Arbejdet på herregårde og proprietærgårde

Nedenstående historier er baseret på Søren Nielsens erindringer om arbejdet på en række herre- og proprietærgårde i og omkring Gerning. Historierne er suppleret med billeder fra Bidstrup.

Herregården Fuglsang
Efter at have tjent ved landbruget fra 10 års alderen som hjorddreng og derefter som tjenestekarl på mindre gårde til jeg blev 20 år, bestemte jeg, at jeg ville være på større gårde.

Jeg tog plads som anden karl på Rosenfeldt i Vellev i november 1928. Jeg opdagede straks, at det ikke var den størrelse gårde, jeg brød mig om, den var for lille.

Da året var omme, fik jeg plads på herregården Fuglsang ved Hammel. Det var fra november 1929. På gården var der 1 forvalter, og vi var 5 karle, 1 løs daglejekarl, 2 faste husmænd, men om sommeren var der flere Iøse daglejere. Så var der en ugift staldkarl til at passe hestene, derforuden var de en ugift fodermester samt en røgter og to malkekoner.

Til gården var der 4 huse, som var beboet af husmænd samt røgteren og den ene malkekone. Hun var enke og havde været på gården i mange år. Forpagteren af Fuglsang hed Ernst Bilde. Før han kom til Fuglsang havde han været inspektør på Jernit, der også var en herregård, der hørte ind under grevskabet Frijsenborg, ligesom Fuglsang gjorde.

Vi karle boede i den gamle hovedbygning til gården, den var meget gammel, det var af bindingsværk det hele. Over en dør ind til et gammelt mejeri var der et årstal. Der stod skreven 1722 samt en hel del mere, som jeg har glemt.

Mange år efter at jeg tjente på Fuglsang vist først i 50`erne, brændte Fuglsang ved et lynnedslag, men den gamle hovedbygning blev reddet fra branden, og den står der endnu. Den er vist nok fredet.

Kamrene i en sådan gammel bygning er jo ikke så gode, men vi havde da en kakkelovn at fyre i, men vi var meget plagede af mus. Der var kornmagasin på loftet, og musene var jo i sengene, hvor der var halm i bunden. Det hændte tit, at jeg måtte til at slå i dynen for at jage musene væk, så jeg kunne komme til at sove. Alle vi karle havde et godt forhold til hinanden. Jeg mindes ikke, vi var uenige hele det år, vi var sammen. Derimod var der en lille kurre på tråden mellem husmændene først på sommeren, men det gik over til sidst. Den første forvalter, der var der, kunne ikke enes med forpagter Bilde, så han rejste til marts. Så fik vi en ny til maj, men jeg kunne godt lide dem begge to, så den kom vi alle godt om ved.

Der var tre piger på gården, en kokkepige, køkkenpige og en stuepige. Køkkenpigen og stuepigen havde vi meget sjov med, derimod var kokkepigen mere sig selv, men sådan var det på de fleste store gårde.
Den første dag jeg var på Fuglsang, var jeg ude at pløje, og det lavede jeg mest de første tre uger, men ellers var arbejdet jo, som det altid er ved landbruget. De heste, jeg fik udleveret den første uge, kørte jeg med hele året. De hed Niels og Bjørn, og det var et par stærke heste, de blev altid brugt, når tæskeværk og lokomobil skulle flyttes i stakladen. Når vi skulle tærske, var min bestilling altid at køre korn fra og op på kornmagasinet. Det var et hårdt arbejde, det var et stort 52. tærskeværk, og det kunne tærske 240 tønder korn om dagen. Så når det var aften, var jeg altid meget træt.

Når vi havde været ved at tæske, blev avner og affald lagt i kanten af skoven, og så blev der noget til vildtet at rage i. Der var fasaner, rådyr og kronhjorte, som kom og gik og ragede i avnerne. Den eneste trækkraft, vi havde på gården, var en lokomobil, og det var Johan Hass, en polak, som skulle fyre op om morgenen så lokomobilen var færdig til arbejdstid om morgenen.

