Slavekrigen 1848

Uddrag af:
CHR. KOLLERUP
EN VESTHIMMERLANDSK BONDESLÆGT
Slægten Bro med Sidelinjer.
Løgstør Bogtrykkeri 1951

Slavekrigen i Vesthimmerland,(side. 245-49) Godt et århundrede er forløbet siden slavekrigens dage, og det kan vel have sin interesse at opfriske Nogle enkeltheder fra den tid, da det forfærdelige rygte om Rendsborg-slavernes udbrud forårsagede en sådan panik i befolkningen, at noget lignende næppe er set hverken før eller siden. Rygtet lød, at hvor slaverne kom frem, afbrændte de gårde og huse, mishandlede eller ihjelslog Befolkningen og røvede dens ejendele, såsom rede penge, sølvtøj og lignende.

Det var den 31. marts 1848, at den urovækkende melding nåede op til Vesthimmerland. Fra Herreds-fogederne var der sendt ordre ud til sognefogderne om, at disse ved ridende stafetter måtte underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene for at værne hjem og arne.

Der blev en travlhed uden lige. Særlig kneb det med at fremskaffe de fornødne våben til mandskabet, da det kun var ganske enkelte, der havde gamle muskedonnere. Disse blev fundet frem fra lofterne, eftersete og afprøvede.
Egnens smedeværksteder blev omdannet til hele våbenfabrikker; man måtte jo have noget at forsvare sig med. Alt, hvad der kunne gøre fortræd, blev taget i brug, jernstænger, forke, møggrebe, udrettede høleer og høtyve på en lang stage. Man måtte hjælpe sig, som man bedst kunne.

Af tidligere gårdejer i Vester Falde, sparekassedirektør Jens Sørensen Bak [Bach], der døde i Ranum 1940 i den høje alder af 99 år, har jeg for år tilbage fået fortalt enkelte træk om det røre, meddelelsen om slavernes udbrud vakte i hans hjemby, den lille landsby Braarup i Oudrup sogn, hvor hans far, Søren [Christensen] Bak, dengang var sognefoged og ejede den nu udstykkede Bakkegaard.

Jens Bak, der på det tidspunkt var i 7-årsalderen og lige var begyndt at gå i skole, huskede tydeligt, da den urovækkende melding kom til den lille, fredelige landsby. Sognefogden kom midt på formiddagen efter endt fodring af sine kreaturer gående tværs over gårdspladsen, der skrånede mod stuehuset, da han ved at se ud af det venstre gårdsled fik øje på en rytter, der i stærk fart kom vest fra ned ad vejen mod Braarup by. Pludselig holdt rytteren i gården. Det var en ung karl, der hurtigt, men meget nervøs kom frem med sit ærinde.

»Jeg skulle sige fra sognefoged Simon Pedersen i Vilsted, at han fra herredsfogden i Løgstør har fået meddelelse om, at flere hundrede slaver er brudt ud af Rendsborg tugthus og nu er på vej op gennem Jylland, hvor de på den skammeligste måde afbrænder gårdene og ihjelslår ordentlige folk. Alle vegne, hvor de kommer frem, slutter alskens pak sig til dem, så hæren vokser i størrelse for hver time. Det forlyder, at slaverne allerede er et par mil syd for Viborg og kan ventes at være på egnen allerede i aften eller ud på natten«.

Karlen forsvandt hurtig efter at have afleveret herredsfogdens brev til Søren Bak, der ved meddelelsen var blevet stærkt rystet. Brevet gik ud på, at han hurtigst muligt skulle lade meldingen gå videre til sognefogderne i Lundby og Gundersted, så der også dér kunne træffes de fornødne foranstaltninger.
Vel vidste alle, at krigen stod for døren; men ligefrem overfald af slaver eller tugthusfanger måtte da være meget værre, så her gjaldt det at vise snarrådighed.

