Kendte personer
Rønnekilde var i gammel tid en kæmpe gård, som i dag er udstykket til flere mindre gårde. Lars Petersen, hvis mindesten i dag kan ses på hjørnet ved indkørslen til skolen, boede dengang på Rønnekilde. Han studerede på Frederiksborg slot i Hillerød og blev student i 1864. Herefter rejste han til USA og i de 8 år han var bosat i staterne oplevede han, hvordan begrebet “frihed” var en integreret del af samfundet.
Efter hans hjemkomst var han derfor meget opsat på lave en masse om – bl.a. kan nævnes at han byggede Anisse Brugsforening og Anisse forsamlingshus. Desuden forpagtede han Ramløse mølle i en periode. I 1904 blev han folketingsmedlem for Venstre, som dengang stadig var et decideret “venstre” parti for Bønderne og modpol til det daværende Højre parti (i dag Det Konservative Folkeparti), som var for Godsejerne. Han kæmpede for parlamentarismen og indkomstskatterne.
Venstre havde allerede i 1901 fået regeringsmagten, men var begyndt at “løbe fra” nogle af deres princip sager – bl.a. kunne de ikke da det kom til stykket nedlægge eller reducere militæret, som på dette tidspunkt var en enorm del af statsbudgettet. Ja, dette var bestemt en tid, hvor familier og venner blev splittet omkring de politiske spørgsmål og i særdeleshed Venstres højre drejning. Til sidst endte det med, at Lars Petersen + 7 andre forlod Venstre og dannede Det Radikale Venstre i 1905 med formålet at holde fast i Venstres gamle dyder. Han startede også Nordsjællands Venstre Blad som modpol til de Bergske Blade. i 1910 blev han overtalt til at stille op mod den daværende indenrigsminister, Sigmund Berg (ejer af de Bergske Blade) og det lykkedes ham at vinde og beholde magten helt frem til 1918. En lille krønike var, at efter Lars Petersen’s kone døde flyttede hendes søster ind i boligen for at passe børn og hus og i folkemunde blev parret altid omtalt som “Lars Petersen og moster”. Han døde i 1922.
En anden kendt mand – Rasmus Kristensen – var tilflytter og boede på gården Nøjsomhed. Selvom han var noget ældre end Lars Petersen var han meget imponeret af Lars Petersen’s ideer og ville prøve at efterligne alt hvad han gjorde. Bl.a. byggede han en såkaldt “fri skole” mellem Ramløse og Helsinge (huset er i dag nedbrændt), en “fri kirke” som ligger ved Hillerød/Ullerød området, Helsinge Brugsforening (i dag Kvickly i Helsinge) og Ramløse Forsamlingshus (jorden var en foræring fra Vejgården), som dengang primært blev brugt af skytter og til gymnastik.
Det var i øvrigt Rasmus Kristensen’s søn, som besluttede at samle ind til en mindesten og en mindemur for Lars Petersen. Dengang var vejen ved skolen “Gl. Præstevej” landevejen mod Anisse og mindesmærket blev oprindeligt anlagt som en triangel i krydset Frederiksværkvej og Gl. Præstevej. Senere da Ramløse kom ind under Helsinge kommune blev mindesmærket imidlertid revet ned og flyttet til Gadekæret. Det medførte protester og stenen blev flyttet tilbage, men nu kun stenen (som kan ses i dag).
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!