Matrikel nr. 7
I 1752 kom Jørgen Rasmussen til verden i Kirke Stillinge. Han giftede sig med enken Else Jens Datter 1776 og blev gårdmand. Han døde i 1816 i en aftægtsstue i Kirke Stillinge. Deres første fællesbarn var en dreng, som fik navnet Jens Jørgensen. Ved folketællingen 1801 er den 22-årige Jens stadig hjemmeboende og ugift.
I Nordrupvester tjente hans senere kone Sidste Jensdatter sammen med sin søster, den 14-årige Anne Jensdatter, hos bonde og gårdbeboer Hans Larsen og Sidse Oles datter.
Jens Jørgensen flyttede på et eller andets tidspunkt til Nordrupvester. Den 25. august 1810 skrev han under på et fæstebrev og blev dermed fæster under Nordruplund. Gården lå vest for Oluf Poulsens gård i Nordrupvester.
Fæstebrevet afslører, at Jens Jørgensen var analfabet. Han underskrev sig ”IIS”. Det var hans næstældste søn Hans også. Den ældste og den yngste søn var begge i stand til at skrive deres navn og lidt til.
Gaarden flyttede han ca. en km. vestpå ned mod Tude Å. Markerne var, som de måtte være i hjulplovens tid, uplejede. Af dem lå mere end 20 tønder land – formodentlig nøjagtig 24 – til dels udyrket hen. Det var mosen, som heller ikke hans sønnesøn, Lars Peder Jensen, fik rigtig skik på og 20 tønder land mod nordvest. De bestod af store græstuer. Hans søn og efterfølger, Peder Jensen, fjernede de sidste mosetuer med håndkraft, et utroligt hårdt arbejde
– De siger nok, at din far er en dygtig landmand, men de glemmer, hvad din bedstefar gjorde for at forbedre jorden, sagde Peder Jensens anden kone, Mette til sit barnebarn i 1900-tallets første del.
Så kom krigen 1848-50. Den yngste søn, Peder Jensen, blev indkaldt til 2. Jægerkorps.
De to brødre blev hjemme på gården.
Jens Jørgensen døde af alderdom lige før høst i 1848. Allerede den 18. august blev han begravet. Den næstældste søn, Hans, overtog driften af gården. Storebror Jens fortsatte som karl på gården indtil november 1849, hvor han forlod Nordrup Sogn for at tage plads hos den 52-årige gårdmandsenke Anne Nielsdatter i Tåderup i Skellebjerg Sogn. Hendes mand var død i august 1849 i en alder af 79 år.
Af Nordruplunds skifteprotokol fremgår det, at Jens Jørgensen efterlod sig enke, tre sønner og tre døtre. Jens Jensen, 36 år, Hans Jensen, 26 år, Peder Jensen, 23 år, i militærtjeneste, Else Marie Jensdatter, gift med Boelsmand Lars Andersen i Hallelev, Ane Jensdatter gift med Hans Nielsen i Tåderup og Maren Jensdatter, gift med gårdmand Jens Larsen i Hallelev. Anmelderen bemærkede, at enken har bestemt sig for at sidde i uskiftet bo, hvilket samtlige arvinger har indrømmet hende.
I 1850 er den 66-årige Sidse Jensdatter betegnet som husmor og gårdmandsenke. Datteren, den 36-årige Ane Jensdatter, bor på gården sammen med sin mand, Hans Nielsen, og deres datter Mette Marie Hansen. Det gør sønnen Hans også. Han har bestyret gården siden 1845. Mærkeligt nok boede hans kone Bodil Kirstine Andersdatter og deres søn Jens ikke her.
9. februar 1851 år vendte Peder Jensen hjem fra krigen. Der blev holdt en stor velkomstfest for de sejrende soldater i en gård i Lille Nordrup. Den eneste gård, der på dette tidspunkt havde bræddegulv. Ellers svang man sig sædvanligvis i dansen – ofte med træsko – på lerstampet gulv. Det eneste vidne fra denne fest er et alenlangt panel, malet af en skrædder med drueklaser. Det befandt sig i Kvislemark Præstegård 1971. Gården blev nedrevet i 1860’erne.
Peder Jensen overtager gården. Hans mor dør som aftægtskone på gården den 21. september 1856 72 år gammel.
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!