Den tapre husmand

Der var engang en vinter på egnen omkring Rørby. Indbrudstyverier og ildspåsættelser hørte til nattens uorden. Hos Store Ole havde man slagtet grisen og anbragt de forskellige dele i sulekaret. Ole var på arbejde en aften, mens konen Kristiane og børnene lå og sov Pludseligt hørte de støj ude fra sulekammeret. Lammet af skræk blev de liggende musestille, indtil Ole vendte hjem. Grisen var væk. Dagen efter sporede man tyvene til Kærby Å. Her havde de delt rovet. En skank havde de tabt. Det var alt, hvad de fattige folk fik ud af den gris. Så havde bymændene fået nok. De besluttede at ansætte en vægter. Valget faldt på husmand ‎Jørgen Jeppesen, som gjaldt for at være en modig mand.

Han blev udstyret med en morgenstjerne og en hellebard. For egen regning anskaffede han sig en lommelærke. Den blev anbragt godt skjult under trøjen.
Da mørket faldt på, gik han ud på sin rute. Den gik fra hjemmet ved gadekæret til bondefogedens port og videre til sognefogedens og præstegården. Herfra gik turen til hjemmet. Det var første runde.
For at holde varmen tog han sig en lille snaps, inden han gik i gang med næste runde. Dens afslutning og de mange følgende blev også markeret med, at lommelærken blev sat for munden. For varmens skyld forstår sig. Det var jo vinter.

På et tidspunkt stod månen stor og klar i nordøst. På en runde aftegnede månens stråler Jørgen Jeppesen og hans våben som en mørk, truende skikkelse på sognefogedens port. Det løb koldt ned af ryggen på ham. Men han bevarede fatningen og huskede på sit ansvar.
Han tog godt fat i morgenstjernen og råbte med stentorrøst:  – I Kongens og loven navn sig, hvem du er!
Skikkelsen sagde ikke et ord. Den tapre vægter tog hårdt fat i sin hellebard og stødte den hårdt mod porten. Drønet må have vækket gårdens sødt sovende beboere.
Skyggen forsvandt, og det gjorde vægteren også.

Næste dag viste de dybe spor i portens træværk, at der var kræfter i det danske brød og courage i den danske snaps.

Jørgen Jeppesen døde i 1871. Han var da 76 år gammel.