Lønnen var farvel og tak

Mens jeg som ung boede hos mine forældre i Sem, spillede vi unge næsten hver aften pind eller kegler nede ved Laurids Pedersen. Det kunne også hænde, at jeg sammen med Jens Juul slog et slaw ned til “Brækil” – Bredkilde for at fiske ørreder.

Om vinteren spillede vi som regel kort ovre hos Maren og Christen Juul.

Da jeg lærte Signe at kende flyttede jeg fra Sem til Grove. I tre år – fra 1955 til 1958 – tjente jeg som karl hos Dorthe og Christen Søndergaard. I 1956-57 gik jeg et halvt år på landbrugsskole i Malling.

Den 1. april 1958 overtog Signe og jeg gården. Dorthea og Christen flyttede til Kastbjerg, hvor de flyttede ind i det hus, de havde købt af murer Kouring.

Min kommende svoger, Svend, og jeg besluttede at forsøge for os selv. Forpagteren på Edderup Skovgaard havde plantet en mark på 34 tdl. til med asparges. Vi lejede marken for et år og aftalte, at forpagteren skulle sørge for gødningen – asparges kræver meget gødning. Vi havde også en aftale om, at han om foråret skulle pløje med sin traktor og en speciel plov, der når han kørte med den mellem aspargesrækkerne, kastede jorden op i højbede. Ploven var for tung til at blive trukket af heste.

Vi skulle selv holde stykket rent. Det var noget af et arbejde, for marken var tilgroet med senegræs og ukrudt. Vi måtte arbejde på marken om aftenen i vores fritid, for om dagen havde vi andet arbejde, der skulle passes. Når stykket var harvet, samlede vi senegræs og ukrudt med hånden.

Arbejdet blev ikke mindre, da vi kunne begynde at stikke asparges. To gange om dagen måtte Signe, Magda, Svend og jeg ned på marken for at stikke. Kom spirerne oven over jorden, blev de grønne og var uanvendelige. Der var ingen, der spiste grønne asparges dengang. Vi plukkede om morgen fra kl. 3 til kl. 7 og om aften fra kl. 19 til kl. 22.

De plukkede asparges skulle pakkes i specielle kasser, som vi fik tilsendt fra en konservesfabrik på Fyn. Vi sendte kasser hver anden dag. Pakningen skulle være færdig, så mælkekusken kunne få kasserne med og sende dem fra stationen i Havndal. Fortjenesten var beskeden i forhold til det store arbejde, at opsagde vi lejemålet, da der kom en ny forpagter på Skovgaarden,.

Da jeg kom til Grove, var det en selvfølgelighed, at folk hjalp hinanden. Signe interesserede sig meget for at lave mad. Da det rygtedes, blev hun ofte inviteret ud i de forskellige hjem for at varte op. Undertiden kom folk nogle dage efter med et par viskestykker eller en anden lille ting, men de fleste gange var lønnen farvel og tak. En gang i 60’erne, da hun vartede op hos Pi Raj i Sem, stak Marie hende 10 kr., da hun skulle hjem. Det var den første gang, hun tjente penge på sit arbejde.

Efter den tid blev det mere og mere almindeligt, at hun havde lidt penge med hjem, men det vedblev med at være et underbetalt arbejde.

Da Signe og jeg overtog gården, fortsatte vi med at avle kartofler på 1½ tdl. Det tog ca. tre uger, inden alle kartoflerne var taget op. Dorthea og Christen kom og hjalp til. Der var ikke maskiner til kartoffeloptagning dengang.

Kartoflerne blev løsnet af jorden enten med plov eller hakke. Derefter kravlede vi række op og række ned – to mand med en “løw” – vidjekurv mellem os og en spand til affaldskartoflerne. Når kurven var fuld, skulle den slæbes hen til vognen eller kulen. Selvom vi lå på en kornsæk, blev vi ofte halvvåde og kolde. Vi sov godt om natten.

Når kartoflerne var taget op og sorteret, drog Christen rundt for at modtage ordrer fra vore ca. 70 kunder i Havndal, Dania og Assens, hvorefter vi leverede kartoflerne. Lige efter jul drog han rundt igen, og havde vi flere kartofler tilbage, tog han på en sidste tur om foråret.

Svinestalden blev, da vi flyttede ind, udvidet, så der kunne leveres omkring 50 svin til slagteriet om året. Vi handlede smågrise med to kreaturhandlere, Jens Skjødt eller Bogner, der boede i Havndal.

Omkring 1960 fik vi traktor. På de mindre gårde, havde vi ikke råd til at købe nye redskaber, så smedene havde gode dage. De havde travlt med at lave de gamle redskaber om, så de kunne bruges til traktoren.

Mens vi brugte heste, havde Gunnar og jeg ofte hjulpet hinanden med heste og redskaber. Det samarbejde fortsatte, da vi fik traktor.

Jørgen havde mistet sin kone, og jeg min mand, da vi mødtes. Efter nogen tid flyttede jeg fra Nordjylland til Grove sammen med mine børn.

Jeg har altid været interesseret i at sy, så ud over det almindelige arbejde på gården begyndte jeg at sy lidt for naboerne, når der var behov. Omkring 1960 henvendte jeg mig til Fruensgaard, en herre- og dameekviperingsforretning i Mariager, for at høre, om der var brug for en syerske til forandringer. Jeg blev antaget. Senere kom jeg til at sy for en tilsvarende forretning i Havndal. I mange år syede jeg gardiner, kjoler, bukser eller fornyede lynlåse. Prisen for at sy en kjole var, da jeg begyndte ca. 25 kr. Der blev syet mange kjoler, inden jeg havde fået betalt min symaskine, der kostede 2.110 kr.

Omkring 1982 fik vi mulighed for at deltage i en jordfordeling. Staten overtog jorden, som blev betalt kontant, for senere at videresælge den til andre landmænd.

I sin ungdom havde Jørgen en drøm om at blive snedker. Da jorden var solgt og han gik på pension, fik han muligheden. Nu drejer han lamper, skåle, salt- og peberbøsser og andet, som jeg har stor fornøjelse af at sælge sammen med de ting, jeg selv fremstiller: Malede æg, dukketøj og blomsterdekorationer.