Da vi kom hen på sommeren, gik vi karle tit en tur i skoven om aftenen og om søndagen i skoven på den anden side af Viborg Aarhus landevejen. Den kaldtes Lyngballegård skov. Der var en gammel fiskedam, der ikke blev brugt. Der badede vi næsten hver aften om sommeren sammen med karle fra Voldby og omegn. Vi blev ved helt efter høst, der var tit helt mørkt, når vi cyklede hjem. Alle vi herregårdskarle på Hammel egnen havde et godt forhold til hinanden. Hvis vi var til fest i Hammel eller i et forsamlingshus, så holdt vi sammen. Vi kunne altid gå i fred og hvis der var optræk til uro, så holdt alle herregårdskarlene sammen.

Sommeren gik, og vi kom hen tit efteråret. Forpagter Bilde kom en dag og spurgte de forskellige af os, om vi ville fortsætte fæstemålet efter november, men vi skulle ned i løn. Det syntes jeg ikke, jeg ville, så jeg tog den bestemmelse, at jeg ville rejse til november og prøve at være løs daglejerkarl på herregårde.

Jeg vil lige bemærke, at vi karle og pigerne kunne godt holde lidt fest på et af kamrene. Der var en af pigerne, der havde en grammofon, så lavede vi kaffe og fik wienerbrød til, som vi havde købt, og så dansede vi og sang til den gamle grammofon, men sådan en fest var kun, når Bilde og frue ikke var hjemme.

Daglejererkarl på Tammestrupgård
Jeg rejste så fra Fuglsang 1. november 1930. Mine forældre boede dengang i Mariager, så jeg rejste hjem. Nu skulle jeg så til at finde arbejde. Den anden november tog jeg til folkemarked I Randers. Det var ved Fusager i Brødregade, der havde et fæstekontor, hvor mange unge karle mødte for at se, om der var en Iandmand, der manglede en karl. En del af karlene var der kun for at holde sjov med landmændene. De fik en fridag ud af det, men havde plads.

Som jeg gik i Brødregade, kom der flere hen og snakkede med mig, og der var en, som jeg syntes bedst om, og vi blev enige. Det var Jensen på Tammestrupgård uden for Assentoft, der hvor Grenå og Ebeltoft Landevej skilles. Det var så det første sted, jeg var som daglejekarl.
Jeg blev kun lovet arbejde til jul. Det var et godt sted at være, jeg blev behandlet godt. Vi var 4 karle samt en gift fodermester. Vi fik en god almindelig kost, om aftenen sad vi karle inde i stuen ved Jensen og konen, de var missionske og ville så gerne synge, så vi sang meget om aftenen og fik aftenkaffe, og så gik vi i seng.
Jeg var jo ikke kendt på egnen, så jeg kom ikke sammen med andre unge, og da vi nærmede os jul, rejste jeg hjem tiI Mariager igen. Mine forældre rejste til Hadsund lige før jul, og så måtte jeg jo igen ud at finde arbejde efter nytår.

Daglejerkarl på Urenholdt
Nu boede mine forældre så i Hadsund, og lige efter nytår 1931 cyklede jeg ud for at finde arbejde, og jeg fik det på Uhrenholdt ved Hadsund. Ejeren hed Stamer.
Det var en gård på ca. 240 tdr. land, vi var en forvalter, 5 karle, l daglejer, 1 gift fodermester samt en medhjælper i kostalden.

På Urenholdt oplevede jeg noget, jeg aldrig havde været udsat for før. Køkkenet og folkestuen var plaget af kakerlakker, det var nogle grimme dyr. De gik i maden, der blev tillavet på komfuret, og det var ikke sjældent, de var i maden, der kom ind på bordet til os. Der var ingen kakkelovn på værelserne, så vi havde kun folkestuen, men vi havde heller ingen ordentlig brændsel. Det var affaldstræ fra skoven, som nylig var taget hjem om efteråret, men vi fandt på råd. Det var selvfølgelig ikke rigtigt af os karle, men vi gik ud i laden og brækkede hver anden lægte af under taget, vi turde ikke tage mere med dag for dag, men det gik den tid jeg var der.

