Christiane hed min farmor

Hun blev født 14. oktober 1862 og døbt 7. november samme år. Hun blev uddannet som mejerske. To gange var hun ansat på en svensk herregård som mejerske, Hun sluttede som mejerske som på mejeriet i Nordrup og giftede sig med formanden, Lars Peder Jensen.

Hendes forældre var gårdmand Jens Hansen og Maren Hansen.. Han døde den 23. oktober 1882 75 år gammel som aftægtsmand i Kærby. I sit tredje ægteskab med Maren Hansdatter fik han fem børn. Sønnen Hans født 17. februar 3. april 1850, Maren 17, februar 1852, Karen 13. juni 1854, Doris 2. maj 1858 og Christiane 14. oktober 1862. Jens Lambert digtede salmer, når han passede sin daglige dont. Sønnen Hans blev senere skolelærer i Tyvelse.

Min farmor arbejdede hele sit liv. Altid travlt beskæftiget med forskellige gøremål. Når hun en sjælden gang lod sig overtale til at sidde ned ved familiesammenkomster, virkede hun fraværende. Sad stille og sagde kun noget, når hun blev spurgt. Ventede kun på, at der var et eller andet hun kunne gøre.

Hun var meget opmærksom over for mig. Som ældste søn af hendes eneste søn blev jeg vist nærmest forkælet, når jeg var på besøg. Jeg måtte skam ikke kede mig. Hun sørgede altid for, at jeg var beskæftiget, når jeg ikke legede med mine fætre på Nordvang. Under et ophold satte hun en af mine kusiner til at lære mig, hvordan man lavede skibe og Napoleonshatte af aviser. Det foregik i farfars kontor. Da jeg var begyndt at gå i skole, fik jeg en af Carit Etlars romaner stukket i hånden. Sådan husker jeg hende.

Da hun som 70-årig boede på aftægt på den nye gård blev gammel og næsten ikke kunne se, sagde datteren Lisa en dag: ” Mor, jeg skal nok vaske op, du behøver ikke”. Det fik farmor til at sige: ”Hvis jeg slet ingen nytte er til, er der ikke noget ved at leve!”. Hun døde kort tid efter.
– Lydighed, iver efter at tjene andre og religiøsitet var tre hovedlinjer i hendes personlighed. Lydighed, indskærpede, at vi altid omgående skulle lyde fars orde (det var nemt, han brugte aldrig befalende stemme). Og jeg har aldrig hørt mor og far være uenige Aldrig et vrantent ord imellem dem. … Det religiøse var hendes natur. Jeg ved ingen ydre påvirkning til det. Det kom ovenfra, udvikledes indefra. Jeg ved bare, at mor altid gik i kirke. Men var ikke videre sakramental – gik så snart prædiken var endt og man begyndte på salmen. Havde det gammel – lutherske: den rene lære. Når hun havde hørt den, fået bekræftet den, var det egentlige sket, skrev Aage Lambert – Jensen mange år efter hendes død.
Om sommeren stod hun op klokken halv fem og kaldte som det første på karlene og derefter på de hjemmeboende døtre pigerne med ordene: ”I skal ud at malke”. Derefter tog hun sit gamle malketøj på og satte sig få minutter senere ved den første malkeko. Malkningen tog ca. en time. Når den var overstået gik hun i gang med at lave morgenmad.

Til middag plejede hun kun at sove en fem minutters tid. Hun lagde sig, faldt i dyb søvn og stod så op igen.
Hendes eftermiddag gik med bødning og læsning. Hun læste avisens føljeton. Det var normalt en roman af en anerkendt folkelig forfatter. Nyhederne, det politiske stof, og Hans Jensens leder interesserede hende ikke.
Aftensmaden tilberedte hun selv. Normalt sad der ni til ti personer om det runde bord i dagligstuen. Pigerne dækkede bord, ryddede af bordet efter måltidet og vaskede op.

Om aftenen samledes familien om det runde bord i dagligstuen. Farmor sad med sit håndarbejde. Ikke broderier og strikning, men reparationer af det daglige tøj. Hendes svigermor Mette strikkede strømper til hele familien.

