Bedre service i postvæsenet

Om vinteren gik sturklasse i Grove i skole mandag, onsdag, torsdag og lørdag. Tirsdag og fredag kunne vi hjælpe til hjemme.

Det år vi skulle konfirmeres, gik vi til konfirmationsforberedelse i Hem Præstegård hos pastor Nørgaard to gange om ugen – tirsdag og fredag.
Nogle af de tidligere års konfirmander klagede over, at drengene fra Skrødstrup mobbede. På mit hold var der kun to drenge – den anden dreng var fra Hem. Vi havde ingen problemer udover sne og kulde. Det var bidende koldt det år. Selv de, der havde cykler, måtte som regel gå til Hem. Man var endnu ikke begyndt at rydde vejene så systematisk for sne, som man gør nu.

Vi blev konfirmeret en søndag i marts 1951. På selve konfirmationsdagen var kun familien inviteret. Det havde sneet så voldsomt, at vejen op mod Grove var lukket af snedriver. Mine bedsteforældre, der boede ved Å Mølle kom kørende i Emils Taxa fra Assens. Vi måtte hente dem nede ved Korsvejen, hvor Kastbjergvejen og Semvejen mødes. Emil turde ikke køre længere.
Der var jo mange, der kendte far, fordi han var mælkekusk. De der havde sendt et telegram med penge, blev inviteret til en kop kaffe en af de følgende aftener.

Da jeg var ti år, kom min storebror, Jens, ud at tjene. Mor havde nok at se til inde. Vi var jo stadig mange børn. Far havde fået sine hænder ødelagt af de forfrysninger, han havde pådraget sig i en af de hårde krigsvintre, så han kunne ikke malke. Det var grunden til, at det nu var min tur til at stå op kl. 5.00 om morgenen, for sammen med Far at fodre dyrene og malke de fem køer. Vi skulle være færdige, inden han kørte ud på mælketuren kl. 6.00. Når jeg efter morgenmaden gik i skole, var jeg måske ikke altid helt så velforberedt, som lærer Bach kunne ønske sig. Når vi kom hjem fra skole, skulle vi hjælpe til i marken, og om aftenen skulle dyrene igen fodres, og køerne malkes, inden vi spiste. Måske var det ikke så underligt, at vi en gang imellem glemte lektierne.

Selv om man ikke var overtroisk, tog man hensyn til de gamle – det skadede jo ikke. Jeg oplevede det, da jeg efter min konfirmation fik plads på Holmgården, hvor også min bror, Åge, arbejdede. Jeg skulle møde mandag morgen. Det var den gamle Ane lidt utryg ved, for var man overtroisk, troede man, at den, der startede på et nyt arbejde en mandag morgen, ikke blev i pladsen. For at berolige Ane fulgte jeg med Åge ned til Holmgården allerede søndag aften for at sove i mit nye værelse om natten – så var alle glade. Det værelse, vi boede i, lå ude ved siden af hestestalden. Nok var der halm i sengene, men både lønnen og pladsen var god – jeg fik 1.000 kr. for de syv sommermåneder.

Da jeg kom til at tjene hos Aksel Pedersen i Sem, lærte jeg at håndtere urolige heste. Min fars heste var meget rolige, men Aksels heste blev nervøse, bare et blad eller et stykke papir fløj med vinden.

Året efter flyttede jeg de få hundrede meter hen ad vejen til Niels Jørgen Svendsen i Annexgården. Der blev jeg, til jeg i 1953/54 fik arbejde hos Breinholdt i Kastbjerg.
Det var et lidt gammeldags landbrug på 56 tdl. I dag kan det synes mærkeligt, at en gård af den størrelse kunne brødføde en familie, to karle og en fodermester – men måske fortæller det bare noget om den tids lønninger på landet. Breinholdt ville ikke have traktor. Han holdt sig til heste. Det var belgiere – store, kraftige dyr, der aldrig gav op. Sad vognen fast i marken, blev de ved med at trække, til den var fri, eller hammelen og seletøjet sprang. På nogle gårde brugte man stangmiler. Det var ikke rart for hestene. Det brugte vi ikke hos os – så hellere lidt ødelagt grej.

