Mere end 775 år gammel? – del III

Under Ledøje Bylaug’s byvandring i forsommeren fortalte borgmesteren bl. a. om kirkens historie, og jeg bemærkede, at kirkens placering formentlig skal ses i lyset af Københavns biskops ønske om at have en række kirker placeret som led i en ”observations- og befæstningskæde” uden om København – for at sikre byen og bispedømmet. Kirken har således i kraft af sin beliggenhed formentlig også haft en forsvarsmission i ufredstider.

Mens de første århundreder af kirkens historie fortoner sig i mørket, ved vi med sikkerhed, at ufreden brød løs over egnen i skæbneåret 1658, hvor svenskerne pludselig stod på Sjælland, og hvor vi tvunget i knæ måtte afstå Trondheim og Bohus Len, Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.

Den svenske hær med kong Karl den 10. Gustav i spidsen havde efter en dansk-norsk krigserklæring i løbet af vinteren 1657-58 fra Pommeren trængt de danske styrker op gennem Slesvig-Holsten og Jylland, og svenskerne overvejede nu en erobring af Sjælland og København, selvom Danmark havde søherredømmet. En usædvanlig kold vinter kom pludselig Karl den 10. Gustav til hjælp. Han gik over et isdækket Lillebælt til Fyn, og han ville fortsætte direkte over Storebælt ved Nyborg, som han indtog 31 januar, men isen brød op. Hans fortrop søgte hurtigt mod syd, og de fandt passage-mulighed over isen via Tåsinge og Langeland til Lolland. Karl den 10. Gustav besluttede at udnytte overraskelsesmomentet, og på få døgn dirigerede han sine tropper om. Den 6 februar 1658 stod han uden uheld af nogen art med mere end 2000 ryttere på Lolland, og 10-11 februar fortsatte en samlet styrke på godt 7000 mand over Falster til Sjælland, hvor panikken hurtigt bredte sig i takt med rygterne om svenskernes fremrykning. Det kan ikke undre nogen i dag – forestil Jer en så overraskende og hurtig flytning af styrker over store afstande ad dårlige veje og over bælter, som normalt ikke kan passeres. Resultatet blev en total dansk lammelse, og der blev hurtigt indledt fredsforhandlinger for at komme så godt ud af kniben som muligt. Det skete i præstegården i Høje Taastrup – få mil fra Ledøje, hvor man den 18 februar indgik et forlig, der senere på måneden blev til den skæbnesvangre Roskildefred i 1658.

Freden holdt kun i kort tid, da svenskerne i august gik i land ved Korsør for senere at indlede en belejring København forud for stormen på København i februar 1659. I den periode opererede mindre danske styrker, ”snaphaner” og lokale bønder efter bedste evne mod de svenske belejringsstyrker for at genere mest muligt. Det gav resultater, selvom stormen på København ikke blev undgået. Et af dem ser vi mindet om i Smørum, hvor Ledøje-stien krydser Skebjergvej. På stenen står lakonisk

”Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum bønders hånd 1659”.

Med dette ”historiske vingesus” fra 1600-tallet leder vi videre for at se, om vor egn eller vore aner ”Ledøje-bønderne” blev berørt af eller var engageret i 1800-tallets ufredsår.

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)