Slog sten som Jens Vejmand

Farbror Karl boede ca. ¾ km fra os. Hans ejendom var ikke så stor, at han kunne leve af den alene. Han måtte gå ud på dagleje – nok mest på Sembygaard. Hans lyst lå vel ikke lige akkurat i at passe sin ejendom. Så kreativ og flink med fingrene, han var, kunne han sikkert godt have gjort det vel som smed eller tømrer. Men da han voksede op, var det naturligt å begynde i en plads på en eller annen bondegård, så det blev hans lod her i livet .

Farbror Karl havde mange småjobs. Han gik rundt på gårdene både i Hem, Sem og Skrødstrup og sprængte sten, så han må jo have haft en tilladelse til at købe og anvende dynamit. Det var også hans arbejde at gå rundt for kommunen og lægge forgiftede orme ud til muldvarperne, der blev betraktet som skadedyr. Han var også ansat af landboforeningen til at bekæmpe oksebremser. Deres grimme, tykke, hvide larver skulle klemmes ud, inden de borede sig ud gennem køernes skind, så huderne blev ødelagt.

Farbror Karl var en dygtig mand på sin lille ejendom. Han havde to heste, islændere. Dem var der ikke mange af på egnen. Man brugte mest de store, jyske heste.

Han var fingernem, det havde jeg megen glæde af som dreng. Han lavede blandt andet en vindmølle af et gammelt cykelhjul, og med al den vestenvind, der er i Danmark, gik møllen som bare – – -. Den kunne trække ting f.eks. en gammel barnevogn.

Det var stor stads å besøke ham i huset i Sem, da vi blev lidt eldre. Min kone, Berit, siger, at farbror Karls jordbær var kjempe gode – de største, hun har set, og når vi var på besøk i Danmark, fik vi altid førsteklasses grønsager med hjem. Og så husker jeg, at han havde nogle flotte kaktus.

Der er en episode med farbror Karl, jeg aldrig glemmer.

Vi fik altid julegaver af farbror Karl. En gang, jeg havde fået en flot lommekniv af ham, kom Jørgen Hermannsen på besøg for at lege med mig. Vi syntes, at det var sjovt å kaste med ting og så bagefter finde dem igen. Jeg torsk kastede den fine kniven, som jeg lige havde fået. Den faldt i en pløjemark og væk var den.

Farbror Karl kom dagen efter over for at besøge os – desværre – for pludselig var der en snor, der skulle skæres over, og da var det jo naturligt at spørge mig, om han måtte låne kniven – men den var væk. Jeg havde selvfølgelig ikke modet til at fortælle den fulde sandhed. Jeg sagde, at jeg havde tabt den. Far var sur, Mor var sur, og farbror Karl var så skuffet, at han sagde, at det ikke var noget ved å give mig noget.