Stod i skabet uden strømper

Vi var mange børn i Skovly, så det hændte ikke så sjældent, hvis jeg kunne se mit snit til det, at jeg smuttede en tur op i Semskoven. Jeg nød roen og stilheden, og bare ved tanken kan jeg endnu 60 år efter genkalde mig smagen af de første friske blåbær.

Fra jeg var ganske lille, har jeg vidst, at jeg gerne ville være sygeplejerske. Hverken i mit hjem eller sognet i øvrigt var det almindeligt, at piger fik en uddannelse. De fleste kom ud at tjene lige efter konfirmationen, senere blev de gift og fik børn. Drømmen om en uddannelse, og den frihed det kunne give, lå lidt fjernt for piger i Sem Sogn i min ungdom.

Efter min konfirmation i Sem Kirke i 1952 fik jeg plads på centralen i Udbyneder. Det var meget små forhold. Vi havde kun to udenbys linier – en til Randers og en til Gjerlev. Det kunne være lidt problematisk, især mandag morgen, når alle skulle ringe. I de situationer blev vi nødt til at ringe til en af nabocentralerne for at låne en af deres udenbyslinjer. Sikke et cirkus, for de havde jo også travlt.

Godsejer, Flemming Juncher, på Overgård var en af abonnenterne. Han havde svært ved at vente, så han bestilte mange af sine samtaler som ekspressamtaler. De var noget dyrere, men de skulle ekspederes før alle de andre samtaler.
Juncher var ellers en meget flink mand. Han syntes, det var underligt, at jeg ikke kunne få fri, så jeg kunne deltage i den årlige høstfest på Overgaard. Da centralbestyrerinden senere flyttede fra Udbyneder til Fårvang, flyttede jeg med.

Jeg var 17 år, da jeg fik plads på en gård nær Nexø på Bornholm. Det var noget af et kulturchok. Jeg forstod den første tid slet ikke, hvad bornholmerne sagde, når de talte indbyrdes. Det gik bedre, når de talte til mig, så slog de over i rigsdansk.

Det var lidt besværligt at rejse den gang – og dyrt, så i hele det år var jeg ikke hjemme i Skovly hos Mor og Far. Det var ellers almindeligt, at alle de af mine søskende, der havde mulighed for det, tog hjem om søndagen. Så der var mange om kaffebordet søndag eftermiddag. Det nød min mor.

Den bornholmske familie betragtede mig næsten som et medlem af familien, så jeg led bestemt ingen nød. I fritiden cyklede jeg sammen med de andre unge rundt og oplevede Bornholms dejlige natur eller deltog i en af de mange fugleture, der blev arrangeret om sommeren.
Mens jeg var der, sprængte konen i huset sin akillessene. Det betød, at hun i lang tid var uarbejdsdygtig.
Piger i huset havde ellers nok at se til, men nu blev det værre. Jeg stod op kl. halv seks. Morgenmaden skulle være færdig, så karlene kunne nå at spise morgenmad, når de kom ind fra stalden, og inden de skulle i marken.
Om formiddagen skulle der gøres rent, vaskes, stryges, bages, syltes, passes have m.m. Et barn skulle sendes i skole to andre passes. Formiddagskaffen skulle stilles frem eller bringes ud. Frokosten skulle stå på bordet kl. 12.00, så karlene kunne få spist og nå at få en middagssøvn, mens jeg ryddede ud af bordet, vaskede op og vaskede gulv, og stillede an til eftermiddagskaffen, der blev serveret kl. 13.00 – undertiden med nybagt sigtebrød eller kage. Derefter var jeg klar til at tage med i marken. Sidst på eftermiddagen skulle jeg hjem for at stille aftensmaden frem.
Når jeg havde ryddet op efter aftensmaden, havde jeg fri. Det er underligt, at ingen protesterede, men vi syntes vel alle, at det var den naturligste ting. Der var ikke mange rødstrømper på landet – hverken på Bornholm eller i Sem Sogn.

