Kulturchok Randers realskole 1947

Da jeg vågnede op til min 12 års fødselsdag den 26. november 1947, var min første tanke: Nu er du stor. Det syntes min far åbenbart også, for kort tid efter luftede han den tanke, at jeg skulle indskrives på Randers Realskole som elev. Han mente, at jeg ville være bedre rustet til livet, hvis jeg tog en præliminæreksamen, som det hed den gang.

Jeg var ikke umiddelbart begejstret for tanken – nærmest lidt urolig over hver dag at skulle rejse alene i rutebil de 24 kilometer til Randers, de mange nye fag og svære lektier – og hvad med forholdet til mine kammerater.

Der var nok at tænke på, men i min barndom vidste vi, at alle de afgørelser, vore forældre tog, var til vores eget bedste, så det faldt os ikke ind at protestere – højst murre.

Ved en ændring af skoleloven i 1937 havde man bl.a. øget fagkredsen.

Det betød, at landsbyskolen ikke længere kunne leve op til skolelovens krav. Man begyndte derfor i nogle landkommuner at tale om en ny skolestruktur. Det var en farlig og ond diskussion, fordi den indebar nedlæggelse af nogle skoler og udbygning af andre, der fik navnet centralskoler. I Sem sogn så man som altid tiden an. Man var jo godt tilfreds med tingene, som de var, og man ville i alle tilfælde ikke af med skolen. Den 2. Verdenskrig satte en foreløbig stopper for diskussionen, der først blev genoptaget midt i 1950’erne.
Den eneste mulighed forældre på landet havde for at give deres børn en udvidet skolegang f.eks. en real- eller præliminæreksamen, var at sende dem på en privatskole. Det hed sig, at man fik bedre karakterer på de private skoler, fordi det var betalingsskoler. Jeg tror nærmere, det skyldes, at skolelederen i de fleste tilfælde var en karismatisk og engageret person, hvis klare og veldefinerede meninger om pædagogik og opdragelse gav mulighed for et spændende miljø, der tiltrak ligesindede kolleger, en interesseret forældrekreds og landbobørn, der ønskede et andet liv end det hårde slid i landbruget.

Det var også mine forældres opfattelse, da de uden mit tilsagn besluttede, at jeg først i august måned 1948 skulle starte som elev i Randers Realskoles 6. klasse. Med et slag var min verden totalt forandret. Jeg havde jo altid vidst, at Grove ikke var verdens navle, men nu fik jeg sandelig syn for sagn. Kort tid forinden havde jeg sammen med min familie været på indkøb i Randers. Jeg fik en flot skoletaske af lys oksehud, den skulle være holdbar, for min far mente at kende drenges forhold til skoletasker. Tasken fulgte mig da også trofast hver dag i de fire år på Randers Realskole og senere i fem år på Gjedved Seminarium.
Uden mad og drikke duer helten ikke, siger ordsproget, så jeg fik også en madkasse og et tilhørende lille zink-etui til hårdkogte æg. Det var nok grunden til, at jeg i adskillige år efter, jeg havde forladt realskolen omhyggeligt undgik enhver form for æg.
Turen sluttede med et besøg på Randers Realskole, hvor jeg hilste på skolebestyreren, Johannes Harboe, en mand, der ikke ligefrem indbød til modsigelse. De, der kendte ham privat, omtalte han som en venlig og rar mand med humor, hans elever så en blændende, men skrap lærer, der omfattede alle sine elever med stor omsorg. Vi, der kun mødte ham i skolegården som disciplinens temperamentsfulde forkæmper, så andre karaktertræk.
Mine forældre har aldrig nævnt det, men arrangementet omfattede hele familien. Økonomisk betød det f.eks., at der i 1951, det år jeg gik i 9. klasse, skulle betales 408 kr. i skolepenge, 30 kr. i varmebidrag og 20 kr. for at få lov til at gå op til præliminæreksamen. Dertil kom udgiften til skolebøger og kost.
Min mor havde været husmoder på landet gennem mange år, så det ville såre hendes stolthed, hvis ikke hendes søn kunne fremvise en nydelig madpakke. Derfor købte jeg hver uge hos slagter Buch i Randers det lækreste pålæg og hos fiskemanden i Vester Voldgade til stor fortrydelse for min sidemand, Herluf, torskerogn og makrelsalat.
Buskortet til Carl Thomsens rutebil, som skulle fornys hver måned, kostede vel omkring 25 kr. og endelig var der tøjet. Ingen mødre – i alle tilfælde ikke min mor – ønskede at fremvise en søn iført lurvet tøj. Det var nu heller ikke noget problem, for mor var fiks på fingrene og havde på de sykurser, der blev afholdt i skolen, lært at sy velsiddende manchetskjorter og smarte vindjakker. De kunne til enhver tid tage konkurrencen op med det tøj, man kunne købe i forretningerne. Selskabstøj og knickers, en slags plusfours, der den gang var nyeste mode blandt drenge og unge mænd, blev indkøbt i Randers. Jeg behøvede blot at gå ind til Henry V. Pedersen i Brødregade, så fik jeg fem par bukser med hjem i udvalg. Når jeg sammen med mor havde udset et par, afleverede jeg de resterende i forretningen og betalte. Det kunne gode kunder den gang.

