Grønkålene

Brug af vievand er meget almindelig foreteelse i katolske lande. Vievand er vand, der indvies af en præst og derved tilføres en hellig kraft. Kirkegængerne dypper fingrene i et vievandskar eller blev bestænket af præsten med en vievandskost.

Sådan var det også i danske kirker før reformationen. Markens agre fik undertiden også et stænk for at sikre en god høst, hvilket præsten vel nød gavn af på en eller anden måde i form af offergaver Også andet blev brugt for at sikre sig mod uheld eller for at forøge udbyttet, – men ikke altid ved præstens mellemkomst eller vidende.

Det er fortalt mig af en ældre kone at en familie boende i Graverhuse, havde en køkkenhave, hvor grønkålene stod mere kraftig og saftige end hos naboerne og man undrede sig meget over hvordan de, – eller rettere konen i huset hvis domæne køkkenurterne var, bar sig ad med at få så kraftige planter frem på sin særdeles magre sandmuld.

På sit dødsleje, inden hun fik den sidste nadver, bekendte hun sine synder for præsten og fortalte ham da sin dyb bevarede hemmelighed: Ved altergang, når præsten brød brødet og uddelte nadveren, sørgede hun for ikke at synke brødet, men lagde det under tungen, så det mere eller mindre uskadt kunne tages med hjem. Herefter lod hun det tørre og fordelte det over sine sit lille jordstykke.