Stamer ville fæste mig for resten af året, men det ville jeg ikke, for hvis jeg fæstede mig for resten af året, var jeg helt sikker på, at jeg ikke fik noget udbetalt de første tre måneder. Sådan var loven for medhjælpere ved landbruget, og jeg fik kun en krone om dagen samt kost og logi, så der kunne jo ikke spares noget.

Fra den anden februar rejste jeg derfra. Jeg havde hørt, jeg kunne få 1.50 kr. om dagen på Vivebrogård, og der rejste jeg op fra Urenholdt først i februar måned 1931.

Daglejerkarl på Vivebrogård
Den 4. februar 1931 cyklede jeg så op på Vivebrogård og fik arbejde samme dag. Der kunne jeg så få 1.50 kr. om dagen samt kost og logi. Vivebrogård ligger helt nede ved Mariager Fjord. Der kunne lige køre en vogn mellem husene og fjorden. Det var hestestald og karlekamre, der lå nærmest ved fjorden, så når der var blæst, havde vi et sådant spetakkel i kamrene, så vi knapt kunne sove.
Da jeg kom på gården, var der kun en karl, det var Kristian, så nu var vi to karle, men vi skulle helst være fem, men det varede ikke længe, inden der kom to til. Den ene var min broder, der ellers var sømand, men han var lige gået i land.
Forpagteren hed Poulsen, han ville gerne have fæstet mig til forkarl, da der ingen var på gården, men jeg sagde nej, fordi der var en hingst på gården, som jeg så skulle passe. Jeg vidste, at den ville tage meget af min fritid om sommeren, så jeg ville ikke fæstes for resten af året, og der blev så fæstet en ny karl, der kom til 1. marts.
Vi fik meget sne den vinter, så vi havde meget snekastning både på kommune og amtsvejen, men vi havde selv ca. 2 km. ind til Vive, og det var privatvej, som jo også skulle ryddes for sne.

Da vi kom hen til den 15. april, ville jeg have mere i dagløn, men det kunne jeg ikke få, så jeg rejste den 19. april og cyklede fra gården op på Ouegård. Det var en større gård, og der fik jeg arbejde til 2.50 kr. om dagen.

Daglejerkarl på Ouegård
Ouegård ejes af godsejer Nedergård Pedersen, der var en ældre mand, og han var en gammel buldrebasse. Hans søn Kaj var forvalter, og han kunne være ligesom faderen, men jeg befandt mig godt på gården.

Der var 8 karle fast og så var vi 4 daglejerkarle samt 3 husmænd, som boede i gårdens huse. Derforuden var der en staldkarl, en fodermester, en røgter, en svinerøgter samt 3 malkekoner, men det var husmændenes koner. Det var nogle mærkelige karle, der var på gården, de kunne ikke enes. Der var tit i slagsmål imellem dem, så kom forvalteren, tog dem i kraven og smed dem lang væk, så var det slagsmål forbi. Forvalteren var stor og stærk, så det kunne han sagtens gøre.

Karlekamrene var ikke gode, i nogle var der kun almindelig piksten, ellers var det mursten på fladen, og så var vi plaget af mus og rotter. De løb oppe på loftet, så vi døjede med at sove for dem. Der var også mange rotter i kostalden. Det var en gammel stald, der var ingen fodergang foran køerne, så der var krybber lige op til væggen, så om aftenen gik vi nogle karle ind i kostalden og en mand imellem to køer. Sådan sad vi en 3 a` 4 stykker, og vi havde en hammer eller et stykke træ med hver. Så løb rotterne ned foran køerne, og når de kom ned til karlene, så slog de dem ihjel. De kunne få fat på 8 a` 10 stykker til tider.

