Morgenmad og ordrer i soveværelset

Jeg har altid været tæt knyttet til min far. Jeg interesserede mig som han meget for vore nordbakker, og jeg var stolt, når de fik en 1. præmie på ungskuet. Far var såmænd lige så stolt, som jeg var, når jeg kørte i marken med tre heste, eller da jeg som 12-årig vandt en malkekonkurrence i Kastbjerg. Derfor var det ikke nogen straf for mig, at jeg året efter, jeg var blevet konfirmeret i Sem Kirke (1953), skulle blive hjemme og hjælpe til med arbejdet på ejendommen.

En dag om ugen gik jeg ned på Holmgården for at hjælpe Edith Johansen som ung pige i huset. Far havde ellers spurgt, om jeg ville på Randers Realskole. Det havde ikke været almindeligt tidligere, men efterhånden var der flere, der på grund af de mange vikarer i Grove Skole, sendte deres børn på realskole. Jeg ville på Hadsund Realskole, som min veninde, Lis Jensen.

Do ska’ it te’ å kyr til Trudsholm i ål slauls vejr, når do ka’ ta’ rutebilen li’ uden for døren, sagde Far.

Det ville jeg ikke, så det blev ikke til noget.

I 1954 opholdt jeg mig på den næsten nyåbnede Bælum Efterskole i sommerhalvåret. Vi var ca. 50 elever, der, når vi ikke havde timer på skolen, undertiden cyklede ud i omegnen med forstanderen i spidsen og nød den medbragte kaffe. Vi var også på længere ture f.eks. en sejltur på Mariager Fjord, og året efter var jeg med efterskolens pige- og karlehold på min første udlandstur. Den gik til Telemarken i Norge. Opholdet modnede mig, og jeg nød kammeratskabet.
Hver 2. søndag tog jeg Hadsund-Peter til trinbrættet ved Trudsholm, så var der en god spadseretur hjem til Grove, hvis ikke Far hentede mig i hestevogn. Det kunne hænde, at jeg cyklede de ca. 50 km fra efterskolen og hjem.

Efter opholdet på efterskolen skulle jeg ud til fremmede for at lære noget. Jeg fik plads hos Niels Winther i Bjergby, hvor der også var to karle og en fodermester. Piger på andre gårde skulle som regel også hjælpe til i marken. Det skulle jeg kun enkelte gange i høsten, når der var meget travlt. Det var en stor gård, og der var megen selskabelighed, så jeg lærte at servere og lave gildesmad. Til festerne drak man vin, og fik en lille en til kaffen. Det var ikke noget, jeg kendte hjemmefra. Vi kunne godt nøjes med en enkelt sodavand eller taffeløl, når der var fest. Vi var ikke vant til spiritus.

Min søster, Lilly, tjente hos en lærerfamilie i Randers. Det lød spændende, når hun fortalte, så i 1958 søgte jeg og fik plads hos direktør Effsen, der ledede bilhuset Nellemann.

Det var noget andet end dagliglivet i de små hjem i Grove. Hver morgen kl. 7.00 skulle jeg møde i lyseblå kjole og kappe for at servere direktørens morgenmad i køkkenet. I forvejen havde jeg pudset hans sko. De blev hver aften stillet uden for soveværelsesdøren. Når Direktøren var taget på arbejde, gik jeg i ro og mag rundt og tørrede lidt støv af. Den egentlige rengøring tog fru Johnsen, der mødte op to gange om ugen, sig af. Det var også hende, der lavede maden, når der var gæster. Tre timer senere larmede det i køkkenet, når den lille klap på kaldeapparatet faldt ned. Det var Fruen, der ringede. Hun ønskede sin morgenmad serveret i soveværelset. Fra sin plads i sengen tog hun stilling til, hvilke indkøb jeg skulle foretage, og hvad der skulle serveres til middag om aftenen.
Om eftermiddagen klædte jeg om til sort kjole, hvidt forklæde og kappe. Jeg skulle såmænd bare åbne døren, modtage tøjet og lave te, hvis der kom gæster på visit. Når Fruen kom hjem fra indkøb i byen, dyttede hun to gange, når hun holdt i gården, så skulle jeg spurte ud og lukke garageporten op og bære de indkøbte varer ind, for hun var dårligt gående.
Der var klasseforskel, men det var en rar plads, og herskabet påskønnede mit arbejde. Blev jeg sat til at gå en tur med hunden, hvilket ikke var mit arbejde, fik jeg altid ”en seddel” eller en biografbillet. Gad vide hvilke piger, der ville finde sig i det i dag. Den gang faldt det os ikke for brystet. Vi trak vel nærmest lidt på smilebåndet af det – lønnen var jo god, og arbejdet overkommeligt.
Da direktør Effsen døde, og Fruen flyttede fra byen, fik jeg arbejde på Randers Centralsygehus i patientkøkkenet. Det var et meget bundet job. Jeg havde kun fri hver 3. søndag. Det gik jo ikke, når man var forlovet, så jeg søgte nyt arbejde og fik ansættelse på Renseriet Polarvask i strygesalen.

