En horeunge

Det bødes der for i mange år som kun var en stakket glæde
skriver J.P. Jacobsen

Jeg ved godt, at det ikke var de uægte, horeungerne, slegfred- og elskovsbørnene, han skrev om, men i min barndom byttede vi om på de to sidste ord og satte et lille i ind, så passede det.

I min slægt findes de i hobetal – især i min indremissionske farmors livskraftige gren. Det er grunden til, at netop den gren af anetavlen er meget kort – for jeg nedstammer fra horeungerne, fruentimmerne og de udlagte barnefædre.

Nu har jeg aldrig rigtig fundet ud af, hvordan man laver uægte børn. Horeunger – det kan jeg forstå. Det er der saft og kraft i. Til gengæld har jeg aldrig kunnet forstå, hvorfor de arme unger hele livet skulle moppes, fordi deres forældre havde brudt samfundets strenge morallove. Som nu min ane, Anders Mogensen. I folketællingen opgiver han, at han er født i Haubro i 1796. Lykkelig iler man til kirkebogen, men han er der ikke. Man forsøger igen. Han er der stadigvæk ikke. Pludselig får man den tanke, at den gode hr. Friedrich Godtfred Stampe, sognepræst i Haubro, er en af de fordømmende præster i 1700-tallet, der ikke skulle have deres kirkebog tilsmudset. Det var han. Så bag i bogen med dem – horeungerne. På side 86 finder vi med spids, letlæselig skrift den lille uægte Anders’ dåbsdag indført:

1796 den 10. januar.
Lod Ungkarl Mogens Andersen Ladefoged paa Mølgaard og Pigen Maren Jensdatter som forhen haver tient paa Mølgaard, tient indtil Juli hos Gaardmand Anders Larsen i Sdr. Haubro i Torsgaard, deres uægte Søn som i Hiemme Daaben var kaldet Anders, fremstille i Kirken til Daabens Bekiendelse, frembaaren af Fru von Büllow paa Mølgaard fulgt af Jomfru Kold ibd. (sammesteds) og var Fadderne Niels Krogh og 2’de Sønner Poul og Niels alle af Torsgaard.

Ikke enhver horeunge blev båret til dåben af nådigfruen på Mølgaard, mens jomfru Kold stod hos, men “wos Ajs” havde jo også en ladefoged som far, der havde vedkendt sig faderskabet og endog deltog i dåben.

Der var åbenbart også forskel på folk den gang, i alle tilfælde har hverken Maren Jens-datter eller Mogens Andersen stået offentlig skrifte i Haubro kirke. Men skandale har der nok været, for ved den næste folketælling fem år senere finder vi hverken Maren eller Mogens – men vi håber stadig på engang at finde dem som lykkeligt ægtepar i et andet sogn.

Hvordan det gik “wos Ajs”?
Jo, i 1801 var han som seksårig tjenestedreng på gården Enigheden i Sdr. Haubro.
I 1834 arbejdede han som medhjælper hos den nye ladefoged på Mølgaard, så herskabet havde ikke helt glemt ham.
Året efter den 8. november 1835 blev der lyst til bryllup i Skivum kirke for ham og Ellen Marie Christensdatter. Brylluppet stod den 27. november. I kirkebogen noterede præsten, at Anders havde haft “naturlige Kopper”. Kopper var ellers en dødelig sygdom, hvis man overlevede den, var man resten af livet vansiret af store ar i ansigtet og på kroppen.

Anders og Ellen Marie slog sig ned i Foldmosehus. De fik seks børn, hvoraf flere arvede ladefogedens gener og mødte op i hjemmet med horeunger Da Danmark i 1864 tabte krigen mod Preussen og Holsten, var Anders en gammel mand, men han oplevede den store glæde at se sin ældste søn Anders Andersen vende uskadt hjem fra krigen for at bosætte sig som murer på Barmer Mark.

Kort efter jul. Den 27. januar 1868 døde Anders. Han blev begravet på Skivum kirkegård.

Se, nu skulle man jo tro, at historien om horeungen var til ende, men Anders var jo ikke en helt almindelig horeunge. Han var søn af en ladefoged, og den slags glemmer vi ikke i vor slægt. Derfor har hans fars navn; Mogens, i dele af slægten overlevet, som et uofficielt efternavn. De hedder Andersen, men de fleste kender dem under navnet Mogensen.

– og her slutter så historien om horeungen,  Anders Mogensen – “wos Ajs”