Om aftenen kunne vi unge mennesker også godt finde på at lave kunster. Godsejeren havde købt en regnmåler og den stod ude midt i gården. Når der så var regnvejr om aftenen, så kunne vi finde på at gå ind til vandhanen og tage vand og hælde i regnmåleren. Når godsejeren kom ud og så, der var faldet så meget regn, så kunne vi karle jo gå og grine af det.

Jeg oplevede også en episode, der foregik på gården først på sommeren. Vi var 3 karle og 2 af pigerne, der havde været på besøg ved en af husmændene, der boede i Barsbøl. Det var en lille landsby, der lå bag ved skoven. Vi kom hjem ved midnat, og da vi gik over gården, hørte vi en, der gik ned en trillebør op gennem stalden, og der var ingen lys. Vi stod så stille og ventede på, at der skulle komme en kørende ud af døren og ud på møddingen. Pigerne var forfærdet, og vi karle vidste jo ikke, hvad vi skulle tro.
Pigerne turde ikke være ene på deres kammer. Den ene af karlene var gode venner med den ene af pigerne, så han måtte så ligge ved pigerne om natten.

Dagen efter fandt jeg så ud af, hvad det var, vi havde hørt om aftenen.
Kostald og hestestald var en lang længe, derfra en sidebygning til kalve og stude, men ved siden af hestestalden var der tre karlekamre. I det ene af dem boede min broder Peter, han var også daglejerkarl på gården. Peter og jeg havde om dagen været ved at rense ud i disse kalve og studestier. Der var godt vejr, og Peter gik hele dagen og var vred over at gå inde i det gode vejr, og det var jo et hårdt arbejde at få det gødning ud der fra. Det var ca. en halv meter tyk, og det var næsten ikke til at få fri i stierne.

Da det så var blevet aften, og Peter var faldet i søvn, så fremkommer det, at Peter flere gange har gået i søvne, når der har været noget, han var været optaget af om dagen. Peter har altså rejst sig op i søvne, taget en trillebør og kørt rundt i kostald og kalvestald og så sat børen igen og er gået i seng for at sove videre.
Jeg sagde det så til han om morgenen, men det kendte han ikke noget til.

Vi kom så hen på sommeren og det blev høst. Vi skulle køre korn, og jeg skulle forke korn på vognen. Vi var lige begyndt, men så blev den ene hest stædig. Den ville ikke trække vognen ud af stedet. Vi skulle lige til at stikke en tidsel under halen, men så kom forvalteren løbende for at stoppe os, og så viste han os, hvad vi skulle gøre, og det har jeg hverken før eller siden set. Han tog hammelrebet af hesten og bandt det i halen, derfra i ringen til svinglen, og så sagde han, ”Nu kører I med det til aften, så i morgen prøver vi om hesten vil trække normalt. Vil den ikke så kører I i halen igen, til den vil trække i rebene.”

Men hesten var et lumsk dyr, for efter høsten var jeg ude og harve til vintersæd, og det var med pigharven. Midt på en formiddag blev den stædig for mig og ville ikke trække. Jeg måtte så spænde den for i halen, og det måtte jeg gøre hele dagen.

Vi kom hen i nærheden af november og fik roerne samlet sammen i kule. Så ville godsejeren, jeg skulle have mindre i dagløn og det brød jeg mig ikke om, så jeg rejste fra Ouegård den 6. november efter at have været der godt 6 måneder.

Daglejerkarl på Gl. Viffersholm
Det var ikke nemt at finde andet arbejde, men jeg fik lidt løs arbejde hist og her om vinteren. Om sommeren var det ikke nemt.

Det var sløjt med at finde noget, men til høst fik jeg daglejerarbejde på Gl. Viffersholm ved Korup. Det var til 2 kr. om dagen. Der var to herregårde, gamle og ny Viffersholm.

