En gammel Landhåndværkers erindringer

I ældre tider var landhaandværkeren ikke anerkendt som haandværker, i altfald ikke bygningshaandværkeren, i modsætning til byhaandværkeren. Dette skyldtes vel den tids byggemaade paa landet, hvor der kunne anvendes folk til byggearbejdet, blot de var lidt fingernemme. Det var jo særlig tømreren, der var brug for, da alle bygninger var med bindingsværk. Murerne var der ikke meget brug for, da der mest anvendtes klinede lervægge eller tykke sammenstampede lermure, og dette arbejde kunne udføres af alle (ogsaa kvinderne var med til dette arbejde). Min mor, der var født i 1850, fortalte, at hun havde været med til klinearbejdet ved opførelsen af en gaard.

Haandværket blev kun betragtet som husflidsarbejde, landhaandværkeren blev betragtet som en ”fusker”. Senere, da baade gaarde og huse blev bygget af mursten og med teglstenstage og hele byggemaaden blev moderniseret, blev der brug for det egentlige haandværk.

I begyndelsen var der en del landhaandværkere, der ikke havde staaet i lære, men ved egen erfaring var der mange af dem, der var dygtige i deres fag og kunne uddanne lærlinge. Svendeprøven kom først senere, da fagforeningerne blev oprettet, men mange af dem, der havde lært paa landet, fik arbejde som svende i byerne, hvorefter de bosatte sig som mestre paa landet.
Imidlertid indførtes der 4 aars læretid, haandværkerskoler og tekniske skoler blev almindelige og svendeprøven blev obligatorisk for alle lærlinge, og alle fik derved samme betingelser baade for faglig og teknisk uddannelse. Skellet mellem by- og landhaandværkere blev derved udslettet, idet mange af købstædernes mestre har faaet deres uddannelse på landet, og omvendt er der mange landhaandværkere, der har lært i byerne.

Lærlingenes kaar den gang
Naar jeg tænker tilbage paa min læretid, er det fristende at fortælle de unge nu, hvordan det var, da jeg 15 aar gammel kom i murerlære paa landet. Arbejdstiden var fra 6 morgen til 19 om aftenen, og man maatte helst møde paa arbejdspladsen i god tid, ligesom der helst skulle arbejdes lidt over om aftenen.
Tit var der mange kilometer til arbejdspladsen, og cykle havde jeg ikke i begyndelsen, men endelig fik jeg en med faste ringe, et vældigt styr monteret med en drabelig klokke. Denne kunne egentlig godt undværes, for cyklen raslede tilstrækkeligt til at advare alle vejfarende med fare for at blive kørt ned. Det var et arbejde at træde dette monstrum gennem de grusede veje, men det var dog bedre end at gaa.

Fritid var der ikke meget af, for klokken var over 20, naar man kom hjem til mesters bolig, og saa var det klogest at gaa i seng, for næste morgen kl. 4,30 skulle man op igen. Egentlig løn fik man ikke, kun kost og logis hos mesteren, men som regel havde man fri i høsttiden, og saa kunne man tjene lidt ved høstarbejdet. Det kunne endda gaa de første læreaar, men derefter kneb det endnu mere, for imens ville man jo gerne i forsamlingshuset, naar der en enkelt gang var lejlighed dertil. Man havde vel ogsaa faaet øje paa en en pige, som man godt kunne ønske at danse med, men økonomien tillod ingen ekstra udskejelser, og der var i alt fald ikke andet for end at undlade at give møde, før pigen havde betalt sin billet. Naa men vi dansede og morede os og var udmærket tilfreds, selvom tørsten maatte slukkes ved vandposten. Det kunne da ogsaa ske, at mester laante lærlingen ud nogle dage ved damptærskningen, saa tjentes der en dagløn, og saa var der mønt paa lommen igen.

I de tider (da jeg var i lære) var det almindeligt, at haandværkeren fik kosten hos bygherren, og ganske vist var arbejdstiden mindst 13 timer, men til gengæld var spisepauserne mange og lange. Som regel var der følgende spisetider: Morgenkaffe ved ankomsten, davre kl. 7 med kogesild, ølsøbe og snaps (det sidste dog ikke til lærlingen). Kl. 9,30 mellemmad: kaffe med brød og kage og en eller to ”knægte” til bygherren og mesteren. Kl. 12 middag og derefter middagssøvn på høstænget til kl. 13,30. Derefter kaffe med kage. kl. 15 en ”kaffesætter” (med gl. øl). Kl. 17 midaften: koldt bord med varm ret, gl. øl, diverse snapse, men så var vi ogsaa helgarderet til vi kl. 19 holdt fyraften, hvorefter vi fik nadver (grød med mælk, eller brød og te).

Det var almindeligt, at de bygninger, der blev opført om sommeren, kun blev gjort færdige indvendig, medens det udvendige arbejde først udførtes næste foraar, og da behandling af udvendigt murværk som regel var fugning med runde, brændte fuger, kunne det være en kold bestilling, idet arbejdet var at sammenligne med, hvis en skrædder skulle anbringes på et højt stillads og sy en klædning. Arbejdsskur eller termoflaske til den varme kaffe kendtes ikke og spisningen måtte foretages i løb frem og tilbage paa pladsen, hvis der ikke fandtes en grøft eller andet. Ved indførelse af 8 timers arbejdsdag med kun to korte spisepauser, blev der sikkert opnaaet mindst den samme arbejdsydelse som den gang.

