Skal vi tømme bækken for vand

Jeg blev taget ud af skolen et år for tidligt. Lærer Bach sagde altid:

Børge! Du bliver aldrig til noget!

Så mente jeg, at jeg lige så godt kunne gå ud af skolen og arbejde ved landbruget. Det passede min far godt. Han havde brug for billig arbejdskraft.
Bach truede godt nok Far med, at hvis jeg blev taget ud af skolen et år før tiden, kunne mine forældre blive idømt mulkt, som den gang var to kr. pr. skoledag – men det skete ikke.

Jeg fik en cykel i konfirmationsgave. Den var brugt og med fast dæk på forhjulet. Et par år senere fik jeg et brugt dæk med rigtig luft i, men det var nødvendigt at binde selvbinderstrik om nogle steder, hvis det skulle holde.
Da der blev glat på vejene om vinteren, lukkede jeg lidt luft ud af forhjulet, tog en gammel cykelkæde og passede den til, så den sad stramt udenpå dækket, når jeg pumpede det op. En gang, jeg kørte for fulde sejl ud fra Hestekærgaard på den spejlblanke vej, kom et ældre ægtepar trækkende. De blev ved med at vende sig om, til jeg var helt nede ved Sembrogård, for at se, om jeg væltede.

Det har altid været skik og brug i dansk landbrug, at den ældste søn overtog gården. Havde yngre sønner – som jeg – drømmen om at få sin egen gård, gjaldt det om at tjene mange penge og spare op, så der den dag muligheden bød sig, var nok på bankbogen til udbetalingen – så vi sparede og sparede.

Et af mine faste ritualer var at cykle til Randers hver søndag sammen med min kammerat, Tage Buus, fra Enslev. Vi brugte overhovedet ikke penge, før vi var hjemme i Enslev igen. Der gik vi altid ind til Ajs Munk og købte en rund 15 øres is. En gang vi kom derind efter turen til Randers, var prisen på en is steget til 18 øre. Jeg blev så rasende, at jeg slet ingen is ville have. Ugen efter var vi derinde igen, da måtte vi ryste op med de ekstra tre øre, for nu var prisen også sat op i alle de andre brødudsalg.

Da jeg kom ud af skolen, arbejdede jeg hjemme på Hestekærgaard – men jeg havde også lidt bierhverv ved siden af. I 1949, da jeg var 13 år, tog jeg på et sprøjtekursus i Horsens. Det blev betalt af Husmandsforeningen og afholdt på Bygholm Parkhotel. Det var vild luksus. Det jeg husker bedst dernede fra, var festen den sidste aften. Der var to unge piger, som spillede på harmonika. De var i de mest lårkorte kjoler, jeg havde set på det tidspunkt. Det var godt, at Far og Mor ikke vidste det – jeg har aldrig senere fortalt dem om det. Det var ikke noget, man brugte i min familie, da jeg var 13 år – heller ikke, da jeg blev 50 år.

Efter kurset fik jeg af Husmandsforeningen en lille sprøjte med en spredebom på otte m. Så var jeg klar til at tjene penge. Jeg lejede min fars traktor til 10 kr. i timen + forbrug. Prisen for almindelig hormonsprøjtning var 14 kr. pr. tdl. Hvis vejret var til det, startede jeg altid om morgenen ved to – halv tre tiden og blev ved til kl. 22.00. Normalt kunne jeg, selv om det var små husmandssteder, sprøjte 70 – 75 tdl. om dagen.

På grund af min unge alder, var bønderne lidt skeptiske, når jeg kom rundt med marksprøjten. Engang, da jeg kom ud til en ejendom lige nord for Edderup Skovgaard, for at sprøjte roer, stod der fire bønder og tog imod mig. Manden, som skulle have sprøjtet, spurgte efter, hvad jeg ville sprøjte med. Det fortalte jeg selvfølgelig – bladan. Han påstod, at det var forkert, for konsulent Bundgaard fra Mariager havde lige skrevet i den lokale avis, at det var et andet middel, man skulle bruge. Jeg tror det var paration, han sagde. Jeg bad ham hente avisen, så jeg selv kunne se. Jeg turde næsten ikke læse det, for de andre bønder stod og så meget bedrevidende ud. Jeg kunne føle deres tanker:

Hvem tror han, han er? Grønskolling!