For mig betød skolegangen i Randers, at jeg umærkeligt gled ud af fællesskabet med kammerater og folk i Grove. En dreng i manchetskjorte med slips, fiks vindjakke, knickers, storternede sportsstrømper, velpudsede sko med rågummisål og rene negle virkede underlig fremmed på en kohusgang – og neglene var rene, for da jeg var neglebider, havde selv de mindste støvkorn meget svært ved at finde et fristed under mine negle.
Jeg har aldrig haft svært ved at følge vendingen: Tidligt op og tidligt i seng – det er sundt for en lille dreng. Men da jeg efter sommerferien 1947 begyndte på realskolen, kom det alligevel lidt bag på mig, at der med tidligt op mentes et kvarter i seks. Når mor de følgende fire år bankede på døren, var jeg som regel lysvågen.
Mens jeg gik i badeværelset, satte mor morgenmaden, havregryn med mælk, frem og smurte madpakken – fire halve. Var jeg heldig, var vi udgået for pålæg. Det klarede Mor i en håndevending ved at røre smør, kakao og flormelis sammen til en slags chokoladepålæg, men det hændte alt for sjældent.
Præcis kl. 6.15 skulle jeg svinge ud af skolegården på min gamle, lyseblå cykel, for at nå Carl Thomsens rutebil i Kastbjerg kl. 6.45.
Kun en gang kom jeg for sent, men det kunne have fået katastrofale følger, for det var netop den forsommerdag i 1952, jeg skulle op til skriftlig eksamen i aritmetik. Lige da jeg kom til Kastbjerg, så jeg rutebilen dreje op ad bakken mod Randers. Jeg havde intet valg. Jeg måtte cykle til Randers. Det lykkedes. Fem kvarter senere – to minutter i otte – krappede jeg mig ind på bænken i eksamenslokalet, hvor læreren allerede var ved at dele eksamensopgaverne ud. Jeg syntes selv, det var temmelig godt klaret. Men trods to ug- og to mg+ blev gennemsnitskarakteren kun mg-.
Nå, men jeg skulle jo være købmand, og den lille tabel kunne jeg – – – så.

I al slags vejr stod jeg på trappen ved Kastbjerg Brugsforening kl. 6.40. I snestorm måtte jeg gå hele vejen fra Grove til Kastbjerg.
Ikke af lyst, men min far mente ikke, man kunne svigte sin skole, så jeg kom til Randers bare for at opdage, at næsten alle mine kammerater fra oplandet og Randers hyggede sig hjemme. Som regel blev der ringet fra rutebilstationen kl. 10.30, at den sidste rutebil kørte hjem kl. 11.00.
Vel ankommet til Kastbjerg måtte jeg trave de 3 km hjem til Grove med sneen hvinende om ørene. Ved slige lejligheder hvislede jeg om kap med sneen.

På Realskolen var der flere lærere og mange nye fag: Engelsk, tysk, fysik, aritmetik, geometri, naturhistorie, tegning og gymnastik. Der blev som i Grove lagt vægt på paratviden og disciplin, men tonen var noget barskere, end jeg var vant til.
Hvis man passede sine lektier og ikke lavede for mange kunster, fik man automatisk et godt forhold til degnen i Grove. På realskolen skulle der ikke meget til, før lærerne trådte op. Som regel nøjedes de dog med at råbe op eller give en eftersidning, en sveder.
Men selv det kunne såmænd være slemt nok for vi små, naive unger fra landet – og det kunne hænde, at hr. Harboe tog mere bastante opdragelsesmetoder i brug.
Blæst giver af en eller anden grund altid uro i en skolegård. En forårsdag blev fem drenge beruset af solskinnet, blæsten og pigerne, der hvirvlede rundt i deres rundskårne kjoler. Pigerne hvinede, mens drengene hujede efter dem og forsøgte at løfte skørterne. Pludselig lød et brøl fra Harboes lejlighed, derefter hastige trin på trappen. Alle i skolegården stivnede. Vi afventede det uafvendelige.
Harboe for ud i gården, greb de formastelige og førte dem ind i gymnastiksalen. Kort tid efter kom han igen farende ud i skolegården på vej op i privaten. Derefter kom de fem luskende. De forsøgte at smile kækt, men vi, der så deres røde, fugtige kinder, troede dem ikke.
Disciplinen startede, straks man sammen med de andre 250 elever stilfærdigt gled ind gennem porten til den lille, lukkede skolegård.

