Jeg talte “Mariager jysk”

I 1948 skulle jeg konfirmeres og forlade skolen i Grove. Som fattig husmandsdatter måtte jeg nok forvente at skulle arbejde som tjenestepige på en gård eller lignende. Jeg var ked af at forlade skolen. Min mor og lærer Bach mente også, at der var bedre udsigter, hvis jeg fik mere skolegang. Hvordan de to fik det ordnet, så jeg fik en friplads på Mariager Borger- og Realskole ved jeg ikke. Jeg mener, at det var Randers Amt, som betalte for pladsen.

Vinteren 1948 fik jeg ekstratimer i engelsk hos Frk. Nicolajsen, og nogle få timer i tysk hos lærer Schrøder. Eleverne i Mariager havde engelsk fra 4. og tysk fra 5. klasse Jeg startede til april i 6. klasse, og 14 dage efter blev jeg konfirmeret i Hem Kirke. Jeg cyklede fra Nørresem til Mariager, ca. 10 km hver vej, seks dage om ugen på en gammel cykel. Fra Sembygård fik jeg som regel følgeskab med Karen Elise, som gik i 5. klasse. Det var da hårdt, men vi klarede det. Ved afslutningen på 6. klasse fik jeg en flidspræmie. Jeg blev mere accepteret blandt de, som fortsatte i realklassen. Mit sprog ændrede sig nok i retning af ”Mariager jysk”, som én af lærerne kaldte det sprog, som blev snakket i Mariager.
Jeg gik to år i realklasserne. I 1949 flyttede Far og Mor til Skrødstrup, så jeg fik lidt kortere vej. Efter realeksamen fik jeg arbejde på Mariager Bogtrykkeri på kontoret, og her var jeg i to år. Jeg gik på handelsskole om vinteren. Det var om aftenen, så jeg havde nok at se til, men jeg fik da en god handelsskoleeksamen.

Så måtte jeg prøve andre ting. Jeg rejste til Trige ved Århus, hvor jeg arbejdede i en købmandsbutik et års tid. Derpå tog jeg arbejde som Mothers Help i Leatherhead syd for London. Der arbejdede jeg et år og tre måneder. Jeg havde en ugentlig fridag, så London blev udforsket, ofte sammen med danske eller norske piger, som arbejdede i samme område.

Da jeg kom tilbage til Danmark, regnede jeg med at kunne få arbejde på et kontor eller lignende. Jeg syntes, jeg var rigtig god til engelsk. Jeg havde taget et engelskkursus på aftenskole, mens jeg var i England. Kurset var oprettet under Cambridge Universitet. Jeg havde min handelsskoleeksamen og var i gang med et korrespondancekursus i stenografi; men det var svært i 1954. Købmanden i Trige tilbød, at jeg kunne komme tilbage og arbejde i butikken samt ordne hans regnskaber.

I begyndelsen af 1956 rejste jeg til Norge. Jeg arbejdede i en købmandsbutik i nærheden af Oslo de næste par år. Derefter begyndte jeg på Røde Kors Sygeplejeskole i Oslo og tog i løbet af de næste tre år en sygeplejeuddannelse. Jeg arbejdede som sygeplejerske på Lørenskog Centralsygehus i ca. otte måneder. Derefter gik jeg på barselsorlov.

I 1959 var jeg blevet gift med sønnen fra købmandsbutikken, og i oktober 1962 kom min søn til verden. Nogle måneder efter rejste vi til Danmark, og jeg begyndte kort tid efter at arbejde som timelønnet medhjælper på Sødisbakke på en afdeling med svært handicappede patienter. Efter at have arbejdet der et stykke tid, blev jeg souschef, og i 1973 blev jeg afdelingssygeplejerske. Det var jeg til 1994, da jeg som 60-årig gik på efterløn.

Det meste af tiden, efter vi kom til Danmark, har vi boet i Kærbybro. Hele livet har ikke bare været arbejde. Vi har rejst meget i de første år mest i Norge – senere i store dele af Europa. En af de fritidsinteresser jeg har brugt megen tid på er hundearbejde. Jeg begyndte i 1981 at gå til træning i DcH-Mariager med vores hund. Jeg tog senere uddannelse som træner, og var i otte år formand for foreningen. Det har givet mig mange gode timer, både med de hunde jeg selv har haft, og med de gode kammerater, jeg fandt blandt hundeførerne.

Det er ikke så mange af dem, jeg kendte fra min barndom og ungdom, jeg ser mere. Et år i England og seks år i Norge gør, at man lærer andre mennesker at kende. Men jeg har da været til 50 års jubilæum for nogle år siden med mine realskolekammerater. Ellers er det mest veninder, jeg har fået i mine 31 år på Sødisbakke, jeg kommer sammen med.

I 1994 købte min mand og jeg et hus i Portugal. Det ligger i Algarve ud mod Atlanterhavet. I 11 år har vi rejst frem og tilbage et par gange om året, så jeg har opholdt mig der fire – fem måneder om året. Jeg har min hund med, så vi kører i bil. Vi begynder måske at blive lidt for gamle til det, og helbredet svigter iblandt, så det kan være, vi skal til at bruge flyveren noget mere, og lade hunden blive i Danmark hos min søn.