Slagteren fik altid “bøddelstykket”

Far, Hans Rasmussen, kørte mælketur til Havndal ligesom morbror Hans. Fatter kørte turen i Edderup og morbror Hans turen i Grove. Jeg skulle sammen med min tvillingebror, Hans, klare arbejdet i stalden, inden Far kom hjem fra mælketuren. Vores lillebror, Anker, hjælpe også til, hvis vi kunne få ham til det.

Vi havde to heste og fire – seks køer, nogle grise, og endelig var der hønsene. Æggene blev solgt hos købmanden i Sem, Marta Hermansen. Med det begrænsede indkøb vi havde til husholdningen, kunne vi som regel dække købmandsregningen ved at sælge æggene.

En gang imellem fik vi besøg af Marius Knudsen. Han var kreaturhandler. Det var gerne ham, Far handlede med, når han købte eller solgte dyr.

Der kom også andre handlende. Bageren fra Assens og Uld-Søren fra Udbyover. Han kiggede gerne ind med sin store, blå sæk, der var fyldt med undertøj og strikvarer, bånd, bændler og lynlåse.

Vi brugte en aflægger, når vi høstede. Det var en forbedring af slåmaskinen. Den samlede stråene og smed dem først af, når der var korn nok til et neg. Så kunne vi gå bag efter og binde negene op med halmbånd, som vi selv snoede.

Når vi skulle tærske, lånte vi i begyndelsen motor og tærskeværk hos morbror Jens. Senere, da han fik installeret el, kunne maskinerne ikke flyttes, så måtte Far selv købe motor og tærskeværk.

Vi holdt Randers Dagblad sammen med morbror Hans. Vi fik den først. Når den var læst, blev den, hvis vejret artede sig, sat op i Granerne, det læhegn, der gik mellem Chr. Møllers og morbror Hans’s marker. Der blev den hentet.

Når der skulle slagtes gris, var det Villum Andersen fra Sem, der slagtede. Han var lidt gammeldags, bl.a. gik han i vadmelsbukser med klap foran i stedet for gylp. Inden han drog af sted, fik vi frokost med blodpølse, fedtegrever, medisterpølse og andet godt fra grisen. Villum fik altid bøddelstykket, når min mor havde kogt det med laurbærblade. Bøddelstykket var det stykke flæsk på halsen, hvor grisen var blevet stukket.

Vi havde altid problemer med vand. Selv om brønden var dyb, løb den tør om sommeren, så måtte vi hente vand i de tre mælkespande i skolen, hos morbror Hans, Jens Møller, Magda og Julius eller ved det lille væld, der den gang sprang på marken mellem Harry Fynboes og Søren Ranchs ejendomme.

Far prøvede at grave brønden dybere, men det hjalp ikke. Havde vi haft pengene, kunne vi måske have udnyttet det væld, der var på marken oppe ved Semmøgelhøj.

Den smalle, dybe brønd havde vi også fornøjelse af, når vi legede. Vi gemte os under låget på rullen. Hvis vi var faldet ned i brønden, var det gået voldsomt galt, men dengang var det for os et gemmested som alle andre.

Mangelen på vand gav mange besværligheder for Mor. Hvad hjalp det, at det var nemt at få vandet til at koge, hvis vi puttede en af de tjærebehandlede gødningssække under gruekedelen, når der ikke var vand nok til at vaske i.

Nogle gange fik Mor lov til at vaske hos Carla og morbror Hans. Selvom alt tøjet skulle slæbes frem og tilbage, var det en fordel for hende. Ingen kan vel fortænke hende i, at da vi flyttede til Fyn, var hendes eneste krav, at der skulle være indlagt vand i det nye hus. I alle disse år havde hun manglet vand, når hun vaskede, slagtede og lavede mad.

Vi fik aldrig råd til at installere el, så både i huset og i stalden brugte vi petroleumslamper og lygter.

Min far var ivrig jæger. Det hjalp på økonomien og gav lidt afveksling i den daglige kost – saltmaden fra grisen. Høkeren, Valdemar, i Kastbjerg aftog det vildt, vi ikke selv anvendte. En gang skød min far to rådyr i Edderup, som blev solgt.

Jeg var ganske ung, da jeg fik jagttegn. Min far måtte skrive under for mig. Det var herligt, nu kunne jeg følge ham på jagt. Under krigen blev jagten indstillet, for alle våben skulle afleveres på politistationen i Hadsund. Vi afleverede både jagtgevær og en riffel. Jagtgeværet fik vi tilbage efter krigen, men riffelen kunne man ikke finde på politistationen.

Der var enkelte, der beholdt deres geværer og fortsatte med at gå på jagt.

Som de fleste andre børn i Grove, gik vi hjem fra skole for at spiste middagsmad kl. 12. En dag havde min mor lavet en stor grydefuld grønkålssuppe. Det holdt vi meget af. Som alle andre halvstore drenge, var vi altid sultne og glædede os til at komme hjem og spise resten efter skoletid. Vi glædede os nu for tidligt. Den dag gad Hans ikke gå hjem til middag for at spise, så da vi kom fra skole, skulle han spise først. Han spiste af gryden. Anker og jeg måtte stå og se på, at han alene tømte gryden med den dejlige suppe.

Som regel kom de unge i Grove ud at tjene, når de blev konfirmerede. Jeg kom ud lidt før. Jeg var kun 13-14 år, da jeg i 1943 fik plads i Gjerlev hos Laurids Sørensen. Jeg skulle have 300 kroner for et halvt år, og hvis Laurids blev tilfreds med mit arbejde, skulle jeg have yderligere 25 kroner.

Jeg gik til præst en gang om ugen hos pastor Nørgaard i Hem. Jeg havde tre gange tilbage, da jeg kom ud at tjene, så jeg måtte gå fra Gjerlev til Hem.

Da jeg kom hjem den første gang, syntes Laurids Sørensen, at det havde taget for lang tid, så jeg fik en på skrinet med besked om, at jeg ville få en til, hvis det skete igen. Det gjorde det, så jeg gik hjem til Far. Han tog med mig til Gjerlev for at snakke med Laurids – så var det hele pludselig en misforståelse, og jeg slap for al videre tiltale.

Jeg kørte Brugstur i hestevogn. Det vil sige, jeg kørte rundt i Stangerum, Gjerlev og Enslev til de folk, der havde bestilt varer i Brugsen i Enslev.

På hjemvejen havde jeg æg med tilbage fra landmændene. Jeg regnede det for en fridag. Hesten havde prøvet det så mange gange før, at den kendte vejen. En gang, jeg lagede tømmen, fandt den selv hjem.