Vi landbobørn havde ingen ambitioner om at blive bemærket af lærerne, og da slet ikke af hr. Harboe. Præcis kl. otte åbnedes et vindue på 1. sal. 8. klasses duks trådte frem og kimede med messingklokken. Alle stod straks bomstille. Når duksen derefter slog et enkelt slag på klokken, gik alle i dybeste tavshed hen og stillede sig på række sammen med klassekammeraterne. En lærer overtog duksens plads og gav efter tur klasserne lov til at marchere ind til timen – i dybeste tavshed. Ethvert tilløb til samtale resulterede i, at man blev kaldt op til døren. Der kunne man så stå og forsøge at se kæk ud, mens kammeraterne gik forbi. Det hændte for mig, da jeg hviskende henvendte mig til min sidekammerat, Herluf. Hr. Harboe nærmest hang ud ad vinduet for at kalde mig op til døren. Der stod jeg og modtog medfølende blikke, mens de andre elever defilerede forbi. Da Harboe kom buldrende ned ad trappen, begyndte jeg at græde.
Jeg troede, min blære ville svigte mig. Da han så, at kuren allerede havde virket, vinkede han mig op i klassen uden yderligere kommentarer. Jeg forsøgte med et kækt smil, da jeg trådte ind. Jeg tror ikke, det virkede overbevisende.
Modsat andre skoler, jeg senere kom til at arbejde på, stod lærerne på Randers Realskole den gang altid ved døren og ventede på eleverne, når vi kom op fra skolegården efter frikvarteret. Vi gik stilfærdigt ind og blev høfligt stående ved pultene, til læreren sagde: Vær så god.

Frøken Sennels

Vi havde stor respekt for vores dansk- og tysklærer frk. Sennels. Hun var en dygtig, begavet og yderst velorienteret dame. Hver dag læste hun sin engelske avis, og hun talte tre fremmedsprog flydende: Engelsk, tysk og fransk.
Frk. Sennels var kun vores klasselærer et år, for hun var født helt tilbage i 80’erne – 1880’erne. Hun markerede sit terræn ved at gå frem og tilbage foran de forreste pulte i fornuftige sko med rem, tækkelige silkestrømper med snorlige sømme fra hæl til, hvor de nu endte, vuggende hofter, venstre hånd i siden med tommelfingeren pegende fremad, mens højre arm svingede skødesløst ud i luften med strittende pegefinger, hvorpå hendes lille, elegante guldpincenez sad (læsebrille uden stænger, der kunne fæstnes på næseroden med en klemme). Håret, som vi mente var en paryk, var dækket af et fint, tyndt hårnet. Mens hun gik, sendte hun små, venlige, opmuntrende nik til pigerne. Fik hun derimod en dreng i synsfeltet, blev munden straks spids, og øjenbrynene fløj til vejrs.
Man kunne næsten høre hendes tanker: Gud Fader bevar’s, for frøken Sennels opfattede drenge med den største mistro. Gennem mange år havde hun forgæves forsøgt at indprente drenge manerer og en smuk udtale af det danske sprog. Det tog ikke frk. Sennels lang tid at overbevise mig om, at det på korrekt dansk hedder: Begyndelsen – ikke førstningen, samt at kaffe udtales med dybt a, og ikke som jeg var vant til kæffe. Modsat de søde piger var og blev drenge for frøken Sennels nogle – . Nå, ja! Men lystre skulle de, og det gjorde vi. Det var i øvrigt en indstilling, der var meget almindelig blandt de ældre lærere på Randers Realskole.

Frøken Sennels kunne dog selv komme for skade at formulere sig lidt uklart. En sommerdag efter frokostpausen kom hun skridende ind ad døren med bemærkningen: Luk vinduet op, der bagude! Det er lukket op? Så luk det!
Hverken jeg eller mine kammerater betvivler sandheden i nedenstående anekdote. Den er oplevet og fortalt af skolebestyrer Johannes Harboe og skolebestyrere lyver ikke – i alle tilfælde ikke vores. En frostklar vintermorgen stod hr. Harboe oppe i privaten og kiggede ned på Lille Torv. Han bemærkede en travl, vinterklædt dame, der ilede ad Adelgade mod realskolen. Det var frk. Sennels. Ud over almindeligt vintertøj bar hun på armen den store, mørke skoletaske, i venstre hånd en brun pose med aske og i højre hånd en ske. For hvert skridt dryssede hun med skeen lidt aske ud på fortovet, der sine steder var spejlblankt. Da hun kom til hjørnet ved Krone Apoteket, stivnede hun.
Posen var tom. Efter et kort blik mod Realskolen vendte hun om og ilede tilbage mod Prins Christiansgade for at hente mere aske.
Trods det lille uheld stod frk. Sennels præcis kl. otte på sin vante plads i morgensanglokalet, men hun sang ikke med – for at synge rent var en evne, Vorherre ikke havde skænket hende.

En af mine gode venner fra C-klassen – tidligere skolepsykolog – påstår, at han endnu, 60 år efter begivenheden fandt sted, kan vågne op med mareridt, badet i sved, bare fordi han en gang har oplevet frk. Sennels som vikar i en engelsktime.
Jo, frk. Sennels elever kendte begreber som årsag og virkning. Havde hun en gang haft en under behandling, blev man aldrig mere den samme.
Man kunne uden besvær bøje de sværeste engelske og tyske verber, opføre sig høfligt og tale dannet.
Frk. Sennels var kendt som en dygtig lærerinde, der hyldede dyder fra en for længst svunden tid. Som privatperson var hun venlig og hjælpsom, men hun havde sine meninger.

