Barndomsminder fra Anden Verdenskrig

I Gudme havde besættelsesmagten oprettet en baraklejr til de tyske soldater. Hvor mange, der var, vides ikke. Men der var flere hundrede. En del officerer boede på herregården Broholm. Dels på slottet og dels i vandmøllen, der ligger på modsatte side af vejen som slottet. En gammel lade med stråtag, som lå ude ved Svendborg-Nyborg-landevejen blev brugt til opbevaring af krigsmateriel: biler, kanoner og andre ting, som bruges i krig.

Den store lade brændte den 7. oktober 1943.

Vandmøllen brændte i 1943, men stuehuset blev opbygget igen i gammel stil, så det i dag stort set ser ud som det gjorde inden branden – men dog uden selve vandmøllen, der lå i den sydlige ende af huset. Og uden udhusene, der lå bag ved stuehuset.
Senere i 1943 brændte laden med alt krigsmateriellet. Mor kom ind og vækkede os en nat i oktober og fortalte, at Broholm brænder. Vi så et vældigt stort og flot bål.- Og så sov vi videre.
Der blev opbygget en ny lade i 1944. Den kom til at se noget anderledes ud, end den gamle. Og så var den med fast tag.

Broholm mølle blev genopført efter branden i 1943.

Efter at officererne var flyttet ind på Broholm slot, blev der stationeret vagter ved broen ind til avlsgården. Der stod gerne to soldater med maskingeværer.
Når vi børn skulle hente mælk om eftermiddagen, gik vi bare ind, som vi plejede. Nogle af vagterne lod os bare passere. De kunne nok se, at vi, med vor mælkespand, ikke kunne gøre nogen fortræd. Andre soldater råbte og skreg og pegede på os med deres maskinpistoler. Vi var da godt klar over, at de næppe ville skyde os, men det var alligevel en ubehagelig oplevelse at stå og glo lige ind i et ladt maskingevær.
Der fandtes ikke radar under 2. verdenskrig. Hvis man ville skyde en fjendtlig flyver om natten, anvendtes kraftige projektører. For at genere fjenden på jorden, smed piloterne lange, smalle strimler af sølvpapir (stanniol) ud fra flyverne. Vi fandt ofte disse strimler på markerne.
En af de tyske soldater i Gudme (han hed August) havde til opgave hver tirsdag at hente fisk i Lundeborg. August kørte ofte forbi “Polakhuset”, hvor vi boede . August holdt meget af at få en sludder med vor Far. August kunne ikke tale dansk, og Far kunne ikke tale tysk, men de talte godt sammen alligevel. August var en ældre, trind og venlig herre. Han kørte i en lille fladvogn forspændt en islandsk hest. August sad på et sæde forrest på vognen.

En dag inviterede Far August ind til en kop kaffe. Selvom August var en flink fyr, der ikke kunne gøre en kat fortræd, så var jeg ikke glad ved denne invitation. Vi var trods alt i krig med tyskerne, og August var en fjende. Under samtalen mellem August og Far spurgte August om, hvor mange børn, Far havde, hvortil Far svarede ni. August slog en stor latter op, slog begge hænder i lårene og sagde: ‘Prima, prima. Ich habe zwölf kindern’. August og Far var jævnaldrende, omkring de 40.

En gang så vi et engelsk fly lavt over skoven ‘Folehave’ med retning mod Lundeborg. Over ‘Folehave’ blev der kastet noget ud af flyet. Vi var selvfølgelig nysgerrige og skulle se, hvad det var, der blev kastet, så vi løb alt ‘hvad remmer og tøj kunne holde til’ over til Folehave. Et stykke inde i skoven fandt vi en lang trækasse, hvor låget var åbnet, og kassen tom. Der havde sikkert allerede været nogle frihedskæmpere og tømt kassen for – måske – geværer. Vi blev dog alligevel en smule bange og skyndte os at liste derfra.

Mens Far og Mor var ude at malke – køerne stod bundet på en mark, der ligger mellem landevejen og åen(Tange å) i retning mod Broholm – kom en flyver lavt hen over marken. Fra flyveren blev der i en højttaler råbt, at man skulle søge dækning. Far havde imidlertid ikke lyst til at søge dækning, så han fortsatte med malkningen, og der skete heller ikke noget.

En dag faldt der en bombe i nærheden af Gudme kirke. Kirken fik ingen skader, men tre huse blev jævnet med jorden og de omkringliggende huse fik alvorlige skrammer. Der, hvor bomben faldt, blev der et flere meter dybt hul i jorden. Jeg var med Far på cykel henne at se, hvor bomben var faldet. Det var en stærk oplevelse.

Hen imod slutningen af krigen gravede tyskerne skydehuller langs med Svendborg-Nyborg landevej. Hullerne blev fortrinsvis gravet inde i hegnene, så de var skjulte for fjenden. Hullerne var i størrelsen en meter brede og lange og ca. en meter dybe. Formålet med hullerne var, at her skulle de tyske soldater sidde og skyde englænderne, når de kom i deres køretøjer. Vi talte en del om, hvad vi skulle gøre, når skyderiet tog sin begyndelse. “Polakhuset”, hvor vi boede, lå vel omkring 100 m. fra landevejen, så det var lige i skudlinjen.
Mor fandt ud af, at når skyderiet begyndte, så skulle vi skynde os at løbe hen bag ‘den lille skov’ og gemme os på engen. ‘Den lille skov’ lå mellem engen og en markvej, der førte forbi vort hus. Skoven lå på en lille bakke, som var et par meter højere end den nedenfor liggende eng. Hvis vi gemte os der på engen, ville skuddene ikke kunne ramme os.
Heldigvis blev der ikke noget skyderi, så vi kunne ånde lettede op. Men var der blevet skyderi, så ville det have været en farlig situation.

En dag så vi adskillige jagerfly i kamp i retning af Lundeborg. Da vi kom i skole dagen efter kunne skolekammeraterne fra Lundeborg fortælle, at det var engelske jagerfly, der havde angrebet et tysk krigsskib ud for Lundeborg. Drengene kunne fortælle de grusomste historier om de tyske soldater, der blev bragt i land i Lundeborg havn. Der var folk, der havde mistet arme og ben, nogle havde store åbne sår på kroppen. En enkelt havde fået maven revet op, så indvoldene væltede ud – og andre rædselsfulde historier.

Da vi ikke havde radio i vort hjem, hørte vi ikke, at krigen sluttede den 4. maj 1945. Vi fik det først at vide i løbet af den 5. maj. Storebror Åge og jeg var sendt til Hesselager for at købe ind. Her hørte vi, at krigen var slut. Vi besluttede at fejre denne glædelige begivenhed med at købe en stang wienerbrød, som vi spiste på hjemvejen. Og så var vi så heldige, at vi i grøftekanten fandt en cigaræske indeholdende to cigarer. – Dem burde vi naturligvis have ladet ligge. De kunne jo have indeholdt sprængstof. – Vi tog dem med, og da vi kom hjem, listede vi hen bag et læhegnet og røg de to cigarer, som smagte ad helvede til. Men vi havde haft en god befrielsesdag.