Nedmaningen i Marvede præstegård

Hyllinge har siden Reformationen stort set altid haft præst fælles med Marvede, og i en af de gamle længer i Marvede Præstegaard ragede en egepæl op over lergulvet. Det hed sig, at pælen var sat, hvor en karl, der tjente i præstegården, var blevet manet ned. Mange præster var ferme til at (vel)signe og (for)mane, da de stod i forbindelse med de højere magter. Om baggrunden for nedmaningen (forbandelsen) fortaltes:

”Præsten [enten Faber (død 1814) eller Bründum (død 1831)] havde faaet Mistanke om at Karlen og Præstefruen var Kjærester. Saa havde Præsten talt med Tryde i Quislemark om Sagen, og de to Herrer blev saa enige om, at Karlen “burde manes ned”. Og de blev saa enige om, at Tryde skulde komme kørende til Marvede, en bestemt Nat, saa skulde Præsten under et eller andet Paaskud se at faa Karlen ned til det omtalte sted i Porten, og der skulde han saa behandles.

Den omtalte Nat kørte Tryde til Marvede. Ved Midnatstid naaede han dertil, og befalede sin Kusk, han skulde holde paa Vejen oppe ved Kirken, og han maatte ikke for alt i Verden køre – før den som kom, befalede ham at køre “I Jesu Navn” Dernæst gik Præsten ned ad Vejen til Præstegaarden. I løbet af Tiden som skred, kom der med nogen Tids mellemrum en Person, der lignede Tryde, som satte sig tilrette i Vognen og befalede Karlen at køre men uden at nævne Jesu Navn. Det gentog sig tre Gange. Den fjerde Gang kom den rigtige [Tryde], der befalede ham at køre “I Jesu Navn“, og saa kørte de hjem til Quislemark.

Præsterne lod sig forlyde med, at det havde været en streng Tur for dem at faa ham ned, og de maatte gøre ham den Indrømmelse, at han hver Midnat maatte komme op og vise sig ved et Mosehul paa Præstens Mark nedad mod Aaen i Skellet ind til Anders Rasmussens Mark i Spjellerup. Ved dette Mosehul saa den gamle Jens Nielsen en hvid Skikkelse en Nat han gik ned ad Markvejen for at komme til Agerup. I Marvede stod Egepælen i Gulvet indtil Længen i 1870’ne blev nedrevet. Da blev Gulvet brudt op, og lige under Gulvet kom saa Skelettet af en sammenkrympet Mand tilsyne, og Egepælen var dreven ned igennem ham. Skelettet blev optaget og begravet til højre, lige indenfor Laagen paa den gamle Kirkegaard” (NPP). – Karlen skulle hedde Søren, men historien har nok fået ”aktuelle” præster og karle tilføjet mange gange.

Fire andre versioner kan findes i Evald Tang Kristensens samling ”Danske Sagn”. Bl.a. hedder det, at sognets konfirmander dengang betragtede egepælen i laden med ærefrygt, for:

“I gamle dage har der nemlig levet en præst i Marvede, som hver løverdag nat gik over i kirken for at øve sig på sin prædiken til om søndagen. En nat tog præstens karl et lagen over sig og fulgte efter præsten for at kyse ham. Fra prædikestolen lagde præsten snart mærke til spøgelset og råbte: “Er du et menneske så tal! Er du en djævel, da vig bort!” Præsten kunne imidlertid ikke selv få bugt med spøgelset, som vedblev at trodse ham, og der måtte så bud efter præsten i Kvislemark. For hvordan det nu kan være, de Kvislemark præster har altid været de skrappeste til at mane. Denne veg spøgelset også straks tilbage for; men da det ikke vilde stoppe spøgeriet, begyndte præsten at mane det ned. – Næppe var karlen sunket i til knæene, før han gav sig til kende, og bad præsten om dog at slippe løs igen. Nu var det imidlertid for silde. Ned måtte han, og pælen blev rammet ned over ham. – Men gamle folk påstår, at når man trækker i pælen, jamrer karlen: “Rok op, rok op!”

Noter til denne historie