Mit store ønske var stadig at blive sygeplejerske, så i 1955 søgte jeg ind på Tryg Sygeplejeforskole i Vendsyssel. Her kunne piger (sygeplejersker var den gang udelukkende piger), der ikke havde en eksamen, blive undervist i dansk, regning, kemi og fysik på realeksamensniveau. Bestod man prøven, kunne man søge ansættelse på et sygehus, hvor resten af uddannelsen foregik.
Jeg fik ansættelse på Grindsted Sygehus. Det var et lille sygehus, så vi kunne risikere at blive purret ud midt om natten, hvis der f.eks. blev foretaget et kejsersnit. Det var en sjælden operation, og vi skulle jo lære om det.
Der var et utroligt sammenhold mellem sygeplejeeleverne. Vi var alle i samme båd, og ingen havde penge. Vi havde stor respekt for oversygeplejersken. Uniformerne skulle være rene og nystrøgne. Vi gik med kappe, krave, pæne lukkede sko og strømper. I fritiden snød vi, hvis vi kunne, for strømper kostede 10 kr. pr. par. Det var en mærkbar udgift for en sygeplejeelev.
Jeg havde ikke helt ren samvittighed, da jeg en dag mødte oversygeplejersken på gangen – jeg havde sparet strømperne. Hurtigt snurrede jeg rundt og forsvandt ned ad gangen. Oversygeplejersken spurgte forundret en af mine kammerater:

Så jeg ikke lige frk. Lindskov?
Jo! Hvor blev hun af?
Hun står inde i skabet i skyllerummet!

Jeg måtte selvfølgelig stå skoleret og love bod og bedring, da jeg endelig kom frem fra skabet. Der gik et godt stykke tid, inden jeg kunne se det komiske i situationen. Gad vide, om en sygeplejeelev i dag – som jeg – kunne finde på at skjule sig i et kosteskab?
Det sidste år jeg var på Grindsted Sygehus, blev uddannelsen ændret, så undervisningen blev flyttet til Esbjerg. Det var en stor dag, da jeg endelig i oktober 1959 efter tre års uddannelse på sygehuset, kunne kalde mig sygeplejerske.

For at efteruddanne mig i psykiatri arbejdede jeg i et halvt år på Skt. Hans Hospital i Roskilde. Det var ikke nogen rar tid. Medikamentel behandling var endnu ikke almindelig, så patienterne blev fikserede – lagt i bælter – om aftenen. Der var kun en nattevagt, så når vi mødte om morgenen, skulle alle patienterne vaskes. De var i løbet af natten blevet meget urolige, hvilket var forståeligt nok, så der måtte fire sygeplejersker til at vaske hver patient. Jeg syntes ikke altid, det foregik på en værdig måde. Det værste ved det var, at man efterhånden vænnede sig til det. Jeg var lettet, da jeg efter tre måneder blev overflyttet til en anden afdeling, hvor der kun var neurosepatienter.

Jeg havde ikke helt glemt Bornholm og den smukke natur, så da muligheden for at få et sommervikariat på Rønne Sygehus bød sig, slog jeg til. Men ellers blev min arbejdsplads fra efteråret 1965 Rigshospitalets afdeling for næse-, øre-, halssygdomme og kæbekirurgi. Man var i gang med en større ombygning. Jeg oplevede lige at arbejde i de gamle, utidssvarende pavilloner, hvor der i et rum var 20 senge, et badeværelse og et badekar, men folk var glade for afdelingerne p.g.a. det hyggelige, grønne areal – andegården – der lå i midten.
Jeg arbejdede senere i tre år på en børnepsykiatrisk afdeling i Risskov. Det var meget hårdt og krævende.

Jeg var efterhånden kørt lidt træt og havde lyst til at prøve noget nyt. Min søster, Else, og hendes mand, Eigil, havde fået plads på Vejstrup ved Svendborg, et skolehjem for vanskelige, store drenge. Jeg besluttede at flytte med. Det var nu heller ikke et let job.

I 1971 begyndte jeg på Børneforsorgsseminariet i Århus for at uddanne mig som pædagog. Da jeg fra min sygeplejerskeuddannelse havde kendskab til psykologi og allerede havde arbejdet i børneforsorgen, ville det kun tage halvandet år, og jeg undgik helt praktikperioderne. Det gik nu ikke helt som jeg havde forventet. Til et bal på Dalbyover Kro mødte jeg min mand, Erik. Umiddelbart efter jeg havde afsluttet min uddannelse som pædagog i 1972, flyttede jeg ind på hans gård i Støvring. I 1973 blev vi gift i Sødring Kirke. Jeg blev ansat som pædagog først i Havndal Børnehave og senere – i 1978 – i en børnehave i Hadsund.

I 1982 blev jeg fast ansat som nattevagt på Øster Tørslev Plejehjem. Jeg arbejdede hver anden uge fra kl. 22.00 til kl. 7.00. Da en omstrukturering, der blev gennemført i 1997, ville medføre, at jeg om natten skulle køre rundt i kommunen for at besøge klienter, der boede uden for plejehjemmet, sagde jeg op.
Det følgende år meldte jeg mig til et kursus i dansk på HF niveau og kurser i tysk og samfundsfag på 8. klassetrin på VUC i Hadsund. Året efter (1998) gik jeg på efterløn.