Tre med samme navn!

Så længe Bedstefar kunne holde til det, var det hans arbejde at passe køerne, fordi min far jo som regel kørte mælketur. Bedstefar trak de 4-6 køer op på marken, hvis der var græs nok. Undertiden kom der en og anden forbi, så han kunne få sig en lille snak.

Bedstefar var meget glad for børn, så når skolebørnene var på vej hjem, drillede han dem og lod, som om han ville fange dem med stokken.

Hvis græsset ved højen slap op i løbet af sommeren, måtte han trække køerne ned i kjared, Sem Mose. Ved den lille gravhøj, som vi kaldte Ilderhøj, lagde han sig i læ og røg på sin lange pibe, indtil det hen mod aften blev tid at trække køerne hjem igen.

I 1930 fik han sig et ekstra arbejde. Da min søster Mariane var tre år, opdagede min far og mor en morgen, at hun ikke kunne støtte på sit højre ben. Hun havde fået børnelammelse. Det var ikke nogen ualmindelig sygdom den gang. Den dukkede gerne op om efteråret, og det var gerne børn og unge, der blev syge. Resten af sit liv måtte Mariane gå med en stiv jernskinne på begge sider af benet som støtte.

Bedstefar fik et helt specielt forhold til Mariane. Det blev ham, der passede hende, da hun var lille. Far kørte mælketuren, og Mor havde rigeligt at se. Når Far ikke var hjemme, blev det hende, der ud over arbejdet med børn og hus måtte stå for arbejdet på ejendommen.

Hans blev altid kaldt: Den gamle Hans Lindskov. Han var nemlig ikke ene om navnet. Sønnen, der boede i naboejendommen, Skolely, hed som sin far Hans Lindskov, og da han fulgte gammel skik og opkaldte sin ældste søn efter sin far, var der en overgang hele tre i Grove, som hed Hans Lindskov.