I en torso skrevet tredive-fyrre år efter hendes død skrev Aage Lambert-Jensen:
– Husmoderen! Moderen! Det er nok hende, der fylder mest i et hjem, men vi er jo et mandssamfund og sætter husbonden først. Det er vist i det danske bondesamfund, landbrugsfællesskab, ligesom i det gamle Romerske samfund på Kristi tid. Men også ligesom det Romerske deri, at husmoren ofte havde den afgørende indflydelse. Far tog i hvert fald aldrig nogen større beslutning uden først at spørge mor. Det stammer nok fra den tid, han overtog gården. Da spurgte han høfligt sin myndige far. Men mor var ikke myndig i ydre forstand. Det var på en stilfærdig måde. Hun virkede som surdejen, der gennemtrænger alt, man vidste bare ikke, at det var der kilden, det udgik fra, var. Det var ingen stor forandring at udskifte mejerskestillingen på Nordrup Mejeri med husmorrollen på gården nord for byen. Begge steder arbejdsglæde og flid fra morgen til aften, dog uden egentlig at virke fortravlet.

Kvinder kom ikke så meget ud. Det var mandens gerning. De gik i kirke – meget. De kom til begravelser. Det var sognebegivenheder. Det gamle landsbyfællesskab manifesterede sig smukt der. Om så det var, da den gamle tækkemand blev begravet og jeg var kommet hjem fra København, måtte jeg trække i smoking og gå med, jeg gjorde det for resten gerne. Som vordende cand. teol. ville jeg gerne høre, hvorledes vor nybagte præst, JCIEJ, forrettede handlingen. Ved dåb og bryllup (dette sidste altid med brudgommen i diplomat, ikke kjole, slet ikke jakke, men diplomat, det var gårdejersymbol) – sidste gang brugt 1925 i Nordrup Kirke – kom slægt og venner, ofte omkring 50 -70. Min mor tog med. Men ellers blev hun helst hjemme ved sin daglige gerning.

Mor havde ingen modgang haft. Hun var tilfreds med sin barndom, sin blide mor og strenge far. Læreren i skolen var streng, men det nævnte hun aldrig. Sagde, at da hun kom i skole, skulle hun og de andre hver især syng en salme eller et vers – alene. ”Jeg var meget undselig, men turde ikke lade være”.

Mor var en ængstelig natur. Når hendes døtre var til bal i Hallelev Forsamlingshus, sov hun aldrig, før hun hørte gangdøren gå og vidste, at nu kom de hjem.

Familiefester dvs. konfirmation, bryllup blev næsten altid årsag til tårer. Mor, der af natur ikke havde sans for humor, kunne ikke fatte, at der kunne opstå en situation, som kaldte mindst smilet frem.

I 1925 blev Elisa gift. Og mor skulle igen til at have husassistent ligesom ved sit ægteskabs begyndelse. Men hun var god til det, venlig, overbærende, og aldrig sagde hun til pigen, at hun skulle skynde sig. Det var en let plads – og meget eftertragtet.

Mens far ofte var syg og ofte lå nogle dage i sengen, erindrer jeg næsten aldrig mor syg. Der var dog een gang, ca.1937. Jeg kom hjem på besøg fra Kvislemark. På cykel. Der var kun knap 4o km. Mor talte om sin høje alder, og at hun måtte forudse, at der ikke var lang tid, ikke mange år. Så sagde mor: ”Jeg har talt til far om, at det var godt, hvis vi kunne følges.” Siden sagde mor til mig: ”Jeg er ikke bange for døden. Det der følger efter. Men jeg er bange for de smerter, der kommer inden livet slipper”. – 5 år efter døde mor. Uden smerte, uden angst. Hjertet gik pludseligt i stå. Mor havde lige lagt sig – og så kom døden. Man må tænke på Salomons ordsprog kap.3. vers 24. Ordsproget lyder: ”Når du lægger dig, da skal du ikke frygte, og når du har lagt dig, skal din søvn være sød”.

Sognepræst Aage Lambert-Jensens prædiken ved Christiane Jensens begravelse den 8. februar 1942 gik desværre tabt ved flytningen fra Kvislemark Præstegård til Skælskør. Udkastet er i mit arkiv.