Drab i Hæsum

Retsbevidsthed er et begreb, som man af og til har oppe at vende. Dermed menes vores vurdering af lovovertrædelser. Hvor lang en straf bør der idømmes for en bestemt forbrydelse? Hvad kan vi tolerere? Hvor stor en straf skal man have for at smugle en flaske snaps ind i landet? Er skattesnyd en forbrydelse eller en heltegerning? osv. osv.

Retsbevidstheden ændrer sig hen ad vejen. Simpelt tyveri er i dag tilsyneladende ret langt nede på listen over grove forbrydelser, mens mord og drab hører til øverst på skalaen. Sådan har det ikke altid været. Tyveri var i ældre tider en meget slem ting, idet man ved at stjæle fra andre påførte disse et tab, som kunne medføre nød, elendighed og sult.

Et drab var nok uigenkaldeligt, selvom det var begået i ophidselse, men samtidig skulle der jo to til at slås, og undskyldelige omstændigheder kunne man jo altid finde. Hertil kom, at der vel nok kunne findes en måde at komme videre med livet på, selvom en familiefar var blevet slået ihjel. Konen kunne jo gifte sig igen. Tyveri kunne koste livet.

Drab nåede som regel til landstinget, hvorfor vi i dag kan følge hvorledes det gik til blandt to naboer i året 1616.

I Hæsum boede Anders Poulsen i en dobbeltgård, som han delte med en anden. I Estrup delte Jens Thorsen en gård med Anders Nielsen. Begge ejendomme var store gårde, som svarede ret stor afgift i landgilde hvert år til kronen, der ejede dem begge på det tidspunkt. Med til historien hører også, at Anders Nielsen og Anders Poulsen var svogre, idet Anders Nielsen var gift med Maren, der var søster til Anders Poulsen i Hæsum.

Midt i juli måned kom en mand i Hæsum ud af sin dør og så at Anders Nielsen stod ved den østre ende af Anders Poulsens stuehus. I den ene hånd havde han nogle sten, og i den anden et sværd, som han stod og slog om sig med, samtidig med at han kaldte sin svoger for både en tyv og en skælm. Begge dele var på den tid meget grove injurier. Anders Poulsen måtte til sidst ud af huset og bad svogeren gå hjem, han ville have fred i sin egen gård. Men Anders Nielsen var nu så ophidset og vred, at han med sit sværd trængte ind på sin navnebror og ville have denne til at forsvare sig.

Anders Poulsen tog så et ålejern ned fra stråtaget og stødte fra sig, så han et par gange ramte den hidsige svoger i brystet, idet han samtidig søgte tilbage til sit hus for at komme inden døre. Det udnyttede den vrede svoger og ville hugge Anders Poulsen ned, hvilket fik denne til at støde godt fra sig med sit ålejern, hvorved han ramte den hidsige Estrupborger under hagen, så han faldt omkuld og ikke længere var i stand til at rejse sig. Død var han.

Jens Thordsen, der delte gård med den dræbte, kunne supplere historien med at fortælle, at den aften, hvor den ulykkelige begivenhed fandt sted, da havde Anders Nielsen været sammen med alle de andre mænd i Estrup hos Jens Kjærgård, og man havde da sat 4 kander øl til livs. Anders Nielsen var gået hjem først, og da Jens Thordsen kom hjem til deres fælles gård, kunne han ovre fra Hæsum siden høre, at der var en slem bulder. Maren, der havde en ægtefælle og en bror involveret i bulderet, sagde: ”Kommer de sammen, da slår Anders hans hals sønder”. Selv var hun bange for at løbe over for at fa dem skilt ad: ”Jeg tør ikke gå der over. Kommer han til mig, da slår han mig ”alle” død”.

Den dræbte var søn af præsten i Hornum, hr. Niels Eskesen, og denne gav naturligvis på familiens vegne ”last og klage” over sønnens drabsmand. Han havde også sin version af sagsforløbet, og det bærer hans fremstilling præg af, men han havde jo heller ikke været til stede den pågældende aften. Ifølge den gode hr. Niels skulle sønnen have taget et af børnene på armen og være gået over til svogeren i Hæsum for at brokke sig over sin kone for den ”forthrøde og harm” hun gjorde ham. Som hendes bror måtte Anders Poulsen jo være den man burde henvende sig til mente Anders Nielsen åbenbart. Efter en fredelig tår øl hos svogeren, hvor man har talt fredeligt om sagerne, skulle han være gået ud i gården, hvor han så efterfølgende var blevet slået ihjel.

Præsten mente at sønnen havde fået så mange slag og sår på koppen, at Anders Poulsen umuligt kunne have forårsaget sønnens død alene og med et ålejern. Der måtte have været flere om drabet.

Niels Eskesens indlæg ved landsretten virker ikke særligt troværdigt, og hans indlæg er lutter formeninger. At Anders Nielsen måske har haft vrøvl med konen og så har villet snakke med hendes bror om det kan være. Man siger jo at der står en kvinde bag alt, men at han har været uskyldigt offer for en sammensværgelse lyder nok så utroværdig, og præsten var jo også den forurettede fader til den dræbte.

Et tredje vidne var en mand fra Ersted, der kunne berette, at den pågældende aften var han på besøg i Anders Poulsens hjem, og mens han sad nok så hyggeligt ved bordet, kom Anders Nielsen ind med sværd ved siden, satte sig for bordenden og gav sig i trætte med svogeren, så denne til sidst rejste sig og gik til stuedøren, idet han beklagede sig over, at han ikke kunne få fred for Anders Nielsen i sit eget hus. Da Anders Nielsen således blev vist døren for sin adfærd, havde han i gården udæsket svogeren.

Set på afstand, ser det ud til, at Anders Nielsen har været den der provokerede den sag, der for ham selv fik det ulykkelige forløb. Ved sin truende adfærd med sværdet har svogeren måtte gribe til selvforsvar med det der var nærmest ved hånden, det ålejern som havde hentet ham mangen god ål i Guldbækken. Endelig må vi ikke se bort fra, at den pågældende aften havde alle gårdmændene i Estrup siddet hos Jens Kærgård og fået en del gammeløl indenfor vesten, hvilket kan have fjernet hæmningerne hos Anders Nielsen, men samtidig også gjort at hans evner til at føre sværdet blev forringet. Sandemændene svor Anders Poulsen manddød og til sin fred, men enden på historien kender vi ikke, måske kunne Anders klare sig med at betale bod til sin søster. Anders Poulsen har i hvert fald klaret sig igennem på den ene eller den anden måde, for vi ved han levede mange år endnu.