Sejrsstolt viste manden avisen frem, så alle kunne se han havde ret. Der var bare det, at der stod: Sprøjtemiddel for trips.

Jamen var det ikke bedefluer, du skulle ha’ sprøjtet for? Joooe!

Så fik jeg lov til at sprøjte videre uden indblanding, men jeg kan endnu huske følelsen af lettelse og stolthed.

Pengene jeg havde tjent, blev startkapital i en ny investering – et dambrug. Min bror, Bent, Aksel Pedersen fra Sem og jeg gik i gang med at grave ørreddamme. Aksel havde en lille sø med nok hundrede væld ved Brækjæld – som vi udtalte det. Bent og jeg skulle grave dammene ud. Vi lejede en entreprenør fra Viborg, som gravede jorden op på en vogn uden tippelad. Da Bent i mellemtiden havde fået plads på en gård ved Fredericia, var der kun mig til at læsse af. Aksel skulle kun lægge vand til – men vi fik nogle fine damme ud af det. Fiskeriet var en meget god forretning. Skidtfisk, som vi fik leveret fra Skagen og Hirtshals, kostede næsten ingenting ud over fragten, og arbejdskraften leverede vi selv, i det vi kaldte fritiden.

Da jeg var 18 år, fik jeg plads som forkarl på en gård i Skanderup ved Kolding, og havde jeg ikke fået lært at arbejde før, så fik jeg det i alle tilfælde nu. Vi var fire karle, en fodermester, en kokkepige og en stuepige. Proprietæren var meget hjemmefra. Han gav os altid arbejde til en hel uge, inden han kørte om morgenen – selv om han kun var væk til om aftenen. Det irriterede mig grusomt, for det var, som om han troede, vi bare ville stå stille, når han var væk. Et par uger senere, da han igen skulle i byen, kom hele remsen om, hvad vi skulle lave. Da han var færdig, sagde jeg:

Hvad så Jens Nielsen, når vi er færdige med det, skal vi så tømme bækken ovre bag ved for vand?

Han gav mig aldrig senere nogen som helst arbejdsplan. Jeg var glad for at være der, og vi fik et rigtig godt forhold til hinanden efter den lille episode.

I 1956 blev jeg indkaldt som soldat til Haderslev Kaserne, men efter en måned, blev mit kompagni sendt til Tyskland, hvor jeg blev hundefører ved militærpolitiet. Efter militærtjenesten kom jeg hjem for at afløse Bent både i marken og ved fiskeriet.

Efteråret 1958 var jeg på Hammerum Landbrugsskole, og i 1959 fik jeg plads på Henriksdal – en forpagtergård under Lindenborg. Jeg blev gift med datteren på gården i 1960. Samtidig solgte jeg min anpart i fiskeriet til Bent, for at få lidt penge fri til udbetaling på gården, Svanholmsminde, ved Kongerslev. Den var kun på 75 tdl. Jeg købte nogle ejendomme til, forpagtede en del jord, og sammen med en arbejdsdreng byggede jeg selv svinestalde. Til sidst havde jeg 430 tdl. under plov, som man sagde, og ca. 1500 slagtesvin.
Selv om gården var ret godt mekaniseret, var arbejdsdagen ofte fra kl. 4.00 om morgen til kl. 22.00 om aften, for jeg var ene mand om at passe det hele.
Tiden efter 1972 var præget af stor optimisme og virketrang på grund af Danmarks indtrædelse i EF – ikke mindst i landbruget.