Ejeren grev Dinesen, boede på en herregård på Lolland, men drev de 2 i Jylland med en inspektør på Ny Viffersholm og en forvalter på Gl. Viffersholm.
Da høsten var forbi, kom jeg ud og pløje, og det var det meste, jeg lavede, til vi skulle køre roer sammen. Der var kun 2 faste karle på gården. Den ene var forkarl, en ældre karl, der hed Magnus, derforuden var der 6 husmænd og så vi løse daglejerkarle.

Først i oktober måned bestemte jeg, at jeg ville have fast plads fra november, og den fik jeg på Bidstrup ved Laurbjerg.

Nr. 2 elev På Bidstrup
Jeg skulle være no. 2 elev, så da vi kom til første november, rejste jeg fra Viffersholm og til Bidstrup ved Laurbjerg og skulle som nr. 2 elev have 500 kr. i løn for et år. Jeg mødte så 1. november 1932 på Bidstrup. Nu var jeg jo kendt på egnen og på gården, fordi jeg jo havde tjent i Granslev Mølle og ved Jacob Båstrup i Knudstrup i årene fra 1925 – 1928.

Til Bidstrup hører der 500 tdr. land under plov, 200 tdr. land eng og 1200 tdr. land skov. På gården var et stort folkehold. Vi var 10 elever, 4 karle, 5 husmænd, 1 smed, 1 murer, 1 snedker, 1 traktorfører, 1 chauffør til at køre med godsejeren og lastbilen, vi havde på gården. 1staldkarl, 1 svinepasser, 1 gartner samt 2 gartnerelever. Der var jo en stor have og park til gården. I kostalden var der 1 fodermester, 2 røgtere og 3 malkekoner. Derforuden 1 skytte.

Jeg ved ikke for bestemt, hvor mange der arbejdede i skoven og på savværket ved Vorre Mølle, men jeg regner ned ca. 18 mand. Foruden det jord, som tilhørte selve Bidstrup, var der jo også en del ejendomme med jord, som blev drevet af nogle skovfolkene. Der var også en større gård, der hed Rosenlund. Den var på ca. 200 tdr. land. Til Vorre Mølle var der ca. 4o tdr. land, men det blev ikke drevet som landbrug, derimod gik der ca. 120 får med deres lam. Der var en skovkusk, der havde opsyn med fårene.

Der var også flere gamle huse inde i Laurbjerg, som tilhørte Bidstrup, og der boede nogle af daglejerne til en lille husleje vistnok 10 kr. om måneden. Granslev kirke tilhørte også Bidstrup, der var en særlig stol til godsejeren, men den er senere overgået til Granslev menighedsråd. Jeg husker ikke hvornår.

På hovedbygningen på Bidstrup var der ophængt 2 store tavler, hvor der er skrevet, hvem der havde været ejer af Bidstrup helt fra 1660 og til nu, det år jeg var på gården. Efter at jeg rejste fra Bidstrup, er der død 2 af ejerne, og det var far og søn Hones de Lichtenberg.

Den 2. november om morgenen, da vi havde gjort staldtjeneste og fået morgenmad, mødte vi i stalden. Hver mand stod bag ved sine heste, da kom inspektør Skrumsager ind i stalden, og der fik vi så alle udleveret en skruenøgle til hver og en hængelås med nøgle til, så hver mand kunne låse sit værktøj, som bestod af skovl, roegreb, fork og kost.
Derforuden var der brændt et nummer i hver mands værktøj. I alt mit var det no. 2, og det var ligesådan med vognene. Vi havde hver en arbejdsvogn og en høst vogn, i hver mands plov og hammel var der også nummer.

Inspektøren sagde, det var for at hver mand vidste, hvor hans værktøj var. Det var forbudt at tage en anden mands værktøj. Derforuden havde forvalteren lås og nøgler til et skab med en mængde værktøj til daglejerne og husmændene.
Derforuden sagde inspektøren, at der var toiletter (2 stk.) ved hver side af gården, som vi skulle benytte. Vi måtte ikke gå i haven eller parken, det var kun til gartneren. Efter disse instruktioner rykkede vi så hver med sine heste.