Fru Fræhr

var vores engelsk- og senere tysklærer. Hun virkede i forhold til frk. Sennels næsten flegmatisk. Sjældent lod hun sig slå ud. Var der problemer med udtalen eller oversættelsen, løftede hun forbavset øjenbrynene rystede mildt på hovedet og mumlede: Man scholl sich nicht verbløffen lassen! – rettede fejlen og gik videre.
Under morgensangen stod fru Fræhr ved orgelet, som hendes mand betjente, og sang for med en vibrator i stemmen, jeg aldrig har hørt hverken før eller siden. Kvaliteten kan diskuteres, men sandt er det, at det var fru Fræhr, der fik mig til at lytte til klassisk musik.
Hjemme var radioen tændt, fra vi stod op om morgenen, til vi gik i seng. Der var kun et program, og det overholdt formålsparagraffen: At oplyse og underholde – i den rækkefølge. Man lærte meget ved at høre programmerne fra Statsradiofonien, som det hed den gang, men indtil hin dag kort før jul 1950, havde jeg kun hørt – aldrig lyttet til klassisk musik.

Der var en vis løssluppen stemning på skolen de sidste dage op mod jul. Fru Fræhr havde ved en tidligere lejlighed nævnt Halleluja-koret fra Händels Messias som et af de musikstykker, hun holdt meget af. En af pigerne fik den udmærkede ide at spørge, om vi ikke i den sidste tysktime inden jul i stedet for den sædvanlige julehistorie måtte besøge det fræhrske hjem på Tøjhushavevej og høre Messias. Alle, selv drengene syntes om ideen, man kunne jo ikke udelukke, at der ved samme lejlighed faldt en lille lækker ting af.
Fru Fræhr indvilligede på betingelse af, at vi hørte hele Halleluja koret to gange i dyb tavshed, så ville hun til gengæld servere småkager og saftevand. Efter en lille introduktion sad vi 5 drenge og 13 piger musestille og lyttede. Det blev for mig en betagende og gribende oplevelse, der for altid ændrede min indstilling til klassisk musik.

Fru Løkke Petersen

Pigernes gymnastiklærerinde, fru Lykke Petersen var dog nok den lærerinde, der gjorde størst indtryk på drengene. Hun var fraskilt, hvilket i min barn- og ungdom betød, at en kvinde dalede adskillige trin på den sociale rangstige – men ikke fru Løkke. Når hun smilende som en frisk, køn cykelpige kom trækkende op gennem skolegården, følte vi halvvoksne drenge næsten, vi blev suget mod midten af skolegården, hvor hun et øjeblik senere ville passere, med et venligt nik og smil til alle, hun så på – og duften. Enhver dreng, der har stået i realskoles gård, vil kunne genkende fru Løkkes parfume resten af livet. Hendes mørke hår sad altid, som kom hun lige fra frisøren, og der var kun klare, rene linjer i hendes kraftige make-up. Fru Løkke var den eneste af lærerinderne, der kunne tillade sig at møde op i lange, mørke bukser, smarte bluser og et lille, chikt silketørklæde om halsen. Vi sukkede. Der var mil mellem fru Løkke og frøken Sennels.

Frøken Lassen

der var uddannet forskolelærerinde, puslede på smukkeste vis om skolens yngste elever. Hun ankom altid til skolen i god tid. Med fødderne godt ude til siden vadede den lille, ældre dame op gennem skolegården i fornuftige, brune vandresko, blå ulden spadseredragt og en hue, der mest af alt lignede en skotsk klan hue med kvast.
Frk. Lassen blev vores tegnelærer og dermed den, der for altid satte en stopper for mine drømme, om en karriere som bildende kunstner. Vi tilbragte timer i tegnelokalet med at tegne buer og linjer i takt. Det styrkede formsansen, og frk. Lassen vidste, at det også for en kunstner er vigtigt at kunne sit håndværk. Mens vi med tungen i mundvigen sled med at lave utallige skitser af de æsker og rør, frk. Lassen satte frem på katederet, fløj den lille dame gennem lokalet med sit viske gummi og fjernede streger, der ikke var passende i perspektivet (hum anvendte ikke ordet viskelæder). Forvirringen blev fuldkommen, når hun pludselig hvirvlede op til katederet og vendte æsken, længe inden vi havde fuldført kunstværket.
Vi blev næsten euforiske, den dag frk. Lassen meddelte, at vi skulle have fri tegning. Havde en enkelt forestillet sig croquis, vendte han dog hurtigt tilbage til virkeligheden, da frk. Lassen med begejstring i stemmen meddelte, at alle skulle tegne en vandkande. En vandkande!
Når min mor skulle vande sine kaktus og pelargonier, brugte hun Madam Blå – kaffekanden. Men som alle ved: God kunst skabes gennem hårdt arbejde og mange skuffelser. Hin dag i 1949, lod jeg talentet folde sig ud og designede en helt ny type vandkande. Formen ville man i dag vel nærmest kalde organisk. Håndtaget var en del af kanden. Jeg var spændt, da frk. Lassen over min skulder betragtede resultatet. Så lød de ord, der for evigt knuste mine drømme: Sådan ser en vandkande jo slet ikke ud! Jeg dukkede mig, men da hun var gået, hvislede jeg: Min gør sgu!
Gad vide, hvem der fandt tegningen, for mange år senere dukkede efterligninger af min kande, den frk. Lassen forkastede, op i enhver isenkræmmers vindue i plastic og klare farver. Bevares – dessinet var måske lidt dristigere. Men da havde frk. Lassen for længst forladt skolen på Lilletorv, og jeg havde fundet min rette hylde som lærer og talepædagog i Den danske Folkeskole.

