1 mand og 4000 kvinder

Jeg gik til præst hos pastor Nørgaard i Hem vinteren 1940 – det år tyskerne besatte Danmark. Vinteren var så streng, at smeltevandet ikke kunne synske i jorden, fordi den var bundfrossen. Grusvejene blev så glatte, at vi ikke kunne stå fast i vore gummistøvler. Det hjalp først, da jeg fik et par af Fars gamle sokker uden på støvlerne. Tirsdag og fredag, de to dage vi ikke gik i skole, startede vi hjemmefra så tidligt, at vi kunne nå at være i Hem Præstegård kl. 9.00. Jeg var den eneste pige fra Grove det år, så vejen til Skrødstrup måtte jeg gå alene. De fleste af skriftstederne og forklaringerne kendte vi allerede. Dem havde vi terpet i Grove Skole efter Den lille Katekismus, men vi lærte også mange salmevers.

Efter konfirmationen samledes familien hjemme til suppe, steg og citronfromage. Under middagen sang vi en hjemmelavet sang på melodien til: Vort modersmål er dejligt . . . Den var forfattet af Bedstefars bror, Slagte-Peter. Det var ham, der havde den poetiske åre i vores familie. En aften i den følgende uge mødte ”bøjen” op – alle de folk, der havde sendt telegrammer med to, fem eller ti kr. blev indbudt til spisning med efterfølgende kaffebord.

Derefter fulgte en munter tid med ungdomsgilder. Der er især et, jeg husker. Hos en familie i Skrødstrup, havde man for at gøre det hele lidt mere festligt malet dørkarmene med svenskrødt. For at strække malingen lidt, havde man fortyndet den med vand, derfor havde den svært ved at tørre. Vi lignede alle små socialdemokrater, da vi kom hjem. Af mine forældre havde jeg i konfirmationsgave fået en ny cykel. Gad vide, hvor min far havde skaffet den fra. Allerede i foråret 1941 havde rationeringen for længst sat sit præg på folks dagligdag.

Det næste år var som de foregående. Jeg skulle malke mine fire køer hver morgen og hjælpe til både ude og inde. Vi var mange til daglig: Familien på fem personer, to karle, Bedstefar, der mødte op hver morgen for at passe grise og Faster Mariane, der hjalp til både ude og inde. Hver dag skulle der skrælles en hel spand kartofler til middagen kl. 12.00. Resterne fik vi om aftenen som brasede kartofler suppleret med smørrebrød, hvortil vi drak hjemmelavet saft eller mælk Morgenmaden fik vi allerede kl. 7.00, når vi havde røgtet. Det var gerne øllebrød, kaffe, rugbrød og hjemmebagt franskbrød med ost. Om formiddagen fik de, der gik i marken og arbejdede, gerne en mellemmad og et glas hjemmelavet saft. Kaffen var et kapitel for sig. En gang imellem drog Mor som byens andre koner ud til et kafferisteri i Randers med en lille sæk byg. Når byggen var ristet, kaldtes den kaffe. For at hjælpe lidt på farven tilsatte man også kaffe erstatning – Richs eller Danmarks. Efter krigen var der folk, der ikke kunne lide ren kaffe – de havde vænnet sig til byggens ramme smag. Mel fik vi hjem i 50 kg sække, hvis vi altså kunne tiltuske os en sæk hos en møller. Mel var jo også rationeret. Vi bagte brød og boller flere gange om ugen, så der var brug for meget mel.

Efteråret og vinteren 1942-43 tilbragte jeg sammen med 90 andre unge – piger og karle på Jebjerg Ungdomsskole på Salling. Jeg fik opfrisket mine skolekundskaber, gik til madlavning, syning, folkedans og gymnastik. Alt var anderledes og spændende både samværet med de nye kammerater – hvis hjem jeg besøgte – og udflugterne til Jenle og Fur. Jeg var så optaget, at jeg hverken skrev eller tog hjem før til jul, hvor jeg kunne fortælle, at jeg havde været Luciabrud på skolen. Mor påstod, at hun troede, jeg var død, men for en sikkerheds skyld sendte hun dog en pakke med lækkert hjemmebag. Det gav hygge på værelserne om aftenen. Opholdet på Jebjerg Ungdomsskole blev et af mit livs store oplevelser – og det modnede mig. Da jeg kom hjem, var jeg blevet 17 år. Jeg ville ud og se verden. Jeg fandt selv en plads hos en lægefamilie i Randers. Det var nu ingen succes. En af de første dage mødte jeg naboen nede i gården. Han spurgte: Er du den nye pige? Her bliver du ikke længe!