Vi skulle køre roer sammen. Klokken var 7, så var det mørkt, men vi fandt da roerne, da vi var kommet i marken. Det meste af gårdens jord ligger over for skoven, og der er ca. 1½ km. Igennem skoven, der ligger markerne fra skoven og ned til Granslev by.
Nu gik dagene med at køre roer sammen og pløje en stor del af efteråret. Den mark, hvor der havde været roer i det år, var den længste af markerne. Når vi havde kørt 11 omgange, havde vi pløjet 1 tdr. land, og det var en dags arbejde for en mand med 2 heste. Det vil sige, når vi havde kørt ca. 6 omgange hver halve dag, så kunne vi ikke nå mere.

De heste, jeg fik anvist, var to store jyske heste, men de var ikke fri for, der var unoder i dem. Den ene hed Felix og den anden hed Dolly. Hende blev jeg hurtig fortrolig med, men Felix det var værre. Af husmændene fik jeg at vide, at han havde gået som skovhest, men der kunne de ikke styre ham. Han ville både bide og slå, og det var mærkeligt med den hest, han sparkede kun med det ene ben. Da de så ikke turde beholde ham i skoven, så kom han til gården, for han var en meget stærk hest.

Året før jeg kom til Bidstrup havde han gået ved no. 6, og den mand, der kørte ham, havde Felix bidt i skulderen, så han lå på sygehuset i 6 dage. Da vi så kom til november, som jeg kom til Bidstrup, blev Felix sat på no. 2, som jeg kørte. Husmændene havde jo fortalt mig, hvordan han var, så jeg passede jo på de første dage.
Men så skete det pludselig en aften, jeg var kommet hjem. Hestene var kommet ind, og jeg var ved at hænge koblerne på deres knage. Så mærkede jeg noget, der strøg forbi mit ene ben. Det var Felix, der sparkede med det ene ben. Jeg tog lige koblerne, og så fik Felix tærsk af koblerne i bagdelen, og det varde så længe, jeg kunne, og staldkarlen stoppede mig. Der hvor jeg slog ham, kunne han ingen skade tage.
Inden for november måned måtte jeg så gennemtærske Felix 3 gange. Efter den tid kunne jeg gøre ved hesten, hvad det skulle være. Jeg kunne klappe ham imellem bagbenene og under maven. Lige meget hvor, han rørte mig aldrig siden. Hele året havde jeg ganske vist et stykke rugbrød med i lommen de fleste dage, så jeg havde måske nok købt det gode forhold til hestene.

Om sommeren kneb det enkelte karle at fange deres heste i indhegningen, men jeg kunne gå lige hen og tage mine to heste, men jeg havde ganske vist brød med mig. Om vinteren skulle vi jo også tærske korn. Det store tærskeværk var et 52.., og det blev trukket af en traktor, og når det kom i gang, så var min bestilling altid at køre korn fra tærskeværket. Vi var to mand om det, det var no. 3 og mig. Kornet skulle køres ned til kornmagasinet, der var nede ved mølleriet. Alt korn skulle bæres op på loft, vi kunne have 12 sække på vognen. Det var 6 til hver, når vi så kom tilbage med tom vogn, så var der tit 7 a` 8 sække fulde, så kunne vi jo få et lille hvil, men når det blev aften, havde vi alligevel kørt 240 sække på loftet, så vi kunne god nå at blive trætte til aften.

I januar måned kørte vi mærgel ud på en mark på 54 tdr. land. Vi hentede det nede i skoven ved Vorre Mølle. 4 husmænd gravede det løs inde i skoven og trillede det på bør hen til en sliske, som vi holdt ved, og så gled mærglen lige ned i vognen til vi karle, som kørte det op i marken. Det blev spredt fra vogn, som forvalteren gik og satte mærker, hvor til et vognlæs skulle strække.

Vi fik også noget sne det vinter, og gården skulle jo møde med 8 mand om dagen, men så lavede godsejeren en ordning med kommunen, at vi skulle rydde 8 km. af kommunevejen omkring gården, og så købte godsejeren en af de første sneplove, jeg har set. Den skulle så spændes på vores lastbil, og den kørte så og holdt vejene ryddet.