Jakkesættene

de mandlige lærer, måtte vi drenge jo finde os i, men jeg kan ikke erindre, at vi opfattede nogle af dem som det, man nu til dags kalder rollemodeller. Hr. Knudsen vores næste klasselærer holdt vi meget af. Han var en stor, kraftig og tyk mand, der for det meste var i godt humør. Jeg har set ham for sjov jagte næsvise piger rundt i klasseværelset med pegepinden i hånden i frikvartererne, men i timerne var der alvor og disciplin. Han var en dygtig regne- og matematiklærer – især for de velbegavede. Var han olm, frygtede vi ham. Især vi drenge holdt os i skindet, for selvom vi til daglig lukrerede på, at der i klassen var fem drenge og fjorten piger, havde vi ikke de samme rettigheder som pigerne. Hr. Knudsen lærte os små opbyggelige remser. En af dem, jeg selv engang imellem har haft gavn af, når jeg har været i begavet selskab lyder: Er du dum, da hold dig stum, men med en holden mine, da vil enhver, som på dig ser, tænke: Død og pine. (Johs. Ewald)

Det var ellers i en af hr. Knudsens timer, jeg selvforskyldt led et forsmædeligt nederlag, der red mig som en mare i flere år. Hver onsdag skulle vi aflevere prøveregning. Det var tidligere års eksamensopgaver, som uden udregningen skulle afleveres indført med blæk i et specielt hefte. En onsdag kom jeg i tidnød. Jeg var kommet for sent i gang med lektierne, og uheldigvis havde jeg aftalt med mine kammerater, Villum og Svend, at vi skulle i biografen for at se: De tre musketerer.
Prøveregningen drejede sig om omregning af udenlandsk valuta til danske kroner. Hr. Knudsen havde lært os sætningen: Samme tal op i samme tal og gange med det, du skal finde. Det var jo nemt. Jeg stillede opgaverne op en brøkstreg og mente, at der vel ikke kunne ske noget ved for en gangs skyld at bruge den facitliste, min omsorgsfulde far havde indkøbt, lidt kreativt – jeg var jo i tidnød.
Kort fortalt. Jeg skrev af efter facitlisten og drog glad i biografen med Villum og Svend. Vi nød filmen – men. Dagen efter måtte jeg sidde med røde kinder og høre på et opbyggeligt foredrag om en dreng, der, selv om hans far var lærer, snød efter facitlisten. Jeg kunne jo have forsøgt at fortælle hr. Knudsen om de tre musketerer, Richelieu og Milady. Men hvad skulle det hjælpe – voksne har det med at glemme, hvordan det er at være dreng. De næste tre måneder gik jeg og rystede for, at min far skulle spørge efter facitlisten, der lå lunt i Knudsens taske. Det var måske den episode, der til jubilæet 25 år senere fik hr. Knudsen til at udbryde: Nå der er du!
Ja, velbegavet var du, men du var en doven slog! – desværre måtte jeg give ham ret i den sidste del af udsagnet.

Hr. Fræhr

Det var en munter flok, der hver morgen gled ind gennem porten på Lilletorv til en ny skoledag præget af udenadslære og disciplin. Vi betragtede vel undertiden som andre normaltbegavede unge, skolens disciplin som en spændetrøje, der ikke altid gav plads til vor boblende livsglæde og umættelige lyst til livet. Men. . ., vi beherskede os, for vi vidste aldrig, hvor de befandt sig – de, der mod betaling havde påtaget sig det ofte utaknemmelige job at lære os borgerlige dyder. Men livsglæde har det som vand. Den finder altid en lille sprække.

Hr. Fræhr var et lidt verdensfjernt bogmenneske med venlige, muntre øjne, høj pande og blank isse. Af statur var han tynd og ranglet med en let ludende holdning a la Kaj Munch. Havde man, som jeg, en far derhjemme, der aldrig havde besvær med at fylde sit tøj ud, undrede man sig. Det var, som om skjorten og bukserne vuggede om hr. Fræhrs tynde krop. Hver morgen spillede han orgel til morgensang, og hver formiddag sad han i et frikvarter i et klasseværelse på første sal og solgte blyanter, viskelæder, kladdehæfter og bøger fra skolens lille udsalg altid med sin elskede pibe i munden eller inden for rækkevidde. Det var sådan de fleste kendte ham. Han var en rar og mild mand. Det lå ikke for ham at rynke panden eller bruge truende og barske ord. Rettede han sine milde, lidt usikre øjne mod en, følte man sig ikke truet, som når frk. Sennels fik en i kikkerten. Da måtte selv den tapreste stå med sitrende skuldre og blikket rettet mod gulvet tavst ventende på det uafvendelige.