Og han fik ret. Nytårsaften sagde jeg stop. Mens de andre morede sig, fik jeg lov til at sidde alene på mit værelse og gnave andeskroget. Mor var så vred, at hun ville klage. Jeg ville bare væk. Jeg næsten flygtede ud til fiske-handler Møller i Vorup, hvor jeg tjente fra 1944-45. Det var en pragtfuld plads. Jeg blev næsten medlem af familien. Fruen stod i forretningen inde i Randers, Møller, der ikke var helt rask, passede sin plantage sammen med en medhjælper, og jeg tog mig af huset. Jeg lærte at koge hummer, servere duer og vildt i flødesovs og meget andet spændende. Det var noget anderledes end hjemme i Sem. Når jeg skulle hjem i weekenden, foregik det på min konfirmationscykel. Dækkene var ikke nye længere, og vejene ikke asfalterede, så det hændte ikke så sjældent, at jeg måtte foretage den sidste del af turen gennem Randers trækkende med fladt dæk.

Det værste var dog befrielsesaftenen, den 4. maj 1945. Jeg havde vasket storvask, så jeg var gået tidligt i seng. Jeg var så træt, at jeg intet hørte, og ingen tænkte i glædesrusen på at vække mig. Men de følgende aftener var jeg med til at feste og synge frihedssange i gaderne.

Da jeg kom hjem til november, begyndte jeg at cykle til Havndal, hvor jeg hver dag kl. 9.00 skulle møde hos Katrine Molberg i Klattrupgade for at lære at sy. Det var nu nemmere sagt end gjort. Man kunne jo ikke få noget stof – men jeg lærte at anvende rester og vende brugt tøj. Jeg arbejdede gratis, for jeg skulle jo lære at sy.

Der skete ikke meget i Sem, men på morgenturen til Havndal oplevede jeg bl.a. at se en ung mand, der kulsort og småbandende stod og forsøgte at få ild i sin lastvogns gasgenerator. Da jeg senere så ham til et bal på Havndal Kro renvasket og i jakkesæt, havde jeg fundet min mand, Carlo Møller – men det blev en lang forlovelse. Carlo købte i 1947 1 tdl. jord i udkanten af Havndal for 1.347 kr. og begyndte i 1948 at bygge et funkishus med to garager under huset. Da vi blev gift, var det almindeligt, at man fyrede i kakkelovn og komfur med tørv og brunkul, hvis man da ikke havde gaskomfur. Du ska’ da ikke have gaskomfur, sagde installatør Lykkemark. El-komfurerne var ved at komme frem. Sådan et fik jeg – efter at have ventet i to måneder, hvor jeg lavede mad på en elektrisk kogeplade – på gulvet.

I 1965 var vognmandsforretningen udvidet så meget, at det var nødvendigt, at vi byggede et nyt parcelhus på grunden til en gift chauffør. I et par værelser i kælderen boede unge chauffører. En overgang havde jeg fire på kost. Vi kørte med alt muligt: Vi bragte foder m.m. fra Lokalforeningen ud til bønderne, kørte for Saltfabrikken og Juncher på Overgaard, når han skulle have korn på Munkemølle. Jeg kendte stort set alle speditører i landet, for det var mig, der skulle sørge for, at der altid var last med tilbage, når vi kørte langtur.

I efteråret 1969 blev Carlo pludselig syg. En dag han kom hjem fra en fest, kunne han ikke åbne det ene øje. Det skyldtes en sjælden – den gang uhelbredelig – sygdom, der gav indvendige lammelser. Til sidst måtte jeg hver dag besøge ham på Kommunehospitalet i Århus, hvor han lå i respirator. Det var en svær tid, for samtidig skulle jeg sørge for familie og forretning. Efter Carlos død i 1970 flyttede jeg over i det parcelhus, vi i 1965 havde opført som bolig til den gifte chauffør. Samtidig begyndte jeg at arbejde som sygehjælper på Randers Centralsygehus. Et arbejde jeg havde i 16 år, til jeg i 1987 gik på efterløn. Da jeg ikke kunne finde mig i at sidde stille, blev jeg besøgsven for Røde Kors. Det var jeg indtil 2001. Jeg deltog også i ”Gryden” på alderdomshjemmet i Havndal. Det var vores arbejde at arrangere aktiviteter og underholdning for de ældre i Havndalområdet – en gang om måneden. Det har undertiden betydet, at jeg måtte påtage mig at lave mad til 50 personer. Ellers er det i Nørkleklubben, jeg har brugt meget af min tid – 1 mand og 4000 kvinder fordelt over hele landet. Vi strikker trøjer, huer og tæpper til børn i Hviderusland. Der er indtil nu sendt 20 tons af sted fra lageret i Kliplev, hvorfra arbejdet organiseres. Efter et spændende og travlt liv kan det være svært at bevare tålmodigheden, når havearbejdet, selv om jeg fik en ny hofte i februar 2005, stadig må foregå i etaper og med stok i hånden – men jeg må jo se at få det lært.