Foråret kom tidligt det år, og markarbejdet var allerede begyndt, men Søren Bak fik karlen kaldt hjem og anbragt på ryggen af en hest, for at herredsfogdens budskab hurtigt kunne komme til de før omtalte sogne. Selv løb han over til naboen, gårdmand Kr. Overgaard, der var en rask mand, der tit vidste råd i en snæver vending. Kristen foreslog ham at tage op til skolelærer Kollerup, der dengang boede i Toftegaarden vest for Oudrup kirke; muligvis kunne han få læreren til at lede forsvaret. – Søren Bak mere løb end gik. Hvert øjebliks spild kunne jo forårsage, at man ikke blev beredt til at modtage fjenden.

Skolelæreren var en ældre mand, over midten af tresserne; han havde i sin ungdom under Napoleonskrigene været indkaldt i fjorten år, og deltaget i mangen hård dyst nede i det tyske, så han skulle have alle mulige betingelser for at være en god rådgiver under den forhåndenværende ulykkelige situation.
Læreren syntes at tage sagen med en vis ro; dog kunne han ikke tage afstand fra øjeblikkets alvor. Han havde den dag i sin tærskelo en arbejdsmand, Niels Hornum, der boede i Hummelhaven Oudrup. Han var året i forvejen kommet hjem efter at have siddet i syv år i tugthuset i Rendsborg for tyverier, han skulle have forøvet sammen med den på hele egnen berygtede mestertyv Jens Bager.
Tærskemanden mente, at det var helt utænkeligt, at de stakkels slaver, hvoraf flere var lænkede både på hænder og fødder, kunne fuldføre en sådan kraftanstrengelse, som det var at bryde ud af den stærkt bevogtede straffeanstalt.
Det interesserede Søren Bak at vide, hvordan man tog sagen i nabosognene, og skolelæreren indvilligede i, at hans søn, Kristian, kom på ryggen af en hest og skyndsomst red til Engelstrup for at høre, hvad Jakob Borup, der var sognefoged i Vindblæs sogn, mente, der burde gøres. Han kom tilbage med den besked, at Jakob Borup ikke mente, man kunne sidde herredsfogdens ordre overhørig, og at han, som sognefoged i embeds medfør måtte gøre, hvad der kunne gøres, når faren truede i et tilfælde som her.
Da skolelæreren på grund af sin høje alder og svigtende helbred ikke mente at kunne stille sig i spidsen for hæren og lede forsvaret, og da der ikke i sognet fandtes nogen, der havde været korporal eller havde nogen videre militæruddannelse, bestemte Søren Bak sig til selv at overtage anførelsen.

Kommet hjem til gården fik han ved naboers hjælp sendt ridende bud ud til alle beboerne i det noget tyndt befolkede, men vidtstrakte sogn. Alle mandspersoner fra gårde og husmandssteder skulle møde kl. 4 om eftermiddagen ved Oudrup kirke, men også kvinderne og ungdommen fik travle timer med at bære lyng og rafter sammen på den store Tinghøj oven for byen, så baunen kunne tændes, så snart fjenden var i sigte.
Også de ældre kvinder fik noget at forrette. Man skrev breve og formularer, der, når de blev båret på brystet, skulle gøre fædrelandsforsvarerne usårlige for fjendens kugler. Kun kugler af sølv skulle så kunne bide på, og dem mente man ikke, at slaverne havde let ved at komme i besiddelse af. Der gik også denne eftermiddag mange bud til den kloge kone, Maren Haaning, om medikamenter og trylleord.

Det var en ret anselig styrke – vel omkring et halvt hundrede mand – anføreren kunne mønstre, da man var samlet og drog af sted fra kirken og op på Tinghøjen, der var egnens højeste punkt, og hvorfra der kunne ses milevidt omkring. Søren Bak havde hos smeden fået lavet et spyd næsten i lighed med en høtyv, og denne var sat på en alen lang stage; dette våben mente han var bedst anvendeligt.
Den øvrige150 mands hær var bevæbnet med våben af alle mulige slags. Man lejrede sig på højen, og mens mørket hurtigt faldt på, havde man stadig udkik mod syd. Der sporedes vel nok nogen nervøsitet blandt de fleste, men én ting var alle enige om: ikke at vige for fjenden – der ville vanke brådne pander.