I niende klasse fik vi hr. Fræhr som geografilærer. Det var nok ikke uden grund, klassens spilopmager sad ved den øverste pult. Ingen kunne som han se uskyldig og forbavset ud, og det skønt han sjældent var det. Han lod sig i alle tilfælde aldrig overrumple af noget som helst. Det er ikke utænkeligt, at han i sit senere arbejde som kriminalbetjent i København fik brug for netop disse evner.
En dag gik timen lidt trægt. Hr. Fræhr stod med ryggen mod klassen og underviste. Et lille sideblik og en let uro på første pult overbeviste os om, at noget var i gære. Vi sad spændte. Pludselig ramte en papirkugle med et højt smæld det store atlas lige ved siden af hr. Fræhr. Da han overrasket og såret vendte sig om, så han kun 18 flittige elever, der med sitrende skuldre og meget milde øjne ivrigt betragtede deres atlas. Kun spasmageren på første pult sad som mønsterelev og fulgte med store, opmærksomme øjne undervisningen. I næste øjeblik vendte han sig forbavset om mod klassen og rystede indigneret på hovedet.
Hr. Fræhr var meget afholdt. En ”blød” mand, hvis menneskelige kvaliteter ikke i tiden lige efter krigen var værdsat blandt lærere – det blev de først 30 år senere. Nok kunne han blive vred og såret, men han ejede ikke evnen til at sende lynende blikke og bandbuller ud over en flok viltre unger. Vi forstod det ikke. Vi udnyttede det – i andre klasser med mere modne elever, var der aldrig problemer.

Spisefrikvarter

Nutidens sundhedsapostle ville let kunne fylde adskillige avisspalter, hvis de skulle kommentere vore madpakker. Hver morgen, længe før vi mødte, blev skolemælken i små, gennemsigtige glasflasker (1/4 l) med papirkapsler leveret på skolen og stillet lige inden for døren i stueetagen. Der stod de, indtil Ib, en af de ældre elever, i sidste frikvarter inden frokost, bragte det antal flasker, der var bestilt og betalt rundt i klasseværelserne. Om vinteren var mælken kølig og frisk. Om sommeren kunne man få sig en ubehagelig overraskelse. Sødmælken var den gang ikke homogeniseret, så fløden samlede sig som et tykt lag øverst i flasken.
Når madpakker, der er smurt tidligt om morgenen, efter at havde hygget sig adskillige timer i et lunt klasseværelse, bliver åbnet, breder der sig ofte en så stram duft i lokalet, af æg, leverpostej og makrelsalat, at selv en kraftig udluftning i frikvarteret har svært ved at fjerne den.

Skolefest

Når der om efteråret blev afholdt skolefest for realskolens elever på Restaurant Jylland, mødte alle op i stiveste puds. Det var meget festligt. Jeg var som de andre drenge klædt i jakkesæt og slips. Far var i sit kirketøj, smoking og knækflip, butterfly også blanke sko, at man kunne spejle sig i dem. Min trinde mor var i sin nyeste kjole, som hun havde fået syet hos frk. Molberg i Havndal af det fornuftige, men ikke just moderne stof, fru Martens havde liggende på hylderne. I dagens anledning havde hun aflagt damefrisøren et besøg, så hun kunne fremvise så mange små krøller, at selv en afrikaner havde grund til misundelse.
Far og Mor sad hele aftenen og så til, for min far kunne ikke danse.
Det var ikke vanskeligt at registrere deres glæde over, at de havde kunnet give mig den chance, de aldrig selv havde fået.
Jeg registrerede med ubehag forskellen mellem de elegante forældre fra Randers og min far og mor. Mange gange senere i livet har jeg, når jeg tænker tilbage på episoden, følt skam over, at jeg forkælede teenager forkastede dem, der gerne led afsavn, for at give mig en god start i livet.

Mod nye tider

Allerede i 1932 blev tv-udstyr for første gang fremvist i København.
Først i 1950, da jeg gik i 8. klasse, kunne man på en udstilling i Håndværkerforeningens bygning i Vestergade opleve det nye vidunder.
Danmarks Radio havde produceret 39 udsendelser, der blev vist rundt i landet. En af udsendelserne viste i bedste Frk. Jensen stil, hvordan man syltede.
En dag i eftersommeren gik vi efter vores fysiklærer, S. P., ud gennem Vestergade mod Håndværkerforeningen for første gang at se fjernsyn. Vi stillede op i køen og gled efterhånden ind i et lokale, hvor et par mennesker sad og talte foran et skrummel af et fjernsynskamera. Køen bevægede sig langsomt videre ind i det tilstødende lokale, hvor vi kunne se og høre udsendelsen på et 17’ fjernsyn. Vi var dybt imponerede. Der var virkelig noget at fortælle om, da jeg kom hjem.

Der er visse begivenheder fra den tid, jeg erindrer meget klart.
Margarine kendte vi kun fra de gamle, bulede kagekasser i køkkenskabet. Figner, bananer og ægte chokolade var noget, de voksne talte om med tindrende øjne. Da jeg efter krigen smagte margarine første gang, brød jeg mig ikke om det. De første bananer, vi novicer spiste, var mørkegrønne, så det var heller ikke nogen nydelse, men fignerne smagte dejligt.
Jeg kom til at købe et halvt kilo for min mors penge. Værre var det dog, at jeg kom til at spise dem alle sammen, inden jeg kom hjem. Men…, det bødes der for. Jeg fik nældefeber og måtte holde sengen i tre dage. Doktor Fuglsang blev tilkaldt. Hele min krop var dækket af små væskefyldte blærer, der kløede. Jeg blev to gange dagligt smurt ind i en ildelugtende olie. Jeg opfattede det vel nærmest som nemesis, fordi jeg kun havde tænkt på mig selv.
Jeg hørte aldrig bebrejdelser, men jeg måtte lide den tort at blive vist frem, når der kom gæster.