Naar de fire aars læretid var udstaaet, skulle man helst paa en haandværkerskole, om end de ældre mestre ikke fandt dette paakrævet. De mente selv, de havde klaret sig godt uden en saadan teknisk uddannelse, idet de havde udført mange baade større og mindre bygningsarbejder.
Naa, det voldte nu heller ikke nogen større vanskeligheder i de tider at udregne murerarbejdet til en bygning, for naar man havde beregnet, hvor mange mursten, der ville medgaa og saa gangede med 20 kr. pr. 1000 stk., saa passede det med arbejdslønnen. Naar der til et almindeligt hus medgik ca. 20.000 mursten, kunne arbejdslønnen fastsættes til 400 kr. for jord, beton og murerarbejde. Ved aarhundredeskiftet var lønnen for en svend 30 øre pr. time. I 1909 var den normale timeløn 42 øre, men da Stege kirke dette aar blev restaureret, kunne der her opnaas 50 øre pr. time, da det for en hel del var specialarbejde.

Arbejdsløshedskasser var den gang lige oprettet og jeg ser i min fagforeningsbog, at jeg i vinteren 1910 fik udbetalt understøttelse i 4 uger a 6 kr. pr. uge. Ja, det lyder utroligt, men to mennesker kunne leve for disse 6 kr. At fagforeningerne var nødvendige, er alle arbejdere enige om. De har bidraget til at højne levefoden for alle, ogsaa for de smaa selvstændige virksomheder. Der var dog mange unge, der stræbte efter at skabe sig selvstændigt virke og mente derved at kunne leve under friere forhold, hvor man selv kunne bestemme baade løn og arbejdstid.
Krigens udbrud i 1914 ændrede imidlertid hele tilværelsen for alle og ikke mindst for de små virksomheder. Landhaandværkeren, der var uden nogen organisation, turde af frygt for konkurrence ikke forhøje sin løn, medens de organiserede arbejdere stadig krævede mere. Derfor var det vel ogsaa, at man i 1918 endelig indsaa, at uden sammenhold og organisation kunne det ikke vedblivende gaa.
Rundt om i hele landet stiftedes der bygningshaandværkerforeninger. – Ogsaa her paa Møn indsaa man nødvendigheden heraf. Konkurrencen var dog stadig stor, og det kneb med at holde sammen. Der var endnu paa den tid gamle mestre, som aldrig havde staaet i svendenes organisationer, og naar man derfor forsøgte gennem mesterforeninger at hæve priserne, bare til svendelønnen, blev resultatet, at mestrenes pris fortsat blev langt under svendelønnen. Saadan var forholdene i flere aar, men endelig indsaa man det uholdbare i en saadan tilstand, og foreningerne blev tilsluttet Hovedorganisationen af mesterforeninger i byggefagene i Danmark og dermed var man inde i mere faste rammer, idet det da blev vedtaget, at ingen kunne optages i foreningerne uden at have aflagt svendeprøve, og ingen var berettiget til at uddanne lærlinge uden en skriftlig erklæring for, at de havde ret til betegnelsen ”mester”.

Som der heraf vil ses, har udviklingen af landhaandværket gennem tiderne gaaet frem, saaledes at alle skel mellem land- og byhaandværker burde være slettet, saa at de, ligesom fagforeningerne var samlede i en fællesorganisation for alle bygningshaandværkere, hvad enten de har etableret sig i byen eller på landet. Dette maal er vel ikke helt naaet endnu, men et samarbejde er dog opnaaet, og mange faglige problemer er løst ved samarbejde mellem de respektive foreninger. Alle er nu enige om, at frihed er en lykke, men at den kun kan gives den enkelte under ansvar for de mange.

Om fremtiden er det vanskeligt at spaa, men der synes ikke at være de bedste muligheder for den ungdom, der ønsker at faa sit eget virke. I vor mekaniseringstid bliver det vanskeligt for de smaa virksomheder at klare sig i konkurrencen med de større, kapitalstærke virksomheder – der skal jo investeres en ikke ringe kapital for blot at starte en lille forretning paa landet, og derfor ser man da ogsaa nu, at alle landkommuner gaar tilbage i folketal. De unge er nødsaget til at forlade den landkommune, de er opvokset i og søge til de større sognebyer for at skabe sig en eksistens og dermed give afkald paa den ønskede selvstændighed.

Desværre ser man nu jævnlig smaa landbrugsejendomme blive sammenlagt og flere, små virksomheder ophævet. Kan der ikke gøres noget for at standse denne udvikling? Er den tid nær, da der i landkommunerne kun er plads for det større landbrug og de gamle folkepensionister. Dermed bliver det nødvendigt at sammenlægge de smaa kommuner. Begyndelsen hertil er jo godt begyndt ved fælles alderdomshjem og fælles skoler etc.
Om denne ny tidens løsning bliver lykkeligere for samfundet, kan ingen vide, men man maa haabe, at der findes muligheder for de mindre haandværkere, jordbrugere og handlendes eksistens, mon det dog ikke bliver den største lykke for vort land.

(Historien er min morfars artikel i Møns Folkeblad 4. april 1959. En gammel landhaandværkers erindringer og syn paa fremtiden.)