Drak os mod til i høkerbajere

Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i 1945. I konfirmationsgave fik jeg af min mor og far en helt ny cykel. Slanger og dæk holdt nu ikke længe. Vi var jo stadig plaget af de erstatningsprodukter, der fulgte i 2. Verdenskrigs kølvand – for slet ikke at tale om rationering.

Det første halve år, inden jeg flyttede over på Dalsgård i Grove til min farbror, Jens, hjalp jeg tre dage om ugen min anden farbror, Anton, på hans ejendom. Farbror Jens var B-menneske. Han stod først op, når børnene skulle i skole. Det betød, at han ikke gik i stalden på samme tidspunkt som andre landmænd. Han malkede kl. 21.00 om aftenen og næste dags morgen kl. 9.00.
I den tid jeg arbejdede på gårdene var alt håndarbejde. Jeg har aldrig tjent på en gård, hvor vi havde traktor. Det prøvede jeg først langt senere, da jeg i ferierne hjalp min far i høsten.

Fra 1948 – 50 tjente jeg i True. Lønnen var for det første år 1.800 kr. Jeg var meget glad for at være hos Line og Aksel Nielsen. Jeg blev behandlet som et medlem af familien. Havde jeg været til fest om aftenen, stod Aksel selv op og gik i stalden om morgenen og lod mig sove. Det var et gammeldags landbrug uden traktor og moderne maskiner, og jeg kunne også godt have ønsket mig et lidt hyggeligere værelse. Det var uopvarmet, så om vinteren var der rim på væggen. Skulle vi til bal, hændte det, at vi smed bukserne, krøb op på halmmadrassen og trak de tunge olmerdugsdyner op over benene, mens vi drak os lidt mod til i et par høkerbajere. Når jeg havde fri, var det nemt at smutte de få kilometer hjem til Bedstemor i Sem med en bylt vasketøj.

I min næste plads var jeg ansat som foder-mester på en gård i Hvorslev ved Ulstrup (1951). Lønnen var 1.200 kr. for et halvt år. Der fik jeg eget værelse med centralvarme, og jeg skulle ikke arbejde med i marken.
Vi havde 40 ungkreaturer og 40 køer, som jeg malkede med malkemaskine. Hvor meget det betød, opdagede jeg en aften, da strømmen forsvandt. Skal man malke 40 køer med hånden, er der langt ned gennem stalden, og kun manden hjalp mig. Min eneste fordel var, at jeg kendte de køer, der var vanskelige at malke.

Da jeg i 1951 var på session, blev jeg udtaget til Livgarden. Tjenestetiden var lige ændret til 11 måneder, så vi havde en meget kort rekruttid, inden vi kom på vagttjeneste på Sorgenfri Slot. Juleaften kom Prins Knud sammen med sine børn ned i vagtstuen for at ønske os en god jul. Som julegave til os medbragte han et askebæger med billede af Sorgenfri Slot. Det har jeg endnu.

Det kunne være svært at få den ene krone, vi tjente om dagen til at slå til, når vi havde orlov. Vi måtte ikke blive på kasernen i Gothersgade, og det var for dyrt at overnatte og spise på KFUM’s soldaterhjem. Vi klarede os ved at planke – snige os over hegnet, sove i vores egen seng om natten, spise i kantinen og gå ud ad porten den næste morgen. De der gik vagt så os ikke, den næste aften kunne det jo være dem, der savnede husly.

Lige inden jeg blev hjemsendt fra hæren, søgte jeg og fik en stilling ved Københavns Postvæsen. Jeg mødte på hovedpostkontoret i Tietgensgade den 1. maj 1952 og blev straks sendt ud til Kastrup Postkontor.
Jeg var ansat på prøve i to år som reservepostbud – sort post. Lønnen var 450 kr. om måneden. Hver måned betalte jeg 100 kr. på pensionatet for kost og 90 kr. for logi, så man måtte tænke sig om, inden man gav penge ud.

Vi var fem unge, der i taxa tog til jydebal i Lyngby eller Ordrup. Da jeg traf Birgitte og gerne ville vise hende stjernerne, havde vi den aftale, at de andre skulle vente en halv time, inden vi i samlet trup returnerede til Kastrup i taxaen. Solidaritet? Ja, og de er stadig 55 år efter blandt mine bedste venner.

I 1954 blev jeg rød post – fastansat – og med forudbetalt løn. Den første måned fik jeg to lønninger – sikke et svir.
Der var boligmangel. Kun ægtepar kunne få en bolig. Nå, ja! Der var også en mulighed, hvis pigen blev gravid. Det blev Birgitte. Viceværten foreslog, at jeg skulle gå på boligkontoret.

Husk at sige fru kontorchef til damen bag skranken, lige så tit du kan komme til det, sagde han.

Det gav pote. Vi fik en ny, dyr lejlighed til 250 kr. om måneden. Egentlig var det for dyrt til min løn, men da vi lejede et værelse ud til en af mine kolleger for 90 kr. om måneden, gik det. Bedre blev det, da vi i 1955 blev gift og min månedsløn steg til 800 kr.

Den gang var der ikke så megen fokus på, hvor længe postbude arbejdede, bare vi nåede det, vi skulle. I fritiden kunne jeg tjene lidt ekstra ved at læse varmemålere af, være kontrollør på Amager Travbane, ordne haver og hjælpe Birgitte med at uddele fagblade – Samvirke, Metal m.m. – og endelig var jeg fodbolddommer.
Der var ellers nok at lave. Den gang sendte folk mange julekort. Det var ikke ualmindeligt, at en familie sendte og modtog mellem 10 og 20 julekort. Vi var 50 postbude, der sørgede for sorteringen af julekort og gaver. (også de pakker med skærpekød, som herboende færinger modtog hjemmefra – vi vænnede os aldrig helt til lugten). Uddelingen af julepost blev foretaget af studerende, der ville tjene en ekstra skilling.
For vores vedkommende sluttede juleræset med, at vi – 50 røde postbude – med hinanden i hånden gik rundt om juletræet og sang tre julesalmer. Det var hyggeligt, men hvor var vi trætte. Ofte endte juleaften med, at vi faldt i søvn i lænestolen.
Det var altid hyggeligt at være postbud, når vi sidst på måneden skulle aflevere aldersrenten til pensionisterne. Man skulle passe lidt på den dag. Mange inviterede på et glas kirsebærvin og en lille snak,. Andre gav det overskydende ørebeløb i drikkepenge, så den uge kunne lønnen stige med 30 kr.
Da jeg var blevet kontorpakmester, chokerede jeg postmesteren ved at ansøge om igen at blive almindelig rød post. Årsagen var, at vi havde fået et hørehæmmet barn, der krævede megen opmærksomhed – også om natten, hvor jeg ofte var på arbejde. Det var godt for familien, også selv om økonomien blev mere anstrengt, da jeg måtte gå ned i løn.

I 1996 blev jeg pensioneret, men en gang om måneden mødes jeg med 29 af mine tidligere kolleger til en hyggestund. Ellers spiller vi i fritiden bridge, petanque og bowling – og en enkelt rejse bliver det måske også til – foruden de rejser til Cypern, Malta, Tenerife og Tunis vi allerede har foretaget.