Begrebet, sidste skoledag, var ukendt. En dag sluttede undervisningen, og derefter så jeg kun mine klassekammerater i de spørgetimer, der blev afholdt inden mundtlig eksamen. Det var nu ikke mig, der stillede de intelligente spørgsmål til læreren i de timer, men jeg mødte op og fik altid afklaret et eller andet.

Eksamen

Forsommeren 1952 husker jeg ganske tydeligt. I al den tid jeg læste til eksamen var der høj sol og badevejr. Det var ulideligt varmt at sidde på mit værelse oppe under et uisoleret tegltag. Jeg fandt et fristed på skrænten ned mod Udbyover sø. I skyggen af en busk lå jeg på et tæppe med bøger og saftevand og forsøgte at læse, mens køerne i naboindhegningen interesserede så til. Jeg nød de lyse sommerskyer, der stille drev hen over den dybblå sø. Langs bredden blomstrede de åkander, min far i årenes løb havde plantet, når der blev for mange i havens vandbassin. Mens lærker trillende steg mod skyerne, blundede jeg ind til biernes summen og duften af snerler.
Nej, jeg har aldrig været god til eksamenslæsning. Det der reddede mig var som regel snak.
Da eksamen var overstået, blev der afholdt translokation i Håndværkerforeningens store sal i Vestergade. Alle afgangselever og deres forældre mødte op. Der var en meget højtidelig stemning. Hr. Harboe talte efter devisen – ud går du nu på livets vej. Derefter gik vi en efter en op til talerstolen, bukkede og fik udleveret vores eksamensbevis.
Bag os sad 25-års jubilarerne, ældgamle, men muntre kvinder og mænd omkring 40. En af dem tegnede skitser af talerne, mens de andre fniste og småsnakkede respektløst – at de turde. Men sådan var der måske ude i de voksnes verden. Vi glædede os.

Udlandsfarer

Vi havde nær væltet pultene, da hr. Knudsen efter sommerferien 1951 en dag forhørte sig, om vi var interesserede i at deltage i en ferietur til Norge, når vi havde taget vores præliminæreksamen – om vi var? Jeg gik jo og drømte om at blive voksen, så jeg kunne komme ud i verden og se nogle af de ting, jeg kendte fra bøgerne. På stående fod kunne jeg remse mindst 10 ting op, jeg gerne ville se i Norge: Gogstadsskibet, Wigelands Parken i Oslo, Tysker Brüggen i Bergen, domkirken i Tronhjem, Nordkap og fjeldene med evig sne. Det højeste punkt – jeg, der aldrig havde besøgt Ejer Baunehøj, kendte, var Himmelbjerget.
For et nutidsbarn, der i den alder har været med sine forældre på adskillige ferierejser rundt i Europa og måske i Amerika og Asien, kan det være svært at fatte vores store begejstringen. De færreste tænker på, at danskernes rejselyst først startede i midten af 1960’erne, da lønniveauet øgedes, arbejdsmarkedets parter enedes om længere ferieperioder og to store rejseselskaber: Spies- og Tjæreborg Rejser begyndte at arrangere ferier i udlandet til en overkommelig pris for menigmand. Før den tid var ferierejser for de få, og endelig var det for mange en hæmsko, at de kun talte dansk.

Så var der udstyret til en norgesfarer

Sundhedsplejersken i Havndal, frk. Andersen, der boede i en af lejlighederne på skolen, havde en norsk veninde, frk. Iversen. Da hun så mit udstyr, tog hun sig til hovedet: Brune, flade sko og kuffert?
Nej, I låner min rygsæk. Den er let at vandre med, og så finder du dine skistøvler frem. Det er det eneste rigtige fodtøj at gå med på fjeldet – og husk strikketrøjen. Folk undrede sig, og mine forældre var bekymrede, da jeg i sommervarmen entrede Hadsund Peter iført norsk rygsæk og skistøvler. Selv følte jeg mig som helbefaren fjeldvandrer.
Der var høj stemning, da jeg sammen med mine kammerater og de ledsagende lærerne på hovedbanegården i Randers steg på toget. Da vi kom til Hirtshals, blev der uddelt søsygetabletter til dem, der ønskede det. Det skulle vise sig at være en fornuftig foranstaltning. Jeg gjorde mit bedste for ikke at virke alt for barnlig og opstemt, men ikke alene var det min første tur til udlandet. Det var også første gang, jeg befandt mig på en færge, hvor man kunne handle toldfrit for norske penge (og jeg var jo fuldbefaren i omregning af valuta), så det var vanskeligt at skjule sin begejstring. Sammen med de andre drenge susede jeg rundt på skibet.

