Ska’ vi gå i biffen?

Det var i 1950 eller 51. Jeg var 6 år, og jeg var i biografen for første gang. Det var i Lemvig Biograf Teater, som var den eneste biograf i byen. Jeg var bragt med af min 8 år ældre storesøster. Prisen var 35 øre for en børnebillet. Og det var en søndag eftermiddag kl. 16.00. Filmen hed ”Bambi”. Min søster anbragte mig i et sæde på en af de forreste rækker og trak sig tilbage til vennerne længere tilbage i salen. Biografejeren, som hed Nielsen, var en stor, kraftig mand. Han bar en sort habit, hvid skjorte og slips. Han gik op og ned i gangen og holdt styr på de mange børn, til lyset blev slukket, og filmen begyndte. Hvis larmen blev for voldsom, gav han et brøl fra sig. Det gjorde han på denne min første biograftur. – Med det resultat, at jeg stak i at tude, så søster måtte hente mig op til sig. Jeg burde ha’ været klogere, for det medførte , at hun, så vidt jeg husker, aldrig siden tog mig med i ”biffen”. Nielsen burde også ha’ sparet på det vrede blik, han sendte mig, for i årene der kom, var jeg en sikker og fast indtægtskilde 1-2 gange om ugen. Lige til jeg rejste fra byen til større biografsale med flere tilbud om paradisstunder.

Men tilbage til ”Bambi”. Det var første gang, jeg så levende billeder. Jeg tror ikke, jeg opfattede, at det var en tegnefilm. For mig var dyrene levende. Det var en tårepersende oplevelse for mig til slut at se den ensomme far med den moderløse Bambi ved sin side. Var det ikke i udkanten af en skov? Alt i alt var min første biograftur så sindsoprivende, at der gik et par år, før jeg gentog eksperimentet. Jeg husker ikke, om det skyldtes forbud fra mine forældre eller ren og skær skræk.

Omkring 1953 begyndte mine ture i biffen at komme i faste rammer. De første år var søndag fast biografdag. Eftermiddagen startede kl. 13.00 i søndagsskolen i missionshuset – ikke fordi mine forældre var missionske – snarere fordi alle, vi kendte, gik der. Og så afholdt de en årlig sommerlejr i Humlum – en hel uge sammen med 30-40 jævnaldrene og nogle rare voksne ledere og ”tanter” til leg og boldspil og badning. I missionshuset deltog vi i en slags misforstået nødhjælp – efter min mening – bl.a. i form af en negerdukke på en opsats, der ved hjælp af en mekanisme fik dukken til ydmygt at bøje hovedet til tak, når man lagde en mønt i munden på den, som den slugte. Jeg medbragte hver søndag 1 kr til ”de fattige negerbørn”, Søndagsskolen sluttede kl. 14.00, og så gik min veninde og jeg rundt om hjørnet og stillede os i kø foran biografen, hvor de ”ugudelige” allerede stod. Først ca. 15.30 begyndte billetsalget, og der blev en masen og skubben. I billetlugen fik man en nummereret billet. De første år til 35 øre, så steg prisen til 60 øre. Det var prisen en del år, for endelig de sidste børneår at nå den svimlende pris af 90 øre. Jeg fik altid 1 kr – der var dog retfærdighed til med hensyn til negermanden contra den hvide pige. De fleste år havde man så 40 øre til snold. For det meste 4 salmiakstænger, som holdt det meste af filmen, da vi udviklede en særlig sutteteknik, som gik ud på at slikke stangen tyndere og tyndere fra spidsen. Alskens slik og is kunne man købe i en lille kiosk i foyeren – bestyret af Nielsens kone, tror jeg.