Flere af mine brødre har tjent som karle på Sjælland. Hans og Jens havde bl.a. plads på Rødbjerggård ved Holbæk. Gården blev drevet som et økologisk brug. Man anvendte kun et minimum af gødning – staldgødning og kompost – og man sprøjtede ikke afgrøderne. Det var ellers ved at blive almindeligt i andre landbrug. Jeg fik plads på Rødbjerggård, hvor Hans i mellemtiden var blevet forpagter. Da han købte Jens Møllers gård i Grove, inden forpagtertiden var udløbet, blev det mig, der i de sidste tre måneder, passede arbejdet på gården.
Senere fik jeg i halvandet år plads på en gård nær Horneby. Det var et dejligt, livligt sted kun to km til Hornbæk Strand, hvor vi altid kunne få et friskt havbad efter en varm høstdag.

I 1956 søgte jeg ind til postvæsenet, hvor min bror, Åge, allerede arbejdede. Jeg kom op til en prøve i dansk og regning og fik beskeden: Du kan begynde på Vesterbros Postkontor på mandag! Det kunne nu ikke lade sig gøre. Jeg havde ikke mine ejendele med, og jeg havde ingen steder at bo. Men den følgende onsdag startede min karriere i postvæsenet som brevbærer.
Vi mødte på arbejdet kl. 6.00 om morgenen for at sortere posten. I begyndelsen, mens jeg endnu ikke kendte ruten, var det ud over sortering af breve og tryksager nødvendigt at skrive navn og adresse på de ca. 80 aviser, jeg skulle dele ud, så de kom de rigtige steder hen. Det var noget af et arbejde.

Postvæsenet gav en meget bedre service den gang. Vi måtte ud og løbe på trapper fire gange om dagen kl. 7,00, kl. 9.30, kl. 12.00 og den sidste tur kl. 16, hvor vi også skulle omdele eftermiddagsaviserne – Information og AftenBerlingeren. Det blev til mange trappetrin på en dag.

Jeg var stadig ungkarl, så i weekenden besøgte jeg undertiden min bror, Tage, der arbejdede på en gård i Odsherred nær Nykøbing Sjælland. Jeg hjalp til på gården og fik til gengæld kost og logi. Det var på de ture til Odsherred, jeg lærte min kone, Ulla, at kende. Da vi blev gift i 1962, flyttede vi ind i en lejlighed på Vesterbro.

I de glade 60’ere fik alle flere penge mellem hænderne. Da vi fik råd til en bedre bolig, besluttede vi at flytte til Ballerup, hvor man var begyndt at bygge 1900 lejligheder i Hede- og Magleparken. Alle lejlighederne blev lejet ud på to dage. Vi kom for sent til at få en af de eftertragtede lejligheder på 1. sal. I stedet fik vi en af de dejlige, lyse lejligheder på tredje sal.

Det er et hårdt arbejde at være brevombærer, så i 1970 søgte jeg og fik et andet arbejde indenfor postvæsenet. Jeg skulle fremover køre ud med postpakker.

I 1976 var tiderne blevet så meget bedre, at vi fik råd til at flytte ud i et rækkehus i Albertslund. Onde tunger påstår, at børn har svært ved at finde hjem, når de har været i skole. Det har vi voksne såmænd også, men der er kort afstand til grønne områder, så vi er stadig meget glade for at bo her.

I 1992 skulle der rationaliseres i Post Danmark. Effektivitet og spareiver var nøgleordene. Man skulle afskedige personale – spare- og prikrunder – kaldte man det. Det var for mange en tragisk affære. For mig, der i flere år havde døjet med den slidgigt i knæ og ryg, jeg havde pådraget mig ved al den løben på trapper, var det et stort held. Jeg fik bevilget pension.

Pludselig fik jeg chancen for at lære lidt mere, end det vi havde haft mulighed for at lære i Grove Skole. Jeg meldte mig på VUC i Albertslund, hvor jeg tog 9. og 10. klasses afgangsprøve. Senere blev det til kurser i engelsk, tysk og EDB.
Når jeg går min daglige motionstur rundt i de smukke, grønne områder her i Albertslund, kan jeg godt undre mig over, hvor meget verden har forandret sig, siden jeg som tiårig skulle op kl. fem for at hjælpe min far med morgenmalkningen.