Den største oplevelse kom dog først, da vi var vel ude af havnen.
Der var kuling. Færgen vippede voldsomt. Vi nød blæsten og de store bølger. Det gjorde ikke alle. Nede i salonen sad hr. Knudsen ligbleg i en sofa klamrende sig til et stort papbæger. Han var søsyg. Når vi listede forbi og ønskede god bedring, forsøgte han efter bedste evne at fremtvinge et venligt smil. Det blev dog mere og mere anstrengt efterhånden som rejsen skred frem. En anden lærer lagde sig på gulvet i sin sovepose og spillede på mundharpe. Han bad om at blive vækket, når vi var i Norge.

Min første tanke, da vi gik i land var: Hvor er fjeldene? Jeg var dybt skuffet. Humøret steg dog, efterhånden som vi i bus nærmede os rejsens mål en hytte i Rogaland, området omkring Stavanger og Lysefjord. Vi fire drenge fra B-klassen blev indkvarteret sammen på en firemandsstue med køjesenge. En af de følgende dage asede vi i tindrende sol op ad fjeldet mod Prædikestolen. Turen tog ca. to timer i blændende solskin, men det var alle anstrengelser værd. Fjelde så langt øjet rakte og under os glimtede et mørkeblåt bånd, Lysefjorden. Et fantastisk syn. Pigerne holdt sig et par sikre skridt fra kanten, mens de betragtede det storslåede sceneri. De fleste drenge kastede sig ned og mavede sig frem for at opleve gyset, det 600 m direkte kik ned på den dybblå fjord.

Jeg oplevede tydeligt forskellen på land- og by børn. Drengene fra Randers, flirtede åbenlyst med pigerne. Jeg nøjedes med at sidde på bagsædet ved siden af Inga. Vi så sjældent på hinanden, men når vi foldede armene over brystet, kunne vi holde i hånd – i alle tilfælde med fingerspidserne, uden nogen bemærkede det. Nej, ingen mor behøvede at ligge vågen om natten på grund af mig.
En aften jeg gik en tur sammen med en lille flok drenge, kom vi i snak med en nordmand. Han inviterede på en liten hjemmebrændt. K. fra min klasse og en anden lidt ældre dreng fra C-klassen takkede ja. Vi andre gik hjem til hytten lidt forargede og misundelige. K. havde lovet at være hjemme til hr. Knudsens godnat runde kl. 22.00. Det glemte han. Klokken nærmede sig 22 og panikken bredte sig, indtil en foreslog, at tæppet i den øverste køje, hvor K. lå, blev arrangeret, så det så ud, som om han lå og sov. Da hr. Knudsen åbnede døren var værelset bælgmørkt og alle ”sov”. Han lukkede stille døren og gik igen.
Man kunne næsten høre sukket. Kort efter kom de to ungersvende hjem i højt humør. Dagen efter var alt ved det gamle, bortset fra at K.
fik tics, bare han hørte en flues fodtrin, men det fortog sig i løbet af dagen.

Det var stadig højsommer, da vi steg af toget på Randers Hovedbanegård. Først nogle dage senere gik det op for mig, at jeg havde sagt farvel til mine lærere og klassekammerater for altid. Jeg havde været så sprængfyldt af nye indtryk, at jeg oplevede et af livets absolutter uden at ænse det.
Med translokationen ophørte min forbindelse til Randers Realskole. I fire år havde jeg hver uge tilbragt 36 undervisningstimer sammen med mine lærere og klassekammerater, 12 timer på skolevejen og hver dag ca. en hel time med at læse lektier. Det er vel ikke underligt, at jeg en gang imellem betragtede skolen som et forstyrrende element i min dagligdag.
Det ville nok have være vanskeligt at finde en af mine lærere, der ville skrive under på, at jeg var en flittig og moden elev. Ærlighed varer længst.
De fleste af vore lærere havde en personlig holdning til tingene og gav udtryk for den – inklusiv frk. Lassen. Selv om timerne ikke blev brugt til diskussioner, forstod vi, at det ikke alene var tilladt, men i høj grad tilrådeligt at have sin egen mening. Nok var vi unge og usikre, men vi var ikke i tvivl om at skulle verden forandres til det bedre, og det skulle den, så var det os, der måtte gøre det, så vi forsøgte at gribe budskabet.
Når jeg hjemme ved aftensbordet med høj stemme udtalte min uforbeholdne mening om en lærer, som jeg mente havde opført eller udtalt sig tåbeligt, var min fars tirrende kommentar altid: Ja, ja, du skal nok blive en god lærer. Det var ikke befordrende for min vaklende selvfølelse, men det gav mig en kærkommen lejlighed til at udtale min dybe foragt for gamle, forstokkede forældre, og var måske skyld i, at jeg i første omgang besluttede mig for at blive købmand.

Min far var formand for den lokale lærerkreds, der undertiden afholdt møder i mit hjem. Det gav mig af og til lejlighed til at sidde i et roligt hjørne og fremføre mine naive teorier for en forestående voksen. Det var en lise for sjælen, og jeg lærte at argumentere og lytte – nok mest det første.
Jeg følte mig som den 12-årige Jesus i templet. Vedkommende har sikkert rystet på hovedet, når han kom hjem, men det så jeg jo ikke.

56 år er gået, siden jeg for sidste gang gik ud af porten fra Randers Realskole på Lilletorv, men det hænder ofte at jeg mindes og sender en venlig og glad tanke til min gamle skole og de lærere, der formede mig på min vej frem mod livet.