Sent på aftenen var der nogle, der mente at have hørt skud sydpå i heden efter Flejsborg til, og da andre bestemt påstod at have set enkelte ildglimt, troede man, at nu var slaverne ikke langt borte, og man skyndte sig at antænde baunen, der snart blussede op mod himlen i den halvmørke forårsnat. Dette blev signalet til, at der flere steder antændtes bauner, både i Hanherred og rundt omkring. Man troede, at angrebet var begyndt. Men natten gik og morgenen kom, og der viste sig stadig ingen slaver – heller ikke da den lyse dag kom frem. Konerne kom med øllebrød til deres mænd og karle, der var forvågede efter den lange, spændende nat. Op ad formiddagen kom så herredsfogdens bud, at det hele var løgn og opspind opstået i nogles vilde fantasi sammen med den store uro over den rigtige krig, som man vidste ville komme. Hæren opløstes, og enhver drog til sit.

Der forefaldt selvfølgelig mange begivenheder, som vor tid har moret sig over. En husmandsenke østpå, der var meget overtroisk, og hvis eneste søn også var kommet af sted mod slaverne, havde bagt en tyk pandekage, som hun så sendte med sognets lærer, da denne afgik med sin afdeling den 1. april om morgenen. Da han nåede stedet, hvor karlen skulle være at træffe, var denne allerede afgået med fortroppen, og da læreren var ked af at slæbe rundt med pandekagen hele dagen, og han op ad formiddagen blev sulten, spiste han den.
Straks efter kom karlen tilbage, og læreren fortalte ham hele sammenhængen og tilbød at betale kagen. Det lod til, at karlen blev meget nedtrykt, og da læreren trængte nærmere ind på ham, forklarede han, at hans moder havde indbagt 25 store lus i pande-kagen. Maren Haaning fra Vindblæs havde nemlig oplyst, at når lusene blev anvendt, skulle der ikke være nogen fare for den unge mands liv. Det fortælles, at læreren fik svære opkastninger ved meddelelsen!

Et andet sted i Himmerland var der en husmandsenke, der kun havde en tjenestedreng, som også måtte med hæren mod slaverne. Konen, der holdt meget af drengen, fulgte bagefter med sin trillebør, og da man spurgte, hvorfor hun ville med, svarede hun: »Jeg ser jo nok ikke drengen levende mere, og så vil jeg så gerne have hans lig med hjem«. Hun troede, som så mange andre, at det var den visse død, hæren gik i møde.
I et sogn på samme egn var der en ældre, noget trivelig forvalter, der eksercerede med mandskabet. Det kneb for ham at holde orden på de uøvede bønderkarle – nogle drejede højre og andre venstre om, og det hele var forvirring. Forvalteren, der havde været korporal, blev hidsig og råbte: »Klodrianer, I skal gøre som jeg gør«, hvorefter han trådte et skridt tilbage og faldt baglæns i en kalkkule, der var fyldt med vand!

Den hele kommers varede blot et døgn. Bagefter gik der flere steder det rygte, at det var kong Frederik 7., der havde udspredt historien om slaverne for at se, hvad folket duede til.
I alt regnede man med, at der alene i Aalborg amt var kaldt ca. 16000 mand under våben foruden soldaterne, der rykkede ud fra Aalborg.

De senere generationer har moret sig over disse begivenheder; men det er på en måde uretfærdigt, da man jo sagtens kan være lystig, når faren er ovre. Vore forfædre greb til våben – ikke blot de yngre, men også de ældre, mænd helt op over de tres, og halvvoksne drenge; de var rede til at ofre livet for fædrelandet.