Ellers gik vinteren med forskelligt til vi skulle til at så markerne til med korn. Traktoren kom til at køre og harve jorden, før vi kom med såmaskinen, som var en stor 31 rørs maskine med forstyr. Der skulle 4 heste for og 3 mand. En til at styre, en til at køre hestene og en til at passe rørene. Vi kørte i 2 holds drift, og det var no. 1 til det ene hold og så mig på det andet hold, fordi jeg var no. 2 på gården. Vi skiftedes til at begynde om morgenen, vi skulle begynde kl. 4, så skiftede vi kl. 8 og kl. 11 og kl. 4, så den sidste blev ved til kl. 8 om aftenen, men traktoren kørte hele døgnet rundt, de var 3 mand til at skifte.

Da roerne skulle renses og tyndes, mærkede jeg ikke meget til. Det var tre lette heste, der blev brugt til at rense med, og tyndingen var husmænd med koner. Vi kunne godt få lov til at tynde om aftenen og søndag på akkord, men der var kun tre af vi karle, der ville det. Derimod var jeg med til at slå græs og rive hø sammen, og her kørte vi på skiftehold, ligesom da vi såede korn.

Vi havde 4 slåmaskiner, men der var jo også mange tønder land, i alt med engen var der 200 tdr. land, så der var meget hø på gården. Da vi kørte hø ind, fyldte vi først over hele kostalds loftet, derefter fyldte vi hele den store lade, der var til gården. Alt kornet kunne være i stakladen.

Det var en dejlig sommer det år. Vi unge mennesker gik mange ture i skoven om aftenen og om søndagen, og der var et godt forhold imellem os alle og med husmændene og skovfolkene, som måtte hjælpe til i høet og høsten. Der var en god ting her på Bidstrup, vi behøvede ikke at gå i haven for at stjæle frugt. Fra første i august og til november blev der sat en stor kasse med forskellig frugt om morgenen og om middagen ved stalddøren, og der kunne alle forsyne sig med det, han helst ville have. Efter høsten var der jo meget at pløje, og det var et dejligt arbejde.

Hen på efteråret blev en del af folkene syge. Lægen konstaterede, at det var en art gulsot, og en tid lå 9 af dolkene på gården i sengen. Vi fik at vide, at der blev blandet amerikansk olie i maden, fordi der kunne blive en livlig afføring. Det var jo ordineret af lægen, men os, som ikke var syge, brød os ikke om det, men der gik ca. 3 uger inden sygdommen var ovre.

Mureren, som var tysker, havde taget en krageunge til sig den sommer. Den blev tam, og vi kaldte den for Peter. Om aftenen kaldte vi lige på den, og den kom med det samme. Så en dag så godsejeren, at den fløj ind til duerne, som boede under taget på en af hovedbygningernes fløje. Han gik ind efter geværet, og da krageungen fløj ud, skød han efter den men ramte ikke. Vi var klar over, at det snart ville være forbi med dens liv, for den var jo ikke bange for mennesker, og vi havde jo også en skytte på gården, og han fik jo præmie for alt hvad han skød af krager, skader, råger, ildere, lækatte og mår.

En af eleverne, der hed Hans Senius Ejsing og var fra Tvis ved Holstebro, havde den hobby at fotografere. Han tog mange billeder om dagen. Om aftenen lavede han et mørkekammer, og så fremkaldte han billederne, og dem solgte han så til os, som ville købe af ham. Jeg fik da selv en snes stykker.

Vi kom så hen på efteråret og skulle til at tænke på at få en ny plads til november. Alle vi elever skulle jo have ny plads, vi måtte ikke være på Bidstrup mere end et år. Jeg havde set i avisen, at der blev søgt en forkarl til Jeksen Hovgård ved Skanderborg. Jeg fik så inspektøren til at ringe derned. Og jeg skulle så komme dagen efter og se på pladsen.

