Piano og mandolin

I 1952 blev Sem Kirke restaureret, så konfirmationen foregik det år i Hem Kirke. Da Line fra Sembygård mødte op i mit hjem for at fæste mig, sagde hun: Jæ hår jo haj tow o de kuld i forvejen – å de var ærlige. De håber jæ også den tredde æ. Det gik som en rød tråd gennem hele vores opdragelse, at man skulle være ærlig og oprigtig, så jeg følte mig dybt krænket over bemærkningen, men det skulle blive meget værre.

Jeg startede på Sembygård den 1. november. Line var meget sparsommelig, så det blev ikke i den plads, jeg lærte meget om at føre hus. Hun ville selv lave maden, så når jeg var færdig med mit rengøringsarbejde kl. 14.00 kunne jeg gå hjem til næste dags morgen – så sparede Line jo også kosten.
Jeg havde selvfølgelig fri hver anden søndag. Jeg fik Lines mistro at mærke, da to punge blev væk. Alle følte sig under mistanke, så det var en lettelse, da de blev fundet – i Sørens bowser. Men der blev ikke givet undskyldninger på Sembygaard – tværtimod.
En dag jeg skulle gøre rent i soveværelset, havde Line lagt en plovmand, 500 kroner, på sengen for at prøve mig af. Det var rigtig mange penge. Søren vidste, hvad det drejede sig om. Han kom ind og tog sedlen, men det var meget ubehageligt at være under mistanke.
En dag fortalte Line mig, at hun havde været hjemme hos mine forældre og fæstet mig for endnu et år. Hvor blev jeg skuffet. Jeg havde håbet på at få en anden plads, men nu kom jeg til at skrælle kartofler endnu et år.
Om vinteren var der uhyggelig koldt ude i karlekamrene, så jeg undrede mig ikke over, at en af karlene anskaffede sig en varmeovn til at lune lidt op. Pedersens datter, Anna, vidste det godt, men ingen af os sagde noget til Line. Nu var hun som sagt meget økonomisk, så hun kom op på stikkerne, da Jens Laustsen henvendte sig og fortalte, at der blev brugt mere strøm end sædvanlig. Vi syntes, han var lidt nævenyttig. De gennemgik hele ejendommen ude og inde, og fandt ovnen i karlekammeret – sikke et hus vi fik.
Der var 42 malkekøer på Sembygaard. Jeg undrede mig lidt over, at vi kun måtte bruge skummet- og kærnemælk til madlavningen – men så var der selvfølgelig ikke kommet så mange mælkepenge i den pung Line gemte under tæppet. Folkene kunne ellers godt have brugt kalorierne, for man arbejdede hårdt på Sembygaard. De to karle, Jens Juul og Jæ, var flittige arbejdere, så de kunne tage godt fra ved spisebordet. Jæ var Karl Thomsen. Han sagde jæ om sig selv og ikke a, som vi andre gjorde.

Min næste plads var på en gård i Gjerlev, hvor vi var fem voksne og fem børn til daglig. Der var bestemt ikke mindre arbejde, men stemningen var altid god. Konen havde en fast vilje, men der fik jeg sandelig lært noget – også at lave mad. Om aftenen spillede vi alle, mand, kone, to karle og jeg hjerterfri, femhundrede eller hyggede os på anden vis, hvis vi da ikke var til KFUM møde hos lærer Møller i Gjerlev Skole. Vi var delt op i et karle- og pigehold. Til fællesmøderne samledes vi alle i missionshuset – og der kom rigtig mange.
Mit store ønske var at lære at spille på klaver. Nu, da jeg tjente 75 kr. om måneden, måtte muligheden være der. Et klaver var for dyrt, men jeg lånte 375 kr. af min bror, Erik, så havde jeg lige penge nok til at købe et orgel. Hos lærer Christiansen i Skrødstrup fik jeg undervisning i tre måneder for to kr. i timen. Jeg blev aldrig koncertpianist, men jeg har haft stor fornøjelse af ”spilleriet”.

Det blev helt anderledes, da jeg fik plads på Hebron, der lå i Sjællandsgade i Randers. Vi var ti piger til at passe de ældre. De gamle var opdelt i klasser. De fineste boede på øverste etage, men alle måtte de, når det behøvedes, bevæge sig hen til de fælles toiletter. Arbejdstiden var fast – fra kl. 7.00 – kl. 15.30, men ca. en gang om måneden var vi ”i gryderne”. Når man lavede mad, havde man samtidig vagten ved de syge om eftermiddagen. Havde man fri om eftermiddagen, skulle man stå for aftenkaffen, så sluttede arbejdsdagen først kl. 21.00. Mens jeg var på Hebron, blev der indført lørdagsfrihed fra kl. 14.00.
Personalet underholdt undertiden de ældre med sang, spil eller en lille sketch, så jeg anskaffede mig en mandolin og lærte at spille til husbehov.

I 1958 opholdt jeg mig på Rønde Højskole. Det tænker jeg tilbage på med megen stor glæde. Det var et rent pigehold. Og maden, hvor var den sund – masser af spinat. Det er nu også mere venskaberne, jeg mindes. Jeg har stadig forbindelse med seks af pigerne fra den gang.

Efter endnu en periode på Hebron fik jeg plads hos Knud Kjærgaard i Hald. Det var næsten som et hjem og de havde tillid til folk. Jeg måtte selv tage pungen og betale de handlende, der kom til gården og solgte varer.

En tid tjente jeg hos lærer Johansen i Hald. Jeg oplevede dagligdagen i et lærerhjem. Der var arbejde nok med tre børn og de mange gæster.

I 1962 søgte jeg pladsen som husbestyrerinde hos Jens Karl, der havde overtaget og boede på sine oldeforældres gård, Højvang. Vi blev gift året efter. Med 22 malkekøer, arbejde ude og inde og en familie, der efterhånden var vokset til seks, havde jeg nok at se til. Forholdene i landbruget var begyndt at ændre sig, så skulle vi fortsat leve af gården, måtte vi øge produktionen. Jorden var god, men bygningerne var meget gamle og utidssvarende.
I 1973 byggede vi nyt stuehus. Pludselig skulle vi til at betale 1.500 kr. hver termin. Det var næsten 20 gange så meget, som vi plejede. Det gik for os som for mange andre familier på mindre ejendomme. Jens Carl begyndte at arbejde ude – på Skandia i Randers. Dyrene blev solgt, og for pengene blev der købt bedre og mere tidssvarende landbrugsmaskiner og redskaber, så han selv kunne passe jorden i sin fritid.
I 1996 solgte vi ejendommen til vores søn og flyttede ind til Gjerlev, hvor vi bor i et dejligt hus. Har man hele sit liv arbejdet, er det svært bare at sidde hen. I fritiden er jeg med i kredsen omkring Dan-Missions genbrugsforretning i Gjerlev og den lokale børnekreds, hvor vi holder søndagsskole og hygger om børnene med kage og saftevand. Det kan også hænde, at jeg en gang imellem hjælper folk med en lejlighedssang.