Skoleudflugt med forhindringer

Min far, der var lærer ved Grove skole ved Mariager, ville gerne, at skolebørnene fik så stort et kendskab til verden uden for sognet, som muligt, derfor arrangerede han en gang om året en skoleudflugt. Det kunne lade sig gøre, fordi alle børn en gang om året kunne få en gratis rejse med De danske Statsbaner. De ville gerne sikre sig fremtidige kunder. Deres slogan var: Ud at se med DSB.

Jeg husker især en tur. Far havde hele vinteren og foråret arbejdet på at arrangere udflugten. Alt var tilrettelagt til mindste detalje. Eleverne mødte om morgenen i deres fineste stads – smukt vandkæmmede.

Urolige og spændte gik vi rundt i skolegården knugende skoletaskerne eller skoæsken med de hjemmesmurte sukker-, ægge- eller leverpostejmadder, der i dagens anledning var indsvøbt i kølige rabarberblade, så de trods varmen kunne holde sig hele dagen Var ventetiden lang for børnene var den ikke kortere for “denen”. Han havde en aftale med vognmand Buus i Kastbjerg, om i god tid at køre den spændte flok til stationen i Havndal – troede han. Tiden nærmede sig faretruende det tidspunkt, da “Hadsund-Peter” skulle afgå fra stationen i Havndal mod Randers medbringende en flok forventningsfulde unger. For en sikkerheds skyld ville Far lige ringe og undersøge, om Buus var på vej. Det var han ikke. Dyb stilhed – derefter spørgsmålet: Sku” a kyr’ jer te Havndal i daw? A kommer!
Der var megen trippen, men kun lidt tale i skolegården, mens vi ventede på Buus. Da han kom hvinende om hjørnet, hørtes kun min fars råb: Op, op, op! Turen var reddet.

Efterhånden gik det op for os, at Buus nok havde fået fejet lastbilen efter den sidste grisetransport, men ikke haft tid til at spule med vand. Dog, tiden var ikke til klager. Vi sad musestille og forsøgte ikke at røre ved gulvet eller træværket. Alt endte lykkeligt.
Vi ankom til stationen tidsnok til at se stationsforstander, Korreborg, med det store ego, ulastelig klædt i velsiddende uniform og kasket skridte perronen af med sit “spejlæg” (den stok med rund skive, han brugte til at give signal med, når toget måtte køre). Det var imponerende at se den lille, trinde mand stå stirrende mod Hadsund balancerende på det strakte venstre ben, mens det højre strittede lige ud i luften, mumlende: Kommer hun mon snart. Det gjorde “hun” for det meste “Hadsund-Peter”, selv om forsinkelser og aflysninger ikke hørte til sjældenhederne. Aflysninger blev ikke meddelt publikum. Det opdagede man, når man havde ventet forgæves nogen tid.
Det blev en dejlig udflugt, selv om de mennesker vi mødte ikke kunne være i tvivl om, at vi var landbobørn. Brisen af gris bølgede blidt om os, hvor vi gik. Den blev dog mere udholdelig, som dagen gik.

Udflugterne med DSB bragte os til større byer. I Århus så vi Domkirken, Den gamle By, FBD’s fabrikker i Viby, hvor der vankede smagsprøver, Tivoli Friheden og, mens den endnu eksisterede, Århus Zoo.

I Randers glædede vi os til opholdet i Doktorparken og Randers Zoo, men inden skulle vi lige en lille tur om Randers Dagblad, hvor man kunne være så heldig hos en af sætterne at få sit navn trykt i bly, Randers Museum, Junchers Tøjfabrik, hvor vi benovede så skytterne fare hen over de store væve eller Schandia, hvor de mange togvogne og især de vældige bøffelskind, der blev anvendt til sæderne, fik os til at gøre store øjne.
Der var langt at gå fra Scandia til Doktorparken, men som altid skred karavanen frem med min far i spidsen. Derefter kom børnene to og to småpludrende med hinanden i hånden. Ingen råbte, for selv drenge med smut i øjet, vidste nøjagtig, hvor “denens” tolerancetærskel gik. Pigerne var der aldrig vrøvl med. De havde travlt med at passe på de mindre søskende og skotøjsæsken med “madderne”. Deres tilbageholdenhed har altid undret mig. Det var, som gik de mere op i at være pyntelige end at opleve verden, selv om de nu havde chancen. Min mor og Mariane Andersen afsluttede karavanen. Det var deres opgave at se til, at alle fulgte med, og ingen groede fast med åben mund foran en forretnings udstillingsvindue.

Ålborg var nok den by, vi holdt mest af. Efter et besøg på sodavandsfabrikken og Cementfabrikkerne endte vi gerne i Aalborg Zoo, der var den flotteste af alle de zoologiske haver. Det bedste var tilbage, Tivoli Karolinelund. Der kunne “denen” få sig et par timers hvil, mens vi susede rundt og brugte resten af pengene på is og forlystelser – hvilken fryd.
Efter krigen, foregik udflugterne med bus. Det gav mulighed for at besøge andre lokaliteter: Viborg, Silkeborg, Himmelbjerget eller Nationalparken i Rebild og Bundgårds  skulpturer i kalkminerne i Tindbæk.