Forkarl på Jeksen Hovgård
Jeg blev fæstet fra november 1933 til Vinfeldt Pedersen Jeksen Hovgård for 600 kr. for et år. Jeg mødte så 1. november 1933 på Jeksen Hovgård, jeg var forkarl, og foruden mig var der 2 karle, 1 fast daglejer, 2 løse daglejere om sommeren, 1 gift fodermester. Til gården var der 125 tdr. land under plov og 25 tdr. skov, og ved skoven var der et hus, der tilhørte gården. Jeg var ikke rigtig tilfreds med at være i pladsen, så jeg tænkte på at rejse derfra til jul, men jeg blev da om vinteren på gården.

Til foråret skete der noget, der lavede om på mine planer. Jeg havde det sidste års tid kommet sammen med en pige, som tjente på en gård i Stjær. Det er nabobyen til Jeksen. Vi bestemte os for at blive gift, og jeg kunne leje huset nede ved skoven, og huslejen var 1 kr. om året, så længe jeg arbejdede fast på gården. Nu kom jeg så selv til at bo i et meget gammelt hus, som vi på herregårdene kaldte en elendig rønne at bo i. Huset var bygget af bindingsværk, det var meget utæt, det blæste ind, når vinden var i nord. Huset lå i læ for skoven i øst, syd og vest. Der var skov helt ind til haven, skoven gav skygge, så vi så ikke solen ret lang tid af året. Taget var utæt, så det regnede ned hver gang, det regnede. Alle døre var skæve, så det kneb med at få varme i stuen om vinteren, men vi boede alligevel i huset i 4½ år. Vandet skulle hentes oppe i skoven ved en brønd, men der var ca. 400 meter at bære det i spande.

Den første sommer fik jeg bygget et hønsehus i haven, så jeg kunne have nogle høns. Så kunne min kone Petra have lidt at pusle med, for huset lå meget ensomt. Der var langt til naboer, og tiden skulle jo udnyttes til noget, selvom der var kønt ved skoven, og vi havde jo vildtet at se på. Der var harer, fasaner og agerhøns, og neden for huset var der en mose med ænder og blishøns.
Petra og jeg blev altså gift den 11. Maj 1934, og så blev jeg så ved som gift forkarl, til jeg rejste derfra 1. november 1938. Jeg var jo fæstet til at passe heste, da jeg kom til november 1933, og det var for et år. Da dette år var forbi, ville jeg godt være fri for hestene, og jeg blev enige med Pedersen om, at han fæstede en anden karl til at passe heste. Jeg var blevet godt tilfreds med at være på Jeksen Hovgård, så jeg blev fæstet det ene år efter det andet. Lønnen var ikke stor, 2.50 kr. om vinteren, 3 kr. om sommeren pr. dag. Dertil frit hus og kosten på gården samt 1 liter mælk om dagen, i penge var det jo ikke meget for et år.

Sådan gik de første tre år, men så blev jeg syg. Det var maven, der var dårlig. Jeg søgte læge og fik noget pulver og skulle holde diæt. Det hjalp for lidt, så jeg måtte på Skanderborg sygehus. Der rejste jeg ned lige efter nytår 1938. Jeg lå der i 6 uger, men det hjalp for lidt, så jeg fik bud fra lægen, at jeg ikke måtte arbejde i 4 måneder. Jeg måtte så til kommunen for at få noget til at leve for. Det var ingen arbejdervenlig kommune, så jeg døjede meget med at få de 18 kr. om ugen, som de tildelte mig.

Da vi kom hen på sommeren 1938, blev Pedersen og mig enige om, at holde til november. Han kunne jo ikke være tjent med at have en mand, der var syg og ikke kunne arbejde på gården mere end den halve tid. Herefter var det så slut med at være på større gårde, og her vil jeg så slutte med at skrive om, hvad jeg kan huske fra min tid på nogle af landets proprietær og herregårde.