Når man først var kommet ind på sit sæde, sad man med en frydefuld forventning blandt flere hundrede børn, der råbte, grinede og, for drengenes vedkommende, toppedes i al godmodighed. Jeg var altid sammen med veninder. Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde gik alene. Måske var jeg så ”billedfortryllet”, at jeg måtte dele oplevelsen med nogen. Måtte ha’ en hånd at gribe, og det var udelukket, at mine forældre ville med. I det hele taget husker jeg ikke voksne tilskuere i salen. Først langt senere, som teenager oplevede jeg min far gå med mig i biograf. Vi så en gyser af Hitchcock. Jeg var ved at bide knoerne til blods og var ret skuffet over fars uberørthed. Men han kendte jo til større dramaer fra virkelighedens verden.

Nå, i 1953 var Hoppalong Cassidy det store nummer. Amerikansk western. Vi så mange film med Hoppalong på den hvide hest, smukke Johnny og den hyggelige komiske gamle cowboy. Vore lege var præget af filmene. I en lang periode var vi heltenes ventende kvinder. Vi havde en saloon, hvor vi lavede, anrettede og serverede vældige måltider til heltene, når de trætte vendte hjem efter jagten på ”the bad guys”. Vi var kun 3 piger, men i fantasien var intet umuligt. Legen foregik i et træskur, som vi syntes, lignede bjælkehytterne fra filmene.

Senere så vi en del indianerfilm, og i en periode var vi grusomme, men ædle vilde. Vi byggede huler, fabrikerede buer, pile, piske og marterpæle. Disse lege foregik i naturen – dalen – neden for villavejen, vi boede på. Legene førte til tider til sammenstød med fjendtlige banditter (børn fra andre kvarterer) Vi tilbragte en del tid med at udspionere fjender – som kunne være en ko, en beboer fra kvarteret eller ingenting overhovedet.

Også Tarzan-film og naturfilm var inspiration til lege, hvorimod komiske film, som Gøg og Gokke og danske film, ikke blev brugt i lege. Mærkelig nok husker jeg ikke én eneste Chaplin-film. Måske brød Nielsen sig ikke om dem.

I hele min barndom var jeg i biffen ca. en gang om ugen – altid søndag eftermiddag. Som teenager steg det til ca. to gange. Repertoiret skiftede torsdag og mandag. Som barn fik jeg penge af mine forældre – jeg skulle ikke tigge og bede om dem – Jeg fik 1 krone, senere 1 daler, da biletten steg til 90 øre. Omkring 1956 begyndte vi at samle på programmer – små hæfter med omtale af filmen. De kunne altid købes sammen med billetten. Jeg husker ikke, hvad de kostede, men det var vist ikke meget. Jeg har stadig en del, som jeg med mellemrum tager frem og viser mine børn. Når jeg sidder med et program i hånden, fornemmer jeg den særlige atmosfære i biografen, hvor vi studerede programmet nøje, før filmen begyndte,. Mine forældre censurerede aldrig filmene, så jeg så alt, der var tilladt for børn. Som nævnt var Hoppalong Cassidy-film meget populære hos mine veninder og jeg. Vi syntes, de var spændende og ind imellem morsomme. Vi syntes, vi kendte personerne, fordi vi så dem så ofte. Jeg husker det som om, vi så mindst 50 forskellige, men det kan jo ikke passe, at der blev lavet så mange.

Senere kom der danske børnefilm, som optog os meget, men ikke gav samme næring til fantasien. Måske bortset fra ”Paw”. ”Far til fire”-film så vi altid og ”Altid ballade”, ”De pokkers unger” og selvfølgelig Morten Korch-filmene. Jeg var den eneste i min familie, der var ”filmtosset”.

Efter 14-årsalderen brugte vi biografen som mødested. Der var ingen fritidsklub i byen, så ”biffen” var det eneste legale mødested for piger og drenge.

Selve biografens udseende og indretning ændrede sig ikke i hele min barndom og ungdom. Ja, år tilbage fulgte jeg min datter i biografen under et besøg i Lemvig. Det hele lignede sig selv. Blot var der så stille –så stille. Først i de senere år er bygningen taget i brug som en slags medborgerhus. Som 16-17-årig kunne det ske, at min venindes forældre, der havde bil, inviterede på biograftur i Struer. (18 km. fra Lemvig) Det var film, som var for dyre for Lemvig Biograf Teater. Ofte store, amerikanske helaftensfilm eller film med det man kaldte kunstnerisk værdi.

