Arbejdslivet på Broholm

Peter begyndte sit arbejde på Broholm, da han var helt ung. Det første arbejde, han var betroet, var at malke 18-20 køer med håndkraft. Allerede ved 5-tiden om morgenen var han oppe for at nå at være klar til malkningen, der begyndte kl. 5.30. Når malkearbejdet var overstået, skulle der fodres kalve, og først efter fodringen var der lejlighed til at få lidt morgenmad.
Arbejdsstyrken på Broholm var i hans ungdom ret stor – der kunne være op til 35-40 mand i gang , foruden nogle polske unge piger, som gik til hånde, hvor der var brug for det. Peter fortæller, at flere af dem var ferme til at køre med heste – det så friskt ud, når en lille flok piger satte ud over marken med hestevogn, hujende og vinkende, med hesteforspandet i fuld galop. De polske piger måtte påtage sig meget forskelligt arbejde. Om forsommeren var det især roelugningen, der krævede deres arbejdskraft. Arbejdet kunne godt være meget frustrerende for dem, især når solen bagede fra en klar himmel, og slotsforvalteren rendte rundt og holdt øje med dem, samtidig med at han nøje opmålte de lugede arealer med sit favnmål.

Høstarbejdet var også meget hårdt for de unge polske piger. På den tid stod der godt med tidsler på markerne – det var noget modbydeligt skab at få i hænderne. Dog var der et arbejde, der var værre, det var når det skulle toppes roer om efteråret – det var for der meste et meget beskidt arbejde – roerne var tunge, lerede og klistrede.
Det hårde arbejde med at læsse roerne på vognene og køre dem til roekulen, tog mændene sig som regel af. Arbejdet med at høste kornet blev på Broholm foretaget med fire store, amerikanske selvbindere af mærket ”More McCormick”. Selvbinderne kørte som regel bag efter hinanden i et forskudt skår. Disse selvbindere var som regel meget tunge at trække i marken, derfor var der altid koblet tre heste for hver af binderne. Når kornet skulle køres hjem, blev det kørt ind i den store lade, der lå op til selve slotsgården. Oppe i det høje loft i køreporten var der anbragt et hejseværk, således at man kunne hejse hele vognladet fra hestevognen op på loftet i een arbejdsgang. Efter at den var tømt, blev den atter sænket ned på vognstellet, og så kunne der igen køres i marken efter et nyt læs.

Peter Knudsen fortæller videre, at det var en stor glæde at pleje og passe hestene forskriftsmæssigt. På Broholm rådede man en overgang over 18 spand heste; heraf var Peters hestespand nummer 1. – Der var så god plads i stalden, at de kunne lægge seletøjet på hestene på stedet, hoppe op på hestene og ride ud inde fra stalden. Noget af det meste kørsel, der var med arbejdshestene, var om efteråret , når der skulle køres til Gudme Station med sukkerroer, Det var et flot syn, når 15 – 18 spand kom kørende mod stationen. Roerne blev læsset på banevogne og kørt til Sukkerkogeriet i Odense til forarbejdning.
Broholms første traktor – eller skal vi sige trækkraft – var et lokomobile. Det var en dampdrevet maskine, der fungerede som traktor. En kollega til Peter havde ansvaret for dampmaskineriet, han hed Rasmus Hansen og var en meget samvittighedsfuld maskinpasser.

Billedet: Foran bygningen holder tre herskabskuske med hver sit spand heste. Disse heste var af ædlere blod end de arbejdsheste man anvendte til det daglige arbejde. Er æsel klarede de lettere transporter indenfor slottets område.

Rasmus Hansen måtte stå op midt om natten for at fyre op i dampmaskinen , således at den kunne være klar til at fungere ved arbejdstids begyndelse. En af maskinens hovedopgaver var at trække en kvashuggermaskine. Det var ingenlunde noget ufarligt job, når maskinen huggede de store grene over med fuld kraft, og stumperne fløj vidt omkring. Men der var som regel drenge, der var parat til at hente de grenstykker, der var fløjet længst væk. Lokomobilet blev også brugt en del som stationær maskine, idet den havde vist sig ikke at være så ideel i sin almindelige funktion som traktor; den var for tung og brugte det meste af sin energi til at trække sig selv frem i terrænet. Blandt de faste karle på Broholm var der et godt sammenhold og et godt kammeratskab. Denne indstilling var også nødvendig, når det tunge arbejde skulle udføres – det var billedlig talt nødvendigt at løfte i flok for at få dagens arbejde til at glide.
Der var også personer, som ikke kendte ret meget til arbejdets inderste væsen – børsterne kaldte man dem – de havde ry for at være gode til at ind på Broholm, og de havde en vis evne til at få deres vej til at falde forbi. I frokoststuen fik de som regel et måltid mad med, men flere af dem var godt kræsne og spiste ikke hvad som helst.
Under måltidet gav de gyldne løfter om, at de ville give en hånd med ved arbejdet næste dag. Men de sagde det som regel også for at snakke sig til en overnatning – de fik gerne lov at overnatte i laden i noget hø. De gyldne løfter blev sjældent fulgt op – næste dag var børsterne væk – de var over alle bjerge, som man siger.
Peter Knudsen arbejdede fra 1932 – 1970 på Broholm – i alt 38 år – og levede de sidste år i Gudbjerg.

Gengivet fra bogen: “En egn dens folk og virke” med tilladelse af Arnold Andersen.