Godt at blive naturlig træt

I 1947 var Gunnar B. Petersen en vinter på Store Restrup Husmandsskole ved Skørping. Der lærte han meget, som han senere fik brug for, da han overtog ejendommen i Grove.

På sessionen i 1949 blev han udtaget til garder. Mens han var soldat, tog jeg plads i huset i København, så vi kunne se lidt mere til hinanden. Umiddelbart efter soldatertjenesten var han på Lyngby Landbrugsskole.

Jeg har selv kun kendt Grove og Sem fra 1952. Det var det år, vi købte Else og Jens Lindskovs ejendom. Else og Jens var Gunnars moster og onkel. Det første halve år, indtil Else og Jens flyttede ind i det hus, de havde købt i Havndal lige over for den nu nedrevne jernbanestation, boede vi sammen på ejendommen.

Jens havde det svært. Han kunne slet ikke undvære arbejdet på marken og i stalden. Han havde arbejdet hårdt hele sit liv, så hver mandag morgen kom han cyklende fra Havndal til Grove, hvor han blev indlogeret i gæsteværelset. Han gjorde et kort ophold ved Kastbjerg Brugsforening for at købe lakridspiber til vores børn og en pakke stangskrå til sig selv. Det hele “bløw skrøwen” – noteret i brugsbogen. Sådan en havde alle. Bogen blev regelmæssigt gjort op og regningen betalt – som regel den første i hver måned.

Lørdag over middag cyklede Jens tilbage til Havndal. Det var kun i den hårdeste vinter, han blev hjemme – så ved jeg ikke om Moster Else til daglig gik og sang døgnvisen: Hele ugen alene. Af og til var hun også med, det var gerne, når der skulle samles kartofler op eller hakkes roer. Senere var hun barnepige, mens vi andre arbejdede.

Havde Jens haft en pause om vinteren, sagde han gerne, når han igen kom for at deltage i arbejdet: Det er nu godt at blive naturlig træt!

Det blev til mange år, Jens kom og tog en tørn med. Ham kunne vi altid regne med, når der skulle tærskes. Han var et dejligt menneske. Børnene var meget glade for ham og han for dem. Efterhånden blev arbejdet for hårdt for ham, så gik de ture sammen. Han trak dem i trækvognen.

Da Gunnar og jeg overtog ejendommen, var der ikke indlagt vand. Tidligere havde vi måttet hente det ved en pumpe i gården. Der gik kun et år (1953), så havde vi vandværk. Det var smeden i Kastbjerg, der forestod arbejdet. Det er lidt underligt at tænke på, at han mødte op hver morgen – på cykel. Havde han glemt et stykke værktøj, måtte han til Kastbjerg på cykel for at hente det. Der er meget, der har ændret sig. Det var en stor lettelse for os, at have vand i hanerne til husholdningen og i stalden.

De første 4 – 5 år skar vi tørv i engen. Først blev de slæbt ud fra tørvegraven til tørrepladsen af heste. Senere, da hestene var borte, brugte vi traktoren. Efterhånden som koks og briketter blev billigere, brugte vi dem. I 1964 fik vi oliefyr. Vi har aldrig brudt os om at skylde noget bort, så både vand og varme betalte vi kontant.

De første mange år høstede vi med selvbinder og satte negene i traver, så håbede vi på, at vejret måtte blive godt, så det kunne blive tørt, inden det skulle køres ind på kornloftet. Var sommeren meget fugtig, kunne vi komme ud for, at det var nødvendigt at splitte traverne ad igen eller flytte dem, inden græsset voksede op i negene. Det var et tungt arbejde.

Et år fik vi maskinstationen til at høste en mark med mejetærsker. Kornet havde lagt sig ned, så det var vanskeligt at høste med selvbinderen. Det næste år fik vi høstet to marker, og til sidst overtog mejetærskeren hele høsten. Det var en meget stor lettelse. Nu skulle vi ikke længere ud og tærske korn om vinteren.

Da hestene blev afløst af traktoren, blev markarbejdet meget lettere at overkomme. Selv om vore landbrug ikke var så store, ville vi også gerne have del i de lettelser, moderne redskaber kunne give. Der kom maskiner til at tage toppen af roerne og til at tage roerne op med. Smeden i Kastbjerg forsøgte i begyndelsen at lave nogle af de gamle redskaber om, så de passede til traktoren. Efterhånden slog naboerne sig sammen og købte nye maskiner. I Grove har vi altid været gode til at hjælp hinanden, så arbejdet blev gjort til tiden. F.eks. købte vi sammen med Jørgen Høeg, Aksel Jensen og Julius Møller en ny roeoptager

Gunnar, der gennem Onkel Jens havde truffet Niels Overvad i Kjærby, var blevet interesseret i den del af JAK’s program, der omhandlede økologi. Det betød, at han gik ind for begrænset gødskning og helst ville undgå anvendelse af kemikalier.

Da en af vore marker i foråret 1959 blev så voldsomt angrebet af lus, at alt var ved at blive ødelagt, besluttede Gunnar sig alligevel for at sende bud til maskinstationen for at få marken sprøjtet.

For at sikre sig, at føreren ikke skulle glemme det målebæger, han anvendte, når han blandede giften, var der monteret i en holder på traktoren. Alene at røre bægeret uden handsker var livsfarligt.

Børnene ville selvfølgelig gerne se, hvad der skete, så mens manden holdt i gården for at fylde tanken og komme gift i, stod vi i god afstand oppe på trappen og så til. Desværre glemte han at sætte målebægeret i holderen, da han kørte ud i marken for at sprøjte.

Da vi om aftenen kom ind for at spise, begyndte Flemming pludselig at vakle rundt på gulvet. Vi fik straks mistanke om forgiftning, og da vi fandt bægeret i vandtruget, lånte vi Julius Møllers telefon, for at ringe til lægen. Vi havde ikke selv telefon. Flemming skulle straks på sygehuset, så lægen foreslog, at vi kørte i møde med ambulancen. Vi måtte igen over til Julius for at låne hans bil. Vi kørte hen til Randersvejen ved Kastbjerg. Der skulle vi møde ambulancen, der kom fra Hadsund. Det var en frygtelig aften. Vi fik at vide, at der var 50% chance for, at Flemming ville blive rask igen. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at vi ikke måtte besøge ham. Han ville blive ked af det, sagde man. Men alt gik godt. Efter tre dage fik vi Flemming hjem igen frisk og rask. Begivenheden blev omtalt i avisen. Journalisten skrev, at Gunnar havde taget Flemming med på traktoren, mens han sprøjtede marken. Jeg syntes, at det var uretfærdigt. Jeg ringede til Randers Dagblad og klagede, men det kom der selvfølgelig ikke noget ud af.

Da man i 1970’erne begyndte at stille krav om store forandringer i stald – kølerum m.m., opgav vi malkekøerne, og så var der pludselig plads til et nyt fyr til affaldstræ i stalden.

I april 1993 solgte vi ejendommen til Bo Poulsen og flyttede til Mariager. Gunnar havde altid haft lyst til at arbejde med træ, så nu, hvor han havde tid, købte han en drejebænk, indrettede et værksted og tog på kursus i trækdrejning i Visborg.