Den hovedløse rytter

“Fra Mortensdag til Skt. Hansdag rider den Hovedløse Rytter fra Marvede ad Taastrupvejen. I Taastrup By drejer han til venstre, hen forbi Gartneriet, og forsvinder ude i Donerne, og saa staar Donerne i lys lue. Det er Lygtemændene, der tager imod ham. Folk skal helst flytte sig, naar de hører ham komme – ellers flytter han dem: de faar nemlig et stærkt Stød for Brystet, saa de tumler omkuld. Der er mange Fortællinger om ham; nogle siger at hans Hest er hovedløs, og andre siger, at Rytteren selv har sit Hoved under Armen.”

”Donerne kaldes den flade Mark, hvor Taastrup, Jenstrup og Saltøbys Marker støder sammen. Her har der før været en betydelig stor Skov. Vejen hen forbi Gartner Christensen er den gamle Markvej, der før har ført ud til Taastrup Huslodder … som nu er lagt ind under Taastrupgaarden” (NPP).

At der har været skov, er ikke forkert, men ved Udskiftningen sidst i 1700-tallet var den ikke længere særlig stor. På det tidspunkt fik gårdene deres jord samlet. Før da var landsbyens jorder hovedinddelt i 3 vange / marker. Ordet mark har derfor totalt ændret betydning. Dengang omfattede en mark omkring 1/3 af landsbyens jord. Markerne var igen underinddelt i åse, et større dyrket stykke agerjord, der igen var inddelt i en række strimler, agre.

Hver gård havde én ager i hver ås, og en gård kunne have strimler af jord liggende op til 100 forskellige steder inden for ejerlauget, så alle kunne få del i den gode eller dårlige jord. Det krævede fælles aftaler i landsbyen om, hvornår der skulle pløjes, sås, høstes osv.

Da man skulle ændre denne struktur blev der tegnet præcise kort over ejerlauget, og på dette såkaldte udskiftningskort blev der først noteret en lang række benævnelser på agre, åse, enge – og derefter blev der trukket grænser, så de enkelte gårde blev ligeligt tilgodeset (matrikelkort). Ofte fik de udflyttende gårde lidt ekstra jord, da jorden på udmarken ikke var så attraktiv. Disse linealstreger kan genkendes i landskabet i dag, bl.a. i levende hegn.

Der var vangelag mellem Jenstrup, Tåstrup og Saltøby. Det betød at dyrkningen af de forskellige vange (marker) blev koordineret mellem landsbyerne, og at de mere eller mindre havde fælles overdrev mellem byerne. Som følge heraf blev der tegnet et fælles udskiftningskort over de tre byer i 1784. Normalt fik hver landsby deres eget kort: én landsby = ét ejerlaug = ét kort.

Ikke meget mere end halvdelen af jorden var dyrket agerjord dengang. Resten henlå som skov, kratskov, overdrev, mose eller eng. Marken (i gl. betydning) mellem Tåstrup og Jenstrup hed apropos beretningen Skovmarken (Schow Marcken).

Donerne omtales som en flad mark. Stedet er i 1784 vist som et stort engområde. Der er ikke megen udtaleforskel på doner og dåner, når man tænker på planten dunhammer, der netop blev stavet donhammer i ældre tid. Donerne/Dånerne betyder: ”et fugtigt sted, hvor der vokser planter, som spreder sig ved dun” (tagrør, dunhammer, kæruld).

Mosen/engen blev afvandet til Harrested Å, men inden havde noget af vandet gjort nytte i Saltø Vandmølle. Vandmøllen blev gradvist overflødiggjort af en, og forsvandt helt i 1860. Mange af vandløbene er blevet rørlagt, men man kan stadig se den snoede bæk lige før ”vandmøllen” ligesom man i terrænet kan fornemme den fhv. mølledam lige før dæmningen/vejen.

Donerne var det største af de mange vådområder, der ellers lå spredt mellem det opdyrkede. Et par af åsene ved Tåstrupgård hed ”Store – og Lille Waasebroe”. En vase i denne betydning var et vadested/lille vej over en å eller et fugtigt område, gerne skabt ved opfyldning med risknipper, grene, jord o.l. Vase blev netop udtalt våse if. en gl. beretning.

Bakken lige NV for Tåstrupgård hed endvidere ”Vaasebierg”. Bjerg betød kun bakke dengang (tænk på Jeppe på Bjerget). Der er udtalemæssigt ikke langt mellem våse og gåse, og på et kort fra 1891, hedder Tåstrupgården Gaasebjerggård.

Noter til denne historie