Da min søster blev bosat i Søborg, var jeg hver sommerferie hos hende, og jeg tog altid mindst én gang ind til byen og så en film. Det var film, der aldrig nåede til Lemvig. Måske havde biografen ikke teknik til at vise dem. Som eks. kan nævnes ”Borte med blæsten” (Den så jeg også året efter). ”Pepe”, ”South Pacific”, ”De ti bud” og ”Kongen og jeg”. Alt, hvad jeg så, var utrolige oplevelser for mig. Jeg gik helst alene nu, nok fordi jeg ikke ville vise, hvor berørt jeg blev af filmene. De programmer, man kunne købe til disse film, var store, flotte og på glittet papir – og til en anden pris end Lemvig Biograf Teaters.

Som studerende blev Herning min by. Her fik jeg nye muligheder for at se film. For et lille beløb kunne studerende blive medlem af en filmklub. Jeg blev naturligvis medlem, og en helt ny filmverden åbnede sig for mig. Der blev kun vist ”smalle” film. Det var i 1964 – 69. Så det var franske nybølgefilm, italienske og engelske film. Enkelte danske. Og selvfølgelig Bergman. Jeg læste en del om filmene og kendte de forskellige instruktørers brug af symboler. Jeg så film på en anden måde end før. Det var ikke kun oplevelse, men også teknik.

Når der var mulighed for det under uddannelsen, valgte jeg altid noget med film. Jeg deltog i filmkurser og fik et kursus som operatør.

I 1969 var jeg uddannet lærer og flyttede til Sparkær, 15 km. fra Viborg. Der var ingen biograf. Jeg havde nu 2 børn og intet kørekort, så i nogle år var jeg højst i biograf 1 gang om året. Det foregik med bus til Viborg nogle timer før filmen og bus tilbage sent om aftenen. Så det var kun særligt ønskede film, jeg så. Mine børn så aldrig film. Først i 1971 fik vi TV, og der oplevede de så den fattige erstatning for levende billeder.

I 1974 flyttede vi til en lille ø med 120 indbyggere og naturligvis ingen biograf. Men min interesse for film kunne jeg udnytte i mit arbejde som lærer. Jeg fik skolen til at anskaffe en moderne 16 mm fremviser, og så gik jeg i gang med at vise film fra Statens Filmcentral. Undervisningsfilm, men også spillefilm. Vi lavede en filmklub for børn. Efter at have vist, hvad vi kunne bruge af SF’s spillefilm, lejede vi film af private udlejere, ikke mange p.gr.a. prisen. Jeg kunne dog ikke lade være med at vise børnene ”Det store løb” og ”Det gamle guld”. De elskede dem!

Senere blev jeg bosiddende på Frederiksberg og mine muligheder for at se film var uendelige. Og dog gik jeg kun i biograf 8-10 gange om året. For øvrigt er det en uskik med alle de små sale, de store biografer har. Det er ikke særligt ”biograf-agtigt” at sidde i en sal sammen med 10 andre tilskuere. Så var der anderledes stil over det, når man gik i Palladium i ”gamle dage” med hammondorgel og plysfortæppe.

Min dagligvarebutik hed ROXY. Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at det var den tidligere biograf Roxy på Frederiksberg. Nu har NETTO overtaget butikken – lidt trist er det. Men nu er man vist ved at etablere en biograf på Frederiksberg igen. Den får jeg ikke glæde af, da jeg er flyttet til Tåsinge. Men der er en biograf i Svendborg, så der er mulighed for flere filmoplevelser.

Her som 62-årig tænker jeg ofte på, at film og biografer har været en berigende del af mit liv. Jeg bliver glad og (tror jeg) lidt klogere, når jeg har set en god film.