Den eneste luksus, jeg tillod mig, var, at jeg i 1973 tog flyvercertifikat og købte en lille sportsflyver. Udgifterne til flyvningen fik jeg så rigeligt dækket ind ved at flyve nyfødte SPF-grise fra Roskilde til landmænd i Jylland og ved at hente reservedele på Sjælland, til mejetærskerne på Lindenborg. Det kunne jeg nå om morgenen, inden duggen forsvandt, så jeg selv kunne komme ud med mejetærskeren.
Efter sigende blev Svanholmsminde drevet som et lille mønsterlandbrug, og det fik jeg bekræftet i 1975, da jeg blev skilt. De som skulle vurdere gården påstod, at der var en herlighedsværdi på en million kroner, så jeg måtte ryste ud med halv million til min tidligere kone. Det blev for stor en belastning for økonomien. Den normale rente lå omkring 18-20 %, og foder-stofgæld, som var over 30 dage, betalte vi 28% af.

I 1983 kunne jeg ikke se noget lys forude – hvad økonomien angik. Når man skal ringe til sparekassen om morgenen for at spørge, om man må købe en pakke cigaretter i dag eller på grund af økonomien må vente til næste uge, så går det sjove af landbruget. Jeg fik solgt gården og beholdt næsten skindet på næsen.
Elli, som jeg var blevet gift med i 1979 og jeg, købte i juni 1983 Nesgaarden, et lille nedlagt landbrug mellem Kongerslev og Bælum. Jeg tog et velfortjent sabbatår. Derefter kørte jeg et par år som chauffør hos en nabovognmand og senere et par år som turistbuschauffør.

I 1988 begyndte jeg at arbejde som familieplejer. Det var et herligt arbejde – både hvad løn og fritid angik.

I 1995 blev min kone træt af at være – hjemme-hos-pædagog i Hadsund Kommune, så vi startede et Socialpædagogisk Opholdssted for unge mennesker her på ejendommen. Det er unge fra 12 – 18 år. Jeg plejer at sige, at det er næsten normale børn af dårligt fungerende forældre. Vi har intern skole her på stedet, der er normeret til syv børn, men vi har næsten altid overbelægning. Der er 10 -12 ansatte. En blanding af lærere, pædagoger og håndværkere. Jeg er ret heldig stillet, hvad arbejdsplads angår. Jeg har ingen faste timer, men giver en hånd med, når der er behov – bl.a. når en medarbejder er syg. Det sker sjældent. Vi har kun prægtige, håndplukkede og engagerede medarbejdere, og vi har ingen udskiftning haft i cirka fem år.

Vi har et hus i det sydlige Provence tre km fra Middelhavet. Der er et herligt klima og en gæstfri befolkning, der ikke anser os for at være indvandrere. Som regel rejser jeg derned fem til syv gange årligt. Nogle gange med en enkelt elev, som opfører sig lidt skævbenet, men som regel rejser jeg alene eller sammen med Elli og vores nu 14-årige datter, Thea.

Jeg har haft en herlig tilværelse – og været heldig. Der har været modgang, men jeg har altid været optimistisk og haft et godt helbred. Jeg har kun været på sygehuset en gang – det var for at få fjernet polypper i 1943. Jeg regner med at blive langt over 100 år. Jeg er begyndt at invitere venner og familie til min 100 års fødselsdag, som skal fejres på samme restaurant i Provence som vores sølvbryllup, der blev fejret her i sommeren 2004. Vi var et hyggeligt selskab på 32. Jeg havde håbet, at min far kunne komme med til sølvbrylluppet – trods hans 98 år, men han måtte melde afbud på grund af bentøjet. Han døde i efteråret 2004. Mit valgsprog er:

Det æ ingen skå te, at de ung for lært å arbed!
Hwis de it for brug for’ed, ka de nemt væn sæ o mæ’ed ijen.

Jeg taler af erfaring!