Ved et bal i Randers havde jeg mødte Axel – en af Randersdragonerne. Vi blev gift i Sem Kirke 1962. Der var et lille problem. Det var det samme år, Mor og Far skulle holde sølvbryllup. Der var ikke råd til to fester, så der blev holdt både bryllup og sølvbryllup samme dag. Sem Forsamlingshus har nok ikke været stort nok, for festen blev holdt på Havndal Hotel. Det var første gang, der blev serveret øl til en af vore familiefester. Det var grænsebrydende. Axel og jeg boede det første år sammen på mit værelse i Østergade 2 i Randers. Som nygifte havde vi jo ikke brug for stor plads.

Min svoger, Arne, der var murer, fortalte, at det ikke var dyrere at sidde i eget hus end at bo i lejlighed, så vi købte for 5.500 kr. en dejlig, stor grund på 1.300 m2 i Dronningborg. Hele det følgende år var en stor del af familien i deres fritid beskæftiget med at bygge vores hus. Min svoger, Arne, murede. Hans bror, der var smed i Hem, lavede sanitet og varme. Min bror, Kurt, der var elektrikersvend hos Lykkemark i Havndal, installerede strøm, mens Axel, der var tømrer, selv lavede al træarbejdet. Da vores lille hus i 1963 var bygget færdigt og prioriteret, havde det kostet 48.000 kr. Det var billigt.

Efterhånden som familien voksede, blev det i 1970 nødvendigt at renovere køkkenet og bygge en ekstra stue til. Det kostede 32.000 kr., men så fik vi også det drømmehus, vi stadig bor i. Vi besluttede, at jeg skulle være hjemmegående, så længe drengene var små – så måtte vi undvære bil og anden luksus, men det var opgangtider, så der blev såmænd både til bil og meget andet.

I 1973 havde jeg lyst til at få et arbejde. Jeg begyndte i køkkenet på Kvicklys cafeteria i Randers, hvor jeg arbejdede frem til 2000, da jeg gik på efterløn. Det var dejligt at komme ud og møde mennesker. Vi havde omkring 20 stamkunder. De kunne blive helt forvirrede, hvis andre gæster satte sig ved deres stambord. De mødtes hver dag kl. 10.00 for at få morgenmad. Derefter hyggede de sig, til de spiste frokost kl. 12.00. Det kunne hænde, at de gik en lille tur om eftermiddagen, men de var tilbage ved stambordet kl. 18.00 til aftensmad.
Der var bl.a. en ældre mand, der først stillede sig op i madkøen, når jeg begyndte at ekspedere. Han troede åbenbart ikke, at der var andre end mig, der kunne smøre hans tre flade klemmer – eller måske var det den lille snak, vi fik hver dag, når han bestilte maden. Ville jeg gøre ham rigtig glad, skulle jeg bare bringe klemmerne ned til ham ved stambordet, så strålede han som en lille sol. Der kom mange ensomme mennesker i Kvicklys cafeteria.

Vi har altid holdt meget af naturen. Det hænder ikke så sjældent, at vi pakker en madkurv og cykler en tur langs fjorden – til Mariager eller til et andet af de mange smukke steder, der er omkring Randers. Vi har også haft mulighed for at holde ferie i Grækenland, på Cypern og i Ægypten – og endelig glæder vi os over, at vi hører til de heldige, der har et godt og nært forhold til vores efterhånden store familie.