktive i Afholdsforeningen. I Sem Sogn var der også folk, der havde et lidt betændt forhold til spiritus. Mange kæmpede imod, da Afholdsforeningen blev oprettet i 1898. Villum blev en af de aktive i foreningen, og han sørgede for, at alle hans børn fik nålen. De, der blev meldt ind i afholdsforeningen, gik som regel med foreningens emblem, en nål, på jakkens revers. Ved hans død besluttede foreningen at hædre ham ved at opstille en marmorsten, der endnu ses på graven på Sem kirkegård.

Af sin svoger, der var formand for landbrugsforeningen, lærte Villum meget nyt om landbrug. Det var almindeligt at fodre med halm og hø. Slap foderet op om vinteren, hentede man revling og lyng i heden. Det var helt nyt og lidt af en sensation, da Villum begyndte at dyrke roer. Det viste sig at være en god ide, så den blev hurtigt taget op af egnens andre landmænd.

Det var ikke altid rent vand, der blev hentet op fra brøndene, der undertiden havde deres plads midt i gården ved siden af møddingen så i 1908 var Villum med til at oprette vandværket i Sem. En hævert trak vand op fra engen til en beholder nær kirken. Systemet virkede med to hæverter indtil 1956, da der blev fundet frøer i vandet (Det havde der nu altid været, for den almindelige mening var, at kunne frøerne leve i vandet, så var det ikke forurenet). Men der var kommet nye tider. Kredslægen forlangte vandbeholderen flyttet mindst 300 m væk fra kirkegården. I 1978 blev systemet lavet om, da der blev boret en ny brønd ved Brækil – Bredkilde nede i Sem Mose.

I 1925 solgte Villum Andersen Maagaard til min far, Pi Raj. Han flyttede sammen med datteren, Mariane, op i det hus, han i 1905 havde købt til sin mor, Else Jensdatter. Det betød ikke, at han gik på aftægt. Hver dag mødte han op på Maagaard for at deltage i arbejdet.

Så sent som i 1938 – to år før sin død – passede han sit arbejde som hjemmeslagter. Efter en slagtning kunne Villum finde på at sige:

A væl ha howed å fædder mæ hjem!

Når konen protesterede fortsatte han: Jamen de’ æ da mi ien! – mine egne!